Jesus spiste sammen med de forkerte og han fastede 
ikke, sådan som de rigtige gjorde. Tolderne var 
mennesker, som man helst ikke skulle være sammen med, 
og da slet ikke feste og hygge sig med dem.  Det var jo 
det samme som at regne dem for venner. Man skulle 
hellere gøre som de rigtige, bl.a.  Johannes døberen og 
hans disciple. De viste deres alvor over for Gud ved at 
faste. Det er mærkeligt. Til alle tider og i alle lande 
prøver de mennesker, som er mest moralsk, at leve så 
nøjsomt som muligt.  Jesus brugte heller ikke mange 
penge og interesserede sig ikke for dem, men han sagde 
ikke nej til en festmiddag.  Han ville gerne sidde 
sammen med andre ved et glad festbord. Han sagde ikke 
nej tak til en invitation, hvem det end var som 
inviterede ham, om det var en farisæer eller en tolder. 
     Selvfølgelig har moralske mennesker ret i, at der 
er forskel på folk og at der er forkerte måder at leve 
på.  Jesus siger også, at der er forskel på retfærdige 
og syndere, på raske og syge. Men dermed mener han 
ikke, at syndere er nogle, som man helst skal gå en 
lang bue udenom, tværimod er det netop synderne som man 
skal gå til og hjælp, fordi de er som syge. Der er 
noget i vejen med dem. Deri begår farisæerne altså en 
fejl. De mener at moralen og retfærdigheden er deres 
egen og at de skal passe på den og holde den for dem 
selv. De udelukker af bare iver andre fra Gud.  Det er 
forkert, og det viser, at deres liv måske ikke er så 
rigtig som de selv mener. At være retfærdig betyder jo 
at leve som Gud vil, det er også at hjælpe dem, som der 
er noget i vejen med.  Det gør farisæerne ikke. 
     Jesus siger om farisæerne, at de er meget moralske 
og at det er godt.  Men det er kun i deres ord og i 
teorien, at det lykkes for dem, i praksis lever de ikke 
som de skal. Jesus siger et sted: alt det, som 
farisæerne siger til jer, skal I gøre og overholde, men 
deres gerninger skal I ikke efterligne, fordi de gør 
ikke selv, hvad de siger. Alle deres gerninger gør de 
for at vise sig for mennesker." Jesus mener altså, at 
farisæerne er falske.  De er mere interesseret i sig 
selv og deres egen ære. De er i virkeligheden ikke så 
interesseret i Gud, som de selv tror.  Og de er ikke 
interesseret i deres medmennesker, når de ikke kan 
tåle, at Jesus spiser sammen toldere og syndere. 
     I store virksomheder er der sommetider kurser for 
de ansatte, bl.a. i hvordan de skal være over for 
hinanden.  For tiden går mange af de kurser ud på, at 
man skal vise hinanden tillid og uddelegere ansvar. Man 
skal vise, at man regner med hinanden.  Det gør Jesus 
over for tolderne.  Han viser dem tillid. Han viser, at 
Gud også regner dem for noget, selv om de har gjort sig 
selv til ingenting.  Jesus går længere end man kan i en 
virksomhed. En virksomhed bliver nødt til at fyre eller 
flytte en, som ikke dur til sit arbejde.  Jesus viser 
også tillid til dem, der ikke dur. Og dermed ændrer han 
livet for dem. Han giver et nyt liv til dem, som selv 
har opgivet at få noget ud af det hele, og som også er 
opgivet af alle andre. 
     Det er netop den fejl, som farisæerne gør, når de 
ikke kan tåle, at Jesus spiser sammen med toldere og 
syndere. De har helt opgivet tolderne. De mente ikke, 
at deres liv kunne blive rigtigt igen. Det var næsten 
umuligt for en tolder at blive retfærdig, mente 
fariæserne. Han skulle ophøre med sit arbejde, og så 
skulle han betale alle dem tilbage, som han havde 
snydt.  Og det var umuligt. En tolder kunne simpelthen 
ikke huske alle dem, han havde snydt.  Farisæerne havde 
opgivet og afskrævet tolderne. De kunne ikke få noget 
godt ud af livet. Men når Jesus går til tolderne og 
synderne, så er det jo fordi han mener, at de kan 
frelses.  Når han går til de syge, så er det, fordi han 
mener, at han kan gøre dem raske.  Og han gør dem ikke 
raske ved at kræve noget umuligt af dem, men ved selv 
at tale med dem og fortælle dem om Gud.  Han ændrer 
deres liv ved at tale Gud ind i deres håbløse liv. 
