15. søndag efter trinitatis 1996

Salme 73,23-28 og Luk. 10,38-42

Prædiken

Kirkehistorikeren Jørgen I. Jensen udgav sidste år

bogen "Den fjerne Kirke", hvori han sætter sig for at

beskrive danskernes forhold til kirke og kristendom

gennem de sidste tusind år.

Om forholdet til kristendommen skriver han, at vi stort

set alle anser os for kristne uanset hvor nært eller fjernt

vores forhold er til den forkyndelse, der lyder i kirken.

Og om forholdet til kirken, redegør han overbevisende

for den fælles forventning om, at kirken selvfølgelig er

og skal være en ramme for livets og årets mærkedage. 

Helst skal kirken ligge på en smuk bakketop udenfor

byen - og helst i form af den hvidkalkede romanske

landsbykirke med rødt tegl; moderne kirker er ikke

rigtige kirker!

For kirken i Danmark er den fjerne kirke - den, der

ikke spiller nogen nævneværdig rolle i vor travle

dagligdag og kun anledningsvist bryde frem - ligesom

fødselsdage og jubilæer.

Kirken skal være der - ikke for nær, men heller ikke så

fjernt, at man må lede efter den, når man får brug for

den.

Kirken er først og fremmest forvalter af fortid og

traditioner.

Med andre ord: Folkekirken i Danmark lever af en

uudtalt forventning om, altid at være på plads og parat

til at tage imod os, når vi finder anledning til at opsøge

den.

Kirken er blevet et serviceorgan for religiøse

tjenesteydelser.

Men akkurat de samme forventninger, som holder hele

det folkekirkelige apparat igang, fik for 8 år siden en

præst til at kvitte sin faste stilling og søge nye

udfordringer. 

Doris Ottesen havde altid drømt om at blive præst,

men efter 13 år havde hun fået nok (KD d. 2/9-96).

Og hendes begrundelse var netop de forventninger -

eller mangel på samme - som Jørgens I. Jensen mener

holder det hele igang.

"I servicekirken har man ingen forventninger", siger

hun.

I servicekirken komme man kun for at få foretaget

kirkelige handlinger, ikke for at bliver talt til, ikke for

at lytte til nogen eller få sit liv forandret eller

holdninger og værdier vendt på hovedet.

I kirken kommer man, fordi man har et ærinde - en

opgave, som skal løses.

Man forventer ikke blot at præsten gør det, han eller

hun er ansat til, men også at det sker vedkommende,

imødekommende og gerne også på en moderne og frisk

facon - om end ikke så meget, at ritualerne, salmerne

og bibeloversættelsen er anderledes end det, man er

vandt til at høre.

At nogle af disse forventninger er selvmodsigende, har

de færreste sans for undtagen måske den, der skal

prøve at leve op til alles forventninger uden at støde

nogen fra sig. 

Med Doris Ottesens ord føler præsten sig da let som

en mellemting mellem "pauseklovn og

ritualadministrator".

Forventningerne til kirken som serviceorgan kan alt for

let reducere den til en institution på linie med DSB og

Postvæsnet, om hvilke man har ret til at vente en

ordenlig betjening. 

Og med sådanne forventninger til kirken som et

system, bliver præsten som systemets forlængede arm

den oplagte at rette sine forventninger, og når de

skuffes, sin vrede imod - det er jo præsten, der kører

showet.

At kirken i stedet skulle være et fællesskab mellem

ligeberettigede - et fællesskab, hvor begge parter har

ret og pligt til at yde deres til løsningen af den

overordnede opgave, det perspektiv er ofte helt

fraværende i forventningen til kirken.

Nu er denne plads, hvor jeg nu står, ikke en privat

platform for udøsning af standens frustrationer, men

derimod et sted for forkyndelsen af det evangelium,

som til enhver tid skal gøre kirken til mere end en

serviceanstalt og præsten til noget andet end en blot og

bar administratorer af kirkens ritualer.

