En synder, det er en som lever forkert. En retfærdig, 
det er en, som tænker på Guds vilje og efter bedste 
evne prøver at leve livet som Guds har bestemt det og 
lagt det frem foran os.  En synder, det er en, som kun 
tænker på sig selv, på at få det bedste ud af livet. En 
retfærdig, det er en der lytter til Gud, fordi Gud har 
bedre forstand på, hvad et godt og rigtigt liv er. 
Tolderne var syndere, fordi de kun tænkte på selv at 
blive rige. De snød folk og de samarbejdede med 
jødernes fjender, romerne. Dem gav de penge.  Tolderne 
levede kun for at plage folk. De nedværdigede sig til 
at udplyndre selv de fattige og de nedværdigede sig til 
at udføre romernes ordre og indkassere så meget skat 
som muligt. 
     Hvordan stiller Gud sig til syndere og til 
retfærdige. Farisæerne var ikke i tvivl. Gud straffer 
syndere og Gud belønner de retfærdige. Gud straffer ved 
at give fattigdom og sygdom og ved til sidst at lade 
synderen gå fortabt i døden. Og Gud belønner ved at 
give rigdom og sundhed og til sidst frelse fra døden, 
et langt og godt liv på jorden og et evigt liv i 
himlen.  Det var farisæernes mening. Derfor kunne de 
ikke fordrage Jesus. 
     Jesus havde nemlig et helt andet syn på Gud. Jesus 
gik til synderne for at frelse dem. Jesus gik til dem, 
der var fortabt og var det med god grund og 
selvforskyldt, Jesus ville frelse dem fra den straf, 
som ventede dem.  Det mente farisæerne var uretfærdigt. 
Her gik de dag ud og dag ind og puklede for ikke at 
overtræde noget bud. Vi hører jo også i prædikestykket 
i dag, at de fastede når de skulle og de undrede sig 
over, at Jesu disciple ikke fastede.  Farisæerne gjorde 
alt hvad de skulle. De gjorde det for at blive 
retfærdige, så Gud ville belønne dem med frelsen. Og så 
kom Jesus og mente, at syndere kunne frelses. Det var 
at gøre farisæernes stræben og ihærdighed til intet. 
Hvis syndere, som slap let om ved alting og ikke havde 
lyttet til Guds ord eller handlet efter det, kunne 
frelses, så var der ingen retfærdighed til og ville det 
ikke bare medføre, at synderne tog endnu mere let på 
tilværelsen, hvis de fik at vide, at Gud ville frelse 
dem på trods af deres synd. 
     Synd og retfærdighed, belønning og straf. Det 
handler prædikestykket om.  Jesus taler om ung vin på 
gamle lædersække og at vinen kan sprænge sækkene.  Det 
er et citat for Jobs bog. Det er en lang bog i Gt og 
den drejer sig kun om synd og retfærdighed, belønning 
og straf. Job mente om sig selv, at han var retfærdig 
og havde opfyldt Guds bud og derfor var han meget 
utilfreds, da det gik dårligt i hans liv. Han fik 
modgang og han gik i rette med Gud og mente, at Gud var 
uretfærdig, når Gud lod vantro få et godt og rigt liv, 
mens Job måtte bære på mange lidelser. 
     Men til sidst i Jobs bog er der en af hans venner, 
som forsvarer Gud, og han begynder sin tale sådan: 
Ordene hober sig op i mig. Ånden i mit indre driver 
mig. Mit indre er som vin, der ikke er lukket for, som 
ung vin i sække, der er ved at sprænges. 
     De ord ligner nøjagtig Jesu ord om vinen, som 
sprænger sækkene. Jobs ven fortsætter sin tale sådan: 
"Jeg må tale, jeg må have luft, jeg vil åbne munden og 
tage til orde. Jeg vil ikke gøre forskel på folk, jeg 
vil ikke smigre noget menneske." 
     Det ligner nøjagtig Jesus. Han gjorde ikke forskel 
på folk. Selv hans modstandere kunne se det. De sagde 
engang til ham: Mester, vi ved, at du er sanddru og 
lærer sandt om Guds vej og ikke retter sig efter andre, 
for du gør ikke forskel på folk. Vi kan også se det i 
prædikestykket i dag. Jesus talte til syndere og var 
sammen med dem. Og Jesus talte med farisæerne og var 
sammen med dem. Til synderne gav Jesus gode ord: Guds 
rige er kommet til jer.  Og Jesus gav egentlig også 
farisæerne gode ord, i hvert fald sagde han ikke bare: 
Jeg vil ikke tale med jer. I er fortabt. 
