677,676,675,35,678 
 
Jesus siger, at vi bærer megen frugt, når vi bliver i ham, 
ja, skilt fra ham kan vi slet intet gøre. Frugten, som han 
taler, er altså noget vi gør, men noget vi ikke kan gøre 
af os selv. Frugten, som Jesus taler om, kan vi ikke 
beslutte os til at gøre, men den vokser frem, som frugten 
på et træ.  Den vokser frem, fordi vi får kraft til det 
fra Jesus. 
     Hvad består den frugt i? Den består i lovprisning af 
Gud og i at vi tager os af hinanden. 
     Netop ved en høstgudstjeneste er der god grund til 
lovprisning, til tak og glæde over Guds gaver. 
     I dag har vi fra alteret hørt et eksempel på 
lovprisning af Gud. Det var et stykke fra salme 121. " Jeg 
løfter mine øjne mod bjergene, hvorfra kommer min hjælp? 
Min hjælp kommer fra Herren, himlens og jordens Skaber." 
     Netop ved en høstgudstjeneste er der god grund til at 
tænke på Gud Skaberen og på den hjælpe som Gud giver os og 
som vi må takke Gud for. Det er jo et under, som alting 
gror og vokser på jorden. Det er et under den frodighed vi 
ser.  Selv de marker vi ikke dyrker, de bliver dækket af 
planter. Ja, hvis vi ikke dyrkede markerne, blev de dækket 
af frodig skov til sidst.  Der er ikke en plet, hvor Gud 
ikke lader sine undere spirer frem. Og når vi tilsår 
markerne eller vores haver, så varer det ikke længe inden 
de bliver grønne.  Selv ørkener kan blomstre.  Jeg så 
engang en udsendelse i fjernsynet. Det var fra et 
ørkenland langt herfra.  Alt var så øde og goldt.  Der var 
kun intethed. Der var intet grønt og glædeligt, skulle man 
tro.  Der var kun sand og sten. Men når der så faldt regn 
- der kunne gå år imellem -så skete der en utrolig 
forvandling.  Hele ørkenjorden blev dækket af et mylder af 
blomster i mange farver og arter. Det var en fryd at se. 
Det var et under, så hurtigt det skete. Blomsterne 
myldrede frem.  Frøene havde kun ligget og ventet, for så 
at gribe den mindste chance til at gro og blive til 
blomster. 
     Sådan er det egentlig også i vores liv, når vi ser 
tilbage, at der kun skulle lidt til, så sprang glæden ud i 
fuldt flor, så forvandledes vores liv til en have af 
farver. 
     Og det er ikke kun på jorden vi kan se Guds 
herlighed. Det kan vi også på himlen.  Hvorfor er der ikke 
kun tusind stjerner. Det ville have været flot.  Nej, der 
er millioner af stjerner.  Det er den rene overflødighed. 
Det er den rene pragt. Det er underfuldt. Også den 
lovprisning hører vi i salmernes bog i GT. 
     I salme 8 står der: Herre, vor Herre. Hvor herligt er 
dit navn over hele jorden, du som har bredt din pragt ud 
på himlen.  Og i salme 19 står der: Himlen fortæller om 
Guds herlighed, hvælvingen beretter om hans hænders værk. 
     Når vi ser ud i himlen, må vi undre os. Det gør endda 
videnskabmændene.  De har fundet ud af der også er 
stjerner, som er mørke og som vi ikke kan se.  Det læste 
jeg i avisen. Overskriften lød: 90 % af universets masse 
findes i form af det såkaldte mørke stof. Og avisen 
fortsatte: Det giver forskere grå hår i hovedet, dette 
mystiske stof som gennemtrænger universet. I mangel af 
bedre kalde de det " mørkt stof". Det udgør mindst 90 % af 
kosmos` masse.  Ingen kan se det, og ingen ved, hvad det 
er.  Sådan skriver avisen. 
