Jesus siger: Jeg er opstandelsen og livet. Den, 
der tror på mig, skal leve, om han end dør.  Og det ser 
vi klart på Lazarus. Han var død, men alligevel kunne 
Jesus kalde ham frem fra graven. Jesus er opstandelsen. 
I mødet med ham bliver vi rejst op, kaldt ud i livet. 
Det er ikke nye personer, som Jesus rejser op fra de 
døde. Det er virkelig os, som engang skal møde Jesus og 
møde alle dem vi kender. Så skal vi være ét på en mere 
fuldkommen måde end vi nogensinde har været. 
     Men mærkelig nok fortælles der ikke meget i 
bibelen om det evige liv, om livet efter døden. Det er 
mærkeligt for det er jo frelsen, som Jesus giver os, 
det evige liv.  Hvorfor får vi ikke mere at vide om 
det? 
     Der er flere forskellige steder i bibelen, som 
handler om opstandelsen.  Engang blev Jesus spurgt, 
hvordan et ægtepar møder hinanden efter døden. Og Jesus 
svarede: I opstandelsen hverken gifter man sig eller 
giftes bort, men er som engle i himlen. Også der kan 
man se, at Jesus taler lidt skjult om livet efter 
døden. Han siger ikke, at vi bliver engle. Han siger, 
vi bliver som engle.  Meningen er måske at pege på, at 
det er os, der opstår. Det er os, der kommer i himlen. 
Vi bliver ikke til nogen andre end os selv. Vi bliver 
ikke til engle.  Åbenbart er engle nogle, som altid har 
været i himlen. 
     Et andet sted siger Jesus, - det er til røveren på 
korset: I dag skal du være med mig i Paradis. Røveren 
skal altså ikke vente på dommedag for at opstå til Guds 
himmel.  Røveren skal ikke engang vente til næste dag. 
Nej, i dag skal du med i Paradis, siger Jesus. 
     En anden gang fortælles det, at Jesus gik op på et 
bjerg og 3 af hans disciple var med og de så, at hans 
skikkelse blev forvandlet, hans ansigt strålede som 
solen og hans tøj blev hvidt som lyset og pludselig kom 
Moses og Elias til syne og talte med Jesus. Moses og 
Elias var døde for flere hundrede år siden. Men de var 
åbenbart hos Gud i himlen.  De havde ikke ventet på 
dommedag for at blive oprejst. 
     I den historie hører vi iøvrigt, at i opstandelsen 
får vi himmelsk herlighed, et hvidt strålende lys. Og 
vi hører, at de opstandne taler sammen, og vi kan gætte 
os til, at det er meget vigtigt det de taler om. De 
taler inderligt sammen.  Mon ikke Moses og Elias giver 
Jesus trøst og styrke til at fortsætte sin gerning 
mellem mennesker. 
     Men andre steder ser det ud om opstandelsen og 
himmeriget først kommer engang. Skærtorsdag efter at 
Jesus har givet sine venner sig selv som brød og vin, 
siger han til dem: Fra nu af skal jeg ikke drikke af 
vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin 
sammen med jer i min fars rige. Dér kan vi høre, at 
Guds rige kommer engang, og at det består i, at vi er 
sammen med Jesus og at vi har det godt sammen, som ved 
en fest, hvor vi får himmelsk vin. 
     Også Paulus skriver, at det er ved tidernes ende, 
at de døde opstår. Og da bliver vi forvandlet. Paulus 
sammenligner det med et frø, der sås. Frøet får ikke 
liv, hvis det ikke dør. Og det vi sår, er ikke den 
plante, der kommer op, men et nøgent korn. Lige så stor 
forskel er der mellem vores legemer nu og vores 
himmelske legemer engang, som mellem et frø og 
blomsten, der vokser op. Paulus skriver: vi skal alle 
forvandles i ét nu, på et øjeblik, ved den sidste 
basun. For basunen skal lyde, og de døde skal opstå som 
uforgængelighed. 
