Der er både noget lyst og noget mørkt over høsten.
Den taler til os både om livet og døden. Hvis man skal
bruge et billede på døden, så kan det jo være en høstkarl
med en le. Og markerne viser også at sommeren er slut, selv
om det kun er kort tid markerne står bare med stubbene de
golde.
	Neop i sin høstsalme skriver Grundtvig i første vers
om skoven, som falmer, og fuglestemmen, som daler, og
storken, som flygter. Jeg hørte om en pige og en dreng, som
gik i skoven i efteråret, og drengen sagde: Jeg bliver så 
ked af det, når jeg ser alle bladene falde af træerne. Men
pigen svarede: Det skal du ikke være. Så kan vi se himlen
så meget mere klart. Himlen. Det taler Grundtvig også om i
sidste vers af sin høstsalme: Hans ånd .. til himlen os
ledsage. Vi må se frem til Guds lyse himmerige. 
	Så der er også noget livsbekræftende ved høsten og
ved kornet. Der er fremtid i kornet. Det bestemt til at give
liv. Selv om frøet er så lille og ikke ser ud af noget, kan det
mætte dyr og mennesker. Selv om frøet ser dødt ud, giver
det til og kan igen blive til liv, kan spire og blive grønt.
	Høsten taler til os både om døden og livet og det
evige liv. Der er den prædiketekt, som vi skal bruge denne
søndag, ikke ved siden af, når vi holder høstgudstjeneste.
Det er ellers et meget dystert stykke fra bibelen vi har hørt.
Og det er godt, at det fra gammel tid er bestemt, hvilke
stykker vi skal bruge til de enkelte søndag, for de fleste ville
sikkert have sprunget over det vi har hørt i dag og taget en
mere lys tekst.
	Vi får udmalet i alle detaljer, hvad der sker når
høstkarlen med leen komer. Det er uhyggeligt og frygteligt,
det vi hører. Først om de to søstres sorg. maria, som alt er
gået i stå for. Hun bliver bare siddende. Martha er i stand til
at gå Jesus i møde, men også hun er lammet af døden. Hun
kan ikke acceptere det, som er sket, men tænker: hvis bare
... så var min bror ikke død. Hun kan ikke acceptere, at det
er sket, og at det ikke kan gøres om.
	Det dystre kan vi også læse ud af, at martha har svært
ved at tro på Jesus. Når han siger, at den, der tror på mig,
skal leve, om han end d¢r, så kan hun ikke tro det. Det hele
er jo så håbløst.
	De går ud til graven for at græde. Graven i sig selv er
som et billede på døden. Dengang blev man begravet i en
klippehule og en sten blev sat for graven. Så kold og
endegyldig er døden, lukket inde i mørke og kulde er den
døde.
	Det uhyggelig når sit højdepunkt, da Martha siger om
Lazarus: Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på
fjerde dag."  Der bliver sandelig ikke lagt skjul på noget.
	Det er den systre side ved prædikestykket i dag. Vi
hører, hvor ubarmhjertig høstkarlen med leen er. Men der er
også en lys og livsbekræftende side ved det vi hører.
	Vi møder det allerede i begyndelsen, hvor der står, at
mange er kommet for at trøste martha og Maria i deres
sorg. Det er rørende den omsorg de viser. Også selv om de
ikke kan sige eller gøre noget som kan give søstrene deres
bror tilbage, så prøver de at trøste, så godt de kan.
	Det lyse ser vi også i, at martha midt i al håbløsheden
alligevel har bevaret et spinkelt håb. Hun henter Maria og
siger: "Mesteren er her og kalder på dig." Martha tror
alligevel inderst inde, at der kan ske noget.
	Det livsbekræftende møder vi så endelige, da Jesus
råber med høj røst og kalder lazarus ud af graven. Det er
livets magt, som besejrer døden. Det er livet, som sprænger
mørket og kulden. Det er Guds herlighed vi får at se, at
Guds barmhjertighed er større end dødens ubarmhjertighed.
