I år fortæller jeg bibelhistorie for konfirmanderne. Det har
jeg også gjort de andre år selvfølgelig. Men ikke så
systematisk som i år. Vi går ud fra Lukasevangeliet. Og
hver gang fortæller jeg om en bestemt episode eller
situation. Ideen er, at fortællingerne skal står for sig selv.
Konfirmanderne skal ikke svare på spørgsmål eller
diskutere dem eller noget som helst andet. Fortællingerne
står alene. Så er det meningen, at vi skal nå omkring alle
de vigtigste ting, sådan at vi til sidst får opbygget et klart
billede af Jesus - hvad han sagde og hvad han gjorde.
Hvem han er! 

Der er en bestemt ting, som har slået mig stærkt - så vidt
vi er kommet endnu. Det er den konflikt, der hele tiden
opstår omkring Jesus. Han skiller virkelig vandene, der
hvor han kommer frem. Der er nogen, som nærmest
klynger sig til ham. De slipper alt, hvad de har i hænderne.
Arbejde, familie, hus og hjem. Og de følger ham. Hører på
ham. Lærer af ham. 

Og så er der andre, som straks er på vagt, når de møder
Jesus. De er skeptiske. Hvorfor siger han det? Hvorfor
gør han sådan? Hvorfor vil han have noget med de
mennesker at gøre? De blir hans evige kritikere. De lurer
på ham og prøver på at tage ham i en eller anden fejl.
Deres største lyst er at få noget på ham, som de kan
anklage ham for. 

Det er præcis det billede, vi også ser i dag. Jesus kalder på
en tolder. Han hedder Levi. Han er genstand for
almindelig foragt fra alle sider. Landsforræder er han.
Pengegrisk er han også. En rigtig vammel karl. Der er
ingen, der har lyst til at være sammen med ham. Det ved
alle og enhver. Han ved det også selv. Men Jesus kalder
altså på ham. Kom og vær min discipel!" Og minsanten
om ikke manden rejser sig. Han går fra sin toldbod, som
ikke bare var hans sikre levebrød, men også hans lille
borg, hvor han havde magten - hvor han kunne være i fred
for folks hån. Han går fra det hele - for at være sammen
med Jesus. Vi får endda et indtryk af hans glæde. Han
holder en fest for Jesus bagefter - og for alle hans
følgesvende. Han inviterer dem hjem til sig og bespiser
dem. 

Der var alle slags folk til den fest. Toldere og syndere -
sagde de, dem der stod udenfor. De var på en gang
forargede og nysgerrige. Hvorfor sidder han sammen med
den slags mennesker? spørger de. Hvad vil han med dem?
Har han ingen moral? Kan alting bare være lige meget?
De synes selv, at de gjorde, hvad de kunne for at opføre
sig anstændigt. De prøvede på at holde fast i nogle
værdier. De satte noget ind på at skabe et ordentligt liv
for dem selv og for deres nærmeste. Og så kommer Jesus
og gør - tilsyneladende - alt det til ingenting. Det er hele
deres værdigrundlag, han stiller spørgsmålstegn ved, når
han er sammen med den slags mennesker. Det er ikke
underligt, at de føler sig truet.

De er nødt til at gå til ham med deres hvorfor". Hvorfor
gør du det? Hvordan kan du tillade dig det? Og så
kommer Jesus med det geniale svar, som vender
synsvinklen helt om: Det er ikke de raske, der har brug
for læge, men de syge." Han er sammen med de
mennesker, ikke fordi de har gjort sig særligt fortjente til
det, men fordi de har brug for ham. De har brug for at
høre det, som kun han kan fortælle dem: at de - til trods
for deres uværdighed - også har en plads hos Gud, i Guds
hjerte. 