     Jeg begyndte med at spørge, hvorfor vi ikke får 
mere at vide i bibelen om det evige liv. Og vi kan også 
spørge, hvorfor der nogle steder står, at vi straks 
kommer i himlen efter vores død, og andre steder, at 
det først er ved dommedag det sker. Svaret er, at Guds 
rige er så forskelligt fra vores verden, at vi ikke kan 
se eller forstå det, også selv om vi fik mere at vide. 
Det evige liv er en herlighed. Guds rige er så 
pragtfuld, at vi ikke kan forestille os det. Det er som 
en strålende inderlig samtale, hvor vi bliver helt 
fyldt med trøst og styrke og fællesskab. Det er som en 
fest. 
     Men måske får vi heller ikke så meget at vide om 
livet efter døden, fordi vi skal leve nu og ikke kun 
have vores sind og tanker rettet mod det som kommer 
engang. Ja, det mærkelige er, at Jesus siger, at Guds 
rige allerede er kommet til os og er midt i blandt os. 
     Jeg læste engang i avisen om en overlæge, som 
fortalte om sin kristentro.  Han sagde: " Hvorfor jeg 
tror? Ja, man tror kun, hvis man ikke kan lade være. 
Dronning Margrethe har sagt det sådan: At tro på Gud er 
lige så naturligt for mig som regnen og solskinnet." Og 
overlægen fortsatte: " Gud er jo livsunderet og årsag 
til, at livet bestandigt bliver til på ny, hvert 
øjeblik. Gud er livskilden hinsides al fornuft, en 
uendelig og evig kraft i andre dimensioner. Undren over 
Gud og livet gør for mig øjeblikket større og dybere, 
mere gribende." 
     Overlægen har fat i noget meget vigtigt. Når vi 
tror på opstandelsen, så giver det os et stadig nyt syn 
på livet, så vi må undre os. Gud giver os bestandig 
livet påny, hvert øjeblik. Opstandelseskraften virker 
hvert øjeblik hos os. Det gør hvert øjeblik størrre og 
dybere, mere gribende. 
     Overlægen henviser i øvrig til naturforskeren 
Niels Steensen, som har sagt: " Skønt er det vi ser, 
skønnere det vi forstår, men langt det skønneste er det 
vi ikke fatter." Det skal vi huske, hvis vi skulle være 
utilfredse med at Jesus ikke fortæller og forklarer 
mere om livet efter døden.  Langt det skønneste er det 
vi ikke fatter. 
     Overlægen blev spurgt: Hvad efter døden? Hvad med 
opstandelsen? Og han svarede med et digt af Aastrup: 
Sank jeg visnende ned med løvet, blev til dommen i 
mulde lagt, skal til liv jeg rejses af støvet, ved dine 
evige hænders magt. Og Overlægen fortsatte: Det 
udtrykke for mig det kristne opstandelseshåb, og så 
tænker jeg ikke videre, for så kommer vi bare over i 
spekulationer. 
     Spekulationer det elsker vi nysgerrige mennesker. 
Men Jesus har fortalt os rigeligt om Gud, så vi må 
undre os og glæde os over livet og over det, som engang 
skal komme. 
     Vi vil så gerne have en synlig og håndgribelig 
viden.  Noget vi kan se og pege på.  Men en sådan viden 
er foranderlig. Vores videnskab bliver stadig 
dygtigere, så den ser længere ud i universet og længere 
ind til de inderste partikler, og hele tiden får ny 
viden. Men der er en anden viden, som er mere vigtig og 
mere sikker for vores liv.  Det er den vi føler med 
vores hjerter.  Den viden bruger vi f.eks. når vi møder 
andre mennesker.  Den opfattelse vi har af hinanden 
bygger jo ikke kun på det vi ser. Vi har en følelse for 
den andens person, en helhedsopfattelse af det andet 
menneske vi møder og er sammen med.  Man kan også sige, 
at ser gennem alt det ydre og ind i kernen ind i 
hjertet på det andet menneske. Når vi oplever et andet 
menneske, ikke kun som en ubekendt med som en person, 
der har et hjerte, så kalder det på noget i os: 
opmærksomhed, hjælpsomhed, tilgivelse, fællesskab, som 
trodser alt. 
     Jesus sagde engang: Jeres hjerte forfærdes ikke. 
