16. søndag efter trinitatis

Epistellæsning: 1. Kor. 15,21-28

Evangelium : Johs. 11,19-45

Salmer : 368, 203 - 279, 430 og 372.

Prædiken

"Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig,

skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og

tror på mig, skal aldrig i evighed dø".

Med disse ord åbenbarer Jesus, hvem han er, og hvad

dette indebærer, ikke blot for Martha og hendes bror,

Lazarus, men for ethvert menneske - også for os, alle

vi, der lever, men dog en dag skal dø.

Da han har sagt dette, spørger han Martha, om hun tror

ham på hans ord?

Og hvad nu end Martha selv troede på, så er hendes

svar ikke blot hendes eget, men den kristne kirkes

bekendelse: 

"Du er Kristus, Guds Søn, han som kommer til

verden".

Spørgsmålet til os, der i dag hører beretningen om

Lazarus´ opvækkelse, er da, om vi forstår, hvad denne

bekendelse betyder for vort liv i dag? Om vi forstår, at

det ikke er begivenheden i sig selv, denne opvækkelse

af et dødt menneske, men at det er troen på den, der er

Herre over liv og død, som er det, vi må forholde os til,

fordi det i sidste ende er det eneste, der bærer den dag,

vi selv skal dø?

Johannesevangeliets beretning om Lazarus´

opvækkelse indeholder alle de elementer, som er

grundlaget for den kristne bekendelse på "kødets

opstandelse og evigt liv".

For det første gør beretningen det nemlig klart, at når

vi taler om opstandelsen, så taler vi om noget, der

ligger helt udenfor det menneskelige erfaringsområde. 

Dette understreges bl.a. ved Marthas bekendelse af, at

hendes brors opstandelse ikke sker i tiden, med først

på "den yderste dag" dvs. når al tid er løbet ud.

Hvad der ligger i tiden eller indenfor tidens løb, det

kender vi, men den virkelighed, der råder efter den

yderste eller sidste dag, den kender kun Gud. 

For det andet er der heller ikke tale om, at vi kan

opstille analogier eller ligheder mellem det, vi kender i

vor verden, og til det opstandelsens evige liv, som

kommer engang.

Der er f.eks. ikke tale om en den sammenhæng eller

lovmæssighed, som vi kender fra naturen gang og årets

vekslen.

Naturen, ved vi, lever i den gentagne vekslen mellem

liv og død; forårets liv og spiring følger

naturnødvendigt af efterårets hendøen og vinterens

dvale. 

I denne gentagne vekslen mellem liv, død og nyt liv

kan mystikeren og digteren vel finde mange billeder og

symboler, hvormed han kan tale om livets og dødens

indbyrdes forbundethed, men en sådan betragtning af

naturens gang fører ikke til det, som er indholdet af

den kristne opstandelsestro.

Den død, som efterår og vinter kan være billede på, er

jo ikke den absolutte død - det er ikke vores personlige

og individuelle udslettelse, vi ser afspejlet i årstidernes

vekslen.

Det er naturens gang, ja, og vel er vi en del af naturen,

jo, men for os som mennesker er døden alt andet end

en naturlig ting. Vi kommer ikke igen næste forår - det

gør kun blomsterne og markens afgrøder!

Det betyder for det tredje, at døden i krisendommens

univers fastholdes som livets absolutte grænse. 

Døden er livets definitive afslutning - det er den for

alle - ingen er undtaget. Også Lazarus endte med at dø

sin død.

Det er således meget betegnende, at beretningen til i

dag ikke kaldes Lazarus´ opstandelse, men hans

opvækkelse.

Opvækkelse og opstandelse er nemlig ikke det samme.

Hvad karakter hans død end har haft, så var det liv han

blev opvakt til ikke opstandelsens evige liv. 

For som alle andre mennesker måtte Lazarus en dag

død døden. Den opvækkelse, vi hører om i dag, førte

ikke til evigt liv, men kun til udskudt død.

På den baggrund vover jeg at sammenfatte det

hidtidige i påstanden om, at den kristne

opstandelsestro i grunden slet ikke handler om det liv

og den død, vi mennesker kender som vort

grundvilkår.

Kristen opstandelsestro er ikke udtryk for en mere eller

mindre velunderbygget teoridannelse om, hvad der

kunne tænkes at overgå os efter vores død. 

Det er ikke et mystisk forhold, heller ikke en sag eller

en gåde, som står i centrum for den kristne bekendelse

af opstandelsen.

Eller mere tilspidset sagt:

Opstandelsestro handler slet ikke om vores liv og død -

opstandelsestro er først og fremmest kristustro dvs. tro

og tillid til Jesus Kristus, som er den eneste, der er

opstanden!

For overfor Marthas halvt opgivende - og måske oven i

købet bebrejdende udsagn - om, at Jesus, hvis bare han

var kommet i tide, nok skulle have reddet, svarer

Jesus;

"JEG ER opstandelsen og livet".

Ikke: "JEG HAR magten over døden" eller "Jeg kan

ændre det uundgåelige", men det myndige "Jeg ER

opstandelsen og livet".

