16. s. e. trinitatis, 1. tekstrække
Job 19,23-27a; Ef. 3,13-21; Lukas 7,11-17.
Salmer 700 - 858v1-4+5-6 - 130 / 819 - 279v6 - 189 
__________________________

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Dette hellige evangelium står skrevet hos evangelisten
Lukas.............

Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en
stor skare gik sammen med ham. Men da han nærmede sig byporten, se, da
blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke;
og en stor skare fra byen fulgte med hende. Da Herren så hende, ynkedes
han over hende og sagde: Græd ikke. Og han gik hen og rørte ved båren.
Bærerne stod stille, og han sagde: Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig
op! Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til
hans mor. Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: En stor
profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk. Og det ord
nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen.
Amen.

Når et barn er blevet født, så klippes navlestrengen over,- sådan helt
bogstaveligt. Men det er nu somom den stadig er der, hele livet ud.
Somom man hele livet igennem er forbundet så tæt som ved en navlestreng.

Og med denne tætte samhørighed følger både glæder og sorger. Glæde ved
alt det, der er at glæde sig over. Men altså også sorger. 

For forældrene kan dårligt undgå at lade det falde tilbage på dem selv,
hvis børnene bliver narkomaner, drankere, forbrydere eller bare iskolde
egoister.

Og de kan blive syge, børnene, kørt over, begå selvmord, og meget andet
kan føjes til, som kan føre sorgerne med sig.
_________________

I en af  Isabel Allendes bøger, bogen Paula, der rummes på en meget
intens måde begge sider af det tætte forhold mellem mennesker, her
mellem mor og barn. 

Både glæderne og sorgerne, ja, alt det, som samhørigheden fører med sig.

Bogen har Isabel Allende skrevet i de mange og lange dage, hvor hun sad
ved sin bevidstløse datter Paulas seng, mens Paula langsomt gled ind i
døden. 

Og langsomt, det var det virkelig, det varede næsten et år fra hun blev
syg og kom i koma og til hun døde.

Så Isabel Allende havde god tid til at tænke tingene igennem, også meget
af det, som vi andre tager for selvfølgeligheder, uden at spekulere så
meget over det. 

Eller det, der kommer så pludseligt og chokerende, at vi ikke formår at
tænke det igennem og sætte ord på.
________________

Fortællingen kører i to spor. Det ene spor i fortællingen er de
historier, som Isabel Allende skriver til datteren i håb om at hun en
dag bliver rask nok til at læse dem - historier om familien og om dens
liv gennem generationer.

Det andet er Isabel Allendes tanker i anledning af datterens sygdom:
Erindringer om deres fælles historie og hvad ville hun ønske havde været
anderledes i det liv, de havde sammen. 

Er der en mening med det hele, spørger hun sig selv, og er der noget
bagefter? Reaktionen på tragedien beskrives, og optimismen, der svinder
under datterens langsomme afsked med livet.

Det er en roman, som er meget gribende - og hen imod slutningen af bogen
- og mod slutningen af Paulas liv - skriver Isabel Allende således:

Kan jeg leve i dit sted? Bære dig i min krop, så du kan få de
halvtreds-tres års tilværelse, som blev taget fra dig. Jeg taler ikke om
at mindes dig, men om at leve dit liv, være dig.........

Men hvor gerne hun end vil give sit liv i stedet for sin datters, så
datterens alt for korte liv kunne få lov til at fortsætte, i stedet for
at slutte så meningsløst,

- hvor gerne hun end vil det, så kan det jo ikke lade sig gøre ...det
ved hun godt.

Og Isabel Allende fortsætter: 

Jeg har lyst til at skrige, til jeg ikke har mere luft, flå mit tøj
istykker, rive håret af i håndfulde, dække mig med aske for at leve min
sorg helt ud, 

men i et halvt århundrede nu har jeg fulgt reglerne for god opførsel,
jeg er ekspert i at fornægte min harme og udholde min smerte, jeg har
ikke stemme til at skrige.
_______________________

Når jeg er kommet til at tænke på denne bog af Isabel Allende netop til
idag, så er det selvfølgelig på grund af ligheden med evangeliet på det
punkt, at der også her er tale om en mor, der mister sit barn.

Men jeg tror ikke, at man selv skal have mistet et barn for at kunne
forstå, hvad der er på færde her.

For - fortvivlelsen hos den der mister et menneske, som de holder af,
den fortvivlelse som Isabel Allende beskriver så præcist, den
fortvivlelse hører med til at være et menneske. 

For så tæt knytter vi os til hinanden, at det er somom der er en
navlestreng imellem os. Forældre og børn - men også ægtefæller imellem
og i mange andre af livets relationer.  

Alle mennesker oplever da, på et eller andet tidspunkt i deres liv, at
miste et menneske som de holder af. Forældre, en nær ven, en ægtefælle -
og nogle endda et barn.

