14. Søndag efter trinitatis
Joh. 5, 1-15
Ikke alle mennesker oplever verden ens. Det der tager
sig smukt ud for én, det kan se rædsomt ud i en
andens øjne. Man kan have oplevelser der begejstrer
én så meget, at man næppe ser sig i stand til
nogensinde at glemme dem. Oplevelser der gør et
indtryk langt udover det normale. Når man så
delagtiggør sine nærmeste i disse oplevelser, så kan
man udmærket risikere, at de ikke føler det mindste i
den anledning.
Man kan berette højt og flot om, hvad man har
oplevet. Ivrigt fortælle om, hvorledes dette og hint
gjorde et umådeligt indtryk. Men den anden har ikke
gjort oplevelsen med, og har mildest talt svært ved at
lade sig smitte af begejstringen. Den anden fornemmer
vel nok, at et eller andet må have gået for sig, men
lægger mærke til ting og detaljer i beretningen, som
man selv finder uvedkommende.
Det er fuldstændig som om man befinder sig i en helt
anden verden, end den man fortæller om sin
oplevelser.
Sådan må det have været for manden vi hører om i
dagens evangelium. Han har været syg i 38 år, som
der står. Det er lang tid. Han har opgivet håbet om
helbredelse, for han har ingen til at hjælpe sig.
Pludselig dukker Jesus op, og i det næste øjeblik er
manden helbredt.
Man kan kun vanskeligt forestille sig hvilken
sindstilstand manden nu har været i. "Rejs dig, tag din
båre og gå!", sagde Jesus. Og det gør så manden, som
i de sidste mange år har været mere eller mindre ude
af stand til at bevæge sig. I 38 år har båren båret ham.
Nu er det ham, som bærer båren.
Bedst som han nu bærer omkring på sin båre, træffer
han på nogle jøder, der han en noget anden oplevelse
af situationen. De ser ikke en mand, som er blevet
mirakuløst helbredt efter 38 års sygdom, nej, de ser et
menneske, der bryde lovens bud, en menneske der
bærer omkring på sin båre, selv om det er sabbat, den
jødiske helligdag.
De to parter, manden og jøderne, de har en vidt
forskellig oplevelse at den samme virkelighed. Det er
som om de lever i to forskellige verdener. Ja, det er
ikke bare "som om", for de lever rent faktisk i to
forskellige verdener. Evangeliets verden og lovens
verden.
Den helbredte mand lever i evangeliets verden.
Jøderne lever i lovens verden. Evangeliets verden, det
er den verden, hvor man ikke ved egen hjælp, skal nå
frem til saligheden. Lovens verden, det er den verden,
hvor man ved egen kraft skal overholde lovens bud, og
derved nå frem til saligheden.
Og det er virkelig to forskellige verdener, det må man
ikke tage fejl af. Vi er jo så vant til at høre evangeliet,
at vi ikke begriber, at det skulle kunne hænge
anderledes sammen end at nåden er gratis. Vi er så
vant til at høre om jødernes, og af dem især
farisæernes dumheder, at vi aldrig ville forvente et
eneste fornuftigt ord fra dem.
Når vi hører, hvordan det går til denne gang, hvordan
jøderne blot bebrejder manden, at han bærer på sin
båre, når det er sabbat, ja, så tager vi os til hovedet.
Hvilken tåbelighed. Jøderne har tydeligvis intet som
helst begrebet af situationen, og hvis det endelig havde
været som de troede, hvad skulle der så være i vejen
med at bære sin båre på en sabbat.
Men her må vi huske på, at jøderne, som vi møder
dem her, at de ikke var opflaskede med 2 tusind års
udenadlært evangelium. Vi hører jo dagligt om de
evangeliske dyder, som om de udgjorde en naturlov.
Det gjorde jøderne ikke. De havde tværtimod en helt
anden lov, og den stod ikke til diskussion. Lige så lidt
som evangeliet tilsyneladende gør det i dag. Jøderne
levede i lovens verden, og dér gælder loven.
Da jøderne træffer på den ny-helbredte mand, som
bærer afsted med sin båre, og naturligt nok bebrejder
ham han lovovertrædelse, så svarer han:"Det var ham
som gjorde mig rask, som sagde til mig: Tag din båre,
og gå".
Her kunne et oplyst evangelisk menneske forvente en
mindre opblødning af situationen. Her skulle jøderne
sig til sig selv og manden:"Åh, du er blevet helbredt
for en svær sygdom, og gør nu, som han sagde, ham,
der helbredte dig. Det forstår vi da godt. Og hvem
ville ikke det".
Men sådan siger jøderne ikke. Deres tanker går nok
snarere tilbage til et tidligere eksempel på
lovovertrædelse, hvor en anden mand brugte omtrent
den samme undskyldning.
"Kvinden, du satte hos mig, gav mig af træet, og så
spiste jeg". Sådan lød Adams forklaring, da Gud greb
ham i at have spist af det forbudte træ i Edens have.
Og øjeblikket efter brugte kvinden den samme
undskyldning:"Slangen forledte mig til at spise".
Jeg tvivler på, at jøderne i beretningen her finder
mandens undskyldning videre holdbar. Synden, lovens
overtrædelse, det er på sin vis hele fundamentet for
loven. Var der ingen synd, så var der heller ikke brug
for nogen lov. Skulle så en overtrædelse af loven
kunne undskyldes med de samme ord, som blev brugt
til at dække over den synd, der sendte mennesket fra
paradisets have ud i lovens verden. Det mente jøderne
her næppe.
De to verdener, evangeliets verden og lovens verden,
de har hver deres vej til saligheden. I lovens verden,
går vejen til saligheden gennem loven. I evangeliets
verden, går vejen til saligheden gennem evangeliet om
Jesus Kristus.
For de syge mennesker omkring dammen som, for
dem var det saligheden om at gøre, at nå ned i
dammens vand på det rette tidspunkt. Det var dem
saligheden om at gøre, for det var saligheden som var
målet.
I lovens verden, dér skal man klare sig selv. Det
gælder om med største iver at overholde selv det
mindste af lovens bud. Og med hver eneste
overtrædelse man begår, bringer man sig længere bort
fra saligheden. Man må tro på sig selv og være stærk i
lovens verden.
Går vejen til saligheden derimod gennem evangeliet,
og det gør den, så nytter det ikke noget, hverken at tro
på sig selv eller at være stærk. For i forhold til
saligheden er den kristne som den syge mand ved
Betesda dam. Han kunne ikke ved egen hjælp nå ned i
dammen i tide.
Hvor den, der lever i lovens verden, skal kunne alting
selv, for at nå saligheden, der forholder det sig modsat
med den, der lever i evangeliets verden. For den syge
mand ved dammen, han gik fra loven verden ind i
evangeliets verden med ordene "jeg kan ikke selv".
Derfor er der heller ikke nogen smukkere kristen skik
end barnedåben. Det synes ganske vist ubegribeligt for
mange, at man kan døbe et barn, som er ude af stand
for at svare for sig selv. Men sådan er det i forhold til
evangeliet. Ved dåben indføres barnet i evangeliets
verden med de ord, som barnet ikke formår at udtale,
men som ethvert menneske alligevel kan høre og
forstå: "Jeg kan ikke selv".
Dåben er evangeliets svar på denne menneskelige
afmægtighed. I dåben svarer Gud gennem Jesus på
barnets "jeg kan ikke selv", med dåbens løfte "Nej!
Men så kan jeg". Amen.
Lov, tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og
Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig
Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.