I disse ord ligger, at hverken gåden om livet selv eller

overvindelsen af dødens grænse finder sin løsning i et

objektivt sagsforhold eller en naturbestemt

lovmæssighed.

Nej, livet og opstandelsen fra livets grænse, døden,

findes i forholdet til en person, nemlig Jesus som

Kristus, der som kommer til verden - og det skal

underforstås; fra Gud!

Den, der tror og har tillid til dette, den er det, der "skal

leve, om han end dør" - og dette liv, det evige liv

kommer af troen på den, der er livet selv.

Og her har troen selvfølgelig en væsentlig grund til

tvivl.

Dødens virkelighed bliver jo - som et objektivt

sagsforhold - ved med at bestå.

Alle skal vi stadig dø, men troen på, at Jesus som

Kristus allerede har overvundet døden, og selv både er

og skænker evigt liv, denne tro bør ikke anfægtes af

vor biologiske død. 

For troen retter sig ikke mod livet og døden i sig selv,

men alene mod den, som er opstanden.

I ham og troen på ham alene - findes det liv, som er

magtfuldt og virksomt her og nu - også selvom vi skal

dø.

Opstandelsens evige liv starter med troen allerede i

dette vort nuværende liv, når vi mødet med Jesus som

Kristus klynger os til hans død og opstandelse.

Eller sagt på en anden måde, den måde som Paulus

sige det:

I troen og tilliden til Jesus som den, der kommer fra

Gud, tror vi at vi allerede er opstandne med ham til et

liv, der ikke og ikke rokkes af det faktum, at vores død

er uomgængelig!

Hvis alt dette lyder underligt og måske oven i købet

selvmodsigende, så kan det kun skyldes at vi har glemt

eller aldrig helt forstået, hvad kristendommen dybest

set bygger på. 

Vor tro og tillid til Jesus begynder jo ikke med en eller

anden hemmelig indsigt i livets eller døden mysterium

eller på den kristne troslæres ofte mangelfulde udsagn

og livet og døden. 

Vor kristentro og kristenliv tager derimod sit

udgangspunkt i den dåb, hvor vi hver især føjes ind i

Kristus og hans opstandelsesliv - ligesom grene, der

podes ind på et træ, og derefter næres af dens saft og

kraft.

Det er således ikke tilfældigt, at den indledende

lovprisning ved dåben også er det første, der siges

inden jordpåkastelsen ved en begravelse eller

bisættelse i kirken.:

"Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Far, som i sin

store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb

ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde".

Her siges det med de allertydeligste - men ikke mindre

gådefulde og uforståelige ord - at troen på vor

opstandelse netop udspringer af troen og tilliden til

hans opstandelse. 

Opstandelsestro er ene og alene Kristustro - troen på

Jesus som den Guds Søn, der allerede er kommet til

verden for at skænke os evigt liv. 

Den evige Guds Søn er kommet til denne vor dødens

verden for at give os, der skal dø, nyt og evigt liv.

Han kom gennem døden, og der møder han os - i vores

død er han ved vor side.

Det er denne tro og ingen anden, som skal bære vort

liv, og som til den tid vil holde os fast i dødens mørke,

den dag vi sænkes ned i jordens dyb.

Ud af denne tro på ham skal vi leve - ikke med vished,

men i tro, i håb og i kærlighed.

Og ud af denne tro giver han os det løfte, at vi med

ham skal se et glimt af Guds herlighed allerede i dette

dødsmærkede liv.

Da Lazarus trådte ud af sin grav, blev Guds magt og

herlighed åbenbaret - om end blot i et glimt, men dog

så meget, at troen næres og vokse deraf.

For selvom Lazarus atter måtte dø en dag, blev hans

opvækkelse et forudgrebet tegn på den opstandelse,

som blev Jesus til del, da han døde døden - også vor

død.

Og det er netop et sådant glimt af Guds herlighed,

Grundtvig skriver om, når han i salmen "O,

Kristelighed" i det 4. vers taler om troen som det evige

livs begyndelse og fuldendelse:

"O vidunder-tro!

du slår over dybet din gyngende bro,

som isgangen trodse i brusende strand,

fra dødningehjem til de levende land".

Martha og Lazarus fik den dag dog lov til at gå nogle

vaklende skridt ud på troens gyngende bro. Nok forlod

de ikke vort dødningehjem, og dog nåede de som i et

glimt at møde Ham i de Levende Land.

Som Lazarus og Martha i mødet med Jesus Kristus fik

skænket del i det evige liv, som end ikke døden magter

at få bugt med, sådan skænkes også vi livet i troen på

ham og hans opstandelse.

Vort liv med ham, som er opstandelsen og det evige

liv, begynder ikke først på den yderste dag - det

begynder allerede her og nu i troen på Ham, som er

opstået, og som kalder enhver af os til at følge ham.

For "Jeg er opstandelsen og livet", siger Jesus, "den,

der tro på mig, skal leve, om han end dør".

AMEN.