Salmer:
1. 677 - Nu falmer skoven trindt om land
2. 258 (144) - Kom, sandheds Ånd! og vidne giv
3. J. G. Brandts dåbssalme
4. 801 - Betesdasøjlernes buegange
-----
5. 675 - Du gav mig, o Herre, en lod af din jord 
6. 444 - Bryd frem mit hjertes trang af lindre
7. 678 - Vi pløjed og vi så'de

---------
Nu falmer skoven trindt om land igen.
Fuglestemmen daler.
Storken er fløjet syd over, og svalerne er rejst efter.
Vi, der har begge ben på jorden, må herefter nøjes med
synet af den sorte muld og stubbene de golde.
Det er en dyster udsigt.

At flyve som et forårsfrø
for sommerblomst at blive
er kun at visne for at dø!

Sådan siger den ulykkelige, som har mistet blikket for
sollysets stråler, som ikke formår at give plads til
glædens smil, – det menneske, som synes, det høstede
skuffelse på skuffelse.
Hvordan holder sådan et menneske for øvrigt
høstgudstjeneste? Hvis livserfaringen fortæller, at det at
flyve 

som et forårsfrø
for sommerblomst at blive
er kun at visne for at dø!

Den sang sang den syge mand ved Bethesdas Dam.
De syge lå dér, fordi de havde hørt det rygte, at vandet
af og til kom i oprør, og hvis man da var den første, der
fik sig dumpet ud i vandet, så blev man helbredt.
Betesdas Dam er et billede på det, som ikke indtræffer:
Bare man dog kunne få lidt held. Bare livet ville komme
til én. Bare det vidunderlige ville ske.
De lå så dér, – også selv om de færreste havde
muligheden for at komme i vandet ved egen hjælp.
Blandt dem lå en mand, som havde været syg i 38 år.
Hvad han fejlede, får vi kun indirekte noget at vide om.
Men det skulle vise sig at være en skrækkelig sygdom.

"Vil du være rask?"
Et mærkværdigt spørgsmål at stille til en mand, der har
været syg i 38 år.
Sad mandens sygdom da i viljen?
"Vil du?"

Den jødiske, iransk-ungarske forfatter, Yasmina Reza
har skrevet en række selvbiografiske dagbogsnotater og
tanker om livet og døden. Blandt andet skriver hun om
Marta. Marta har været Rezas litterære agent og ven i
nogle år. "Når vi ses," fortæller Reza, "har vi altid en lille
buket blomster med til hinanden."
Marta er syg. Ingen ved, hvad hendes sygdom kommer
af, ej heller hvad det egentlig er, hun fejler. Det går ned
ad bakke for hende hver dag, og hun viser tegn på
livslede. Hun dør, skriver Reza, fordi hun ikke længere
har lyst til at leve.

Det var heller ikke livslyst, der havde fat i manden ved
Bethesdas Dam! Det skinner igennem i hans svar på
Jesu underlige spørgsmål. Svaret er den ulykkeliges, –
den, som har mistet blikket for sollysets stråler, – den,
som ikke formår at give plads til glædens smil, – det
menneske, hvis livs høst er tristhed og tillukkethed: "Jeg
har ingen til at hjælpe mig ned til dammen, og inden jeg
kommer der ned, er en anden gået i før mig!"
"Vil du være rask?"
"Jamen, jeg har ingen!"
Man kan foretrække sin sygdom, nyde nederlaget, nyde
bitterheden, vælge at være mål for medynk og
medlidenhed, krænge sig så meget ind i sig selv, at når
folk spørger til ens forgodtbefindende, så er det første,
der kommer over læberne noget i retningen af: "Jeg har
ingen." Underforstået, at de andre har nogen. "Se nu
bare naboen, han har en stor familie! Eller ham dér, han
har sit gode arbejde, – eller hende, hun har sine evner.
Eller dem derovre, de har deres gåpåmod. Men jeg har
ingen og intet!"

At være bitter – og dog nyde smagen af bitterhed.
At være ynkelig – og dog sole sig i medynk.
At være sygelig – og finde behag i andres medlidenhed.
Igen og igen fortælle, at man er alene og derved finde en
tilfredshed i at vække andres dårlige samvittighed.
Manden i dag var så forbitret, at han, efter at Jesus
havde gjort ham rask, gik hen og meldte ham til de
ledende jøder for at arbejde på en sabbat.

