Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader og Herren
Jesus Kristus. Amen.
Vi er i dag samlet ved bisættelsen af NN.....


Også i dag taler Guds ord til os. I Paulus 2. brev til
Korintierne står der:
Derfor bliver vi ikke modløse, for selv om vort ydre
menneske går til grunde, fornyes dog vort indre menneske
dag for dag. v17 For vore lette trængsler her i tiden bringer
os i overmål en evig vægt af herlighed, v18 for vi ser ikke
på det synlige, men på det usynlige; det synlige varer jo kun
en tid, det usynlige evigt (2 Kor 4,16)

Paulus lyder som en gammel mand. Han kan ikke så meget
mere. Hans ydre legeme går til grunde. Han ser mange
svaghedstegn hos sig selv. Men det finder han sig tålmodigt
i.  Jeg synes det ligner NN. Han havde en arbejdsskade fra
dengang han var på fabrik, men han holdt ud. Også her i den
sidste tid tog han det som kom og klarede det sammen med
sin kone.
	Og samtidig virkede NN stærk. Hans indre menneske
var stærkt. Hans mod og hans tro gjorde at han kunne se
humoristisk på mange ting.
Det lyder som en modsætning at tale om det ydre og det
indre menneske. Er vi ikke kun een person. Jo, men vi kan
se på os selv udvendig fra og indvendig fra. Nogle
mennesker, når man ser på dem udefra, er de svage og kan
ikke meget, men når man ser dem indvendig fra, er de
stærke og kan stå igennem, hvad selv unge og friske
mennesker ville have svært ved at bære. Det indre
menneske opbygges i kirken. Og NN var glad for at gå i
kirke. 
	Det er ikke noget vi skal gå og tænke på hele livet
igennem, hvordan vores kræfter bliver mindre. Men man
kan ikke undgå at lægge mærke til det. Selv sportsfolk må
regne med at de i en alder af 30 ikke kan være med i
toppen. Langsomt tager kræfter af. Vores ydre menneske
går til grunde. 'Men', skriver Paulus,' vores indre menneske 
fornys fra dag til dag.' Grundtvig siger det samme og synger
til Gud : mens i alderdommens dage herlig kræfterne tiltage
hos din gode ven. Det er som om han mener at vi hver
morgen bliver mere og mere ny. Jo ældre vi bliver, desto
mere ny bliver vi indvendig, når vi lytter til Gud, eller fordi
vi er Guds gode venner. Det lyder mærkeligt. 
	Det ligner også, hvad Jesus sagde, at vi over for Gud
er som børn. Vi må se på livet med friske øjne. Vi må
bevare modet. Børn har virkelig mod på livet.
Fra vores forhold til Gud lærer vi, hvordan børn har det over
for deres far. At vi må stole på Gud. Gud er der ikke som en
der bestemmer, men som en vi kan tale med om alt. Gud
respekterer os, kender vores evner og begrænsninger og
ved, hvad vi kan klare og han giver os ikke større opgaver
end vi har godt af. Det kan være vi er uenige med Gud om,
som børn kan være med deres Far. Men dér er det også
sådan, at vi kan komme til Gud, når der er noget vi har gjort
fejl. Gud vender sig ikke væk fra os. Selvfølgelig er det ikke
ligegyldigt de fejl vi gør, men Gud lader ikke fortiden klæbe
til os, Gud tilgiver. På den måde giver Gud os hver dag lige
ny. Og det netop grunden til modløshed, hvis man føler sig
fastlåst og uden fremtid og alene. Det ophæver Gud. Han
giver os hver ny dag, så vi egentlig skulle undre os over det.
	Jeg har hørt, at der er folk i Afrika, som  forstår
hvilket under det er at vi får en ny dag. De står ud af sengen
om morgenen og er ganske forundrede. De kan rejse sig. De
kan se. De mærker på deres krop. Jo, de er i live. Det havde
de ikke forventet. Og de er meget taknemmelige over det
store under, at de har fået en ny og frisk dag.
	Og et endnu større under gør Gud den sidste dag,
hvor døden låser os fast og tager fremtiden fra os, da befrier
Gud os fra dødens favntag og Gud giver os igen en ny dag,
en evig dag, hos sig. End ikke på den sidste dag lader Gud
os alene. Det gælder også NN. Vi tror, at han er i den evige
dag hos Gud, hvor vi skal se ham igen og tale sammen.
	Det er jo også på den måde Gud giver os mod, at
frelsen ikke kun gælder os selv, men også vore kære. Vi,
som er døbt, vi er Guds børn, og Gud vil være sammen med
sine børn. Himmeriget er en stor familiefest. Både NN og vi
vil være med til den fest, hvor vi er fuldkommen eet med
Gud.
	Det er mærkeligt, både dette at vi fornyes dag for
dag, selv om vi ser noget andet. Det er mærkeligt, at Gud er
usynlig. Vi kan se Guds værker. Men Gud selv er usynlig.
Paulus skriver et sted om Gud: v20 Hans usynlige væsen,
både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet
ses siden verdens skabelse og kendes på hans gerninger
(Rom 1,20). Og det sang vi også i salmen Op al den ting:
Det mindste, han har skabt, er stort og kan hans magt
bevise. (12,1)
	Her er høstens tid kan vi tænke på kornstrået. Hvis vi
spørger en ingeniør: kan du bygge et hus, som er ca.  500 
gange så højt som det er bredt. Og samtidig skal det være så
stærkt, at det kan bære en tung byrde, der er på dets øverste
top. Og huset skal være så smidigt, at det kan bøjes næsten
til jorden og alligevel rejse sig op igen.  Så ville ingeniøren
nok svare: det kan ikke lade sig gøre.  Og vi kan sige: jo,
det er sat i serieproduktion.  Sommeren er fuld af marker
med gyldent korn, der bølger frem og tilbage.  Hvert 
strå er et vældigt underværk. 
	I salmen sang vi: Det mindste græs jeg undrer på
i skove og i dale, hvor skulle jeg den visdom få, om det kun
ret at tale! (12,3)	
	Jo, når vi har øjne til det, kan vi se Guds herlighed ud
af hans skaberværker. Men noget bevis for Gud er det ikke.
Det bedste tegn på Guds kærlighed er Jesu død og
opstandelse. At Gud gav sin søn for at købe os fri fra det
onde og lede os ind i den evige dag hos sig.
	Det synlige er forgængeligt. Det forandres. Det
mærker vi ikke mindst i vores moderne tid. Vi kan næsten
ikke følge med forandringerne. Gud er usynlig. Jesus siger
et sted: Ingen har nogen sinde set Gud; den Enbårne, Guds
eneste søn, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han
er blevet hans tolk (Joh 1,18). Gud kan vi ikke se, men vi
kan høre Guds ord, som Jesus kom med.
	Derfor bliver vi ikke modløse over at det synlige kun
varer en tid, for det usynlige varer evigt. Og det er Guds
paradis, hvor vi kan være evigt trygge og hvile i Guds favn.
Det gælder også NN. Han hviler i Guds favn.