1. 10 - Alt, hvad som fuglevinger
2. 401 - O, lad din ånd
3. (2 dåb) - 488 v. 1,2 & 7
4. 371 - Søndag er vor Herres dag
------
5. 46 - Du, Herre Krist
6. 528 - Herrens røst, som aldrig
7. 54 - Lov og tak og evig ære

Kvindeteologi. Det var sådan noget, vi andre - og vi andre er
naturligvis mænd - dér i 70erne og begyndelsen af 80erne
gjorde os morsomme på bekostning af.
Kvindeteologi var oprørsteologi og en stor provokation mod
alle mænd, som siden kirkens spæde dage havde taget sig
selv og egne uforbeholdne sikre teologiske meninger
gravalvorligt.
Kvinder ser anderledes på den sag. Teologien altså. Det kom
nu ikke bag på nogen, - kvinder ser jo anderledes på så meget
-, men de skulle bestemt ikke tro, at de så rigtigt!
60ernes oprør mod det borgerlige familiemønster, hvor mor
lavede maden, vaskede tøjet, fødte og fodrede børnene, mens
manden gik på arbejde, kom hjem, læste avis og var klog og i
øvrigt familiens overhoved, det oprør rykkede ind i teologiens
verden. Og det var nok gavnligt, i hvert fald fornøjeligt.
Med stor iver kastede kvindeteologer sig over enhver
beretning i Det gamle og Det nye Testamente, som havde blot
en anelse parfumeduft, emmede lidt af kvindelighed eller
endnu værre: Kvindeundertrykkelse. Hovedbeskæftigelsen var
ikke så meget evangeliet i sig selv som evangelisternes
kvindesyn, og det kvindesyn gav sommetider anledning til
problemer.
Og vi har endda ikke nævnt Paulus!
Beretningen om Martha og Maria var til stor irritation.
Irritationsmomentet lå primært deri, at Jesus blandede sig i en
åbenlys søskendekonflikt. Sådan gør en mand ikke ustraffet.
Kvinder er mennesker og voksne nok til at klare egne interne
affærer uden mandlig overlegen forståelse. Hans indgriben
var rystende.
Nu fører Lukas, som fortæller beretningen her, i det hele taget
en katastrofal kønspolitik. Johannes, som er meget mere
kvindevenlig og ser anderledes på husligt arbejde - (han
skildrer jo blandt andet, hvordan Jesus vasker disciplenes
fødder) - han fortæller ikke historien, men hvis han havde gjort
det, ville han sikkert have ladet Jesus sige: "Så Martha, sæt
du dig nu hen til de andre, så ordner vi maden. Kom Peter og
Judas. I skræller kartoflerne, mens jeg ordner kødet."
Kvindebevægelse og bløde mænd hører et eller andet sted
sammen.
Bortset fra al den selvsikre og nogen vil forhåbentlig sige
malplacerede mandlige ironi, man nu kan mønstre, så er
historien vitterligt irriterende til det grænseløse. Ikke kun for
kvinder. Det mest irriterende er, at vi ikke får at vide, hvad det
ene fornødne er. Nok har Maria valgt den gode del, men
derfor behøver det jo ikke at være det ene fornødne.
Fra Marthas side er der nok at irriteres over.
Her tager man pænt imod en gæst, gør, hvad man kan, for at
han skal føle sig velkommen, viser ham den bedste stol,
sørger for at han til en begyndelse får noget at læske ganen
med, og hvad gør hun, søsteren? Sidder bare dér!
Hun har valgt den gode del, det vil Martha, som slider i
køkkenet, sikkert holde med Jesus i.
Man kan sige, at det er godt, Maria ikke er mand, for så kunne
beretningen virkelig bruges til noget. Mange gifte kvinder
kender til mænd, der opfører sig som Maria. Men mænd
kender også til kvinder, der opfører sig som Martha. De fleste
husker Raquel Rastenni og Heksedansen, - den travle
husmor, der skal nå det hele, men hun får følgende ironiske
versemål med som en gentagen påmindelse:
For tiden er så kort, og det ku' hænde,
hun kom for sent, for sent til livets ende.
Det er dog ikke kun kvinder, der opfører sig, som om de er
bange for at komme for sent til livets ende. Holberg spidder
den fortravlede i skuespillet Den Stundesløse. Ham, der har
så forskrækkelig travlt, aldrig har fredelige stunder, som altid
bliver plaget med både det ene og det andet. I hvert fald har
han travlt med, at andre skal synes, at han har travlt, og ikke
mindst skal de synes, at det, han har travlt med, er det
allermest vigtige i hele verden.
