Mennesket lever ikke af brød alene, men af hvert 
ord, som udgår af Guds mund. Det siger Jesus engang til 
djævelen, da den onde magt vil friste ham.  Og måske er 
det én af den ondes fristelser at den onde magt prøver 
at overbevise os om, at Guds ord ikke er så vigtigt. At 
de mange ting vi ønsker os, er vigtigere end Guds ord. 
Det er nødvendigt at have en bolig. Det er nødvendigt 
at have penge til leve for.  Det er nødvendigt med lidt 
ekstra til fornøjelser, for ellers bliver det hele for 
surt. Og sådan bliver djævelen ved for at vende os væk 
fra Guds ord. For sandheden er at vi ikke lever af brød 
alene. Vi lever også af brød. Men selv om vi havde brød 
nok, så kunne vi ikke leve evigt. Og der er mange, som 
har brød nok, men mangler indhold i tilværelsen, så de 
taber lysten til at leve.  Ja, de taber lysten til at 
spise.  Derfor er Guds ord mere nødvendigt end alt 
andet, fordi Guds ord giver os evigt liv, og fordi Guds 
ord giver os lyst til livet. 
     Det er også kernen i prædikestykket i dag. Jesus 
er på besøg hos Martha og Maria.  Martha har stor 
kærligdhed til Jesus og hendes hjerte brænder for ham. 
Det kender vi måske ikke i så høj grad fra os selv. Men 
vi kender Marthas bekymring og uro. Hvor finder vi 
blandt os et ubekymret, roligt mennesker, som lever 
tryg og glad i tro på sin himmelske Far. 
     Bekymring og uro  - for mange ting, føjer Jesus 
til.  Det er netop bekymringens forbandelse, at den 
splitter os.  Den deler os mellem mange ting.  De 
bekymrede kan ikke være optaget kun af én ting. Martha 
kunne ikke nøjes med at passe sit køkkenarbejde. Hun 
skulle også have tid til at se hen på sin søster, 
anklage hende for Jesus og have ham til at opdrage på 
hende.  Det tog også tid. Og så blev det ene, arbejdet, 
ti gange sværere. For det belastede hende, at skulle 
tænke på så meget. Hvor vi kender det. 
     Men Jesus siger til martha og til os: Ét er 
nødvendigt. Vi skal ikke være så optaget af de mange 
ting.  Der er kun en ting, som er nødvendig. Jeg er 
sikker på, at Jesus nød den mad, som Martha den dag 
stillede på bordet.  Man må gerne glæde sig over en god 
middag.  Men nødvendig er den ikke, og man skal ikke 
lade livet ødelægge for at stille en middag frem. Der 
er mange ting man gerne må glæde sig over. Men der er 
kun én ting, som er nødvendig, og den har Maria valgt, 
da hun satte sig hen for at lytte til Jesus. 
     Når Jesus forsvarer Maria, så er det også fordi 
kvinder ikke plejede at være med i synagogen og lytte 
til Guds ord. Gæsterne og Martha anklagede altså ikke 
kun Maria, fordi hun så doven ud og ubetænksom over for 
sin søster. Men de tænkte måske også, at hun gjorde 
noget, som ikke passede sig for en kvinde, at sætte sig 
hen som en elev og lære og lytte til Jesus. Men Jesus 
forsvarer hende. Hun har valgt den gode del, og den 
skal ikke tages fra hende. Guds ord er til alle, og 
Guds ord er lige nødvendigt for alle. 
     Når vi lytter til Jesus, så hører vi Guds ord af 
Guds egen mund. Det er tydeligt, at Maria føler det 
sådan. Hun sætter alt til side for at sidde ved Jesu 
fødder og 
mærke sig hvert af hans ord, fordi det er Guds ord til 
hende. Hun ved godt, at hun har meget hun kunne gøre. 
Det har ethvert menneske, som er sund og energisk.  Men 
Maria lader det roligt ligge til andre tider. For nu 
taler Jesus.  Maria kan sikkert også mærke søsterens 
bebrejdende blikke og måske også, at gæster finder det 
forkert, det som hun gør. Men det rører hun ikke.  For 
hun er optaget af noget vigtigere. Det gelmmer hun sig 
selv over.  For nu taler Jesus. 