     Tænk jer, mylderet af stjerner, det er så pragtfuldt, 
at vores hjerte jubler, når vi en stille stjerneklar nat 
står under Guds himmel. Men der er et andet stof, som 
fylder endnu mere. I mangel af bedre kalder forskerne det 
for mørkt stof, fordi ingen kan se det. I mangel af bedre 
kalder de det mørkt stof. Jeg kunne være fræk og sige, at 
vi sandelig ikke mangler et bedre ord for det der fylder 
universet. Det er jo Guds ånd.  Ingen kan se den. Men Guds 
ånd er ikke mørk, bare fordi vores øjne er blinde for den. 
Nej, Guds ånd er mere lysende end de uendelig mange klare 
stjerner.  Forskerne får grå hår, når de undersøger det 
mystiske stof, som gennemtrænger universet.  Jamen, de 
skulle heller juble over Gud, også selv om vi ikke kan 
forstå Gud og se Gud. 
     Til sidst i avisartiklen stod der, at forskerne tror, 
at det mørke stof måske er der, for at universet kan 
opretholde sin skrøbelige balance. Det har de ret i. Guds 
ånd er hos os for at alt ikke skal forsvinde i intet. Hvis 
Gud trak sin ånd tilbage, så ville universet ikke kunne 
opretholde sin skrøbelige balance.  Men fordi Gud er 
trofast, fordi Gud er stærk, og fordi Gud har lovet, at 
Gud ikke trækker sig tilbage fra os, så skal vi ikke være 
bange, selv om forskerne kalder hele universet for 
skrøbeligt. 
     Vi må synge med salmisten i GT i salme 89: Stærk er 
Herren. Din trofasthed omgiver dig. Himlen tilhører dig, 
jorden tilhører dig, du grundlagde jorden med alt, hvad 
den rummer. Du skabte nord og syd.  Bjergene jubler over 
dit navn.  Din arm har kraft, din hånd er stærk, din højre 
er løftet. 
     Eller vi må synge med salmisten i salme 104 i GT: Min 
sjæl, pris Herren.  Herre, min Gud du er stor. Du er klædt 
i højhed og pragt. Du hyller dig i lys som en kappe, du 
spænder himlen ud som en teltdug.  Græs lader du gro til 
kvæget og planter til tjeneste for mennesker, så der 
frembringes brød af jorden, og vin, der giver mennesker 
glæde. - Hvor er dine værker mange, Herre. Du har skabt 
dem alle med visdom, jorden er fuld af dit skaberværk. 
Alle har det håb til dig, at du giver dem føde i rette 
tid. Du giver dem, og de samler op. Du åbner din hånd og 
de mættes med gode gaver.  Jeg vil synge for Herren, så 
længe jeg lever. Jeg vil lovsynge min Gud, så længe jeg er 
til.  Jeg har min glæde i Herren. 
     I avisartiklen, som jeg omtalt for lidt siden er der 
også en fysiker Lawrense Krauss, han er fysiker ved Case 
Western Reserve Universitet i Amerika, han udtaler: Hvis 
det mørke stof består af elementarpartikler, er det ikke 
kun derude i himmelrummet.  Så er det også i dette 
værelse, og det går gennem vores krop.  Jamen, det er jo 
Guds ånd han taler om. Eller dvs.  jeg tror ikke vi 
mennesker kan tænke os frem til Gud, hvor dygtig vores 
videnskab end bliver.  Men det lyder som om forskerne 
taler om Gud. 
     Heldigvis har vi Jesus, så vi ikke skal få grå hår 
over at tænke på det mystiske stof, som fylder universet. 
I Johannes evangeliet står der: Ingen har nogen sinde set 
Gud. Den enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens 
navn, har er blevet hans tolk.  Det er Jesus, som Johannes 
taler om.  Jesus har set sin far og fortæller os om ham. 
Derfor kender vi til Gud, ja, mere end det: derfor må vi 
elske og lovprise Gud. Vi må fyldes af stor glæde, ja, af 
en fuldkommen glæde, siger Jesus i prædikestykket i dag. 
