Tekst: Johs. 11,19-45 - Lazarus' opvækkelse

Salmer:
1. 700 - Se, nu stiger solen
2.  26 - Til himlene rækker
3. 697 v. 3-5 (3 dåb)
4. 263 - Kom, Gud Helligånd
------------
Solo: 885
5. 729 - Tunge, mørke natteskyer
6. 509 - Aftensukket, nattegråden
7. 511 - Er du modfalden
"Smerten er stærkere end trøsten."
Sådan skrev Cicero i sin store sorg over datteren Tullias
død. Der er ingen trøst, som kan fjerne den smerte og
den sorg, der står tilbage efter tabet af en elsket. Tabet
er uerstatteligt, og sorgen er et – vilkår.
Førhen talte man om at bære sorg. Man vidste, at sorg
er en uforskyldt tilstand ligesom glæden og kærligheden.
Man bliver angrebet af den, og den er ikke til at slippe af
med. Derfor måtte man bære sorgen. Altså leve med
den.
Rammes man af sorg, kommer man nemt til at føle, at
det på en måde – ja, at det er for meget.
Man murer sig jo inde, har besvær med at møde
mennesker, selvom man tidligere var et
selskabsmenneske.
Man har svært ved at more sig i modsætning til før, hvor
der var nem vej til latter.
Man har svært ved at se solen skinne og blomsterne
blomstre.
Og at have det sådan og opføre sig sådan, må bestemt,
synes man, være unormalt.
Ofte bekræftes man af sine omgivelser i, at der er noget
galt med én. Adskillige, der er ramt af sorg, har oplevet,
at folk, de ellers mente at kende godt, har undgået dem.
Nogle er gået over på det andet fortov, andre har blot set
væk, ladet være med at ringe eller skrive. For hvad skal
man dog sige til, eller hvordan skal man omgåes en
sørgende?
Hvor man i gamle dage talte om at bære sorg, så taler
man i vore dage om at behandle sorg. Som om sorg er
en fejl, en lidelse, noget, man både kan og skal
behandles for. Noget, man kan blive befriet for.
Forhåbentlig stiller de, der seriøst giver sig af med
sorgbehandling, ikke de sørgende i udsigt, at de med en
behandling eller to kan bliver deres sorg kvit. Men ordet
sorgbehandling lægger op til sådan en opfattelse.
Ganske vist kan tabet af et elsket menneske, et barn, en
ægtefælle eller en god ven føre til depressioner og
angsttilstande, som er unormale og urimelige. Derfor kan
det være nødvendigt med en form for faglig hjælp og
bistand. Men dermed jo slet ikke sagt, at sorg,
fortvivlelse og angst uden videre er unormale og
urimelige reaktioner på at have mistet.
Tværtimod. Der er masser af rimelig fortvivlelse, angst
og sorg. Sorg, som rigtignok er ødelæggende for
livsglæden, humøret og ens udfoldelse i hverdagen, men
som på ingen måde er unormal.
Sorg er jo den kærlighed, som man ikke kan slippe af
med.
Sorg er dette, ikke at kunne frigøre sig fra kærligheden til
et andet menneske, selvom dette menneske ikke er
mere.
For at forstå sorgen, må man altså forstå kærligheden.
Da Jesus stod foran Lazarus' grav, græd han, og folk
sagde: Se, hvor han elskede ham.
De sagde ikke: Se, hvor han er ked af det! eller: Hvor må
det gøre ondt på ham! Men de sagde: Se, hvor han
elskede!
Sorgen knyttede de uvilkårligt sammen med noget
positivt, med kærligheden.
Sorg er kærlighedens skyggeside. Er man i dag ramt af
kærligheden til et andet menneske, vil man blive fanget
af sorgen den dag, man mister det menneske.
I kærligheden er nemlig fællesskabet og glæden. I døden
derimod er ensomheden og sorgen. Døden river
fællesskabet itu og lader ensomheden stå tilbage. Sorg
og ensomhed hører sammen.
Nu er der forskel på at være alene og på at være ensom.