Og alle der har mistet kender til den følelse, der følger i dødens
kølvand. Følelsen af at tiden er sat i stå og verden er i
undtagelsestilstand.

Jeg har lyst til at skrige, til jeg ikke har mere luft, flå mit tøj
istykker, rive håret af i håndfulde, dække mig med aske for at leve min
sorg helt ud 

- som Isabel Allende beskriver fortvivlelsen.

Man begriber ikke hvordan man nogensinde skal kunne flytte sig ud af
stedet. Benene er blytunge. Verden udenfor virker larmende og
påtrængende. 

Og døden føles som chok, tab og savn. Ja, hvis vi skal bruge et enkelt
ord om døden - så må det være meningsløs, uden mening. 

For ligesom fortvivlelsen hører med til at være menneske, så hører også
spørgsmålet om mening med til at være menneske. Spørgsmålet om mening,
også og måske især når vi står over for døden. Og da kan den være svær
at få øje på.

Det er simpelthen uforståeligt, at mennesket, som er skabt til at leve,
og som har længslen i sig efter det evige,- at det skal opleve
undergangen, tilintetgørelsen.
____________________

Da er det så, at vi i evangeliet til idag hører om enkens søn fra Nain.
Og hele tiden kan vi se vore egne tab for os, for vores indre blik.

Hvis vi går ind i fortællingens univers, så kunne den måske få os til at
tænke: Hvor må det have været en utrolig stærk oplevelse for de
mennesker, som så det ske.

Og i næste øjeblik tænker vi: Gid det var sket for os. For det var jo
netop det vi ønskede: at den døde ville lukke øjnene op igen, se på os
og tale til os.

Ja, jeg ved selvfølgelig godt, at døden også kan komme som en
udfrielse,- så vi er taknemmelig for den. 

Men fortvivlelsen ved selve det at miste vil vi under alle
omstændigheder gerne udenom. For den river vores liv istykker. 
_______________

Spørgsmålet for os i dag - sat overfor beretningen om enkens søn i Nain
- det spørgsmål er måske i virkeligheden om vi formår at gå ind i
fortællingens univers,- eller hvordan vi overhovedet skal rumme en sådan
historie. 

Det er somom vi ikke ved, hvad vi skal stille op med den. For den taler
vore egne erfaringer midt imod. Den modsiger alt det, som vi har set og
oplevet.

For når man selv mister, så ønsker man bare af hele sit hjerte at få den
døde tilbage igen. Det er i virkeligheden det, som det drejer sig om.
Men det kan jo ikke lade sig gøre.

Og der er sammenstødet mellem det, der her berettes, og så vores
virkelighedsopfattelse, - det sammenstød er simpelthen for voldsomt.
_______________________

Men alligevel er historien om enkens søn i Nain blevet fortalt gennem
generationer og gennem århundreder. Og det vil den blive ved med - at
blive fortalt.

Og hvor vi kan have en tendens til at se den som en fortælling, der
handler om døden, så er det faktisk en historie, der er blevet husket og
fortalt, fordi den flyder over med liv og glæde, håb og mening.

Det evangelium, det glædelige budskab,- ja, i det hele taget alle de
fortællinger og historier, som vi hører her i kirken,- de rækker nemlig
langt ud over hvad vi kan sige os selv og langt ud over hvad vores
erfaringer kan fortælle eller lære os.

For når vi her, midt imellem påske og påske, som man kan sige det,- når
vi her skal høre om en død dreng i Nain, så er det for at fastholde
påskens tro på, at Gud har det ord i sin mund, der kan vække et dødt
menneske til live hos ham.

Og det er det, der er håbet, når man sidder omkring en kiste med det
menneske i, som man håbede på ikke at miste. 

At den døde nu er hos Gud, at han gemmer det menneske i sin favn, det er
det eneste, der kan gøre sorgen lettere at bære. At Gud har det ord i
sin mund, der kan vække et dødt menneske til live hos ham.

Det taler imod al erfaring - ja - det ved vi men det er alligevel vores
håb og tro at det er sådan.
 
I evangeliet,- i de fortællinger som vi hører her i kirken søndag efter
søndag,- der bliver vi holdt fast på sorgen såvel som på glæden. Glæden,
den skal vi nok tage af os selv, og gøre det, - netop med glæde.

Men sorgen må vi også tage, for den er glædens sikre følgesvend. De
hænger uløseligt sammen.

Sorgen kan vi også tage. Sorgen når et fællesskab brydes. Selvom det er
svært at tage ordentligt afsked. Selvom det er svært at give slip på
den, man holder af. 

For midt i sorgen over det menneskelige fællesskab, der rinder ud,-
sorgen over et menneskeligt fællesskab, der bliver brudt,- da er Jesus
et håb. Et håb om at dødens magt er brudt. Påskens håb.

Det håb skal vi holde fast i idag - også her på en efterårsdag i
september - midt mellem påske og påske. Derfor har vi hørt fortællingen
om enkens søn i Nain.

Amen