Vi må juble fordi vi har hørt, at Guds kærlighed er lige 
så underfuld og uendelig som hans skaberværk.  Guds 
kærlighed gennemtrænger alt.  Guds kærlighed er også i 
dette rum og går gennem vores krop, omfatter os både i 
legeme og sjæl. 
     Netop i prædikestykket i dag hører vi om den tætte 
forening, der er mellem os og Gud. Jesus kalder sig selv 
vintræet og vi er grenene. Vi får saften og kraften fra 
ham, så vi kan bære megen frugt. Det minder om nadveren, 
hvor vi også oplever en tæt forening, et nært fællesskab, 
ja, det er Jesus selv vi får i brødet og vinen. Han er ét 
med os, så vi må leve på hans kraft og leve i hans glæde, 
som er fuldkommen. 
     Johannes Johansen skriver en lovprisning af Gud i en 
nutidig salme, som jeg vil slutte med: Al jordens fylde 
har du skabt. 
 
ny prædiken 
 
 
     I paradisets have var der to træer, kundskabens træ 
og livets træ.  Mennesket spiste af kundskabens træ og fik 
viden om alt. Det var forkert, for vi bruger tit vores 
viden forkert. Der kommer tit ødelæggelser ud af vores 
opdagelser. Og vi bruger også vores viden til at dømme 
andre. En som lever helt som et barn , der ingenting ved, 
tænker kun godt om andre. Men når vi bliver voksene og 
ved, hvordan et rigtigt liv er, så er vi tilbøjelige at 
dømme dem, der ikke lever sådan.  Man tager sig Guds 
stilling som den der kan bedømme andre. Derfor lever 
mennesker ikke mere i paradis, fordi de vil være som Gud, 
der ved alting og har ret til at dømme. Derfor blev 
mennsker lukket ude fra paradis eller lukkede sig selv 
ude, men i paradis står det andet træ, livets træ. Vi har 
lukket os selv ude fra det sande og lykkelige og evige liv 
ved at vi vil have samme viden som Gud.Men Jesus kommer 
for at åbne paradis for os. Derfor sagde han: Guds rige er 
nær.  Det er det samme som paradis er nær.  Og det er 
meget nær, for det er i Jesus og i hans ord.  Han er 
livstræet. Han er den sande vintræ. I  ham får vi altså 
ikke en ny viden, vi får nyt liv, så vi kan leve som om vi 
var i paradis, nemlig ved at tilgive hianden. I Jesus får 
vi et helt liv, et liv med sammenhæng i. Når mennesket 
spiste af kundskabens træ og fik stor viden, så viste den 
sig jo i, at vi har fået indblik i mange smådele, men 
helheden mangler vi, for den er jo Gud, og hvis vi selv 
vil være guder og ikke leve under Gud, som vores skaber, 
så mangler vi den sammenhæng, som kun er i Gud.  Jesus 
bringer os den sammenhæng og giver os den i troen. Han 
giver os den ikke ved at give os stor viden, men ved at 
give os tro. Tro er at leve i Gud, vores himmelske Far. 
     Den tro gør, at vi bærer god frugt. Den frugt består 
i, at vi ikke behøver at være så optaget af os selv og 
vores egen lykke, vi kan se mere på vores medmenneske og 
hans lykke.  Det er netop frugten vi bærer, at vi tænker 
på andre og glemmer os selv.  Og det er deri den sande 
lykke kan findes. 
     Den sande lykke finder vi, når vi hører Jesu bud: at 
vi skal og må elske Gud og elske vores næste.  Når Jesus 
siger, at vi skal eller må tro på Gud, dvs tro på Guds 
kærlighed, så er det ikke noget dårligt bud.  Det betyder 
jo dels at vi må bede Gud om hvad som helst.  Vi kan ikke 
bede Gud om for meget.  Dels betyder det at vi er i en 
større sammenhæng og den kan vi ikke falde ud, fordi 
sammenhængen er levende, er Gud. Jesus siger at der ikke 
er nogen fjender eller noget ondt, som kan skære os fra 
Gud. For det er Gud som er vingårdsejeren og han passer på 
sin vingård, hvor vi er.  Det er kun Gud, som kan skære 
noget fra vintræet og smide det på affaldsbunken uden for 
vingården. Og Gud gør det kun ved de grene som ikke er 
rene, for at de ikke skal ødelægge frugten på de andre. 