Når skyerne gråne, og løvet falder, og fuglene ikke
synger mere, når vinteren truer, og natten kalder, høster
dit sind så opgivelse og livslede? Hvorfor ikke bare
springe på hovedet i Bethesda Dam og holde sig
dernede, indtil det hele er overstået, og alle er gået
hjem?

Vil du være rask?
Den findes ingen værre sygdom end den, der sidder i
viljen.
Den kendes på, at man mener, at man har ret til sin
forbitrethed og fornærmethed, – at man mener at have
ret i sin mistro til livet.
Naturligvis kan der være gode grunde til, at et menneske
er sunket ind i bitterhed og ensomhed. Man kan miste sit
gode helbred, – det er forfærdeligt at miste sin elskede,
sine nærmeste, sit arbejde, sin selvtillid.
Men mere forfærdeligt er det dog at miste tilliden til livet
og til de andre.
Og allermest forfærdeligt er det at miste håbet, at komme
så langt, som til at sige: "Jeg har ingen," og ovenikøbet
sige det med bitterhed, fornærmethed og indelukkethed,
– følelser, der er høsten af et liv i gentagne skuffelser.
Hvordan holder man så høstgudstjeneste?
Da er man jo ikke blot bukket under for det onde, som
har ramt én, men også bukket under for troen på, at det
onde er det stærkeste.
Da har man ikke længere viljen til at turde forsage alt det
onde. Der er ikke længere vilje til tro på fællesskabet, på
livet, på glæden, på kærligheden. I stedet giver man
umiddelbart ret til alt det, som ødelægger livet.
"Vil du være rask?"
Den syge vilje svarer straks: "Jamen, jeg har ingen!" Her
er viljen nemlig båret af mangel livsmod, den er fuld af
selvbekymring, og den er grebet af mistillid til verden.
Sådan har den vilje nemlig høstet af livet. Og den blev
syg af det. Den er mærket af det sorte muld og stubbene
de golde. De dystre udsigter har overtaget, og livet, siger
den syge vilje, er kun at visne for at dø.
Men evangeliet er akkurat et ord til den syge vilje.
Evangeliet er et ord til os, som undervejs mistede og som
igen mister modet, håbet og troen. Det lyder til os, som
ikke rigtig véd, hvad vi vil, at i fællesskab med os er altid
den Gud for hvem al helvede, al nederlag og al død ikke
er det sidste og endelige.
Vil du være rask? Vil du opgive at være den forbitrede,
vil du opgive at være et undtagelsesmenneske, vil du ud
af din indesluttethed? Vil du blive ved med at være
fornærmet på livet, skuffet over kærligheden og over din
skæbne?
Hvad nu, hvis jeg ikke formår at ville?
Ja, så kan du passende synge med om lidt, når vi skal
synge
Hvad magted jeg vel
om du ej gav held!
Her beror det nemlig ikke på dig og din vilje, men på det
ord, som han har rammet dit liv ind i.
Paulus skrev om det:
"Er vi døde med ham, skal vi også leve med ham;
holder vi ud, skal vi også være konger med ham;
fornægter vi ham, vil han også fornægte os;
er vi utro, forbliver han dog tro,
thi fornægte sig selv kan han ikke."
Det skal du erindre dig, hver gang mørket snævrer sig
sammen om dig. Han forbliver dog tro. Uden hensyn til,
hvordan det end går dig, skal du høre, at hvor han er, får
den tristhed, livslede og ligegyldighed, som du måtte
møde livet med, ikke det sidste ord.
Og da bliver det høstgudstjeneste alligevel. Ikke blot for
dem, som mener at kunne høste frugten af eget arbejde,
egne gerninger og egen tro. De klarer sig som bekendt
nok. Men først og fremmest for dem, som ikke slog til og
som ikke magtede at holde håbet og troen højt, da livet
gik til i kulde og mørke. De skal høre, at Guds ord er talt
til mig som til alle.
Måske får den syge vilje da øje for andet end den
falmede skov, de golde stubbe og den sorte muld.
Amen.