Tro på Gud og tro på mig. Jeg går bort for at gøre en 
plads rede til jer hos Gud. Og jeg kommer igen for at 
tage jer til mig. Så spurgte Thomas, for han lignede os 
nysgerrige og videbegærlige mennesker, han spurgte: 
Herre vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så 
kende vejen." Jesus svarede: Jeg er vejen og sandheden 
og livet. Kender I mig, vil I også kende min Far." Da 
sagde Filip, for han lignede os, der altid vil vide 
mere, han sagde: Herre, vis os Faderen, og det er nok 
for os." Så lød det bebrejdende fra Jesus: " Så lang 
tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, 
Filip?  Den, der har set mig, har set Faderen.  Tro 
mig, at jeg er i Faderen og Faderen er i mig. 
     Jesus gav os ikke forklaringer. Han gav os sig 
selv som vejen og sandheden og livet. Jesus fører os 
ind i Guds hjerte, så vi må leve og dø på, at Gud er 
vores Far og hos ham er der mange boliger, ja, én af 
dem er beredt til dig og mig. 
 
ny prædiken 
     Jesus kom i mange hjem. Men der var ikke mange 
steder, hvor han kom og gik, som om det var hans eget 
hjem. Det tror jeg, at han gjorde hos Martha og Maria 
og Lazarus. Han var altid velkommen hos dem, og han 
kunne være sig selv dér. Sidste søndag hørte vi jo, at 
Jesus sad og fortalte Maria om Gud, mens Martha var ved 
at forberede middagen. Og de to søstre og deres bror 
vidste, at Jesus holdt af dem, sådan som de holdt af 
ham. Da Lazarus var syg, sendte de en budbringer til 
Jesus, kun med den korte besked: " Herre, den, som du 
elsker er syg." Så vidste de, at Jesus ville komme og 
hjælpe dem. Der, hvor de selv var hjælpeløse, vidste 
de, at bare Jesus kom, så ville alt blive godt igen. 
Det er altid en tryghed, når vores nærmeste deler vores 
bekymringer og sorger, også selv om de ikke er i 
nærheden. Men nogle gange trænger man til, at de er hos 
én. Og sådan trængte de to søstre til, at Jesus var hos 
dem. Der er nogle mennesker, der altid bringer tryghed 
med sig.  Deres nærvær gør måske ikke sorgerne lettere, 
men det bliver lettere at bære sorgerne.  For Martha og 
Maria var det en tryghed, at Jesus ville komme og være 
hos dem.  Og så vidste de jo også, at han havde større 
magt end alle sygdomme.  Han kunne hjælpe dem, så deres 
bror ikke døde. Derfor ventede de sig meget af hans 
komme. 
     I fortællingen sidste søndag, hvor Jesus var til 
middag hos de to søstre, fik Martha en tilrettevisning, 
fordi hun havde altfor travlt med at lave mad og var 
sur over, at Maria bare sad og lyttede til Jesus. Men i 
dag er det Martha, som går Jesus imøde, og hun bekender 
sin tro på ham, at han er Kristus, Guds søn. Det viser, 
at hun har lyttet meget til ham, også når hun havde 
travlt. Sådan oplever en lærer mange gange, at de 
elever, som er urolige og optaget af mange ting, i 
virkeligheden er dem, der har lyttet allerbedst til 
lærerens ord. Og det gjaldt Martha.  Selv om hun var 
meget menneskelig og kunne blive træt af sit huslige 
arbejde og sur på sin søster, så troede hun på Jesus og 
elskede ham, og derfor hjalp han hende den dag, ja, han 
hjalp hende mere end hun forventede og troede. Hun 
troede, at Lazarus skulle opstå på den yderste dag, men 
Jesus viste hende, at hvor han er, dér er opstandelsen 
og livet allerede nu. 
     Der er kun få fortællinger om, at Jesus opvakte 
døde.  I Mattæus og Markus evangeliet hører vi om en 
12-årig pige, Jairus' datter. Hun var også syg og døde 
inden Jesus nåede frem. Men da taler Jesus til hendes 
far og giver ham håb og siger: Vær ikke bange tro kun. 