	Det er utroligt, det som sker. Men Jesus vil med sine
ord: Lazarus, kom herud" og med
ordenene: løs ham og lad ham gå" Jesus vil fortælle os, at vi
aldrig skal holde op med at tro, vi skal aldrig opgive håbet,
hvor håbløst det hele ser ud. Jesus kalder os ud i lyset og
livet, akkurat som han kalder Lazarus ud. Jesus vil også løst
alt det op for os, som binder. Og han gør det ved at give os
Guds herlighed at se.
	Den herlighed skulle vi også kunne se i naturen
omkring os, i Guds skaberværk. Vi skulle se den i frøet,
som er lille og uanseligt, og dog pludselig giver sig til at
spire og bliver en grøn plante. Det er et under. Det er lige
så utroligt, som når Lazarus går ud af graven.
	Den herlighed som er i naturen, er så stor, at Paulus
har sammenlignet den med himlens herlighed, med
opstandelsen fra døden. Paulus synes, at de undere, som
sker i naturen, i Guds skaberværk, er lige så store som de
dødes opstandelse. Paulus skriver: det, du sår, er ikke den
plante, der kommer op, men et n¢gent korn, enten af hvede
eller af en anden slags. v38 Men Gud giver det den
skikkelse, han vil, og hver slags korn sin skikkelse. v39
Ikke alt k¢d er ens, men det er forskelligt for mennesker,
kvæg, fugle og fisk. v40 Der findes både himmelske
legemer og jordiske legemer; men de himmelske har én
slags glans, de jordiske en anden. v41 Solen og månen og
stjernerne har hver sin glans, og stjerne adskiller sig fra
stjerne i glans.
v42 Således er det også med de d¢des opstandelse. Hvad
der bliver sået i forgængelighed, opstår i uforgængelighed.
v43 Hvad der bliver sået i vanære, opstår i herlighed. Hvad
der bliver sået i svaghed, opstår i kraft. v44 Der bliver sået
et sjæleligt legeme, der opstår et åndeligt legeme. Når der
findes et sjæleligt legeme, findes der også et åndeligt
legeme. vi skal alle forvandles, v52 i ét nu, på et ¢jeblik,
ved den sidste basun; for basunen skal lyde, og de d¢de skal
opstå som uforgængelige, og vi skal forvandles. v53 For
dette forgængelige skal iklædes uforgængelighed, og dette
d¢delige skal iklædes ud¢delighed. v54 Og når dette
forgængelige har iklædt sig uforgængelighed.
	Paulus sammenligner den forvandling som sker i
naturen med den forvandling som sker ved opstandelsen fra
døden. Frøset ligner jo ikke den færdige plante. Det er
forunderligt, at der af et lille uanseligt frø kan vokse en stor
plante eller en smuk blomst. Det viser, hvor underfuld og
herlig Guds skabermagt er. Et legeme kan blive til et helt
andet. Sådan som det sker ved opstandelsen til livet hos
Gud i himlen.
	Det samme under sker, når vi oprejses fra de døde.
Så højt vurderer Paulus det jordiske liv, de forvandlinger,
som sker her, sammenligner han med himmelsk liv. Den
himmelske herlighed kan vi allerede ser her i frøet, som
spirer. Gud har lagt en godhed ned i selve livet, som skal
fremkalde undren i os, og som skal kalde os ud af vores
håbløshed og modløshed og fremkalder tak i os, så vi beder
til Gud: Himmelske far, du som er giveren af alle gode
gaver, vi takker dig, fordi du har velsignet vores arbejde og
givet sol og regn over vore marker. Vi beder idg: giv os
altid at nyde vort daglige brød med taknemmelighed og
under alle forhold at store på dig. Bevar os for overmod, når
tiderne er gode, og fra mismod under trange kår. Hjælp os
at bruge dine gaver rigtigt, os selv og vor næste til gode og
gavn og dig til ære. Amen.