     Maria har valgt den gode del, og den skal ikke 
tages fra hende. Læg mærke til det: den skal ikke tages 
fra hende. Det lover Jesus os alle, som har valgt den 
gode del, at lytte til Jesus. Guds ord bliver ikke 
taget fra os. 
     Hvis vi er ærlige, så ved vi, at alle de andre 
ting bliver taget fra os.  Arbejdet, som Martha havde 
valgt, det må vi engang opgive, enten når vi er slidt 
op eller når vi kommer i den alder, hvor vi bliver 
skubbet ud af erhvervslivet. Vores sundhed tages fra 
os.  Med årene forsvinder vores kræfter, og til sidst 
kan vi måske ikke engang skære vores eget brød. Pengene 
tages fra os. Vi kan ikke have dem med i graven. 
Anseelse og ære den fordufter.  En dag er vi kun et 
navn på en gravsten.  Af jord er du kommet, til jord 
skal du blive. 
     Men når alt det andet tages fra os, så er der ét 
vi får lov til at beholde, Guds ord, som Jesus har 
givet os.  Guds ord får vi også lov at beholde i 
graven, hvor det venter på at kalde vort støv frem til 
livet. Det ord, livets ord, skal ikke tages fra os. Det 
lover Jesus. Af jord er du kommet, til jord skal du 
blive. Men af jorden skal du genopstå. 
     Når vi hører, at ét er nødvendigt, Guds ord, 
livets ord, og at det ikke skal tages fra os, når vi 
hører det, så sker der et mærkeligt under med alle de 
andre ting, som fylder vores liv. Alle disse ting, som 
tages fra os, lærer vi at takke for, i stedet for at vi 
er urolige og bekymrede for dem.  Når vi er bekymrede, 
så føler vi, at alt vores er usikkert. Vi prøver at 
klamre os til det, som om det kunne give det evighed. 
Det bruger vi alle vores tanker på, så vi slet ikke har 
overskud til at takke for det vi får. Men når vi hører, 
at ét er nødvendigt, Guds ord, og det ikke bliver taget 
fra os, så bliver alle de andre ting, hvad de skal 
være: gode gaver, som vi en kort og kostbar tid får lov 
at eje og bruge, og som vi må glæde os over, mens tid 
er. 
     Fordi vi hører, at Guds ord ikke bliver taget fra 
os, det ord som varer evigt og omfavner os med hele 
Guds kærlighed, - fordi vi hører det, så får vi en 
ubekymrethed over for verdens ting, så vi kan glæde os 
over dem. 
     Jakob Knudsen har engang skrevet om sin barndom: " 
Jeg havde som dreng en hele del med landvæsenet at gøre 
-meget imod min lyst, men min far forlangte det.  Jeg 
tog da meget kejtet på alting, og jeg kan endnu høre 
avlskarlens utålmodige tilråb og formaninger, der altid 
udafladelig gik på dette: Tag let på det dreng!  løse 
håndled! -Stå ikke sådan og knug riven, som om du 
skulle vælte kampesten med den. Det var ikke kun riven, 
men hvad som helst jeg fik i hænderne af den slags 
redskaber -altid tog jeg for hårdt på det. - Og da jeg 
siden skulle lære at spille på violin, var det det 
samme: tag dog let på buen. Løst, bøjeligt håndled osv. 
- Jeg har fået det indtryk, at alt, hvad man tager for 
håndt på, det bliver kejtet." Og Jakob Knudsen 
fortsætter: " Men skal denne verden være ens et og alt, 
da kan man umuligt tage let, med overlegenhed på, hvad 
der hører den til. Og man vinder aldrig denne 
overlegenhed over for verden, medmindre Gud skænker én 
den, idet han tager ens hjerte til sig. Så får man 
overlegenhed over for verden, kan lade det falde med 
den, som det kan, ja kan tåle at tænke sig den 
mulighed, at det hele bliver ingenting - og får derved 
allermest udrettet." 