Sådan som Jesus her i fortællingen i dag prøver at 
indgyde Martha tro og håb.  Og det ender med, at Jesus 
tager den døde 12-årige ved hånden og rejser hende op, 
så hun får livet tilbage. 
     I Lukasevangeliet hører vi om en enke, hvis eneste 
søn var død. Også hende giver Jesus først mod ved at 
sige: Græd ikke. Og så taler Jesus til den døde, og han 
rejser sig op. 
     Det er egentlig uhyggeligt, det vi hører. Det er 
næsten for utroligt.  Det var det også for folk 
dengang.  Både om forældrene til den 12-årige pige og 
om tilskuerne, der fulgte den sørgende enke, står der, 
at de undrede sig meget og blev bange.  Martha undrer 
sig også meget over, at Jesus siger: Din bror skal 
opstå. Hun ved, det skal ske engang, men da ikke her og 
nu. Det er umuligt.  Hun har svært ved at sige ja til, 
at enhver som tror på Jesus ikke skal dø, for hendes 
bror er jo død. Hun prøver også at standse Jesus, da 
han vil fjerne stenen fra graven.  Hun siger: Herre, 
han har jo været død i 4 dage.  Hun kan ikke se nogen 
mening i, at tage stenen væk. 
     De 3 fortællinger om, at Jesus opvækker en død, 
ligner hinanden. De sørgende har mistet alt håb. De 
mener, at det hele er umuligt. Men Jesus giver dem 
håbet tilbage.  Til Jairus siger han: Vær ikke bange, 
tro kun.  Til enken, som har mistet sin søn, siger han: 
Græd ikke.  Og til Martha siger han: Din bror skal 
opstå. Det er nødvendigt, at Jesus giver os tro, når vi 
sørger.  Vi kan ikke selv.  Vi synes, det hele er 
umuligt. 
     Men så kan vi spørge, om Jesus vil opvække vores 
døde. Vi kan spørge, når der kun er så få beretninger 
om, at han opvakte døde, om de nu også passer og om de 
kan hjælpe os. 
     Og svaret er, at Jesus har en magt, som kan give 
os tro og håb, og den magt viste han i alle sine 
undere. Der er mange fortællinger om, at Jesus hjalp 
mennesker mod den død, som lukker os ude fra livet, og 
som består i sygdom eller i andres foragt eller i skyld 
og fortvivlelse. 
     Alle Jesu undere er tegn på, at Jesus har 
udstrålet en meget stor styrke og myndighed. Han 
udstråler en overjordisk magt. Vi turde jo ikke sige 
til en syg: bliv rask.  Men Jesus har så stor en tro på 
Gud, og han tør bruge den tro, så vi må undre os.  Både 
dødeopvækkelserne og de andre undere peger hen noget 
overjordisk og himmelsk hos Jesus. 
     Men det mærkelige er, at den sidste gang, hvor 
Jesus kæmpede og vandt over døden, da er det, som 
sker, næsten for jordisk. Jesus døde på et kors, 
fordømt og forbandet som en forbryder. Jesus endelige 
sejr, hvor han viste sin magt over det onde, ser ud som 
et nederlag og som svaghed. 
     Det ser ud som om der er en modsætning mellem 
underne og Jesu død.  Helbredelserne, som Jesus gjorde, 
da han gik omkring, udstråler en meget stor styrke. 
Korset ser ud til at være lige modsat, en stor svaghed. 
Og lige så utrolige underne er, lige så utroligt er 
det, at Jesu død på korset blev grundlaget og 
udgangspunktet for kristendommen. Den henrettede og 
fordømte tror vi på som Guds søn. Den, som bærer en 
tornekrone, kalder vi Guds konge.  Den døde Jesus tror 
vi på som den levende Kristus. 
     Korset er kernepunktet i kristendommen. Det var 
det for de allerførste kristne, og det er det også her 
i Norden fra starten af. Et smukt bevis på det er 
Jellingstenen. På den er det første billede af Kristus 
her i Norden, og det forestiller Jesus som korsfæstet. 