Martha er en fortravlet type, der ikke kan lade være med at
bruge opofrelsen som magtmiddel. Sit overlegne
aktivitetsniveau, synes hun, er et passende instrument at slå
Maria og de øvrige gæster i hovedet med.
Vi har to typer. Den myreflittige, overophedede aktive på den
ene side og den afslappede på den anden side. Der findes
kvinder og mænd af begge slags. Dog står det typiske
skænderi mellem kvinde og mand: Hvad er vigtigst? Er det
vigtigst at vaske tøj og rydde op, eller er det vigtigst at få læst
den bog, som skal læses, eller avisen eller blot set fjernsyn?
Sommetider bliver de ligefrem skilt efter den slags
skænderier. Det kan mænd sjældent forstå. Men hvis
mændene vil have denne historie til at være et indlæg i
debatten, et Guds ord med på vejen, som forsvarer den
hyggelige sludder frem for husgerningen, så tager vi fejl.
Desværre. Vi må finde på noget andet. Hverken mænd,
kvinder, kvindeteologer, de dovne, fromme, arbejdsomme eller
andre kan finde argumenter for sin sag i beretningen her. Der
er noget andet på spil.
Nu er evangeliet ikke altid at finde i beretningen selv, men
snarere i den sammenhæng, den indgår. Vi kommer lige fra
lignelsen om den barmhjertige samaritaner. En
diskussionslysten teologisk lovkyndig spørger efter det største
bud i loven og får at vide, at det er budet om at elske Herren
sin Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv. Det er jo
ikke så svært at forstå, - men han var ordkløver, teoretiker, for
hvem teologien skulle være helt på plads. Han ville gøre sig
til, eller - sådan står der - "retfærdiggøre sig" og spørger efter,
hvem der er hans næste. Jesus fortæller så lignelsen om den
barmhjertige samaritaner, og han, som ville retfærdiggøre sig,
får at vide, at han skal gå hen og gøre som den barmhjertige.
Hjælpe den nødstedte. Altså: Nu skal der bestilles noget, øves
barmhjertighedsgerninger!
Den lovkyndige ville ellers hellere - i bedste Maria-stil -
diskutere livets store spørgsmål. Men nu var der pludselig
noget ganske andet, der blev det ene fornødne for ham. Det
havde han ikke regnet med.
Derefter fortæller Lukas historien om Martha og Maria. Martha
får lov at beholde sin travlhed, så længe hun lader Maria i
fred, men da hun på Marias bekostning gør sig til af sin egen
husgerning, vil have Jesu anerkendelse og ovenikøbet have
ham til at sætte Maria til det samme som hende, så får hun at
høre, at for hende er der kun ét fornødent.
Begge historier fortæller altså om en retfærdig, der får kastet
sin retfærdighed i hovedet. I samme øjeblik den lovkyndige og
Martha gjorde sig til af det, de nu fandt væsentligt, så blev de
stoppet.
Altså: det er fornødent, at maden kommer på bordet, at der
bliver vasket op og gjort rent.
Det er også fornødent, at du har øjnene åbne, så du i din
dagligdag kan se, hvor der er brug for din hjælp og ikke bare
går forbi, dér hvor barmhjertighed er nødvendig.
Det er såmænd også fornødent, at du går til gudstjeneste
søndag formiddag.
Vi kan nævne mange andre fornødenheder.
Jesus hævder, at der kun er ét, som er fornødent.
Nu står der ikke, hvad det er, men skal vi gætte, kan vi
passende gætte på, at det ene fornødne består i det enkle at
høre ordet fra den Gud, som ikke spørger til dine
fornødenheder, dine gerninger, din tro, din fromhed eller
snakkelyst, men fortæller dig, at netop du er hans barn.
Overfor ham skal du ikke gøre dig til af hverken din
gudstjeneste eller din dagligdags gerninger.
Det Guds ord begrænser dog ikke alvoren ved nogen af
delene, - hverken ved den ugentlige times gudstjeneste i fred
og ro, ejheller begrænser det alvoren ved det ansvar, som er
dit daglige liv.
Det holder tværtimod begge dele og dig fast på rette plads.
Amen.