     Jesus vil med sine ord til Martha og til os tage 
vores stress og bekymring fra os, så vi ikke fordrejer 
tingene og overvurderer dem, og derfor slet ikke får 
glædet os over dem og takket for dem. 
     Jesus vil nemlig ikke, at vi udelukkende skal 
bruge al vores tid og vores tanker på hans ord og slet 
ikke se på alt det, som fylder vores verden.  Jesus var 
ikke en livsfornægter. Den dag i Betania, hvor han 
besøgte de to søstre, har han sat sig til bords og 
glædet sig sammen med de andre gæster over den gode 
mad, som Martha satte på bordet.  Jesus har takket 
hende og takket Gud, sin himmelske Far, for den glade 
stund de fik sammen ved bordet. 
     Jesus vil med sine ord lære os og give os den 
ubekymrethed, at det allervigtigste, Guds ord og Guds 
kærlighed, aldrig bliver taget fra os, så vi ikke skal 
være så bange for at miste de andre ting, men glæde os 
over dem.  Det, at vi skal miste alle de jordiske ting, 
giver dem måske en endnu større værdi og skønhed, når 
vi tør se den. Fordi tiden er så kort, bliver den så 
meget mere kostbar; hver lille ting bliver en god gave 
til os fra Gud: et stykke brød, en god nats søvn, et 
venligt smil, en god sang, en god bog, en god middag. 
Det er Guds smukke og gode gaver til os, som vi kan 
glæde os over af helt hjerte, når vi tror, at ét er 
nødvendigt, Guds kærlige ord, og det skal ikke tages 
fra os. 

ny prædiken 		

     Før danskerne blev kristne, ofrede de til guderne. 
Det kunne være dyr eller korn. Det kunne være for at 
takke for en god jagt eller en god høst.  Det kunne 
også være for at formilde guderne. 
     Jøderne før Jesus ofrede også til Gud. Vi hører 
allerede om det i 1.  Mosebog. Adam og Eva fik to 
sønner, Kain og Abel. Kain blev agerdyrker og Abel blev 
fårehyrde. Og engang bragte Kain en offergave af 
jordens afgrøde til Gud. Også Abel bragte en offergave, 
et af hans dyr. Og Gud tog imod Abels offer, men Kains 
offergave tog Gud ikke imod. Senere i Gt hører vi om 
ofringer, og til sidst blev det jo i templet i 
Jerusalem, at jøderne kom med gaver til Gud for at 
takke eller for at bede om tilgivelse. 
     Som vi så med Kain og Abel er der noget usikkert 
over ofringer. Er det de rigtige gaver. Vil Gud lade 
sig formilde eller ikke. Og hvad kan man gøre, hvis man 
bliver afvist. Skal man så gå og være bange resten af 
sit liv. 
     Det var ikke kun danskerne og jøderne, som havde 
en sådan religion. Det har f.eks. også hinduerne. Jeg 
læste om en kvinde, som havde været hindu, men var gået 
over til kristendommen. Hun sagde: " Da vi var hinduer 
levede vi i en konstant frygt for, om vi nu også gjorde 
guderne tilfredse. Ellers kunne vi aldrig vide hvad der 
vil ske. Af og til kom der en mærkelig susen gennem 
huset og vi kunne mærke, at det var onde ånder. Så 
rensede min mor igen rummet og ofrede næsten dag til 
guderne. Jeg har aldrig siden vi er blevet kristne 
oplevet den susen og den frygt. Dog kan vi blive bange 
og tvivle, men vi ved, at det bare er at påkalde Herren 
Jesus så kommer freden tilbage." Sådan siger hinduen, 
der blev omvendt til kristendommen. 
     Jesus tager frygten fra os og taler freden ind i 
os. Mon det ikke var det, Maria følte, da hun sad ved 
Jesu fødder og lyttede til hans ord. Hun følte en fred, 
der fyldte hende helt, så alt andet mistede betydning. 
Al hendes bekymringer og al hendes uro forsvandt. 
     Høsten er en travl tid. Der skal handles hurtigt 
for at få kornet og halmen i hus mens det er tørvejr. 
