"- I begyndelsen var Ordet. Og det ene ord blev til mange ord. Og de mange ord blev til en masse snak."
Sådan lyder en ubehagelig karikatur af, hvordan vi har forvaltet Ordet om Guds Søn, der blev menneske. Karikaturen er ubehagelig, fordi den er - uvenlig. Og - den er ubehagelig, fordi der er en vis portion sandhed i den. Guds Ord, som blev kød - det var Gud selv, der kom til verden som et menneske.
Guds Ord forlader aldrig hans mund. For han er selv i sit Ord. Han kommer selv med, hvor hans Ord lyder. Og derfor har hans Ord en mægtig kraft. Det virker - til liv - til lys. Fordi det ikke er "bare ord". Men Guds Ord!
Sådan er det Ord, kirken fik betroet.
Det med de mange ord - det var nogle, vi selv fandt på. For vi kunne ikke nøjes med at bøje os for den Gud, der kom os i møde. Vi måtte også - fordi vi er mennesker - stræbe efter at forstå! Og det skulle der ord til. Mange ord.
Vi brugte de mange ord til at forstå med. At forklare med. At "forklare" betyder egentlig: at "belyse". Men når vi vil forklare noget, kommer vi meget tit til at gøre noget andet end belyse. Vi ender tit med at definere det, som vi ville forklare. At definere betyder direkte oversat at afgrænse. Altså: i stedet for at belyse det, som var spændende, afgrænser vi det.
Men hvad nu hvis det er noget grænseløst, vi vil forklare???? Jeg så engang en film - med Woody Allen - hvor den kvindelige hovedperson spørger haam: "Elsker du mig?" - Woody Allen ser forvildet ud og svarer: "Definér elske!"
Det vil hun selvfølgelig ikke. Og i filmen er det klart, at når han tyr til at ville have definition på kærligheden, er det netop, fordi han ikke kan holde til, at kærligheden af natur af grænseløs. Det han ikke kan definere - det han ikke kan overskue grænserne for - det kan han ikke have med at gøre. Den stakkel!
Definér kærlighed! - Det er ligeså umuligt som at definere Gud. At definere evangeliet.
Men hvor har mennesker dog brugt megen energi på netop at definere Gud og hans evangelium!
Det blev til, at vi fik defineret - afgrænset - en masse. Sat en masse grænser. Ikke for Gud, selvfølgelig, for det kan vi ikke. Men for vores egen forståelse af Gud!
Det harvi brugt alt, alt for mange af vore ord til i den kristne kirkes historie.
Vi brugte også de mange ord til at sætte skel mellem hinanden med. Det kunne vi nemlig. Her kunne vi de-finere. Vi begyndte at prøve hinanden af på de mange ord, - brugte ordene til at sortere, hvem der var inde i varmen, og hvem der var ude i kulden. Vi fandt, at ordene var mægtig gode til at sætte grænser. Det gjaldt om at bruge de rigtige ord. Om Ordet.
Når kristne mennesker i Guds navn begynder at sortere hinanden efter, hvilke ord vi bruger, så har vi gjort vore egne mange ord til det vigtigste - i stedet for Guds ene Ord. Det Ord, som er ham selv. Og så er vore egne mange og kloge ord blevet til tom snak. For så afspejler de ikke længere Guds Ord.
Det er farligt på to måder: For det første er det selvfølgelig rædselsfuldt og helt forkert, hvis vi bruger vor kristne tro som et redskab til at sortere andre mennesker - efter hvad de tror på. Den opgave har vi overhovedet ikke fået betroet af nogen.
For det andet kan vore egne ord blive så betydningsfulde for os selv, at vi ikke længere kan høre Guds Ord, når det møder os. Da Guds Ord blev kød, var der nogle, der tog imod det, andre der ikke tog imod det. Blandt dem der ikke tog imod Ordet, var de fleste af de kloge og vise, dem der "vidste alt" om Gud. Dem, der havde mange, mange ord at sige om Gud. - Så mange, at de ikke kunne høre Guds eget, ene Ord. De vidste så meget om Gud, at de slet ikke havde brug for at lytte og spejde. De havde de-finitioner på alting! - I virkeligheden var det sig selv, de på den måde havde af-grænset.
Men hyrderne - og fiskerne og tolderne - og de andre, som ikke syntes, de vidste alt om Gud, - de kunne se og høre, at her var der noget, som var meget meget større end de selv. Og som de ikke kunne leve foruden. Fordi de ikke bildte sig ind at kende Gud, var de åbne for det uventede. Det helt, helt anderledes. Måske kunne de ikke sige mange ord om, hvem Gud var. Men de kunne bøje sig for ham, når de så ham. -
Efter næsten 2.000 år med kristendommen tror jeg, vi somme tider ved alt for meget om Gud. Vi ved så meget om Gud, at vi føler os i stand til at dømme om, hvem der er sande kristne, og hvem der ikke er det. Vi ved så meget om Gud, at han næsten ikke kan overraske os mere. Sådan havde jødernes skriftkloge det også, da Jesus kom til dem. De lod sig ikke overraske. Og derfor måtte de nøjes med deres egne mange ord - overfor Guds Ord tog de åndeligt høreværn på.
- Ja, vi er nu engang dem, vi er. Og vi er danskere, vi er protestanter, nærmere betegnet lutheranere. Det er os, og det fortæller noget om den måde, vi tænker om Gud på. Det er, som det skal være. Vi skal bare ikke bilde os ind, at vi dermed er nærmere Gud - eller at vore ord om Gud ligner Guds Ord mere - end tilfældet er med de mennesker, der er vokset op andre steder, og som tænker anderledes tanker om Gud, bruger andre ord. -
For 2.000 år siden kom Gud til mennesker på en måde og fra et sted, som ingen havde forestillet sig. "Kan noget godt være fra Nazareth?" blev der spurgt både i direkte og i overført betydning. Nu - lever vi i en tid med mange brydninger. Der tænkes nyt, og der tænkes dristigt. Ikke alt nyt er godt. Men heller ikke alt nyt er skidt. Der er behov for nye og dristige tanker. Om at være menneske. Og Gud. Om naturen.
Om sjælen og om kroppen og om livet tænkes der i vore dage tanker, som er mærkelige og nye for os.
Det er let at afvise det hele. Afvise alt det, der ikke passer med de ord, vi plejer at bruge. Det er nok, hvad jeg selv af natur er mest tilbøjelig til. For jeg synes tit, jeg ved så meget, og jeg har mine faste meninger om Gud og mennesker og om livet og om videnskaben - og en masse andet. Men Guds Ord kommer til os for at oplyse ethvert menneske. Så nytter det ikke, at vi lukker skodderne til og trækker gardinerne tæt for. Så må vi møde livet med åbne vinduer, åbne øjne og åbne sind. Lytte til mennesker, der siger mærkelige ord. Lytte efter, om Gud måske har et Ord med i noget af det, vi ikke har hørt før.
Så lærer vi nyt. Vi bliver klogere - det bliver man kun, hvis man har et spørgende sind. Vi oplever spændende sider af andre mennesker - det gør man, når man tager dem alvorligt, selv om de siger noget sært. Og vi er i stand til at høre Gud, når han taler til os. Det kan vi kun, hvis vi anerkender, at ikke alt allerede er sagt, og ikke alt allerede er forstået.
Guds Ord er liv og lys. Det lever og det oplyser. Derfor bliver vi aldrig færdige med det. Men må blive ved med at gå gennem livet - og sidde i kirken - med åbne øjne og øren. Jan Grønborg