En slange slynger sig omkring ham.  Han kæmper mod det 
onde og døden og overvinder det. Korset er udtryk for 
Jesu magt over det onde og døden, og udtryk for, at han 
bruger den magt til at hjælpe os. Den prædiken holder 
Jellingstenen for os. 
     Det er altså ikke først og fremmest i de 3 
fortællinger om at Jesus opvakte døde, at vi skal finde 
vores håb og tro, nej det er i Jesu egen død på korset. 
Den viser nemlig, at det ikke kun er 3 døde han vil 
hjælpe. Det er ikke kun en 12-årig pige, eller en enkes 
søn, eller Lazarus, som Jesus vil hjælpe ud af døden 
ind i Guds rige. Jesu død viser, at han vil hjælpe alle 
os syndere og at han holder af os, lige så meget som 
han holdt af sine nærmeste venner.  Døden er jo det 
samme som at miste, at miste andre eller miste sig 
selv.  Jesus viser, at han har magt til at holde om os, 
at holde os sammen, så vi ikke går tabt hverken for 
hinanden eller for os selv. 
     Det er meningen, når han siger: Jeg er 
opstandelsen og livet. Den, som tror på mig, skal leve 
om han en dør, og enhver som lever og tror på mig, skal 
i al evighed ikke dø. Meningen er, at Jesus ikke vil 
miste os. Han vil sørge for, at vi ikke går tabt. Jesus 
viser med sine undere og med sin død, at vi aldrig er 
overladt til os selv. Jesus er hos os med hele Guds 
magt og kærlighed. I den tro må vi leve vores liv. Vi 
skal ikke gå og tænke på døden og alt det, som kan 
fjerne os fra hinanden. Nej, Jesus åbner livet for os, 
så vi kan leve i glæde og tage os af hinanden, fordi vi 
må stole på Guds kærlighed, som vil holde os sammen, 
når alt andet vil skille os ad. 
     For totusinde år siden kaldte Jesus Lazarus ud af 
dødens magt. For tusind år siden rejste Harald Blåtand 
Jellingstenen, der viser Jesus som befrieren fra det 
onde og døden. I dag er Jesus den samme, der fører os 
til Gud og befrier os til livet.  Også for os gælder 
Jesu død på korset. Den opstandne Jesus er hos os som 
den korsfæstede, der døde for os. 
     Korset er midtpunktet i kristendommen. Og dette 
midtpunkt er omgivet af undere, dels helbredelserne, 
dels de 3 dødeopvækkelser, og dels Jesu egen 
opstandelse fra de døde, påskedag. Men midtpunktet 
korset viser, hvordan det hele skal forstås. Jesus 
kommer med så stor en kærlighed, at den også omfatter 
os syndere, eller netop gælder os.  Korset viser, at 
Jesus sætter alt ind, selv sit liv, for at frelse os, 
som han holder af som sine nærmeste venner. 
     Jeg vil slutte med en lille fortælling om, hvorfor 
Jesus ikke kun vil hjælpe Martha og Maria og Lazarus, 
som var nogle af hans nærmeste venner, men at han vil 
hjælpe alle os syndere. I Østrig har kejserne deres 
gravkammer i domkirken i Wien. Ligesom de kongelige her 
i Danmark gravsættes i Roskilde domkirke. 
     Men når den østrigske kejser var død og skulle 
bæres ind i gravkammeret, så havde man en skik, der er 
meget gribende. Når kisten efter gudstjenesten i 
domkirken var ført ned til gravkammeret, så standsede 
ligtoget foran en lukket dør. En ceremonimester bankede 
på, og indefra blev der spurgt: Hvem er det, der ønsker 
at komme ind her?  Ceremonimesteren svarede: Det er 
hans kejserlige og kongelig majestæt, kejser af Østrig, 
konge af Ungarn osv.  Alle den afdøde kejsers navne og 
titler blev nævnt som for rigtig at gøre indtryk. 
     Men indefra svarer en stemme: Ham er der ikke 
     plads til her.  Atter bliver der banket på døren 
     og igen bliver der spurgt indefra: Hvem 
er det, der ønsker at komme ind her? Denne gang svarer 
ceremonimesteren: Det er en stakkels synder. Og straks 
bliver døren til gravkammeret åbnet. 