Men travlhed kan være farlig. Den har det med at brede 
sig. Markerne skal jo også pløjes og tilsås igen. Sådan 
er det ikke kun landmanden som har det. Marthas måde at 
leve på er meget aktuel.  Travlheden har bredt sig ind 
i hendes sind og fyldt det med bekymringer og uro.  Vi 
kan ikke løbe fra frygten om vi så fylder vores dag med 
nok så mange pligter. Den slags offergaver til frygten 
ikke imod.  Man kan ikke løbe fra frygten.  Den er lige 
i hælene.  Og den er foran, for selv de, der har 
allermest travlt, er konstant bange for om de nu kan nå 
alt det de skal. Der er selvfølgelig også mange som er 
flittige og er glade i deres flid og sover godt om 
natten trætte efter dagens gerning.  Der har også været 
landmænd, som i denne høst efter en lang dags arbejde 
har spist aftensmaden med god appetit og har sovet 
roligt om natten, fordi de var glade for den dag, som 
de havde fået og som var gået godt. Vi må jo gerne være 
stolte over vores arbejde. 
     Kaj Munk siger sådan i en prædiken, som han holdt 
under anden verdenskrig: Der er mad til os allesammen i 
Danmark. Mærk jer bare det. Men vi skal slide for den. 
Det er skam også rart. 
     Og vi vil gerne slide. I skal være stolte over 
jeres folk. De danske bønder har fantasi. De slår sig 
ikke til ro med, hvad de har vundet og fundet på. Nej, 
de hænger i og forbedrer og prøver nyt. Nu har krigen 
gjort det vanskeligt med foderstoffer og kunstgødning. 
Ja, men så laver de ensilage og hvad ved jeg. De giver 
ikke op. De lader ikke stå til. Nej, vi skal nok finde 
på udveje. Og de danske arbejdere de ser godt ud og de 
fører sig bredt i slaget, for de er frie mænd og med 
til at bestemme de hele, og så er de så dygtige. Ude 
omkring i verden regnes deres arbejde for noget af det 
bedste." Sådan siger Kaj Munk.  Og det gælder 
stadigvæk. 
     Jo, vi må gerne være stolte over vores arbejde. 
Men vi må ikke gøre arbejdet til offergave, så vi tror 
vi kan formilde guderne, hvis vi gør det vi skal. Så 
har vi valgt en dårlig vej, så kun fører ind i frygt og 
uro. Hvor glade vi end kan være for høsten og lønnen vi 
har tjent, så kan det aldrig give os fred i hjertet. 
Det kan kun Guds ord. I den forstand har Jesus ret, når 
han siger: ét er fornødent. Og dermed mener han, at 
lytte til Guds ord. 
     Jeg har hørt en lille historie fra Adam og Evas 
tid, fra paradisets have. Det var dengang Gud skabte 
blomsterne og gav dem navne. Hver fik sit eget. Men 
kort tid efter kom en lille blomst til ham med tårer i 
den himmelblå øjne og sagde: Herre, jeg har i verdens 
støj og vrimmel glemt mit navn. Hvad var det, du kaldte 
mig? Og Herren så meget sin milde øjne på den lille 
blomst og sagde: Forglem mig ej!  Andet sagde han ikke. 
Så blomsten hedder den dag i dag Forglemmigej. 
     Egentlig er det også Guds ord til os. At vi ikke 
må glemme Gud. Men endnu mere, at Gud ikke glemmer os, 
selv når vi er kommet så langt ud, at vi ikke kan huske 
vores eget navn. Det var det ord Jesus kom med Guds 
ord. Det skal give os en fred, som ingen bekymringer og 
uro kan tage fra os. 
     Der er mennesker, der har så travlt i det ydre med 
at få ting til at ske eller i det indre med at 
forestille sig alle de ting, der kunne ske, de har så 
travlt, at de ikke mere selv er med i deres liv. Et 
sted i GT står der: Gud har skabt menneskene, som de 
bør være, men de har så mange sære ting for.  Det er jo 
sært, når mennesker lever deres liv uden at de selv er 
med i det.  Og det er lige så sært, når vi lever, uden 
Gud er med i vores liv. For det er Gud, som har skabt 
os og hver dag giver os livet. Ja, Gud giver os i 
overflod. 