Spørgsmålet til os er: Hvor står vi henne, når vi hører
sådan en beretning? Hvem identificerer vi os med? Føler
vi os mest som de raske, der ikke har brug for læge? Eller
ser vi os selv i flokken af toldere og syndere? Det er et
meget vigtigt spørgsmål. Budskabet i fortællingen blir helt
forskelligt - om vi hører den fra den ene eller fra den
anden vinkel.

Vi kan prøve at tegne et billede af den raske, som han ku'
se ud i dag. Den raske, det er ham, der ikke har brug for
andres hjælp. Ham, der kan det hele selv. Og vil det hele
selv. Det er hans stolthed. Han har orden på sit liv - både
materielt og moralsk. Det lykkes for ham. Det ser pænt
ud. Hans børn arter sig vel. Og han nyder andre folks
respekt. Han sidder måske i et par bestyrelser. Er måske
endda formand. Men det er nu ikke sikkert. 

Der er ikke noget at sætte en finger på. Måske kun lige
det, at han ikke har så meget til overs for dem, der ikke
rigtig driver det til noget. Dem, der roder rundt og
misbruger alle deres muligheder. Der er han streng. Han
er tilbøjelig til at mene, at de må klare sig selv. For dybest
set er de selv ansvarlige for deres eget liv. De kan ikke
blive ved med at ligge andre til last. De må lære at klare
sigselv. Selvfølgelig skal de have en chance eller to, men
der må være en grænse. Det er den raskes svage punkt.
Der er ikke meget plads til fejltrin. Til de anderledes. De
svage. 

Hvordan lyder evangeliet i hans ører? Ja, der er ikke
meget evangelium i det. Det glade budskab blir væk. Det
blir til en løftet pegefinger i stedet for. Den raske hører
kun den moralske pointe: 'Du er nød til at give mere plads
til de svage. Jesus accepterede dem. Det må du også gøre,
selvom det byder dig imod.' Og så løsner han måske lidt
på sin strenghed. Evangeliet taler til hans gode moral. Det
er ikke så dumt endda. Men det er dog et fattigt budskab
at få med sig fra kirke. Der springer ikke liv og glæde ud
af det. Evangeliet blir kun til lapper uden på et gammelt
sæt tøj. Egentlig får det bare det gamle til at se endnu
mere miserabelt ud. 

For den syge lyder evangeliet helt anderledes. Den syge,
det er ham, der er klar over sin svaghed. Han kender sin
afhængighed. Han får ikke selv sit liv til at hænge
sammen. Hvis det hænger sammen, så er det kun ved
gode menneskers hjælp. Han ved også, at han fejler. Han
har gjort sig skyldig - måske over for sin ægtefælle, måske
over for sine børn. Måske i en anden sammenhæng. Han
ved det. Og han plages af den tanke. Eller han ved med
sig selv, at han er skyldig over for Gud. Han har ikke
forvaltet sit liv og sin ejendom, som han skulle. Og det er
det allerværste. Den syge stiller ikke krav til Gud. Han
kan ikke tillade sig at være streng over for andre. Han ved
smertelig godt, at han selv vil blive ramt af den samme
strenghed. Og han ved, at han blir det med rette. Hvis den
syge hører evangeliet, så blir det virkelig til et evangelium
- til et glædeligt budskab. Han får den plads hos Gud, som
han ikke havde regnet med. Måske blir det endda også til
en plads i et menneskeligt fællesskab. Sammen med andre
syge og syndere. Sådan et fælleskab skulle kirken gerne
være.

 

Hvor står vi så? Er det på den raskes og den selvhjulpnes
sted? Så er der ikke så meget at komme efter her i kirken.
Kun lidt moralsk opbakning. Eller står vi i flokken af syge
og syndere, der har brug for hjælp? Så er vi kommet det
rigtige sted hen. For her taler Jesus til syndere. Han siger:
Kom - og følg mig. Han gir os - ikke nye lapper på vort
gamle liv - men et nyt liv. Han tager os med ind, hvor der
er fest og glæde. 

Amen.