     Det var godt for tolderne at Jesus ville være 
sammen med dem og feste med dem. Det viste at han 
virkelig regnede dem for noget. Men det er også godt 
for os.  Det giver os et forhold til Gud, som er 
anderledes end vi selv kan tænke os til. Vi kommer også 
let til at misforstå moral sådan, at det gælder om, at 
vi skal gøre os selv til noget.  Vi skal leve pænt og 
helst skjule, når det ikke lykkes for os. Vi kan også 
blive falske, så vi siger et, men gør noget andet.  Vi 
kan blive falske, så vores liv i det ydre er som det 
skal være, at vi passer vores arbejde og vores 
forpligtelser og behandler andre ordentligt, men 
alligevel i vores indre føler, at meget roder for os og 
vi ikke får nok ud af livet. Vi kan også komme så langt 
ud, at vi helt giver op. 
     Men der er et sted, hvor vi kan blive fornyet, 
også når vi synes, at vi er kørt fast. Der er et sted, 
hvor selv den kan komme, som synes, at der er meget i 
vejen med hans liv. Det er til Jesus. Han vil fylde 
vores liv. Han vil forny os. Han ville ikke kun lappe 
på det gamle. Han giver os helt nyt tøj på, glædes og 
festtøj.  Det, som han giver sammenligner han med en 
bryllupsfest. Dengang varede et bryllup i flere dage, 
men også hos os er der noget eventyrligt over et 
bryllup. Mon ikke de fleste ægtepar tænker tilbage på 
deres bryllup med glæde. Dengang var kærligheden ny. Da 
begyndte et nyt afsnit i livet og der var meget at se 
frem til, som de to nygifte skulle opbygge sammen. Et 
bryllup er eventyrligt, så man kommer til at tænke på 
prinsen og prinsessen, som får et helt kongerige af 
kærlighed. Det samme vil Jesus sige med sit billede. 
Når han er hos os og hver gang hans ord lyder til os, 
så starter der et nyt afsnit i vores liv, et kongerige 
af kærlighed. Når Jesus bruger billedet med brylluppet, 
er det for at sige, at han kommer med fest og glæde og 
nyt liv til os. På grund af hans ord har vi meget at se 
frem til. 
     Al vores dårlige følelser, mismod og tristhed, må 
vi smide væk, når vi hører Jesus. Han siger jo, at man 
ikke syr en ny lap på en gammel klædning, for så river 
lappen det gamle tøj i stykker. Det er som om han 
siger, at vi skal smide alt vores gamle tøj væk, alt 
det, som der er noget i vejen med, som der er huller i. 
Jesus kommer med nyt tøj til os, bryllupstøj. Og det er 
vel én af de få gange i ens liv, hvor man får nyt tøj 
fra inderst til yderst, når man skal giftes. Ved så 
stor en fest føler man ikke, at man kan være bekendt at 
komme i gammelt tøj.  Sådan føler vi vel også mange 
gange i vores liv, at der er noget vi ikke kan være 
bekendt, som vi har gjort eller sagt.  Vi kan føle, at 
der er noget slidt og krøllet ved den måde vi lever på. 
Men Jesus siger, at vi skal smide alle de gamle 
følelser væk.  Han giver os festtøj på, så vi må være 
godt tilpas, må være som nye mennesker.  Jesu ord taler 
til os om fest og glæde og nyt liv. 
     Det kan vi høre ud af hans billede om den ny lap 
på den gamle klædning.  Men vi kan også høre det ud af 
hans billede om vinen. Dengang som nu betyder vin 
noget, der smager godt og som giver gyldne timer. 
Selvfølgelig kan man misbruge det gode. Alt godt kan 
misbruges, Men Jesus er ikke bange for at tage vinen 
som billede på den glæde han bringer. Det var jo også 
ved et bryllup, i Kana, at Jesus sørgede for mere vin, 
da den slap op. Og i to af sine lignelser taler Jesus 
om Guds rige som en vingård.  Ja, et sted siger han 
endda om sig selv, at han er det sande vintræ. Det sker 
også ved altergangen, når der bliver sagt om vinen, at 
det er Jesu blod. Ordet vin, det betyder gyldne timer, 
glæde og fest og nyt liv. Det giver Jesus os. 
     Ja, Jesus sammenligner det han giver, men ny vin, 
der sprænger de gamle sække. Vi har et udtryk, som 
hedder: Der er noget i gære. Det er noget nyt i gære. 
Det betyder, at der er ved at ske noget. Og dette noget 
er svært at bestemme. Det er ikke helt synligt endnu, 
og dog er det så virkeligt, at man må regne med det. 
Det kan ikke standses.  Det vil bryde igennem. 
     Sådan er det med Jesus og hans ord. De har startet 
noget som ikke kan standses. Det er ikke helt synligt 
endnu, men er dog fuldt virkeligt. Og han har selv 
sagt, hvad det er: Guds rige, det evige liv. 