     Sådan er det også, når der bliver åbnet for os ind 
i Guds rige. Vi har alle om vi er konger eller tiggere 
kun ét at sige, når vi står uden for porten ind til de 
levendes land: vi er syndere. Og så springer døren 
straks op for os, fordi Jesus døde for os syndere. 
Hans opstandelse gælder netop for os, så vi ikke skal 
høre stykket i dag om Lazarus som noget fortidigt. Vi 
skal høre det som vores fremtid, at Jesus kalder os ud 
af vores grave og ind i Guds lyse rige. 
 
ny prædiken 
Der kan være kristne som kan gøre undere, ligesom der 
er andre end kristne som kan gøre undere. Men det som 
er afgørende er om de er tegn på kærlighed til de 
mindste, de svage, de fremmede, de fængslede. 
     Tror du det? Hvis vi får det spørgsmål efter at 
have hørt historien om Lazarus. Tror du, at det skete, 
at den døde kom ud af graven. Så har vi svært ved at 
svare. Vi kan jo i hvert fald sige, at vi ikke har set 
nogen komme ud af graven. Og hvis det skete, så ville 
vi vel ikke tro vores egne øjne. Den som friskt og 
frejdigt svarer ja til spørgsmålet: Tror du på det vi 
lige har hørt. Den som svare uden betænkning og uden 
tvivl: Ja, jeg tror. Han ved ikke hvad han svarer på. 
     Vi kan jo hører det på Martha. Hun svarer: " Ja, 
Herre. Jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, den, som 
kommer til verden." Det er nogle rigtige og gode ord 
hun bruger. Det kan også være hun mener ordene, men 
mener hun noget med ordene. Hvis Jesus virkelig er 
Kristus, så skulle Martha ikke være ked af hendes brors 
død, så skulle hun vide, at der nu ville ske et under. 
Så skulle hun vide, at den opstandelse Jesus taler om 
ikke ligger i en fjern fremtid.  Det vidste Martha jo, 
at hendes bror skulle opstå engang på den yderste dag. 
Det er så mange fine ord, hun kender. Men hun mener 
ikke noget med dem. 
     Det er ikke kun os, som har svært ved at tro, når 
det kommer til stykket. Jo, vi kender også alle de fine 
og gode ord, at Jesus er Kristus og at de døde engang 
skal opstå. Men vi sørger og vi græder alligevel ved et 
dødsfald, døden standser os alligevel, så vi glemmer de 
ord vi tror på. Men akkurat sådan var også Martha og 
Maria og de andre i fortællingen i dag. 
     Selv om Martha står over for Jesus, prøver hun 
alligevel at tale udenom.  Han siger til hende: Den, 
som tror på mig, skal leve om han end dør. Ja, den som 
lever, skal i al evighed ikke dø. Og så er det Jesus 
spørger: Tror du det? Og Martha svarer udenom. Hun 
siger: Ja, Herre. Men hun mener det ikke.  For hun har 
jo lige set sin bror dø.  Det er mere virkeligt end 
Jesu ord om at man i al evighed ikke skal dø. Martha 
kan godt lide Jesus. Hun vil gerne være høflig. Hun kan 
ikke sige: Nej, herre, jeg kan ikke tro på dig. Så hun 
giver ham en masse fine titler: kristus, den som kommer 
til verden. Men det er tomme titler hun giver ham, for 
hun mener ikke, at han kan stille noget op over for 
døden.  Det viser hun klart. Der står jo: Da hun havde 
sagt gik hun bort og kaldte på sin søster. For det 
første at hun gik bort. Jeg synes det viser 
ligegyldighed. Efter den tale, de ord, som Jesus har 
sagt, skulle jo tværtimod blive hos Jesus. Efter sine 
egne ord om Jesus som Kristus skulle hun ikke kun 
skilles fra ham. Men det står kort: hun gik bort. For 
det andet så lyver hun da hun taler til sin søster 
Maria. Martha siger: Mesteren er her og kalder på dig. 