Men vi er rene, ikke fordi vi selv har gjort os til det, 
men fordi vi har hørt Jesu ord. Han siger: I er allerede 
rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Vi har 
altså intet at frygte.  Der er intet som kan rive os fra 
Gud. Vi kunne selv skille os fra Gud, ved ikke at tro og 
ved ikke at leve i kærlighed.  Kun ved at sige nej til 
Jesu ord, kan vi afskære os fra Gud og fra vintræets 
livskraft.  Hvorfor skulle vi det.  Der er sikkert nogle 
kristne, som er bange for, at de selv uden at vide det 
eller ville det, har troet eller gjort noget, som 
adskiller dem fra Gud.  Og tvivl kan dukke op selv i den 
allermest kristne. Det er svært for os at holde fast i 
troen på Guds kærlighed. Der kan jo ske så meget i vores 
liv, som vi ikke kan forstå. 
     Men så skal vi huske, at Jesu ord i dag står i en 
afskedstale til disciplene. Han talte til dem kort før sin 
død og opstandelse og himmelfart.  Og alle hans ord her i 
stykket siger han, for at indgyde disciplene tro, så de 
ikke glemmer hans ord eller siger nej til dem, når han er 
i himlen.  Disciplene kunne jo være bange og bekymrede 
for at blive efterladt i en fjendtlig verden. Der kan jo 
ske mange ting, som gør det svært for os at tro på Gud. 
Det ved Jesus.  Derfor taler han så opmuntrende.  Han 
forbereder os på, at vi kan føle os alene. Men så skal vi 
bare huske hans ord, at vi er grene på ham, og sammen med 
ham kan vi overvinde alt det svære, som kan være mod os og 
vores tro. For når vi er grene på ham, så er det hans 
kraft som flyder i os. 
     Vi kan måske også have svært ved at tro, fordi vi 
tænker, at det ser så småt ud, det som Jesus står for. 
Hans ord er jo næsten 2000 år gamle, og vi synes måske 
ikke, at vi ser mange af de undere, som vi hører om skete 
dengang. Men der kan vi også få hjælp i det billede, som 
Jesus bruger, når han kalder sig selv stammen på et 
vintræ.  Til forskel fra næsten alle andre planter er 
stammen på et vintræ meget lav og alligevel bærer den et 
stort væv af grene og blade og giver dem næring, så de 
bliver meget frodige og frugtbare.  Selv om det ser småt 
ud, det som Jesus står for, så er han som vinstokken. Selv 
om den ikke ser ud af meget, har den næring nok til alle 
grenene og bladene, så de helt dækker vinstokken.  Sådan 
kan vi måske også synes, at det er altfor skjult, at Jesus 
er hos os og at vi er så tæt sammen med ham som grene på 
et vintræ. Men alligevel kommer der en næring til os fra 
ham, der er så levende, at det holder os i live, ja, 
holder os evigt i live. 
     Så kan vi da være fuldkommen glade. Den næring som 
Jesus giver os er jo i hans ord til os, og han siger til 
sidst i prædikestykket: Dette har jeg talt til jer, for at 
jeres glæde skal blive fuldkommen. Ja, han siger endda, at 
hans egen glæde vil være i os. Om vores glæde ved vi, at 
den aldrig varer så længe og at den ikke er særlig 
fuldkommen. Der skal ikke ske meget, før vi bliver sure 
eller kede af det. Det kommer selvfølgelig an på vores 
sind, og nogle mennesker har evnen til næsten altid at 
være i godt humør. Men mon ikke de fleste af os har det 
sådan, at vores humør kan skifte over i det grå og triste, 
uden at vi endda kan se nogen grund til det. Men så er det 
vi må holde os til Jesu ord, at han taler sin egen glæde 
ind i os, og den glæde er varig og fuldkommen og kan 
modstå alt ondt. 