     
 
ny prædiken 
  
     Det gamle og det nye, det er tit i kamp. Det ender 
som regel med en blanding af gammelt og nyt, at det 
bedste fra det gamle overlever, og at meget af det nye 
viser sig at være forkert. Ja, lige i de her år vender 
man tilbage til mange af de gamle traditioner.  Måske 
er det fordi der er sket så meget nyt.  Der er sket så 
stor en udvikling, så de unge vil gerne have noget fast 
i deres tilværelse og det søger de tilbage for at finde 
traditioner og skikke fra tidligere år.  Sådan går det 
frem og tilbage. Der vil altid være noget af det gamle 
som forældes, og der vil altid være noget af det nye, 
som viser sig ikke at kunne holde. 
     Men sådan er det ikke med hensyn til det, som 
Jesus taler om. Dér er forholdet mellem gammelt og nyt 
helt anderledes. Jesus siger nej til en blanding. Dér 
gælder det om ikke at blande det gamle og det nye. Og 
hvis man alligevel gør det, så vil det vise sig, at det 
nye er stærkere end det gamle, sprænger det, river det 
i stykker.  Det er om jødernes tro og sin egen tro, at 
Jesus taler. 
     Og han sammenligner jødernes tro med en gammel 
klædning. Det er en klædning, som har været brugt i 
mange år og som er blevet slidt, ja, som har fået 
huller. Der er ting, som bliver smukke af at blive 
brugt. Det gør tøj ikke. Der kommer et tidspunkt, hvor 
det ikke kan bruges, hvor sparsommelig man end. Og hvis 
man alligevel går i tøjet, laset og hullet, så viser 
man bare, hvor fattig man er.  Jesus må åbenbart mene 
om sine landsmænds religion at de er fattige, de går i 
for små sko, de går i tøj, som er hullet. Deres tro kan 
ikke mere nå sammen, der er ikke længere sammenhæng i 
deres meninger og livssyn. 
     Det er egentlig mærkeligt. Andre steder siger 
Jesus at han ikke er kommet for at forandre Loven og 
Guds bud.  Ikke engang et bogstav vil han forandre. Og 
det er jo også Gud, som vi kender fra Det gamle 
Testamente, som Jesus kom med budskab fra. Men 
alligevel må det være et helt nyt budskab Jesus kom 
med, så det slet ikke passer sammen med det, som 
jøderne troede på.  Mange af jødernes regler var så 
besværlige og uvirkelige, at man f.eks.  skal lave 
mælkeretter i nogle gryder og kødretter i andre 
gryder.  At man nogle gange slet ikke måtte spise, men 
skulle faste, som om det kunne vise noget om, man var 
god eller ej. Måske kan det være sundt at faste, det 
ved jeg ikke. Men jøderne skulle det, fordi man så 
viste sit sind, sine gode hensigter. Men det er da 
bedre at vise sin gode vilje ved at gøre godt mod 
andre, ved at være medmenneskelig. Det var det som 
Jesus sagde. 
     Det gamle var simpelthen blev for stift og 
snævert.  Det lignede gamle lædersække.  Dengang brugte 
man lædersække til at opbevare vin i. Men sækkene kunne 
blive så gamle at de  blev utætte. Det var særlig når 
man kom ny vin i sækkene. Den nye vin gærede og 
udvidede sig og sækkene blev sprængt. Jødernes tro var 
bleven så gammel, at deres ord ikke mere duede. Deres 
ord var blevet for stive og snævre. De kunne ikke mere 
rumme sandheden, som jo altid er levende, og som der er 
kraft i. Den sprængte jødernes ord. 
     Sådan må vi tolke billedet om det gamle tøj og de 
gamle sække. Sådan taler Jesus om jødernes tro. Men 
hvordan skal vi så tolke hans egen tro hans eget 
budskab, når han sammenlinger det med nyt tøj og ung 
vin. 
     Om tøj kan man sige, at det er nødvendigt af to 
grunde. Dels for at man kan holde varmen. Men også for 
at man kan se godt ud. Det har altså en fysisk 
funktion, men også en psykisk. Og den sidste er såmænd 
lige så vigtig som den første. Vi ville føle os dårlig 
tilpas, hvis vi skulle gå i det samme tøj hele livet 
igennem. Selvfølgelig kan det også blive for meget med 
mærkevarer. Moden kan være som en tyrran, der styrer 
folk viljesløst. Men på den anden side så er tøj også 
en måde vi bliver os selv på, vi viser hvem vi er. Vi 
bliver fælles med nogle, når vores tøj ligner deres. 
Det er nok de fleste, som har det sådan at det er en 
fest at få nyt tøj på. Helt bogstaveligt er det sådan 
ved fester, at man tager sit fineste og nyeste tøj på. 
