Juleaften d. 24.12.96. Fredenskirken kl. 15.00 Salmer: 76, 109, 85, 111. Tekster: Lissner, Esj.9,1-2.5-6a; Lk.2,1-14
Nu er den her endelig. Julen med al dens fest og glæde. Med lys og varme. Med god mad og fine gaver. Med juletræ og det hele. Julen er en dejlig fest. Det har den alle dage været. Det var den første jul også. Ikke kun for Josef og Maria og hyrderne, men også for englen Maren - For hende kom den første jul til at betyde noget helt særligt. Englen Maren var ikke nogen helt almindelig engel. Hun var engang en af de allermindste engle, og tilmed en af de mest nysgerrige. Englen Marens historie begyndte dengang patriarken Jakob var på vej til sin morbror Laban. Engang på rejsen lagde han sig til at sove i det fri. Mens han sov fik han en drøm hvori han så en stige, der gik helt fra jorden og til himlen, eller også var det omvendt, og han så Guds engle stige op og stige ned af stigen og han hørte Gud love ham, at han skulle blive stamfar til et stort og et mægtigt folk. - Det er et billede af den drøm vi kan se på børnealtertavlen over alteret her i kirken. En af englene på stigen var Maren. Fordi hun var meget nysgerrig og gerne ville se, hvordan en rigtig mand så ud - det havde hun nemlig aldrig set, - så gik hun helt ned på jorden og hen til den sovende Jakob. Men fordi hun stod og så på ham i det øjeblik, han vågnede, nåede hun ikke at komme op ad stigen, da Gud trak den ind i himlen igen. Hun stod tilbage på den bare jord og skyndte sig hen til et træ, som hun kunne gemme sig bag ved. Det havde hun nu ikke behøvet, for mennesker kan ikke se engle undtagen i ganske særlige situationer. Der stod hun så og så på Jakob, da han samlede sine ting sammen og gik videre, og pludselig følte hun sig meget ensom og begyndte at græde. - Det hørte Gud heldigvis og han sagde til hende Frygt ikke, for jeg giver dig en ganske særlig opgave. Du skal vandre rundt på jorden og hjælpe mennesker i nød, og når tiden er inde, vil jeg igen sænke stigen ned på jorden, lige der, hvor du er, så du kan komme tilbage til himlen. Og så begyndte Maren på sit arbejde. Den første hun fik lov at hjælpe var et får, der søgte hen i skyggen af Marens træ for at føde et lam. Fødslen gik ikke så godt, men Maren hjalp til og trøstede og lindrede så godt hun kunne.
Mange år senere fik hun igen lov til at hjælpe en fødende. Denne gang var det en kvinde, der fødte. Hun hed Rachel, og hun var gift med Jakob, ham, der havde haft drømmen om himmelstigen. De var på vej hjem fra deres ophold hos Laban, og skulle nu til at bosætte sig i det land, som Jakob havde arvet efter Abraham og Isak og som Gud havde lovet ham. Det var en svær fødsel og Maren havde meget at se til, men til sidst fødte Rachel dog en dreng og de kaldte ham for Benjamin, hvilket betyder min lykkes søn. For Rachel havde altid været Jakobs lykke, mente han. - Desværre overlevede Rachel ikke fødslen, og de begravede hende i skyggen af træet, og de plantede en vin på graven inden de drog videre. Englen Maren blev tilbage og vandede vinstokken med sine tårer, for hun synes livet var så sørgeligt.
Bagefter fortsatte englen Maren med sit arbejde, og alle vegne var der mennesker og dyr, der havde brug for en hjælpende engel, og alle steder hvor hun havde været lød der en lovsang til Gud over, at han havde været de nødlidende mennesker nær i deres trængsel. Og så smilede Maren, for så var det jo alligevel godt, at hun var der, også selv om hun så inderligt længtes hjem. Og ikke sjældent så hun op mod himlens stjerne og tænkte, hvornår mon jeg kommer hjem til mine brødre og søstre. Engang efter mange års vandring kom hun tilbage til det sted hvor Rachel var blevet begravet. Der var stadig en vinstok på stedet, og hun plukkede nogle af druerne. De smagte himmelsk. De smagte næsten lige så godt som frugterne i Paradisets have i gamle dage - tænke Maren. Og så plukkede hun nogle flere for at tage dem med sig. Lidt efter så hun en fortvivlet mand, der gik fra hus til hus og spurgte efter en jordemoder, men ingen steder kunne han finde en, der kunne hjælpe ham. Maren fulgte efter manden, som hun synes lignede Jakob, Rachels mand, og hun så at han gik ind i en stald. Derinde lå der en ung kvinde, som havde kraftige veer. Maren skyndte sig hen til kvinden, som manden kaldte for Maria. Maren strøg hende over håret. Hun var noget bekymret for hun huskede på hvordan det var gået med Rachel, og det her så heller ikke for godt ud. Men så kom Maren i tanke om druerne hun havde plukket. Hun gav Maria nogle af de velsmagende druer, og straks var det som om hun fik glans i øjnene igen. Maria nåede slet ikke at undre sig over at hun i denne ganske særlige situation havde set en engel, for nu skulle hun presse. Barnet ville ud, og ud kom han - til hyl og skrig, men også til englesang, for lige da barnet var født blev der helt lyst i stalden og Maren og Josef og Maria så, at der var engle overalt. - De sang: "Sorg er til glæde vendt, klagen endt; vor glæde skal hver tunge udsjunge.
Og Maren sang med, for nu vidste hun at hun endelig kunne komme hjem. Hun så nemlig også, at der lige ved siden af Maria, hen over krybben stod en stige, Og ad den gik hun tilbage til sin himmel mens hun sang af hjertens lyst: "Sorg er til glæde vendt, klagen endt." - Den jul glemte hun aldrig. Marens liv blev anderledes end forventet, men hendes ulykke blev vendt til glæde for hende selv og andre. Gud forstod at vende ulykken, så alt blev såre godt og tilmed gav han hende og alle andre en ny himmelstige i julegave.
Det er lige præcis det julen handler om. At Gud gennem sin Søn Jesus, barnet i krybben har givet os alle - og ikke kun Maren - en himmelstige, der knytter jord og himmel sammen. Jesus lærte os og viste os, hvad Maren også havde vist os, at med lindring, trøst og hjælp spredes der glæde. Når mennesker lever med og ud af kærlighed skabes der nye og bedre relationer imellem mennesker - vi ved det, for kærligheden spreder glæde og engang imellem lader den os kigge ind i paradisets have.
Maren fik den opgave - da hun var midt i sin ulykke - at gå rundt og trøste, hjælpe og lindre. Derved fik hendes liv en mening. Det samme får vores liv, når vi tager den samme opgave op. I opfyldelsen af sin opgave fik Maren sin himmelstige - det samme gør vi, for i kærlighedens tjeneste for vores medmennesker åbner himlen sig og paradiset kommer os en lille smule nærmere. Vores bedste julegave - også denne jul er altså beretningen om, at Gud har givet os sin Søn, så vi gennem ham, har kunnet lære kærligheden at kende. - Ikke vores egen begrænsede kærlighed, men men kærlighed, der tror alt, håber alt og udholder alt - Guds kærlighed, så den kunne blive vores forbillede, håb og vor himmelstige på denne jord. Og med disse ord vil jeg gerne ønske jer alle en rigtig glædelig jul. Amen!