Følg mig, sagde Jesus. Følgeskab er godt; men
følgagtighed er skidt! Det er godt at have nogen at
følges med. Som der står i den anden skabelsesberetning
i 1. Mosebog: "Det er ikke godt, at mennesket er
alene". Og Gud skabte en hjælper, der svarede til Adam.
Det var ikke nok for Adam at kunne omgås dyrene, derfor
fik han følgeskab af et væsen af samme art og samme
værdighed som han selv. Adam gav dyrene navne. - Det lå
in den for hans myndighed, at give dyrene navne, fordi
de var af en anden art, og fordi de havde en anden
værdighed: Adam var sat til at dyrke og vogte Edens
Have, og dermed var han over ordnet dyrene og de
underordnede ham. Men da Gud førte kvin den til Adam,
gav Adam hende ikke navn. Adam sagde: "Nu er det ben af
mine ben, kød af mit kød".  Endelig havde Adam fået een
af samme slags som sig selv, som han kunne slå følge
med. Det hører ganske enkelt med til det at være et
menneske, at vi lever i et følgeskab med andre
mennesker. Det er godt for den 10-årige at have nogen
at følges med til skole, og det er godt for den, der
gerne vil stifte familie, at have een at følges med gen
nem livet.

Følgeskab er godt; men følgagtighed er skidt. Følgeskab
er godt, fordi det er kendetegnet ved at de, der
følges, gør det med lige værdighed og af egen fri
vilje. Det har sine omkostninger at slå følge med en
anden, fordi det kræver at man giver af sig selv, men
så længe det er et følgeskab mellem ligeværdige men
nesker, vejes omkostningerne op af det man får. Det er
med føl geskab som med kærlighed: Det er ikke til at
sige hvem, der giver mest, og hvem der modtager mest.
Og spørgsmålet er lige gyldigt, for hverken følgeskab
eller kærlighed er et regnskab, men en livsform.

Følgeskab kræver både evne til at give og til at
modtage, og der for kræver det en selvstændig
beslutning at slå følge med et an det menneske. Men
følgagtighed er netop ikke selvstændigt. Den følgagtige
følger ikke sin egen vilje, men lader den anden føre an
- og mister sin værdighed. Følgeskab kan vække beun
dring - især under vanskelige vilkår; men følgagtighed
vækker aldrig beundring. Den vækker snarere foragt og
måske medynk, fordi den følgagtige har mistet noget af
sin menneskelige vær dighed. Livet bliver ikke til det,
som det er skabt til.

"Følg mig!" sagde Jesus til Levi. Hvad var det så Jesus
opfor drede til: følgeskab eller følgagtighed? Dette
"følg mig" skulle forstås helt bogstaveligt. Levi og de
andre disciple nøjedes ikke med at følge nogle
leveregler. De forlod deres hus og hjem og deres
arbejde for at slå følge med Jesus på hans vandring fra
by til by. Jesus var mesteren, og disciplene var
lærlingene. En lær ling følger sin mesters anvisninger,
fordi mesteren kan noget ogved noget, som lærlingen
ikke kan, men gerne vil kunne. Så langt ligner
forholdet mellem Jesus og disciplene ethvert andet
mester-lærling forhold. Men en almindelig
håndværksmester forventer ikke at lærlingen lægger alt
i sit tidligere liv bag sig, for udelukkende at vende
sig mod mesteren. ~

"Følg mig!" sagde Jesus til Levi, og Levi rejste sig
fra toldbo den for at følge Jesus. Forlod Levi
udelukkende sin toldbod og sit tidligere liv; eller lod
han også sin vilje og sin selvstændig hed ligge? Var
det et følgeskab eller en følgagtighed, han gik ind i?
Var det et værdigt forhold?

Vi ved godt, at Jesus ikke forventede følgagtighed. Han
så jo netop den Gudgivne værdighed i hvert eneste
menneske - også i dem, der blev anset for uværdige.
Ethvert samfund har en top og en bund. Levi hørte måske
nok til i toppen på grund af rigdom, men i omdømme
hørte han til i bunden, ligesom alle de andre toldere -
de arbejdede jo for besættelsesmagten. Børnene hørte
til i bunden - de kendte ikke Moseloven og dens bud. De
syge hørte til i bunden - for man troede, at deres
sygdom var Guds straf over deres synder. I
discipelkredsen hører alle til i toppen: Der er ingen
uværdige, hverken toldere, børn eller syge, og in gen
tvinges ind i følgagtighed. Disciplene var frie til at
forlade Jesus igen og vende tilbage til deres gamle
liv. De var med i discipelkredsen af egen fri vilje.
Sådan er det stadigvæk: De døbte hører med i
discipelkredsen af egen fri vilje  - og kan til enhver
tid forlade den.