     Ja, hvad betyder det at Jesus ikke 
gjorde forskel på folk.  Det betyder vel, at Jesus ikke 
behandlede de fine folk med overdreven respekt bare 
fordi de var fine, og Jesus behandlede ikke de fattige 
folk med foragt, bare fordi de var fattige. Jesus så 
gennem det ydre. Han så det lille menneske både bag den 
store rigdom og den store elendighed. Derfor havde han 
måske mere medlidenhed med de fattige, fordi de både 
åndeligt og verdsligt var fortabt. De sad fast i deres 
ulykke. De havde brug for frelseren. 
     Jesus gik ikke forbi taberne. Han gjorde ikke 
forskel på folk. Det viser, at han er frelseren.  Jeg 
så forleden en tv- udsendelse om direktører som var 
blevet afskediget.  Pludselig var de ingenting og deres 
tidligere venner ville ikke se dem igen.  Hvis de 
alligevel var til fest og sagde, når de blev spurgt, 
hvad deres arbejde var, at de var bistandsmodtager, så 
blev der dødsens stille omkring bordet og det var som 
om folk trak sig tilbage fra dem, som om de kunne 
smitte. Folk var jo bange for selv at miste deres job 
og de følte den fiasko, som andre havde, som om den 
kunne smitte. 
     Jesus var sammen med smittebærere og spiste med 
dem og gav dem selvrespekt. Jesus gav dem troen på 
livet og på Gud tilbage. Han sagde, at al deres fiasko 
intet var ved siden af Guds kærlighed og 
barmhjertighed.  Over for de rige viste Jesus, at 
rigdom og succes kun er hul lykke, som man ikke man 
leve på, bl.a. fordi man pludselig kan miste den. Guds 
kærlighed kan vi ikke miste. Den varer evigt. 
     Mærkelig nok kan vi læse videre om det i Jobs bog. 
Jobs ven siger: Hvis en engel går ved det fortabte 
menneskes side, en talsmand, én ud af tusind, som 
forkynder det ulykkelige menneske, hvad ret er, og som 
forbarmer sig over ham og siger til Gud: Fri ham fra at 
gå i graven, jeg har skaffet løsepenge.  Da bliver hans 
krop friskere end i ungdommen, han bliver som ung igen. 
     En talsmand, én ud af tusinde, det var Jesus. Han 
gik ved den ulykkeliges side og fortalte, hvad Guds ret 
er, og Jesus forbarmede sig over syndere. Ja, Jesus 
sagde udtrykkelig: Menneskesønnen giver sit liv som 
løsesum for mange. Jesus gjorde det for at befri 
syndere fra straffen, døden.  Jesus gjorde det for at 
bryde hele det skema ned: retfærdighed, belønning, 
synd, evig fortabelse. 
     Hvorfor er Jesus frelseren? Det er han 
selvfølgelig, fordi vi ikke kan frelse os selv, hvor 
retfærdige og rene vi end er, som om vi kunne styre Gud 
med det vi gør. Det skema: gode gerninger, belønning, 
gør Gud mindre end han er, ja, sætter Gud ned under 
mennesker, så de vil bestemme, hvordan Gud skal handle. 
     Jesus er frelseren, fordi han åbner vores øjne 
for, hvor stor Gud er, hvor stor Guds barmhjertighed 
er, at Gud endda kan og vil frelse håbløst fortabte 
syndere. Og Jesus er frelseren, fordi han river os ud 
af at vi bruger det skema over for hinanden: du gør 
noget og derfor gør jeg noget. Vi skal tilgive 
hinanden. Vi skal være over for vores medmenneske 
ligesom Gud er over for os. Det bryder alle skemaer 
ned, som skiller mennesker i vindere og tabere. Vi skal 
se vores medmenneske både i den rige og i den fattige. 
Vi skal se vores bror og søster i hvilket menneske vi 
end møder.  Det er frelsen. Det giver frihed både til 
os selv og til vores medmenneske. 
     Men er al rimelighed og ret så ikke ophævet, hvis 
der slet ikke gøres forskel på folk og hvis vi bare kan 
synde og blive frelst. Nej, Jesus bringer udvejen ud af 
det håbløse skema, synd og straf, fordi vi bare skal 
følge ham og tro ham.  Fra ham får vi den retfærdighed 
vi selv skulle frembringe. Og han tager den straf som 
vi skulle have haft. Jesus køber os fri. Det gjorde 
Jesus med sin død, så vi finder et fristed og en fred 
under Jesu kors.  Som vi sang før prædiken. Hvo vil nu 
Herrens udvalgte anklage? Gud os i Kristus retfærdige 
gør, her er velsignelsens fylde at smage, her er Guds 
nåde og himlenes dør; troen brød gennem al angestens 
pile, fandt under korset sit fristed til hvile. 