     Det var evangeliet, som Jesus bragte, at Gud 
Skaberen er vores himmelske Far, der giver os alt godt. 
Gud er bedre end vi nogensinde kan forestille os.  Selv 
om vi er sære og glemmer Gud, så glemmer Gud ikke os. 
     Skal man give offergaver til en Far? Nej. Skal man 
formilde en far, som om han er et væsen, der står højt 
over os? Nej. Når Jesus taler om Gud som vores 
himmelske Far, så mener han, at vi er som små børn over 
for Gud.  Og det tror jeg alle forældre kan forstå, når 
de har haft små børn. Forældrene er opmærksomme på det 
mindste tegn på, at der er noget i vejen med deres 
børn, om de er syge eller mangler noget. Selv midt om 
natten står forældrene op for at trøste deres lille 
barn, når det græder. Så omsorgsfuld er Gud over for 
os, hans børn. Alt vil han gøre for os. 
     Det er evangeliet, som Jesus kom med og som tager 
alt frygt fra os og giver os fred. Jesus gjorde en ende 
på offergavernes tid. Det gjorde han med sine ord og 
det gjorde han med sin død. Da ofrede Jesus frivilligt 
sig selv, for at vi aldrig mere skal ofre til Gud. 
     Vi kan give Gud vores tak og vores glæde. Det kan 
små børn ikke lade være med over for deres forældre. 
     Og det gør vi ved højstgudstjenesten i dag.  Vi 
takker Gud, fordi Gud har velsignet vore hænders værk 
og givet sol og regn over vore marker.  Vi beder til 
Gud: giv os altid at nyde vort daglige brød med 
taknemmelighed og under alle forhold at stole på dig. 
Bevar os for overmod, når tiderne er gode, og fra 
mismod under trange kår. Hjælp os at bruge dine gaver 
ret, os selv og vor næste til gode og gavn, og dig til 
ære.  Amen. 
 
ny prædiken 
 
     Himmelske Far, du som er giveren af alle gode 
gaver, vi takker dig, fordi du har velsignet vore 
hænders værk og givet sol og regn over vore marker.  Vi 
beder dig: giv os altid at nyde vort daglige brød med 
taknemmelighed og under alle forhold at stole på dig. 
Bevar os for overmod, når tiderne er gode, og fra 
mismod under trange kår. Hjælp os at bruge dine gaver 
ret, os selv og vor næste til gode og gavn, og dig til 
ære. Amen. 
 
Evg. til 14.s.e.trin. efter 2. tekstr...... 
 
677,676,35,675,678 
 
     Da tørken her i sommer var værst, var der en, som 
skrev i avisen, at tørken var sendt fra Gud for at 
opdrage os.  Tørken var udtryk for Guds kærlighed, at 
Gud ville tvinge os væk fra afgudsdyrkelse. 
Avisskriveren mente, at vi dyrker pengene og 
fremskridtet. Vi har vænnet os til hvert år stadig at 
skulle opnå 2, 3, eller 10 % bedre høst og vilkår. 
Stadig større velstand og højere løn. Og så vil Gud 
standse os i det afgudsdyrkeri. 
     Nu er det altid farligt at tolke en begivenhed som 
Guds vilje. Der er den fare, at det man i virkeligheden 
gør, er at opstille sig selv som Gud og giver sin egen 
mening ud for at være Guds. Hos jøderne var det en 
profet, som Gud talte til og fortalte sin vilje, og den 
profet gav Guds ord videre til folket. Profeten tolkede 
ikke selv det, som skete, men fik det hele at vide af 
Gud. Så vi skal ikke tro på enhver, som kommer og 
fortæller, hvordan en begivenhed skal tolkes. Kun hvis 
de siger, at de har det direkte fra Gud. Og da skal vi 
heller ikke altid tro dem, for vi har én profet, som 
skal lytte til frem for alle, og det er Jesus. 
