Der findes en lille historie om Storm P. Det er ikke sikkert, at
den er sandfærdig. Men den kunne for så vidt godt være det.
Han var jo på mange måder en spøjs person. 
Historien fortæller, at Storm P en dag går tur på Frederiksberg
kirkegård. Dér får han så øje på en gammel graver, som sidder
og hviler sig på kanten af en nykastet grav. Og så letter Storm P
på hatten og siger til manden: Nå, vi har nok fået lov til at være
lidt oppe idag. 
Replikken er skæv og skør. Men den rammer samtidig en dyb
sandhed om menneskelivet. For sådan er det - ikke bare for den
graver - men for os alle sammen. Vi har fået lov til at være oppe
idag. Det er ikke døden og graven, der har os. Vi er levende. Vi
er oppe. Det er det daglige mirakel, som vi kan takke Gud for. 
De fleste dage tænker vi sikkert ikke på det som et mirakel. Vi
tar det mere som en selvfølge. Der skal noget særligt til - en
sygdom, en trussel mod vort helbred - før vi blir opmærksomme
på, hvor underfuldt livet er. Noget i retning af det, der skete
med Lazarus og hans to søstre. 
Døden kommer ind i deres liv. Lazarus rammes direkte af
døden. Men Martha og Maria er også ramt. De bærer faktisk
tungere byrder, end Lazarus gør. For de er de efterladte - de
ensomme. Det er dem, der har mistet. Pludselig er det ikke
længere selvfølgeligt, at de har fået lov til at være oppe idag.
Nu er det et mirakel. Og nu ved de, hvor stor pris de skulle
have sat på livet, mens de stadigvæk havde Lazarus levende hos
sig.
Det store problem - for dem og for os - er, at vi som regel er
ude af tridt med tiden. Vi tar ikke imod dagen, når den kommer.
Vi er enten optaget af fortiden eller af fremtiden. Vi spekulerer
på dagen igår. Enten savner vi det, der var. Eller vi føler os
skyldige, fordi vi svigtede. Eller vi ærger os over, at vi ikke
nåede det ene eller det andet. Eller også er det fremtiden, der
fylder vor opmærksomhed. Vi bekymrer os, vi planlægger, vi
fantaserer. 
Og alt imens overser vi dagen i dag. Vi glemmer, at det er i
dag, vi har fået lov til at være oppe. 
Vi kan i første omgang se på Martha og Maria. Så kan det være,
at vi bagefter kan genkende de samme mekanismer hos os selv.
De lever sammen de tre søskende. Så blir Lazarus syg. De
sender bud efter Jesus. De har før oplevet, at Jesus kan gøre en
syg rask. Så kan han vel også gøre Lazarus rask, hvis bare han
kommer i tide. 
Men Jesus kommer ikke. Den ene dag går efter den anden.
Sygdommen blir værre og værre. De blir efterhånden rigtig
bekymrede og bange. Nu kan det snart være forsent. Tilsidst dør
Lazarus uden at Jesus kommer. Han er endda begravet inden
Jesus når frem til deres landsby. 
Martha - den ældste af søstrene - går ud og møder Jesus. Og
hun siger straks til ham: Herre, havde du bare været her, så var
min bror ikke død. Hun taler i datid. For 6 dage siden var der
håb endnu. Havde Jesus bare været her dengang. Så ville
tingene have set anderledes ud. Men det var han altså ikke. 
Jesus prøver forsigtigt at løfte hende ud af fortiden. Martha, din
bror skal opstå! Og så tar Martha et stort hop ind i fremtiden.
Ja, jeg ved, at han skal opstå på den yderste dag. Hun springer
over nutiden. Hun er tabt i savnet, men trods alt med et håb om,
at der engang i fremtiden vil ske noget godt igen. Fortiden og
fremtiden fylder alle hendes tanker. Men hvad med dagen i dag? 
Da Maria kommer ud og møder Jesus, gentager historien sig.
Herre havde du bare været her, så var min bror ikke død. Igen
er det datid. Selv de mennesker, som er med i følget, taler i
datid. Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have
gjort, at Lazarus ikke var død. Havde Jesus bare været der for
nogle dage siden. Det er omkvædet. 
Vi kender det godt. Når døden kommer ind i vor omgangskreds
- eller i vor familie, så begynder vi at tale i datid. Jo tættere på,
jo mere konsekvent taler vi i datid. Vi er optaget af det, der har
været. 
Men Jesus taler konsekvent i nutid. Hvis du tror, skal du se
Guds herlighed. Og så kalder han Lazarus ud af graven. Han
kommer frem med ligklæderne viklet om hovedet og om
kroppen. Det må have været et fuldstændig overrumplende syn.
De befrier ham selvfølgelig for tøjstumperne. Og så er han
tilbage i livet - i nutiden - i virkeligheden. 
At se Guds herlighed er ikke bare at se en død blive levende.
Troen ser Guds herlighed mange steder. Dér hvor noget vokser
og modnes. Dér hvor håbet vinder over mismodet. Dér hvor
glæden blir større og stærkere end bekymringen. Dér hvor
mennesker mødes og elsker, tilgir, mærker medlidenhed. Dér er
det glimt af Guds herlighed, vi ser. Det kan være små ting, som
kun troen ser. Det kan godt være, at andre siger: Det er jo bare
... ! Men for troen er det Guds herlighed. 
Tro har først og fremmest med nutid at gøre, med dagen i dag,
med dette øjeblik. Troen er ikke bundet til gamle fortællinger.
Troen lever ikke i de dogmatiske sætningers fængsel. Troen er
heller ikke spærret ind i det fængsel, som kirkemurene kan
være. Vi har en kedelig tendens til at springe mindst tre
generationer baglæns, når vi høre ordet tro. Så er vi straks i vore
bedsteforældres tid - hvis ikke vi hopper helt tilbage til Jesu tid.
Eller vi gør det, at vi hopper helt ud af dette liv - og siger at tro
har med evighed at gøre. Det høre hjemme langt ude i
fremtiden. Det er ikke noget vi skal tænke på nu. Imorgen
måske - engang. Men ikke nu.
Alt det, som har med tro at gøre, blir så let puttet i en kasse for
sig selv. Tro er ikke politik - siger vi. Tro har ikke noget med
vore penge at gøre. Tro er ikke moral. Der er så mange steder
troen ikke må være. Efterhånden forbinder vi slet ikke troen
med vort eget liv. Men det er forkert. For tro er ikke fortid. Tro
er nu - og her. Og hvis du tror, skal du se Guds herlighed. 
Guds herlighed er som sagt mange ting. Men vi kan jo starte
med at forundres over det, at vi har fået lov til at være oppe i
dag. Det er ikke døden og graven, der har os. Vi er levende. Vi
er oppe. Det er et mirakel, som vi kan takke Gud for. Vi kan
også takke for, at vi er så rige, at vi har noget at give af - penge
eller tid eller kærlighed. Noget har vi at give til de andre, som
også har fået lov at være oppe endnu. 
Og så ved vi godt, at en dag får vi ikke lov til at komme op.
Men så gælder det stadigvæk - også på den dag - at hvis du tror,
skal du se Guds herlighed .....
Amen.