     Jesus er frelseren, fordi han befrier både rige og 
fattige fra angsten, angsten for at være alene og 
fortabt, angsten for at tabe både sig selv og livet. 
Jesus er frelseren, fordi han har åbnet himlens dør, så 
den ikke mere kan lukkes. Sammen med Jesus og i troen 
på ham falder alle forskelle og fordomme af os, så vi 
står som de mennesker vi er, Guds kære børn. Og det kan 
intet tage fra os. 
     Som vi skal synge om lidt: Skulle jeg dog være 
bange?  Kristus hel er min del, kan jeg mer forlange? 
Hvem kan mig den Himmel røve, som Guds søn gav i løn 
dem der hos ham tøve? 
 
ny prædiken 
     Der tales meget om moral. Politikere taler om at 
lovgiverne skal have en bedre moral. Erhvervsledere 
taler om, at virkesomhederne skal have en bedre moral. 
På handelsskolerne er der stor søgning til kurser i 
moral og etik. Det lyder godt. Men det er vigtigt, 
hvordan moralen bestemmes. Det skal helst være på det 
kristne grundlag.  Ellers kan det have meget dårlige 
virkninger. 
     Jesu modstandere var nemlig meget moralske. Men 
det førte til, at de var fordømmende over for andre, og 
at de fremhævede sig selv som rene. Det har vi også set 
eksempler på i den sidste tid. Der var en bank, som 
registrerede ansatte efter, hvor meget de spiste eller 
hvordan deres ægteskab var. Og mon man ikke ville bruge 
det til at fyre de som lever forkert. Man hører også 
om, at bankfolk ikke tør give lån selv til solide 
virksomheder, for bankfolkene er bange for at begå fejl 
og blive fyret. Det er en forkert moral at hæmme 
mennesker i deres arbejde. Der var også et eksempel fra 
sygehusene, hvor et amt ville stille arbejdsløse og 
gamle bagest på ventelisterne. Man ville bedømme 
mennesker, hvem det bedste kunne betale sig at hjælpe. 
Det er en forkert moral at sortere mennesker. Det hører 
vi i prædikestykket i dag. 
     På Jesu tid blev toldere ikke regnet for rigtige 
mennesker.  Tolderne opkrævede afgifter. Når man skulle 
over en bro, når man skulle ind i en by, når man brugte 
en vej eller en havn - så var tolderne der og krævede 
afgift.  Det var iriterende for de almindelige borgere. 
Og der var ikke helt nøjagtige regler.  Derfor følte
man sig altid snydt. Man følte, at tolderne tog for 
meget. Og det gjorde de som regel også. Fristelsen var 
for stor for dem. og de blev hurtigt rige. Jøderne 
mente, at tolderne var bedragere, og at Gud forkastede 
den slags mennesker. 
     Så sker det, at Jesus kommer gående og han ser en 
tolder, Levi, sidde ved toldstedet. Og Jesus siger til 
ham: Følg mig. Og Jesus går til middag hjemme hos Levi 
sammen med andre toldere og syndere. 
     Jesus er dobbelt provokerende. Han inviterer sig 
selv til middag, og han gør det hos en tolder. Jesus er 
ikke betænkelig ved at han bliver set i selskab med 
bedragere.  Han tænker ikke på, om Gud har forkastet 
dem.  Nej, Jesus siger simpelthen: Følg mig. Og han er 
gæst i Levis hjem.  Det vakte en sådan opsigt, at mange 
toldere og syndere kom for at være med. 
     Og de gode jøder, de skriftlærde og farisæerne, så 
meget skævt til det.  De vidste, at Jesus gik omkring 
og talte om Gud. Hvordan kunne han så være gæst hos 
gudløse.  De gode jøder var chokerede. " Han spiser 
sammen med toldere og syndere," sagde de. Men Jesus 
svarede: De raske har ikke brug for læge, men det har 
de syge.  De gudløse har netop brug for, at Gud kommer 
til dem. 
     Det, som Jesus siger, har stor betydning for vores 
moral og for, hvordan vi skal se på andre mennesker. Vi 
skal selvfølgelig ikke kunne lide alle vi træffer. Men 
vi skal vide, at selv dem, som vi ikke synes om, de 
står på lige fod med os over for Gud. Over for Gud er 
vi alle lige. 
     Vi kan ikke synes lige godt om alle mennesker. Men 
vi skal huske, at vores personlige mening ikke er 
guddommelig. Vi må ikke bruge vores moralske opfattelse 
til at fordømme andre. Jesus sagde engang: Døm ikke, 
for at I ikke skal dømmes. For den dom I dømmer med, 
med den skal I selv dømmes. 