     Det betyder selvfølgelig ikke, at vi kristne altid 
går rundt og smiler og intet kan røre os. Men det betyder, 
at selv om det værste sker omkring os eller med os, så er 
der en fred i vores sind, som intet kan rokke, fordi den 
fred ikke stammer fra os selv, men hele tiden flyder fra 
Jesus, som saften fra vinstokken til grenene. 
     I sidste uge var der en kronik i jyske om angst. Der 
stod bl.a., at der er meget i vores grå hverdag, som gør 
os bange. Men at angsten nok stammer langt tilbage i vores 
liv, måske allerede fra vores fødsel. I 9 måneder ligger 
barnet lunt og beskyttet indeni moderen.  Det er et 
skæbnesvangert chock at blive født, skriver kronikkøren. 
Men også barndommen kan give oplevelser, der bliver 
siddende som angst i os. Hvis vi f.eks. oplever at blive 
væk fra vores forældre. Det bliver siddende i os, så vi 
som voksne føler vores angst uforståelig, fordi det er 
følelser fra fortiden som oversvømmer os. For nogle voksne 
bliver de til en sygdom, som gør, at de ikke tør gå i 
butikker eller bevæge sig frit omkring.  Kronikkøren 
skriver, at det er som en djævelsk magt der behersker 
sindet, så man ikke kan finde hvile, og sammen med angsten 
kommer tvivlen: har jeg gjort noget forkert.  Der er mange 
mennesker, som lider af en sådan angst, men de indrømmer 
det nødig over for andre. Og angsten består netop i, 
skriver kronikkøren, at man er bange for adskillelse.  Mig 
alene i verden. Tanken er lige skræmmende for voksne og 
børn.  Og kronikkøren spørger om det sømmer sig for 
kristne at føle den samme angst, når vi jo tror på Gud. Og 
kronikkøren svarer, at Guds fred ikke har at gøre med 
vores private ro. Tro i sig selv gør ingen til noget 
specielt, også kristne kan møde strid og modgang ligesom 
tvivlere møder det. 
     Jeg er lidt uenig med kronikkøren. Jeg mener, at 
troen gør noget helt specielt ved os.  Og vi kan høre det 
ud af prædikestykket i dag. Jesus siger jo, at intet kan 
skille os fra ham. Det er kun os selv, der kan skille os 
fra ham, hvis vi ikke vil høre hans ord. Men hvorfor 
skulle vi ikke ville høre dem, når han siger, at vi er 
bundet til ham som grene på et vintræ, og at intet kan 
skære os fra ham, fordi Gud selv er vingårdsmanden, der 
passer på os. Til os, som er bange for at blive alene og 
skilt fra Gud og fra andre og fra os selv, taler Jesus om, 
at vi er i en ubrydelig sammenhæng med ham, en levende 
sammenhæng. Jo mere små og bange vi føler os, desto mere 
sikre må vi være, for Jesus siger et sted, at det er de 
højeste engle som passer på de mindste. Jo mere alene vi 
føler os, jo højere en engel sender Gud til at være hos 
os. Og når vi føler os allermest alene, da er det Jesus 
selv som er ved vores side. Det viste han med sin død på 
korset, at han selv er hos os i dødens mørke.  Midt i 
usikkerheden må vi føle en stor sikkerhed.  Midt i ufreden 
må vi føle en stor fred. Midt i angst må vi føle en glæde, 
som ikke kommer fra os selv, og som vi ikke selv skal 
holde liv i.  Den flyder til os fra Jesus. Den bliver ved 
med at flyde til os fra ham. Han giver os en glæde og en 
fred og en sikkerhed, som er evig. 