     Da Jesus gik omkring i Galilæa, skete der engang 
en stor ulykke i Siloam, hvor et tårn styrtede sammen 
og 18 mennesker omkom, og jøderne tolkede ulykken 
sådan, at de 18 havde været store syndere og var 
straffet af Gud. Men Jesus sagde: "Mener I, at de 18 
var mere skyldige end alle andre i Jerusalem? Nej, jeg 
siger jer, hvis I ikke omvender jer, skal I alle 
omkomme ligesom de. Jesus mener, at vi alle er syndere 
og fortjener Guds straf, men vi skal omvende os til 
evangeliet om vores tilgivelse og tro på den. 
     Det er ikke sådan, at Gud straffer bestemte 
mennesker, f.eks. landmænd ved at sende tørke, eller 
ved at sende sygdom til nogle mennesker. Der var engang 
Jesu disciple spurgte ham om en blind mand - han havde 
været blind lige fra fødslen - de spurgte: " Hvem har 
syndet, han selv eller hans forældre, siden han er født 
blind." Og Jesus svarede: " Hverken han selv eller hans 
forældre har syndet. Men det er, for at Guds gerninger 
skal åbenbares på ham." Og med det mente Jesus, at han 
nu ville helbrede den blinde.  Det er Guds gerning at 
give sundhed.  Det er ikke Guds gerning at give ulykke 
og sygdom. 
     Jesus sagde også engang: Når I forstår at give 
gode gaver til jeres børn, hvor meget mere vil så ikke 
jeres Far, som er i himlen, giver gode gaver til dem 
der beder ham. Gud giver os ikke noget helt andet end 
vi beder om.  Gud giver os kun gode gaver. Apostlen 
Jakob skriver det så klart: alle gode og fuldkomne 
gaver kommer fra oven, fra lysenes Far, hos hvem der 
ikke findes forandring eller skiftende skygger. 
     Når Jesus hjalp syge, så sagde han, at det var 
djævelen han befriede dem fra. Han løste dem fra deres 
bånd. Og sådan føler vi det da også, når en ulykke 
eller sygdom rammer os, som om der er lænker, der 
binder os, så vi har svært ved at trække vejret og 
leve. Det er ikke fra Gud det kommer. Men der er meget 
ondt både i menneskenes verden og i naturens verden. Og 
frelsen kan vi kun finde hos Gud. Vi kan finde 
tilgivelse og tro og håb hos Jesus, som har fortalt os 
om vores gode himmelske Far. Den tro må vi leve i og 
holde ud i, også når alt visner omkring os.  Det vil 
vise sig, at Guds magt er større end djævelens, at 
livets kraft fra Gud vil overvinde al ondskab. 
     Noget andet er, at vi kan lære af alt hvad vi 
oplever. Og det første vi lærer både når vi oplever 
noget meget stort, kærligheden, eller et barns fødsel, 
eller når vi oplever noget meget ondt, det vi lærer er 
jo, at vi ikke er herre over livet. Vi er afhængige. 
Hvis vi kun lyttede til os selv, så følte vi os 
afhængige af skæbnen, der uden barmhjertighed kaster os 
fra det ene til det andet, fra lykke til ulykke og 
omvendt. Men når vi lytter til Jesus, så bliver vi sat 
ind i afhængighed af Gud, som er vores himmelske far og 
som tager sig af sine børn. 
     Det er nok ikke et tilfælde, at flere af Jesu 
disciple var fattige fiskere. De ejede ikke meget. Og 
de oplevede tit, at havet den ene dag rummede en 
overflod af fisk, og den næste dag var der intet at 
fange. De oplevede, at de ikke var herre over havet. 
Den afhængighed af stærke magter gjorde, at de lyttede 
til Jesus og fandt deres frelse i hans ord. 
     Det er nok heller ikke et tilfælde, at Jesus 
fortalte om en rig landmand, som kun tænkte på sig selv 
og ville sikre sig og havde svært ved at tro på Gud. 
Det ord bonde, betyder netop en person, som bor et 
sted, som er bofast.  Vi har lyst til for at overvinde 
naturen og usikkerheden. Derfor lægger vi planer, 
lægger til side og ser frem for at gøre os uafhængige 
af alle omskiftelser. 
     Og dér kan vi lære af alt det vi oplever, både det 
gode og det onde, at vi ikke kan gøre os uafhængige. 