     Og Jesus viser det i handling, da han spiser 
sammen med toldere og syndere. Jesus bringer Guds ord 
og frelsen netop til de fortabte og de gudløse. 
     Det er helt klart, det som Jesus siger. " Følg 
mig", siger han til Levi.  De ord er korte og ikke til 
at misforstå. Hvis vi skulle invitere én til at komme 
med os, så ville vi nok sige: Har du lyst til at komme 
med. Eller har du tid. Men Jesus siger: Følg mig. Hans 
ord er ikke til at tage fejl af. De er ment, som de er 
sagt. Det er ikke en tom invitation. Levi skal altså 
ikke først overveje med sig selv, om han har stor nok 
tro eller om hans samvittighed er ren nok. Alt det 
befries han for.  Jesus siger: Følg mig. De ord skaber 
rene linier. 
     For det andet rammer Jesus noget, som er meget 
vigtigt for os. Det er meget vigtigt for os, at vi har 
nogen at følges med. Hver af os har brug for nogen som 
vi kan betro os til og opleve livet sammen med. Det 
taler Jesus om, når han siger: Følg mig. Vi må følges 
med ham gennem livet. Det drejer sig ikke kun om et 
kort stykke.  Så ville Jesus have sagt: Kom hen til i 
eftermiddag. Når Jesus bruger ordet følge, så betyder 
det noget, som varer ved. Vi går sammen med  Jesus 
gennem livet ind i evigheden. Og vi kan trygt gå sammen 
med ham, for han leder os igennem. Det ligger der jo i 
ordet følge, at Jesus går foran og går gennem alt det, 
som venter os. Vi må gå i læ af ham. 
     Jesu ord er en klar prædiken om Gud, og om hvordan 
Gud ser på moral. Den må ikke være fordømmende, for 
sådan er Gud ikke. Gud vil være sammen med os, om vi så 
er toldere eller syndere. Vi skal ikke gøre os de store 
overvejelser om vores egen renhed eller værdighed. Gud 
har sendt sin søn til os for at han skal følge os, ikke 
kun om søndagen, men hver dag hele livet igennem, ja, 
ind i evigheden. 
     Jesus slutter prædikestykket i dag med at tale om, 
at man ikke kan komme ny vin på gamle sække, for så vil 
sækkene sprænges, fordi vinen gærer. Vi har også et 
udtryk i vores sprog, som hedder: Der er noget i gære. 
Det betyder, at noget nyt er ved at ske. Og at vi har 
svært ved at gribe det nye. Det er usynligt endnu, og 
har dog stor kraft, så det ikke kan standses. 
     Sådan er det med Jesus og hans ord. De har sat 
noget i gære. De bringer noget nyt, som har så stor 
kraft, at det ikke kan standses. Og Jesus fortæller os 
hvad det er: Guds rige, det evige liv. 
     Kraften fra det evige liv kan vi allerede leve på 
nu.  Det evige liv er jo, at Gud er hos os, når vi er 
her på jorden, og når vi ikke mere er det.  Det evige 
liv er Guds kærlighed og Guds glæde, som omfatter os. 
     Der er noget i gære. Det startede, da Gud i vores 
dåb sagde til den enkelte af os: Jeg vil være sammen 
med dig.  Guds ord lyder i dåben kort efter, at vi blev 
født og ikke kunne forstå, hvad der blev sagt, -  for 
at vi skal vide, at det ikke er noget vi har startet og 
som vi skal fuldende. 
     Guds ømhed og omsorg omfatter os alle. Vi er vant 
til at jo mere værdifuld en ting er, desto færre 
mennesker er i stand til at få den. Den største diamant 
i verden er det kun meget få mennesker, som kan købe og 
eje.  Men det mest værdifulde som vi mennesker 
overhovedet kan få i vores liv, det må vi alle eje. 
Guds kærlighed. Det siger Jesus klart til os.  Guds 
kærlighed gælder ikke kun nogle få særlig udvalgte, som 
er rige på godhed eller rene i sind og handlinger. Nej, 
selv når vi føler os som små mennesker, der ikke er 
særlig dygtige til livet, og selv om vi begår mange 
fejl og fortjener, at blive fyret  -  så omfavner Gud 
os med hele sin tilgivende kærlighed. Det viser Jesus 
klart. Når han spiser sammen med toldere og syndere, 
viser Jesus, at Gud netop vil være hos dem, som efter 
egen mening og efter andres mening er gudløse og 
udelukket fra Gud. De trænger mest til hjælp. Guds ord 
er netop til syndere, til os små mennesker, når vi 
trænger allermest  til det.