I discipelkredsen hører alle til i toppen, fordi alle
er der med lige værdighed - og samtidig hører alle til
i bunden, fordi kun een er fuldkommen: Gud. Når
håndværkerlærlingen følger sin me ster længe nok opnår
han samme fuldkommenhed som me steren, ja han kan endda
blive bedre; men med Jesus er det an derledes: han skal
andet og mere end blot at lære nogle gode leveregler
fra sig: Han er Guds Søn og verdens frelser. Derfor vil
han blive ved med at være mesteren og mennesket
lærlingen, for intet menneske kan gøre sig selv til
Gud.

Vi ved altså godt at Jesus ikke forventede
følgagtighed. Så kan man undre sig over den udbredte
bekymring for, at det at give udtryk for sin kristne
tro, skulle være udtryk for den følgagtiges manglende
selvstændighed, og altså være et frit menneske
uværdigt. Og ofte hører man kristendommen forklaret
som: det betyder, at du må ikke gøre dette og hint,
hvis du vil være et godt menneske - underforstået, hvis
man er kristen, mister man sin selvstændighed - og det
er jo uværdigt for et moderne men neske at være
følgagtig og lade andre bestemme over sig.

Men når det kommer til stykket møder vi følgagtigheden,
ikke når et menneske vil være ved sin overbevisning;
men når enten vi selv eller andre følger den
almindelige vattethed og ikke tør være ved vores
kristne tro og gå imod alle fordommene om for bud og
uselvstændighed.  Kristendom er jo ikke forbud og uselv
stændighed, men den glæde og frihed til at leve med
værdighe den i behold, som Gud giver.

Hvordan skal vi så reagere på Jesu "Følg mig!" Vi kan
ikke gøre som Levi, der rejste sig fra toldboden og
bogstaveligt fulgte Je sus rundt i landet på sine to
ben. Følgeskabet skal udfolde sig på en anden måde i
det liv, vi lever i dag.
Der er en dobbelthed: der er det, Gud giver gennem sin
Søn, Jesus Kristus: frelsen, det evige liv, syndernes
forladelse, Helli gåndens nærvær. Og der er det, vi kan
give: at forsøge at leve op til det dobbelte
kærlighedsbud: at elske Gud og vores næste som os selv.
Og det er først her, etik og moral kommer ind.

Hvor begynder vi? Ved at følge Jesu kald - det vil sige
ved at bruge dåben og nadveren.
I dåben tilsiges vi værdigheden som et menneske, der er
skabt i Guds billede og derfor er et Guds barn, og vi
føres ind i disci pelkredsen.  Paulus bruger udtrykket,
at vi indlemmes som et lem på Kristi legeme.  Korset
tegnes over den, der skal døbes - for at markere, at
også dette Guds barn skal høre Kristus til og den, der
modtager korstegnet, modtager også det Kristus giver:
Helligåndens nærvær, syndernes forladelse, opstandelsen
og det evige liv.

Det er Jesus selv, der har befalet os at døbe og at
fejre nadver, og hver gang vi gør det, læses
dåbsbefalingen og nadverens ind stiftelsesord for at
understrege, at vi gør det på hans ord.  Jesu ord om
dåben, kalder vi dåbsbefalingen, fordi Jesus befaler os
at prædike og udbrede evangeliet, så mennesker komme
til tro og ønsker dåben for dem selv eller deres børn.
Han befaler os ikke at foretage tvangsdåb, som man
gjorde i enevældens tid. Dåben skal altid være
frivillig - og det samme gælder nadveren. Deltagelse
sker altid af egen fri vilje, og det markerer vi ved at
tale om Jesu indbydelse til nadverbordet. Men hvis vi
siger nad verbefaling i stedet for nadverindstiftelse -
ligesom vi siger dåbsbefaling -, så er der mindst een
ting, der bliver tydelig: nad veren finder sted på Jesu
ord - på Jesu befaling. Det vil sige, at vi er fritaget
fra at skulle vurdere, om vi selv er gode nok, om vi
har tilstrækkelig brug for nadveren, eller hvad vore
betænkelig heder nu kan være. Når nadveren finder sted
på Jesu befaling, så er det fordi, at her er det ham,
der giver, og os der modtager. Vi modtager fællesskab
med ham, nærvær, syndernes forladelse, at være i en
kreds, hvor hver enkelt accepteres som et værdifuldt
menneske.
Følgeskab er både at give og at modtage. Det er klart,
hvad vi modtager, men hvad kan vi give? Ikke meget: vi
giver den smu le det er, at ville være med, at ville
tage det alvorligt at være døbt til at høre Kristus
til. Den smule vi kan give rækker ikke langt, men det
er alt rigeligt -for sådan er Guds kærlighed.

Amen