Den eneste frelse vi kan finde er i troen og 
afhængigheden af Gud. Vi er ikke alene, heller ikke når 
det hele ser håbløst ud. Vi er heller ikke alene i den 
forstand, at Gud jo netop har sat os i menneskelivet 
for at hjælpe hinanden.  Gud har givet os alt godt. Og 
Gud har givet os til hinanden. 
     Jeg hørte en historie om en 3-årig pige, som lige 
havde lært ordet gratis. Hun spurgte om alle ting om de 
var gratis. Når familien var ved stranden, spurgte 
pigen, om vandet var gratis og muslingerne var gratis. 
Når familien var til middag hos andre, spurgte hun, om 
maden var gratis, eller om kusiner var gratis. Der var 
ikke ende på det hun spurgte om. Er sange gratis?  Er 
græsplænen gratis? Er mandage gratis? 
     Og pigens mor blev efterhånden helt bekymret. 
Havde hun virkelig talt så meget om penge, når pigen 
gik så højt op i, hvad der ikke kostede noget. Det var 
uhyggeligt, at en 3-årig skulle gå og spekulere på, om 
tingene var gratis eller ikke.  Hvorfor gjorde hun det? 
     Men en dag blev det opklaret.  Det var en dag, 
hvor pigen og hendes mor plukkede æbler.  Moderen havde 
svaret, at æblerne var gratis, fordi de voksede i deres 
have, og at stigen var gratis at stå på. Men så spurgte 
pigen: Hvem er Grati? Hvem er Grati? 
     Og nu indså moderen, at hun havde misforstået det 
hele. Den lille pige havde simpelthen gået ud fra, at 
alting må være nogens. Og alle de ting, der er gratis, 
de må altså tilhøre en mægtig hr. Grati. Det var den 
mægtige hr.  Grati, som ejede både græsplænen og 
kusinerne og havet og mandagene. Og vi har fået lov til 
at bruge løs af det altsammen. 
     Pigen spurgte: Hvem er hr. Grati? og svaret er 
soleklart. Det er Gud.  Gud har givet os lov til at 
låne alt det som er hans. Alle de dejligste ting, som 
vi kan dele med hinanden, de tilhører Hr. Grati. Han 
låner dem ud til højre og venstre. 
     Gud giver det hele til os for at glæde os, og for 
at vi skal dele den glæde med hinanden.  Den mægtige 
hr.  Grati eller Guds Skaberen er meget rig, og det er 
en stor rigdom han giver til os. 
     Og den største rigdom, som Gud har givet os, - det 
er, at Gud har givet os sin søn, så vi ganske gratis må 
tro på ham og blive frelst ind i paradis.  I den tro må 
vi hvile.  I den tro må vi leve i taknemmelighed.  Det 
gælder os alle. De landmænd, som blev ramt af tørken, 
skal ikke tro, at Gud har vendt sig fra dem som en 
straf eller for at opdrage dem. De mennesker, som er 
ramt af sygdom, skal ikke tro, at Gud har glemt dem. 
Nej, tværtimod er det sådan, at Guds tanker og hjerte 
netop er vendt mod de små, som er i nød, og vi føler os 
jo alle som små mennesker, når modgangen rammer os. 
Jesus har givet os den tro, at i vores nød kan vi finde 
hjælp hos Gud, for Gud er vores himmelsk far, som har 
omsorg for alle sine børn.  Gud har givet os mange gode 
gaver og vil hjælpe os ud af al nød, endda døden redder 
Gud os ud af. 
     Det er også kernepunktet i prædiketeksten i dag. 
Vi lever ikke af brød alene. Vi lever også af brød. Men 
selv om vi havde brød nok, så kunne vi ikke leve evigt. 
Og der er mange, som har brød nok, men mangler indhold 
i tilværelsen, så de taber lysten til at leve.  Ja, de 
taber lysten til at spise.  Derfor er Guds ord mere 
nødvendigt end alt andet, fordi Guds ord giver os evigt 
liv, og fordi Guds ord giver os lyst til livet.  Alle 
gode og fuldkomne gaver kommer fra oven, fra lysenes 
Far, hos hvem der ikke findes forandring eller 
skiftende skygger.