Mon ikke Martha egentligt ville sige: du bliver nødt 
til at tale med Jesus, for jeg kan ikke følge med i det 
han siger. 
     Vi har det ligesom Martha.  For os er det evige 
liv noget langt ude i fremtiden som vi ikke kan 
forbinde noget med. For os er Jesus én som kommer fra 
Gud, men hvilken kraft det har for os, det er et 
spørgsmål. 
     Det er jo fordi Jesu kraft overstiger alt hvad vi 
kan tro. Det er det umulige som sker, at Lazarus kommer 
ud af graven.  Lige så umuligt det var for Maria og 
Martha at forstå, at deres bror var død. Lige så umulig 
en tanke, lige så umulig en virkelighed var det, at han 
kunne komme ud af graven. Martha vil jo helst ikke 
have, at stenen tages væk fra graven. 
     Og så er det mærkelige, at dødeopvækkelsen i dag 
slet ikke er hovedsagen. Nej, den er kun et tegn på 
det, som Jesus kommer med. Den er kun et tegn på det 
som Jesus har magt til. Og når vi har svært ved at tro 
ved at tro på dødeopvækkelsen, hvor meget sværere mon 
det så ikke bliver, at den intet er i sammenligning med 
det meget større, som den vil vise hen på, nemlig 
kærlighedens magt. 
     Underet, som sker da Lazarus kommer ud af graven, 
er ingenting i sig selv. 
     På samme måde kan vi sige, at underet som sker, 
når et menneske bliver rask, er ingenting i sig selv. 
Den slags undere kan have mange forskellige 
betydninger. Der er jo mange som kan gøre raske.  Der 
er medicinmænd i Afrika som kan udrette mirakler. Der 
er medicinmænd i Asien, der kan gøre mærkelige ting. Og 
der er medicinmænd i Ålborg, som bare med en bøn kan få 
folk til at gå raske afsted. Vi hørte jo om  det i 
fjernsynet i søndags. Det var den prædiken, som tv- 
avisen kunne bringe. Tv-avisen bringer jo aldrig 
referater fra prædikener i vores kirker, som ellers 
ligger spredt ud over det danske land. Men referat fra 
en biograf, hvor en dansk medicinmand optrådte. Det var 
værd at bringe i søndagens tv-avis. Og da hørte man om 
en af de helbredte, at han kunne igen bruge sin arm og 
sit ben, men ellers havde underet ikke ændret ham. Han 
var stadig den samme som før. Han mente egentlig ikke 
han var blevet mere troende. Han var fuldtstændig som 
før. 
     Det synes jeg er en ret stor mangel ved den slags 
undere. Man kan sige, at de mangler det 
allervæsentligste.  Når Jesus gjorde undere, så var det 
ikke underne, som var det væsentligste. Nej, de var kun 
tegn. De var tegn på kærlighed, at Guds kærlighed til 
os er uden grænser, og at Gud vil bruge sin kærlighed 
mod os alle. Og Jesus gjorde så underet, så den syge 
ikke kun vidste, at han var blevet helbredt, men han 
var elsket af en kærlighed, som varede hele resten af 
hans liv og forandrede hans situation fuldstændig. 
     Biskoppen i Ålborg svarede på et spørgsmål om det 
der sker i hans stift af mærkelig ting. At man i kirken 
ved, at man kan have forskellige nådegaver, og at han 
ikke vil bedømme, hvem der har de rette og de forkerte. 
Nådegaver er det sammen som evner og gaver man fået fra 
Gud. Og det er særlig Paulus som bruger det ord 
nådegaver. I 1. kor.  skriver han, at der findes mange 
nådegaver, og det er forskelligt hvilken opgave vi hver 
især har fået. Paulus skriver:Én gives der at tale med 
visdom. En anden at tale med viden. Én giver der tro, 
en anden har fået den nådegave at kunne helbrede. Én 
kan udføre undergerninger.  En anden kan tale i tunger. 
Men hver nådegave stammer fra den samme ånd. Hver 
nådegave er ligemeget værd. Det var jo forkert, skriver 
Paulus, at vi allesammen vil kunne det samme. Nogle er 
bedste til det ene og nogle er bedste til det andet. 