Mens man kan vælge at være alene, kan man ikke vælge
at være ensom. At være alene er et spørgsmål om, at
man ikke har ret mange mennesker omkring sig. Men
derfor behøver man jo ikke nødvendigvis at være ensom.
Ensomhed afhænger af, hvordan den enkelte oplever
sine livsbetingelser.
Paradoksalt nok kan et menneske være omgivet af
herlige og kærlige medmennesker, blive værdsat, feteret,
belønnet og være genstand for deres omsorg,
hengivenhed og opmærksomhed – og samtidig føle dyb
ensomhed.
Selv i det, vi kalder familiens skød med dets tryghed,
varme og uforstyrrethed, kan den enkelte føle sig
forfærdelig ensom. Og i det, der med en ejendommelig
vending kaldes for ægteskabets havn, kan ensomheden
gøre sig smerteligt gældende, hvis parterne taber
hinanden af syne, eller finder ud af, at de aldrig har fået
øje på hinanden.
At være ensom betyder at være ene og sammen. Altså
alene sammen med sig selv.
Og den alvorlige ensomhed kommer netop dér, hvor
døden har ladt mig alene tilbage. Nok husker jeg stadig i
min sorg det menneske, som ikke er mere, men jeg selv
er jo glemt. Og er man glemt, så er man ikke blot alene,
men tillige ensom.
"Ved graven er alt forbi," skrev Kierkegaard i en tale.
Ved graven er der nemlig ingen erindring. Jo, vi husker
afdøde, men afdøde husker ikke os. Vi er ikke længere
selv erindret. Der er ikke længere nogen, som tænker på
os. Jo, måske er der nok nogen, men ikke nogen, som
tænker og husker på os, sådan som afdøde gjorde det.
De to ting hører til det at miste: Sorg og ensomhed. Med
døden forvandles kærligheden til sorg. Fællesskabet til
ensomhed.
Og hvordan så leve? Hvordan være glad ved livet og
dagen, når alt er mørkt, mistet, tabt? Når smerten er
stærkere end trøsten?
Goethe skrev, at trøst er en absurditet, og han her ret.
Hvis trøst er en hjælp, som skal tage sorgen fra den
sørgende, så er trøst en absurditet.
Den kristne trøst véd dette. Den kristne trøst hjælper ikke
til at glemme. Tværtimod. Vi skal ikke glemme, for vi
hører stadig sammen med det menneske, vi mistede.
Nok er det dødt og borte, - men intetsteds er det
menneske, du mistede eller du selv så alene, at Gud
ikke er nær.
Stiger jeg op til himlen, er du dér,
lægger jeg mig i dødsriget, er du dér.
Låner jeg morgenrødens vinger
og slår mig ned, hvor havet ender,
så leder din hånd mig også dér,
din højre hånd holder mig fast.
Den kristne trøst er det gudsforhold, som aldrig giver
ensomheden ret.
Vær mig nær, thi uden dig
ensomhed mig truer;
skriver Jakob Knudsen.
Vær mig nær, thi uden dig
jeg for mørket gruer.
Du er ikke alene med din sorg, dit mørke eller med dig
selv. Det mørke, hvor alt er tabt, hvor kærligheden går til
grunde for evigt, hvor glæden mistes, og hvor vi for altid
skal være alene med os selv, det vi har gjort og forsømt,
- det mørke skal hverken være vores nutid eller fremtid.
Siger jeg: "Mørket skal dække mig,
lyset blive til nat omkring mig,"
så er mørket ikke mørke for dig,
natten er lys som dagen,
mørket er som lyset.
Det er det kristne håb. Et håb, som giver glæde midt i
sorgen, spreder lys midt i al vort gravmørke.
Og når natten i mit bryst
hjertet vil omlejre,
o, da skænk mig livsens trøst,
vind mig lysets sejre!
Livsens trøst.
Lysets sejr.
Opstandelsen og livet.
Det er vores bøn. Og vort håb. Et håb, som kalder os ud
til liv og fællesskab og glæde.
Amen.