Prædiken til 15, s. trin. 1998 HØST

 Der er mange måder at omgås SORG på, den værste er at
tage sorgerne på forskud! At bekymre sig - betyder lige
netop det. Marta gjorde sig mange bekymrlnger, hun tog
sorgerne på forskud, men kun eet er fornødent! JA!  Men
havde Marta alligevel ikke ret?  Var det ikke tarveligt
af Maria sådant helt at overlade alle de huslige sysler
til sin forslidte søster?  Marta følte sig så åbentlyst
udnyttet. Nu ville hun have ret og retfærdighed! Men
hun blev afvist. Hvorfor det? Det blev hun netop fordi
- hun ville have ret. Rethaveriskhed ville Jesus ikke
befatte sig med.  Han var ikke kommet  for at dømme
eller være skifteret mellem mennesker.  Han var ikke
kommet for at bidrage til vores tilbøjelighed til at
tage sorgerne på forskud, han kom ikke til verden for
at føje noget til det bjerg af bekymringer, som kan
gøre menneskelivet til en ubestigelig tinde. Han kom
til verden for at gøre os frie af bekymringernes åg,
for at minde os om, at  “ved sorg og selskabt plage, du
intet retter ud” For kun ET er fornødent - og det ene,
det er det ORD der i og med at det skaber hvad det
nævner - sætter os i frihed til dette ganske,
almindelige menneskeliv på denne jord - bekymringsfrit.
Der ER god mening i at indlede som vi gjorde det, med
salmelinien: Gud lad os leve af dit ord som dagligt
brød på denne jord. Ordet og det jordiske, det jordnære
hører sammen; der er ikke tale om skarpt adskilte
verdener -men der er tale om noget menneskeligt, der er
tale om at ordet sætter os i frihed til at være hele
mennesker. Fri af rethaveriskhed, fri for bekymringer.
Nej naturligvis ikke for dem, der drejer sig om dagen
og vejen, vi skal også være ansvarlige, betale vore
regninger, yde enhver sit, sikre at børnene har tøj på
kroppen og mad i munden. Men hvor de bekymringer bliver
livets indhold, der går det galt, for vi kan  ikke
tjene bde Gud og Mammon. Det sker når vi tager sorgerne
på forskud, når livets mening bliver bekymring. Hvor
det sker, vender vi nemlig bekymringen indad, så den
sætter sig på sjælen. Dermed bliver vi indkrogede i os
selv, selvoptagne og rethaveriske. Det er faktisk det
som det bibelske syndsbegreb drejer sig om. Derfor er
ordet  om syndernes forladelse et livgivende ord, et
ord der forløser, fordi det løser op for de
forkrampninger, der plager os. Det ord går aldrig af
mode, det gør det ikke netop fordi det ikke er en
modesag! Det siges godt nok, at det ikke er moderne at
tro på Gud, næh - det kan da gerne være; men det er
ligeså nødvendigt, ligeså fornødent som det altid har
været, at blive forløst, at få løst op for alt det, der
lægger vores liv øde. Det der forløser, det der løser
op, det er det ORD som er GUD.

 Digteren Benny Andersen har lånt et par ord hos
salmedigteren Kingo, idet han har kaldt et af sine
digte:  SORRIG OG GLÆDE, det lyder sådan:
         I mange år
                    tog jeg sorgerne pa forskud.
            Det har jeg ikke haft glæde af
            før nu hvor sorgerne endelig
                    begynder at gøre sig gældende
            og jeg for alvor kan begynde
                    at glæde mig til sorgløse dage.

At glæde sig til sorgløse dage. Det må være herligt.
Men endnu herligere er det, at vide, at dagen idag er
sorgløs, at det NU vi befinder os i, er meddelt os som
gave. Når det er det, så kan vi netop leve i det -
bekymringsfrit - og sige TAK til, hvilket netop er hvad
vi gør når vi holder høstgudstjeneste. Vel er høstens
realitet os byboere fjern, men i overført forstand
giver det alligevel god mening, at blive mindet om, at
det er i taknemmelighed, at vi skal forholde os til
livet, at sige tak dertil er det samme som at tro - og
det er netop det ene fornødne - alt det andet er
biting.

