17. søndag efter Trinitatis (II) – Markus 2,14-22

I.
En præst i Stockholm fortæller et sted, at han en dag
gik tur i den indre by. Da han kom forbi en bestemt
husfacade, spærrede han pludselig øjnene op.  Muren var
tydeligvis netop smukt nymalet i hvidt, men der havde
allerede været  en eller anden forbi med en spraydåse og
med spray malet sit budskab med store røde bogstaver,
som på  en gang tavst og larmende forkyndte: "Ned med
Gud i skidtet!"

Undertiden kan man godt spekulere på, hvad der får
nogen til at bemale mure, gavle, læskure ved
stoppesteder eller andet med deres besynderlige
budskaber. Der er åbenbart et eller andet, der skal ud,
men som ikke kan komme ud på anden måde. Hvad ligger
der mon bag? Og hvad lå der bag ved de store røde
bogstaver på husfacaden, der ønskede Gud ned i skidtet?

Man kan måske ane et menneskes bitterhed og vrede mod
Gud. En fortørnelse over at Gud tilsyneladende tillader
så meget ondt og så megen lidelse i verden. At Gud ikke
svarer straks, når jeg råber på ham. Måske bitterhed
mod kirken og dens mange dårligdomme. Eller skuffelse
over at kristne mennesker ikke er spor bedre, end de
er. Vi ved det ikke!

Men ind imellem kan selv den stærkeste Gudsfornægter
komme til at sige noget, der er rigtigt og sandt om
Gud, ja mere sandt end man selv vidste om. Ned med Gud
i skidtet! Ja naturligvis! Har han da ikke ret, det
menneske som malede dette budskab, uden selv at vide
det? Er det ikke netop d r Gud befinder sig - "i
skidtet" – der hvor mislykkede og livstrætte mennesker
føler, at de er havnet, og hvor mismodets isnende vinde
nedkøler frosne sjæle, og hvor det livsglade håb lyser
ved sit fravær?

Det er i virkelig livets suppedas, at Gud befinder sig.
Han som solidariserer sig med mennesker i nød og i
krise. Han er midt i det iturevne, det brudte og
brådne, i elendigheden. Hvordan skulle Gud ellers kunne
oprejse noget, som ikke er nedbøjet? Hvordan skulle Gud
kunne samle det op, som ikke i forvejen er slået til
jorden? De raske har ikke brug for læge, men det har de
syge, siger Jesus i dagens evangelium. Jeg er ikke i
tvivl om, at Han siger det med en umiskendelig snert af
ironi. Jesus vidste, at det såkaldt raske menneske
findes ikke.


II.
Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det
fortabte, siger Jesus i mødet med Zakæus, en anden af
de toldere, hvis hus Han besøgte, og som han spiste
sammen med. Altså ikke blot sådan, at Jesus
tilfældigvis på sin vej støder på toldere, men han
opsøgte dem, gik en omvej for at finde dem.  Vi kan
ikke undgå at møde det onde og syndige, men vi behøver
ikke ligefrem at opsøge det, siger vi undertiden. Jesus
opsøgte det. Eller rettere: han opsøgte synderne,
styrede hen imod dem. For det var dem, han var kommet
for at frelse. Og ikke de raske. Eller såkaldt raske.

Han opsøgte skidtet. Men ikke nok med det. Han gjorde
tolderen Levi til discipel. Det var altså folk som ham,
Jesus omgav sig med, og som han valgte til at være
grundstammen og bærere af det Guds rige, som han kom
med. Dem som bar skidtet og nederlagene udenpå sig uden
at kunne skjule det for nogen. Dem som ikke havde noget
til at skjule facaden.

Der bruges mange penge på at fjerne grafitti fra
bygninger i disse år, så meget at der er firmaer, som
har specialiseret sig i grafittirensning, og det skulle
efter sigende være en god forretning, for der er meget
at fjerne. Vi bryder os naturligvis ikke om alt det
svineri; det ser ikke godt ud, og det er kostbart at
fjerne det.

Men grafittimaleriet gemmer på en eller anden måde på
en indestængthed hos en gruppe af mennesker, sikkert
fortrinsvis unge, som vi næppe formår at tackle, og som
derfor skal ud på en eller anden måde. De har ingen
pænhed at tage hensyn til, ingen facader der skal
dækkes over, men fortvivlelse, vrede, aggression eller
hvad det måtte være, skal ud.

Som fx dette fortvivlede råb, som stod malet på en mur
for en del år siden: "Jeg er bange for fremtiden!".
Dette var åbenbart for meget for en anden, som kom
forbi og så det, så nogle dage senere kunne man
nedenunder læse denne sætning tilføjet: "Det skal du
ikke være – jeg har selv været der!  Jesus Kristus".
Det lille stykke evangelium var klarere end, hvad vi
ofte formår at formulere her fra prædikestolen.

Og derfor står evangeliets glæde og befrielse, freden,
troen og håbet ofte stærkere udtrykt "d r i skidtet"
end bag ved pæne facader og kristelige parader. I en af
sine salmer siger Johannes Johansen: Bag de facader,
der pryder os pæne, d r mærkes pinen uhyggelig stor.
Lær os i ånd og i sand-hed at tjene. Aldrig du slipper
den lidende jord. (Tillæg til DDS 778 v. 9) III.
Men hvadenten det er i grafittimalerens kaotiske
univers eller inde bag vore pæne facader, så ligner vi
hinanden, når vi ser længselen efter dybde og fred,
efter accept, tilgivelse og kærlighed, efter Guds gode
og sande ånd til at oplive os,- det ønske som i
evangeliet i dag udtrykkes som ønsket om, at Jesus
Kristus sidder til bords sammen med os.

Det er ikke så urovækkende, om et menneske i sit indre
er vred på Gud, skælder ham ud og slynger en bunke
anklager i hovedet på ham, eller om vi tvivler på hans
eksistens. Alt dette er blot den anden side af troens
inderlighed, af en kalden på Gud om hans hjælp.
Urovækkende er det først, hvis et menneske ikke gider
Gud, men forholder sig til ham med en arrogant
ligegyldighed og blot trækker ham frem ved passende
lejligheder, for så igen at stuve ham godt og sikkert
af vejen.

Inde i sindets og hjertekammerets dybder, hvor angsten,
vreden, længselen og uroen lever, kan det nye fæste rod
og spire frem,- den totale fornyelse som bryder frem,
når Jesus Kristus kalder på os, sætter sig til bords
sammen med os, bryder brødet og deler vinen med os. Det
nye som begyndte med Levi og de andre, hvis
discipelskab ikke bare var noget, som gav sig selv, men
som kom i stand, fordi Jesus opsøgte dem og troede på
dem, -det nye som Jesus selv kaldte for Guds rige.

Så må også vi vove at bryde op fra os selv og følge i
Jesu Kristi fodspor, koste hvad det vil. Han opfordrer
os ikke blot til at interessere os lidt mere for ham,
men til at lade ham være vort liv.

Da den svenske præst, som jeg begyndte med at nævne,
havde fået sundet sig over den chokerende indskrift på
husfacaden, fortæller han videre: Det at jeg opdagede
den røde indskrift på den hvide væg og den nye indsigt
i den dybe betydning heraf, gør mig overrumplet, men
lykkelig. Jeg bliver glad, dybt, dybt indeni!

Så har evangeliet gjort sin virkning. I ham.
Forhåbentlig også i os.  Amen.

Salmer: 694 – 396 – 527 / 338 – 365 – 860 – 772

Risskov Kirke, søndag den 4. oktober 1998