Det er vi ikke kun af naturen, nej, det er fra Gud, og 
efter Guds vilje og ånd, at det er sådan. Paulus 
skriver: Er mon alle apostle? Er alle prædikanter? Er 
alle lærere? Mon alle kan gøre undergerninger? Har alle 
nådegaver til at helbrede? Og svaret ligger jo i 
spørgsmålene, at alle kan ikke helbrede, men at alt det 
vi kristne ellers gør er lige så vigtigt, opdrage vores 
børn, gør et godt stykke arbejde i vores hverdag, være 
ærlige mennesker. 
     Medicinmanden fra Ålborg som fjernsynet havde 
interviewet, begrundede sine undere med et sted i 
bibelen, hvor Jesus siger: Gå ud og forkynd evangeliet 
for alle. Og disse tegn skal følge dem, der tror: i mit 
navn skal de uddrive onde ånder. På syge skal de lægge 
hænder, og de skal blive raske.  For det første skal 
man lægge mærke til ved Jesu ord, at evangeliet står 
først. Det er det vigtigste. Evangeliet om Guds 
kærlighed og tilgivelse. Det er det evangelium, som 
skal frelse os, ikke undere, hvor store de end er. 
Nej, underne er kun noget som følger med, en biting. De 
er kun tegn på noget som er meget større, nemlig 
evangeliet.  For det andet kan man læse om det 
skriftsted, som medicinmanden fra ålborg henviste til, 
at det mangler i de ældste håndskrifter. I vores bibel 
i Markus kapitel 16, hvor skriftordet er hentet fra, 
står der altså, at der er lidt tvivl om, ordene 
virkelig stammer fra Jesus. Ordene er ikke med i de 
ældste og bedste håndskrifter. Det står meget få steder 
i vores bibel. Det er meget sjældent, at der er 
uenighed om hvad Jesus har sagt. Hans ord er godt 
bevidnet, undtagen lige dette, som taler om alle de 
undere de kristne skal gøre. 
     Nu er ordene ikke forkerte. Peter gjorde undere. 
De første kristne gjorde undere. Paulus skriver, at 
nogle har fået den nådegave at gøre undere.  Men når 
ordene om alle de tegn, som vi kristne skal gøre, ikke 
er helt ægte, så det fordi Jesus alle andre steder 
lægger vægten på noget andet end undere.  Man kan se 
det i lignelsen om fårene og bukkene, lignelsen om dem, 
som Jesus vedkender sig og dem, som han afviser. De 
første han givet en sulten lidt mad.  De har givet en 
tørstig et glas vand. De har givet en fattig lidt tøj. 
De har besøgt en syg. Læg mærke til det.  Det er ikke 
nødvendigt vi som kristne helbreder alle syge vi møder. 
Det er nok vi besøger dem. Jesus nævner videre at man 
skal tage sig af fremmede. Man skal besøge dem, der i 
fængsel.  Fælles for alle disse handlinger er at det er 
små handlinger, som ikke kommer i tv-avisen. Men det er 
kærlighedshandlinger, at man hjælper nogle, som har 
brugt for det. 
     Underet i dag hvor Jesus opvækker en død er helt 
utroligt. Men det er heller ikke underet vi skal tro 
på.  Det er den, som gør underet, vi skal tro på. Vi 
skal tro, at Jesus kommer med en kærlighed, der er 
stærkere end sygdom og død og alt ondt. Jesus kommer. 
Det er ikke fortid. Det skete ikke kun den dag, den 
enkelte dag, hvor Maria og Martha holdt 
mindesammenkomst over deres bror.  Nej, det er nu Jesus 
kommer. Det er ikke fremtid, at først på den yderste 
dag vil det ske og blive virkeligt. Nej, Jesus har 
livets magt og er levende og kommer til os med den 
kærlighedens magt, som er stærkere end alt ondt. Også 
selv om den magt ikke altid viser sig i store undere, 
men måske kun i et glas vand rakt til en tørstigt, 
eller et stykke mad til en sulten, eller et besøg hos 
en, som trænger til det.