 Der er to nærmest sentens-agtige formuleringer i denne
tekst, der næsten får karakter af bevingede ord. Den
ene har vi lige beskæftiget os med, nemlig : “du gør
dig mange bekymringer”. Lad os nu vende os til den
anden: “men eet er nødvendigt” Vorherre får ikke
fortalt hvori det består, han når dog at indkredse det,
ved at sige, at “Maria  har valgt den gode del.” Det
nødvendige er det gode - eller som det hed i en ældre
oversættelse: Det ene fornødne. Det ene fornødne  det
er DET ORD SOM FORLØSER, det som Maria havde valgt at
lytte til. Beror det da på et valg om man får del i det
gode? Både og - for i almindelig menneskelig forstand,
hvor man er stillet i en såkaldt moralsk valgsituation,
ja der beror det naturligvis på menneskets frie valg,
dog betinget af livsomstændigheder og miljø. Men det
ene fornødne, netop fordi det er nødvendigt, det kan vi
ikke tilvælge, men det vælger os. Dermed er sagt, at
tilværelsen med sin godhed, med sin forløsning, kommer
os i møde og gør vores småtskårne liv stort. Det er
tydeligst og klarest udtrykt i vores barnedåbspraksis.
Det lille barn har ikke truffet noget valg, det har
ikke noget valg, det er udvalgt af Gud til at være hans
barn. Jamen - siger så den fornuftige, det er da
forældrene, der har valgt at lade barnet døbe, hvilket
naturligvis er uimodsigeligt, men det gør de
naturligvis fordi de som gode forælre ønsker alt det
bedste FOR deres barn, herunder at lade det være
udvalgt af Gud selv, at lade det få tegnet på, at det
er udvalgt. Dermed bliver det sat ind i det ene
fornødnes ramme. Den ramme i hvilken livet får
tilbudskarakter. Den ramme i hvilken det understreges,
at LIVET ER GAVE. Den ramme er vigtig, ja - den er
uomgængelig når sorgerne kommer - hvadenten man så
tager dem pa forskud eller venter til de bliver
virkelige.

 Det ene fornødne er altså, at livet har
tilbudskarakter. Hver evig eneste dag ER LIVET, DAGENS
BEDSTE TILUD. Bedst også fordi det er billigst - det er
nemlig gratis. Gratis betyder “af nåde”.  Det tilbud
kan der kun sættes pris på i overført betydning, nemlig
i den, at vi kan prise os lykkelige over, at det er
gratis, af nåde. Desværre går det ofte sådan, at det
der er gratis, det regner man ikke for noget. Det der
kommer let, går let, sådan tænker den Marta, der findes
i os alle, den bekymringsplagede del af os, den
selvoptagne del af os, for den er besat af en
tilsyneladende uudryddelig ide om, at vi skal gøre os
fortjente, tjene til de goder vi ønsker os, bekymre os
for hvorledes vi får del i dem. Vi skal -  synes vi
bestå livets eksamen før vi kan leve det. Det er blot
en anden måde at tage sorgerne på forskud på. Men  lige
forkert bliver den, fordi LIVET ER ET TILBUD, det
eneste og det bedste vi nogensinde får. Så selvom, vi
tynget af vore sorger og bekymringer om dagen og vejen
glemmer tilbudet, så genfremsættes det dog igen og
igen.  Tilbudet gælder alle, der er ingen
begrænsninger, enhver kan få del i det, der stilles
ingen betingelser. Den fornuftige vil straks påstå, at
dette er FOR godt til at være sandt; men det gør han
eller hun fordi fornuft og bekymring er beslægtede
fænomener. Den retfærdige eller forløste lever af tro
ikke af fornuft og slet, slet ikke på bekymringer.
LIVET ER ET TILBUD. Det kan vi kun tro og tage imod.
Bekymringerne gør livet småt. Troen gør det stort, for
i troen er selv døden besejret.  Maria har valgt den
gode del. Den gode del har valgt os. Gør dig derfor
ikke flere bekymringer. LIVET ER DIT. GÅ NU UD OG LEV
DET! GUD TIL  ÆRE DIN NÆSTE TIL LYKKE OG GAVN! MIN SJÆL
HVAD VIL DU MER!
           AMEN!!!