Tænk hvis nogen kom i deres snavsede arbejdstøj og 
sagde at man ikke skulle tage det så alvorligt med ens 
udseende. Det var jo rigtig nok, men alligevel giver 
det prikken over iet ved fester, når alle er 
festklædte. 
     Når Jesus sammenligner sine ord, med tøj og med 
nyt tøj. Så betyder det altså at han kommer med noget, 
der kan give os varme. Der er jo tider, hvor vores 
verden eller vores liv er koldt og mørkt, men når vi 
går ind under Jesu ord, så kan vi holde varmen. Og mere 
end det. Når Jesus sammenligner sit budskab med nyt 
tøj, er det jo for at sige, at det er en fest, vi får 
tøj til. Når det er nyt tøj, skal det fortælle, hvor 
godt tilpasse og hvor glade vi må være, når vi har 
iklædt os Jesu ord. Og det skal fortælle os, hvem vi 
er, hvem vi er fælles med. I lignelsen om den fortabte 
søn siger Jesus, da sønnen kommer hjem til sin far 
efter at sønnen har ødslet alle sine penge væk, han 
kommer i laser og pjalter, snavset og elendig. Så siger 
Faderen til sine tjenere: Skynd jer at komme med den 
bedste klædning og giv ham den på og sæt en ring på 
hans hånd og giv ham sko på fødderne. Det er jo for at 
vise, at sønnen nu er søn igen, at han er blevet rig 
igen. Når Jesus taler om en gammel klædning og et 
stykke uvalket nyt tøj, mener han altså at det er det 
nyeste, det bedste han kommer med til os. Han kommer 
for at give os ring på hånden, så vi ser, at vi er 
rige, at vi er børn af huset.  Vores tøj er ikke 
lappet.  Nej, åndeligt set er vores tøj festtøj.  Og 
det er endda en tjener, som giver os det på. Jesus 
giver os glæden og festen. 
     Man kan også se det i det andet billede, som Jesus 
taler om, nemlig vinen, den unge vin.  Han sammenligner 
altså sit eget budskab med noget flydende. Han 
sammenligner altså sit eget budskab med ung vin som der 
er kraft og bevægelse i. Vinens farve er også en smuk 
og varm farve. På Jesu tid og i hans land var vin noget 
mere almindelig hos os. Det hørte med til hverdagen at 
drikke vin. Men det hørte jo i hvert fald også med til 
en fest.  Vin betød glæde og fest. I sl. 104 står der: 
vin glæder menneskets hjerte.  Når Jesus ikke kun taler 
om festtøj men også om glædens vin, så må det betyde, 
at det som han giver ikke kun er noget ydre, men 
virkelig er noget som fylder os helt, fra yderste til 
inderst. 
     At det er sådan vores tekst i dag skal forstås. At 
det gamle, jødernes tro, var blevet trist og 
menneskefjendsk. Den duede ikke mere. Den var i 
stykker, som hullet tøj. Den kunne ikke holde længere, 
som utætte lædersække.  At det skal forstås sådan, det 
kan vi se, hvis vi sammenlinger med et sted i Det gamle 
Testamente, som passer fuldstændig til Jesu ord i dag. 
Det er i øvrigt et sted, som Jesus henviser til andre 
steder. Det Jesaja kapitel 61.  Det er et meget smuk 
kapitel.  Der er 7 ord, som vi kan genfinde i vores 
prædikestykke.  Læge er nævnt begge steder. Retfærdig. 
Det gamle, som er i stykker.  Festtøjet.  Glædens olie 
vinen. 
     Kapitlet hos Jesaja handler om profeten, hans 
budskab til folket, hvorfor han er sendt. Og han siger: 
Gud sendte mig med glædesbud til ydmyge, med lægedom 
til brudte hjerter, frihed til fanger, for at udråbe et 
nådeår, for at give dem, der sørger højtidsdragt, for 
at give dem glædens olie, lovsang for modløst sind. Og 
til sidst i kapitlet står det allersmukkeste: " Jeg vil 
glæde mig højlig i Herren, min sjæl skal juble i min 
Gud. For han klædte mig i frelsens klæder, hylled mig i 
retfærds kappe, som en brudgom, der binder sit 
hovedbind. 
     Det passer fuldstændig til Jesu ord i dag. Det er 
meningen med hans ord.  Han klæder os i frelsens 
klæder.  Han hyller os i retfærds kappe. Han er 
brudgommen, som bringer os en fest og en glæde, som 
sprænger alle gamle forestillinger.  En glæde, som ikke 
forældes.  Det står midt i kapitlet i Jesaja: Gud 
siger: jeg slutter med dem en evig pagt. Og det er jo 
den ny pagt, der er tale om.  Glædens pagt. 
Kærlighedens pagt.