17. søn. ef. trin
Næstelsø - Morgenstrup
Kalvehave - Stensby  1
Du gode Helligånd
Giv os dit lys til vor forstand.
Din kraft til vor vilje,
og fred og kærlighed fra dig i vort hjerte
Amen. 
Han vendte og drejede sig i sengen. Han kunne høre
musene pive og pusle rundt ude i køkkenet. Skulle han stå
op ? Nej, det var der ingen grund til, musene flygtede
alligevel når de hørte ham komme. 
	Men han kunne ikke sove. De mærkelige tanker
ville ikke forlade ham. Hans tanker kredsede om den
underlige mand.
	Var han Guds søn, denne underlige mand, der nu
gik så mange utrolige rygter om ? Var denne Jesus
opfyldelsen af alle løfterne og forjættelsen om den frelser
som Gud ville sende. Nej, han kunne ikke tro det, han
ville ikke tro det.  
	Hvordan var det nu det hele var begyndt. Jo, det
var den dag Jesus kom forbi tolderen Levi. Så på Levi  og
bare sagde: “Følg mig” og Levi fulgte efter ham. 
Det var ikke til at tro, at en tolder bare sådan uden videre
forlod sit indbringende erhverv, for at følge sådan en
mærkelig mand, som de farisæerne altid havde været på
kant med. Ja, mere end det. Som han nu lå, der i sengen
var det så klart, at han som farisær selvfølgelig ikke kunne
tro på at denne Jesus var Guds søn. 
	Da slet ikke, når Jesus gik ind for at spise hos
Levi, og så sammen med alle de syndige menensker. Hvis
Jesus var Guds søn, så kendte han vel loven og alle
forskrifterne om, at MAN ikke spiste sammen toldere og
syndere, fordi de var urene menensker og man selv blev
uren. Ja, man blev så besmudset, at man ikke havde
adgang til Tempelt, til Guds eget hus. Dette ville Guds
egen Søn da aldrig gøre overtræde de regler der var for at
holde sin faders hus rent.
	Nej, det var underligt, og da de farisærene spurgte
ham hvorfor han spiste sammen med dette udskud, havde
han underfundigt svaret: De raske har ikke brug for læge,
det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde
retfærdige men syndere.
Et tvetydigt svar, det var ikke sådan lige til at regne ud
hvad han havde ment med det svar. Mente han at de
farisæerene ikke havde brug for Jesus, fordi de allerede
kendte vejen til Guds rige. Var de allerede på rette spor.
Jo det mente han nu nok at de var. Men betød det så ikke
også at alle både farisæerene og og alle de syndige
menensker skulle være et i Guds rige. Nej, det var for
meget. Han havde hele sit liv bestræbt sig på at holde
loven og alle regler, og så skulle sådan nogle svæklinge,
som ikke havde gjort det mindste for at leve efter Guds
befaling også tilhøre Gud. Det var et stift stykke. 
	Men hvad betød så: De raske har ikke brug for
læge, det har de syge. Han vidste det ikke. Nej, nu ville
han sove, i morgen skulle han møde i templet til tjeneste,
det var sabbat. 
	Nu lå han der og stirrede ind i væggen. På den
anden side af væggen kunne han høre musene rumster, og
for sit indre øre hørte han igen og igen ordvekslingen om
fasten. Hvorfor var denne mand hævet over almindelig
god religiøs opførsel, når han hævdede, at han var Guds
søn. Kan brudesvendene faste mens brudgommen er
sammen med dem? havde han spurgt. Det var frækt. Var
han brudgommen. Skulle der ske noget gennembrydene
nyt i menneskers forhold til Gud med denne mand, ja han
forstod det ikke og al den snak om ung vin på gamle
sække.
	Ja, måske var han og de andre farisærere de gamle
sække, som var i fare for at sprænge, når der kom ung vin
på dem. Han var ihvertfald ved at sprænges over Jesu nye
ord, særligt om natten, og særligt her ugerne efter den
underligeste påske han havde oplevet. 
	Det var den påske, hele Jerusalem var på den
anden ende og endelig gjore de noget ved det.  Endelig
var Jesus blevet taget til fange og han skulle henrettes for
alle sine mærkværdige tanker og profetier om at han var
Guds søn. Nu skulle de tåbelige folk som havde fulgt ham
for syn for sagn. Nu skulle de vise dem at denne Jesus
ikke var spor andet end et menneske.
	Og så stod han der med tornekrone og kappe på i
Pilatus’ gård, ydmyget og stille, ligesom et får der føres til
slagtning. Intet sagde han. 
	Og derude på korset havde han skreget nøjagtig
som de to andre. Nej, der var intet særligt ophøjet,
guddommeligt eller glorværdigt ved denne mand. Og han
døde jo også nøjagtig som de andre. Og de troede sig
endelig fri for ham. Han havde følt det som en befrielse,
nu kunne de holde påske efter traditionen, nu hvor denne
mand var død.
	Men så begyndte det ligesom først rigtig. Som  om
denne Jesus ikke ville slippe ham, ikke engang i døden. 
	I tre timer blev det som nat i hele Jerusalem. En
stemning af uvejr og dommedag fyldte hele byen i tre
timer. Og da det lysnede påny flængedes tæppet ind til det
allerhelligste.  Underlig historie. Det havde han da i det
mindste selv set. Han var jo netop i tremplet, ifærd med at
forberede sig på påsken.
	Det andet havde han ikke selv oplevet. Og det var
om muligt endnu mere fantastisk. Rygtet om at Jesu var
opstået fra de døde. At Gud havde oprejst han fra de
døde, for at forjættelserne skulle opfyldes. Alt det som
stod i skriften om frelseren, om Messias var blevet
opfyldt, sagde dem der fulgte Jesus. Jesus havde selv sagt
at ligesom Jonas var tre dag i havdyrets bug, skulle
menneskesønne være tre dag i jordens skød. Men kunne
det nu også passe? Et menneske stod ikke op fra de døde,
så meget vidst han. Men rygterne kom jo også fra
kvinder, der havde set graven tom - sagde de. Og kunne
man tro på det ? Kunne man stole på de kvinder?  Nej,
han vidste hverken ind eller ud.
	Det eneste han vidste var, at alle disse tanker ikke
lod ham i fred. Altid kom de snigende ind på ham når han
mindst ventede det. Måske var det rigtigt, måske var
denne Jesus virkelig Guds søn, virkelig Kristus. Turde han
tro det, bare han turde....
Amen. 

 
 
Christina Feddersen
Snail mail: Sct. Clemensvej 66
DK 4760 Vordingborg