 
ny prædiken 
 
 
     Jeg har engang hørt et billede brugt om bønnen 
Fadervor, at den bøn er som et hus med to etager. I den 
øverste etage, hvor vi først er, dér ser vi, hvad det er 
Gud vil. Han vil se sit navn helliget, sit rige fremmet og 
sin vilje udført. Ja, dér i den øverste etage af huset er 
der tre vinduer, man kan se ud af, og man ser nogle 
vældige marker uden for, hvor der er stor travlhed, der er 
mange mennesker igang med arbejdet ude på Guds marker. 
     Så kan vi gå ned i etagen nedenunder. Dér er der også 
mange mennesker, alle dem, som vi lever sammen med hver 
dag eller som vi hører om, alle dem, som er afgørende for 
vores liv og som vi er afgørende for. Tilværelsen er jo 
sådan et net, hvor vi hænger sammen med andre mennesker og 
de med os, så når der trækker i én maske så kan hele 
nettet mærke det.  Sådan hænger det hele sammen og vi er 
sammen om de store spørgsmål: Hvad skal vi leve af?  og 
Hvad skal vi leve for? Behovene er fælles: det daglige 
brød og tilgivelse og befrielse fra mørke magter. 
     Ved en høstgudstjeneste er det nok særlig én bøn i 
Fadervor, som er emnet. Det er bønnen: giv os idag vort 
daglige brød.  Ud af bønnen kan vi læse, at det er Gud som 
giver os det vi lever af. Og at det er nødvendigt Gud 
giver os det hver dag. Og at der er noget, som vi ikke kan 
leve uden, det daglige brød, det udtryk betyder jo, at der 
noget grundliggende, noget som ikke er en luksus, vi kunne 
spare væk, hvis det skulle være. Det er noget, som vi skal 
have for at vi kan opretholde livet. Det er sikkert 
forskelligt hvad vi mener  er absolut nødvendigt. Der er 
sikkert mange forældre, som har brugt det omkvæd over for 
deres børn: " Se, da jeg var barn, da havde vi ikke osv. " 
Og hvis vi spurgte én, som levede i sidste århundrede, så 
ville han eller hun have en helt anden opfattelse, hvad 
der hører med til livet, og hvad man ikke kan klare sig 
uden. Der var jo ikke så mange ting, som vi har i dag, og 
som vi slet ikke kan forestille os, at vi kunne mangle. 
Hvad med elektricitet? 
     Når der i bønnen står " Det daglige brød" så skal vi 
ikke tænke på en hverdag som er skrabet for alt, som om 
det kun er lidt at Gud under os, og at vi let kunne spare 
alt det andet væk.  Under det daglige brød må vi tværtimod 
forstå en masse ting.  Luther har givet en forklaring til 
fadervor i sin lille katekismus. Man kan læse den bag i 
salmebogen. Og til bønnen, Giv os i dag vort daglige brød, 
nævner Luther 21 ting, men at han begynder med at det bare 
er eksempler og han slutter med, at der kan nævnes flere. 
Han skriver " og alt hvad her nævnes kan". Blandt de ting 
Luther nævner er endda godt vejr og en god regering.  Vi 
føler os måske lige afmægtige over for vejret og over for 
regeringen! Eller betyder det at det er lige så stort held 
når vejret passer os, som når regeringen forstår hvad den 
gør!  Nej, det betyder måske, at lige så svært vi ville 
have det med at styre vejret, så alle blev tilfredse, lige 
så svært er det at regere et land retfærdigt.  I hvert 
fald er det en smuk tanke at Luther nævner de to ting 
sammen. 
     En landmand vil jo i hvert fald kunne nikke 
samstemmende. Vejret er uberegneligt. I år gik det lige, 
og høsten blev god de fleste steder. Men det var jo også 
kun lige. Pludselig satte det ind med regn, da der stadig 
manglede meget som skulle i hus. Det hele havde ellers set 
så godt ud, men så blev høsten alligevel forsinket. Nu 
bliver der nok åndet lettet ud, fordi der alligevel kom 
nogle få dage med sol, som kunne bruges. Men på samme måde 
er der sikkert også landmænd, som føler over for vores 
love her i Danmark. Jeg tør næsten ikke nævne miljølovene, 
eller hvad med de forskellige kvoter og afgifter. Der er 
sikkert mange landmænd, som føler sig helt afmægtige over 
for alle disse love, og slet ikke ved, hvor de står.  Godt 
vejr og en god regering er ting, vi må bede om, at vi kan 
have.  Det betyder meget for vores liv. Ligesom 
solskinsdage kan give os energi og humør, så vi tager fat 
på vores arbejde med sang, sådan giver en god regering 
optimisme og gåpåmod til landets borgere, så alle trækker 
i arbejdstøjet. 
