Prædiken til 17. e. trin. 1998

“Vi er dem de andre ikke må lege med, vi er det dårlige
selskab” Sådan synger en moderne trobadur - Kim Larsen.
Der blev også set skævt  til det selskab Vorherre
plejede omgang med, det var i høj grad datidens dårlige
selskab! De pæne, de etablerede, bedsteborgerne ville
ikke vide af dem, de var for slemme, det var direkte
nedværdigende at blive set sammen med sådan nogle!  Men
dem ville altså Vorherre gerne - ja ligefrem især have
med at gøre. Tankevækkende - ikke sandt - et samfund
som vores i hvilket kristendommen har været taget til
indtægt for borgerskabets moral og pænhedside. Det er
så meget mere ejendommeligt, idet netop d t indtryk kan
der overhovedet ikke  findes belæg for i Jesu
forkyndelse.

Mig forekommer det fantastisk - for ikke at sige
grotesk, at kristendommen og kirken er kommet i
folkeligt vanry - netop som moralanstalt, præsterne er
blevet gjort til dem vi ikke må bande for -det lyder
sgu heller ikke kønt! Men det er så en anden sag.
Kirken udlægges som en fordømmelsesanstalt, der vil
forbyde alt det sjove! Der hvor kirken tér sig sådan
forråder den evangeliet, det taler denne søndags tekst
sit meget tydelige sprog om. Kristendom er et ord til
os alle - også til de pæne bedsteborgere iblandt os for
hvem pænheden, facaden er den største synd af alle. En
facade kan ikke bruges til noget med mindre den er til
for at understrege  indholdet. Så er den naturligvis
god nok, men leve på en facade det kan vi ikke. Det
kaldes også at leve på en løgn. Ingen kan under dække
af fromhed gøre sig til -men det hænder! Ingen kan gøre
sig fortjent til det vi får ganske gratis - Guds nåde.
Det er alene den, der kan gøre os frie til at leve
dette liv uden alle forbeholdene, uden det gustne
overlæg. I Guds øjne findes “det dårlige selskab” i
bedsteborgerlig forstand overhovedet ikke. I Jesu
forkyndelse og omgang med toldere og syndere der er det
forfægterne af pænheden, de selvretfærdige, de
overfladefromme, der ER det dårlige selskab.

Det var lige nøjagtigt de selvsamme personer, der i
fornærmethed og frygt for denne tømrersvend fra
Nazareth rottede sig sammen, lagde råd op imod ham og
dermed var årsag til den skæbne, der blev ham til del.
Men hvad  var det så - de  var så bange for? Hvorfor
var han farlig? Når vi ser på det glansbillede af ham,
der skæmmer det nederste store felt i altertavlen her i
Høje Taastrup kirke, så er der vel ingen grund til at
være nervøs ved ham! For ih - hvor er han pæn d r. I
kan jo selv se efter. Men flyt blikket lidt højere op,
hvor fodtvætningen er skildret, d r får vi et ganske
andet indtryk. Der er det mesteren der bøjer sig i
støvet for sine undergivne, vasker vandringsstøvet af
deres smertende fødder - sådan noget gør man bare ikke
hvis man vil høre til det gode selskab. Det er uhørt -
således at “snobbe” nedad. Det tillader “systemet”
ganske enkelt ikke. Dermed er berørt noget væsentligt
til belysning af Vorherres skæbne. Han pillede ved
systemet - både hans adfærd og forkyndelse blev oplevet
som en undergravning deraf. D t er farlig. D t er
utilladeligt! Borgerskabet på Jesu tid var
systemmennesker - deres system hed Moseloven - magten
var i hænderne på dem, der fortolkede loven. Når der så
kommer en, der direkte underkender loven og i stedet
hævder at der er et evangelium - godt budskab til, som
tager al magten fra lovfortolkerne - ja så skulle det
naturligvis gå som det da også kom til. Den
formasteliges vinger skulle satækkes. Kunne d t ikke
ske med det gode - så måtte der tages mere probate
midler i brug. Det førte som vi husker det til
domfældelse og henrettelse. Men historien standser ikke
d r. “Han stod op som ordet går”. Hans opstandelse
betyder at ORDET STÅR VED MAGT. Således at forstå: at
det også blev et ord til os. Et ord, der også
undergraver vores systemtænkning; et ord, der
underminerer vores pænheds univers; et ord der skaber
liv hvor vi kun selv gør liv øde. Det er et stærkt ord,
det er et godt ord, det er et livsskabende ord. Det er
ORDET, DER BLEV K D OG TOG BOLIG IBLANDT OS.

Det der her er talt om - er det centrale, det
umistelige i kristentroen. Det der gør hele forskellen
til andre religiøse tiltag.  Det er også d t, der
vender op og ned på vore vante og nedarvede
forestillinger og derved hele tiden radikaliserer vores
tilværelse, så at sige sætter den på spidsen.
Evangeliet - det gode budskab er til som en kritisk
instans. Ordet krise hvorfra ordet kritisk kommer fra
betyder dom. Evangeliet - det gode budskab - sætter os
under dom. Men det er sandelig en dom, der bevirker
noget positivt - for det er altid en frifindelsesdom -
vel at bemærke såfremt vi gider høre den forkyndt. Med
andre ord - så er den dom som evangeliet fælder - den
stik modsatte af hvad vi er blevet vænnet til at
forvente. Den frikender os til livet -på denne jord.
Den tager vore forsigtigheds forbehold fra os og
henviser os til at gå ud at leve vores menneskeliv i
kærlighed til vores medmenneske, i tillid til at vi
ikke behøver skabe os; for det er nemlig lige nøjagtigt
det vi ikke kan undlade at gøre når vi tror, at vi skal
præstere det hele selv. Vi er skabte, og det er netop
skabtheden der giver os lov til at lade være med at
skabe os.

Altså gør det ikke noget, at høre til det dårlige
selskab, hvis de andre ikke må lege med os så må de
selv om det. Det er da mest synd for dem selv. For når
vi har hørt evangeliets frikendelsesdom forkyndt over
os, således at vi frigøres fra skaberiet,
systemtænkningen, facaden, den falske fromhed - så
ligger livet frit og åbent for os. Så åbent, at det
alle dårskaber til trods bliver sjovt. Livets mening
er, at vio skal have det sjovt, hvilket ikke vil sige
andet end at vi med løftet pande og rent blik kan tage
imod hvad det måtte byde os.  Leve det fuldt ud.  Gud
til ære, vor næste til gavn og os selv til hele
mennesker. Sådan!!!!


AMEN