Rør ved vort hjerte, vor mund, vore hænder
med din almægtige skabende Ånd
Jesus, som dybet i hjerterne kender
læg på vort hoved din kærlige hånd. 
 
Så er det høstgudstjeneste. Den årlige lejlighed at vise
Gud, hvor høflige vi er. Pænt tak. Eller er det ikke det,
som høstgudstjeneste drejer sig om. At sige høfligt og
pænt tak for, at vi igen i år kan få mad i vores maver?  
Jeg må nu sige, at jeg tvivler noget på, om vi nu også ville
sige pænt tak, hvis det virkelig kun lige nøjagtig rakte til
maden i maven.  
	Der skal jo også lidt rødvin til - eller noget der
ligner. men siden vi sidder så godt i det, så siger vi hellere
pænt tak. Jeg må indrømme, at jeg ikke engang ved,
hvordan høsten blev i år. I sommerens løb lød der
optimistiske røster, fordi det jo ikke var en varm og
knastør sommer. Men i efteråret kom der jo
lidt malurt i bægeret. Fordi efteråret nu heller ikke var
knastørt. Men der har da været nogle dage at høste i. Så
mon ikke årets høst hører til det, man kan kalde
almindeligt. Og så må i jo sige noget, hvis det ikke passer.  
Det har været et knoklearbejde at få den i hus. Og fordi
der har været så forholdsvis få dage, hvor man kunne få
høsten i hus, da har det været ikke bare knoklearbejde,
men knoklearbejde fra tidligere om morgnen til senere om
aftnen, end det plejer at være.  Det har ikke været let at
ringe hjem til en landmand i de dage. Der var for travlt.  
	Ved første øjekast har dette lige lovlig lidt at gøre
med den evangelietekst, som jeg lige har læst. Men lad jer
ikke snyde af det.  
	Vi hørte om tolderen Levi. Ved andre
gudstjenester end høstgudstjenester kunne man måske
lægge vægten på, hvad han var for et menneske. Et usselt
menneske, en blodsuger og landsforræder. én, som ingen
ville have noget at gøre med. Men det ville Jesus. OG det
er jo et udtryk for Guds barmhjertighed. Og det er jo en
god og sand pointe.  
	Men det er jo altså høstgudstjeneste i dag. Og
derfor vil jeg gerne gøre jer opmærksom på noget andet.
Nemlig på, hvad det var, som Levi havde travlt med. Han
sad nemlig ved toldboden. OG hvad lavede han der? 
Jo, han arbejdede skam. Han tjente penge til dagen og
vejen, til maden i maven og rødvinen i glasset. Ville han
ikke sidde der, ville han ikke have nogen indtægt. Det er
jo såre simpelt. Og derfor havde han travlt.  
Men lige netop travle Levi får Jesus øje på. Går hen til
ham og siger blot følgende ord: "Følg mig". Og
minsandten. Levi lader toldbod være toldbod, og rødvin
rødvin, og går med. "Går med", det er slet ikke stort nok.
Han følger Jesus, gennem tykt og tyndt. Han lader sig
belære af ham, an lader sig flytte af Jesus. Jesus sætter en
gæring i gang i Levi's liv.  
	Jeg vil ikke vide, skønt jeg har en vis formodning
om det, hvad der ville være sket i disse travle høstdage i
Sværdborg sogn, hvis Jesus var komet forbi traktoren og
havde sagt: "Følg mig." "Det må vente til høsten er ovre"
ville nok være et af de mere positive svar. Og et lignende
svar kunne Jesus såmænd godt risikere i præstegården,
hos købmanden eller på biblioteket.   Nænæ. Den går ikke
Granberg. Sådan bare at følge ham, det går ikke. Det ville
lave huller i vores planlægning, det kunne vi ikke
overskue, det ville sprænge vores rammer. For jeg skal
lige, sagde Bamselejse. OG også vi, for den sags skyld.  
	Men: Den besked, som Levi fik, "følg mig", den
gælder såmænd også os. OG overfor den gælder der
egentlig ikke nogen undskyldninger. Gå i mine fodspor,
lev som jeg.   Vær ubekymret, se på himlens fugle, de så
ikke, høster ikke og samler ikke i lade, og alligevel giver
jeres far i himlen dem føden. Hvis nogen slår dig på den
ene kind, så vend den anden kind til. Døm ikke, så skal I
ikke fordømmes. Tager nogen din kappe, så lad ham også
få kjortlen med. Du skal elske Herren din Gud af hele dit
hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind, og
du skal elske din næste som dig selv. Altsammen ting,
som Jesus har sagt. Altsammen ting, der hører med til
ordene "Følg mig".  
	Men at leve sådan, det sprænger vores rammer.
Det kan det liv vi lever ikke holde til. Det er som at hælde
ung vin, der stadig er i gæring i gamle sække, der ikke
kan give sig. OG det hele eksploderer. Eller som at sætte
et stykke nyvævet, men uvalket stof, på et gammelt
stykke tøj. Og ved første berøring med vand
krymper det nye så meget, at det river hul.  
Sådan er det nok med Jesu ord, når de møder vores liv.
Tager man dem til sig vil de udvikle en eksplosiv kraft.
Men det er nok for farligt. Og det lyder som det glade
vanvid at leve, som Jesus har gjort - og forlanger.  
	Og her sidder  - det vil sige jeg står - vi så. ovenpå
et års arbejde. Et års hverdag. Et års slid. Et års liv. Og
holder høstgudstjeneste. Og siger høfligt tak for alle gode
gaver. Siger tak til den Gud, som giver os dem. Siger tak
til Gud, om hvem vi udmærket ved, at det liv, som han
kræver af os, det magter vi ikke at leve. Men også til den
Gud, der trods dette giver os alle gode gaver, ufortjent.
Ikke, at vi ikke har arbejdet for det. Men han har ladet det
gro for os, ufortjent. Og det siger noget om Gud. Om den
Gud, der i Jesu skikkelse kom gående til Levis toldbod.
Levi, som af alle blev regnet som udskud, og som måske
også var det. Og som sandsynligvis var en ret ubehagelig
personage. Lige netop ham, som absolut ikke havde
levet som Gud ville det, lige netop ham går Jesus til. For
selv om ingen anden ville vide af ham, så ville Gud,
ufortjent.   Så skulle der da også være håb for os. Og så er
det mindste vi kan gøre, det allermindste måske, jo at
huske på vores gode opdragelse. Og sige pænt tak. Tak.
Amen.  
 
Thomas Feddersen
Snail mail: Sct. Clemensvej 66
DK 4760 Vordingborg