     Men hvor meget indflydelse har Gud på vejret.  Og har 
Gud overhovedet noget at gøre med, hvilken regering vi 
har. Men sådan kan vi jo spørge med alle de ting, som vi 
lever af: mad, drikke, hjem, familie, venner. Hvor meget 
har Gud med det at gøre? Landmanden tænker sikkert om 
vejret, at det gør, hvad det selv vil, eller at det er os 
mennesker, som har påvirket klimaet, så vi er ved at få et 
helt umuligt vejr. Men Gud, hvordan kommer han ind i 
billedet? Men sådan er det jo med alle de andre ting: er 
det ikke os som skaffer maden og bygger husene og finder 
vores venner. Sådan ser vi det i hvert fald.  Man kan 
bruge et billede som svar. Vi mener, at det er os, som 
samler materialerne sammen til de sten, som vi bygger 
vores huse og vores liv af. Men byggestenen består jo af 
atomer, og atomerne består af endnu mindre dele, og det 
har vi ikke sat sammen eller holder sammen. Med et billede 
kan man sige, at Gud er den kraft, som holder det hele 
sammen, så vi kan bygge noget op. Hvis ikke Gud hver dag 
og hvert sekund opretholdt det hele, så ville det blive 
til støv, der blæste væk, hvad vi end gjorde. 
     Det er kun et billede, jeg bruger, når jeg taler om 
Gud Skaberen som en kraft. For Gud er meget mere.  En 
kraft kunne man jo ikke kalde Far. En kraft kunne man ikke 
tale til. En kraft ville man ikke få lyst til synge til, 
som digterne gør. I en salme her fra 1988 skriver Sten 
Kaalø: Som sollys ...  Gud Skaberen gør, at det hele 
passer sammen, Kaalø skriver helt humoristisk: så smukt 
vor jord er lavet, den passer bondens plov!  Og Gud får 
ikke kun de jordiske ting til at holde sammen, han skaber 
en sammenhæng som rækker ud over vores jordiske liv. Det 
er hans gaver vi lever af både i det daglige og også når 
hverdagen engang hører op for os. 
     Både om denne sammenhæng og om disse gaver handler 
prædikestykket i dag, hvor Jesus kalder sig selv et vintræ 
og os for grene. Kraften kommer jo op gennem stammen og ud 
i grenene. På samme måde er Jesu ord fra Gud og om Gud en 
kraft, vi må leve af og som gør, at vi kan bære megen 
frugt. Guds sollyse ord gør, at vores arbejde bærer frugt, 
ja, at vi selv bærer frugt. Og det vi høster er glæde. 
Sådan slutter Jesus jo prædikestykket i dag: Dette har jeg 
sagt til jer, for at min glæde skal være i jer, og jeres 
glæde kan blive fuldkommen. 
     Når små børn får en gave, så plejer forældrene at 
sige til barnet: " Nå, hvad siger du så?" og barnet skal 
så sige: Tak. Det er jo også høfligt og godt, når børnene 
får det lært, at de en dag af sig selv kan sige tak. Men 
på den anden side så er den største tak en giver kan få, 
egentlig mere den glæde som hans gave skaber. Gud vil med 
sine gaver, både dem vi har fået i denne høst og dem vi 
får hver dag af alle slags, Gud vil skabe glæde i os. Det 
er den tak han vil have. Det er meningen, at vores glæde 
kan blive fuldkommen.  Det er vist kun Gud, som kan give 
os det.