Set i lyset af ordvekslingen mellem Martha og Jesus,

der sidder fordybet i samtale med Maria, må man først

spørge, om ikke al den løben omkring for at holde hus

og kirke parat i sidste ende er et fuldstændigt

sekundært problem - ligesom også præsternes

selvvalgte frustration over deres beskedne rolle i

befolkningen bevidsthed er helt ligegyldig; "Martha,

Martha, du gør dig bekymringer og uro for mange

ting".

For spørgsmålet er jo ikke, hvorvidt Martha eller

Maria hver for sig har ret, men at der er og skal være

plads til begge.

I det kirkens fællesskab, vi bekender os til, er det

afgørende ikke, hvorvidt nogen er sat til at forberede

og betjene, mens andre har lov til at vægte det at være

passive.

Kirken og menighedens fællesskab er nemlig først en

realitet, når der er noget at være fælles om - noget, der

ligger udenfor alle, men alligevel samler og skabe et

indhold at samles om.

Kirken er med andre ord først kirke og menigheden er

først menighed, når Jesus er den gæst, som både den

geschæftige Martha og den mere passive Maria kan

være samlet om.

Forskellen på kirken som serviceanstalt og menighed

er ikke, hvorvidt nogen har mere travlt med at holde

apparatet i gang end andre - om den bekymrede

Martha har ret eller ikke til at beklage sig over Maria.

Nej, forskellen er derimod, om det er os selv, det

velsmurte apparat og de traditionsbestemte ritualer, vi

salmes om, eller om alt sker ud fra en bevidsthed om at

tjene ham, hvis budskab kirken er grundlagt og

indrettet på at bringe videre.

Hvis det er tilfældet, så må Martha koncentrere sig om

det, hun har valgt - og gøre det så godt, hun kan.

Og omvendt; hvis menigheden og de, der med

selvfølge anser sig for kristne og med rette forventer at

kirken står til rådighed for dem - hvis menigheden

tager sin opgave alvorligt, bliver den også nødt til at

tage sig tid til "den gode del" dvs. det ord, som lyder

søndag efter søndag her i kirken.

For én ting er, at denne del ikke skal tages fra Maria,

en anden er, at hun ved sit fravær vokser bort fra det,

og derfor ofte føler det uvedkommende, når hun

endelig dukker.

Det afgørende er altså ikke valget mellem Martha og

Maria.

Det afgørende er indsigten i, at de to - den tjenende og

den lyttende - hører sammen.

Martha er ikke Martha uden Maria - og Maria kunne

ikke uden Martha sidde ved Jesu fødder og lytte til

hans ord.

Martha og Maria er søstre og hører derfor sammen.

Det samme gælder den aktualisering, jeg har søgt at

lægge ned over dagens tekst, nemlig spørgsmålet om

den fjerne og nære kirke som et frustrerende mødested

for geschæftige præster og servicerede sognebørn.

En menighed er først og fremmest et fællesskab

mellem mennesker - et fællesskab mellem de, der

tjener og de, der betjenes; udtrykket service betyder

ganske enkelt tjeneste! 

Den enhed, der binder præst og menighed sammen, er

hverken af organisatorisk eller strukturel art, men

vokser ud af fællesskabet om den Herre, som kirken er

bygget til.

Er det ikke tilfældet - ja, så var man bedre tjent med

DSB eller Postvæsnet, etater, der trods alt - når først

toget kører til tiden og posten endelig når ud - gør en

smule nytte.

Men kirken som fællesskab kan ikke leve af at være

"fjern".

Folkekirken i Danmark overlever i længden ikke ved

kun at være en selvfølgelig ramme for livets og årets

mærkedage.

En bygning som denne står kun så længe, nogen finder

en smule nærhed, mening og fælles trøst i det, der sker

herinde.

Den dag, hvor ingen længere kommer blot for at sidde

ved Jesu fødder og lytte til ham og hans ord - den dag

er kirken blevet så fjern fra sin bestemmelse, at ingen

længere vil kæmpe for dens bevarelse. 

Dertil er servicekirken simpelt hen for dyr.

Måtte den dag, hvor vi i vores fattigdom ikke længere

finder anledning til blot at sidde ned og sammen lytte

til den Herre Jesus Kristus, som møder os her, være

meget, meget fjern. 

Amen.