18. søndag efter trinitatis 1994
BØN:     Far i himlene! 
              Giv os kærlighed, giv os et helt og sandt hjerte, 
              og giv os oprigtig tro. 
              Lad os erfare at du udfolder og viser os 
             din største rigdom i Jesus Kristus derved, 
             at du med ham har sat håbet ind i vor verden. 
 Amen. 
------ 

Prædiken
I travle, overskudstider kan man godt driste sig til at
ønske sig ramt af noget overskueligt, noget, som for en
tid sætter én ud af spillet - skaber en afhængighed, som
gør at medmennesker varter en lidt op, bekymrer sig lidt
mere om en. Men man skal ikke have ligget ret længe i
sengen, før trangen til selv at klare paragrafferne melder
sig. Og mennesker, som bliver indlagt på sygehus, fordi
de vitterligt ikke kan klare sig selv, fortæller om det
belastende i at være afhængig af andre. Det ikke selv at
kunne selv det mest elementære er et meget alvorligt tab
for mennesker. Og lader man det spidse endnu mere til og
folk formulerer deres tanker og ønsker om det livsafsnit,
hvor de skal fra denne verden, så formulerer folk i reglen
et ønske om afslutning, straks de ikke længere kan klare
sig selv. 
 Trangen til - og kampen for selvstændighed er en af
menneskelivets stærkeste drivkræfter. Mennesker, der
presses ud i passivitet, er i stor fare for at brænde ud
enten fysisk eller psykisk - måske begge dele på én gang.
Det fortæller de syge og det fortæller de arbejdsløse.
Andre har så travlt med at forfølge uafhængigheden, hvor
de kan, hvad de ønsker, og kun har sig selv at takke - de
har så travlt med at nå deres mål, at mange bukker under,
brænder ud, inden de når dertil. 
 Det er ind midt i den verden, vi i dag hører Jesus sige: 
"Skilt fra mig kan I slet intet gøre. Den, der ikke bliver i
mig, kastes væk som en gren og visner!" 
Jesu påstand og advarsel er, at håbet for mennesker, er
Jesus Kristus. Det kan godt være, at mennesker vil lukke
øjne og øren for den virkelighed og sandhed, men
virkeligheden og sandheden bliver ikke tilintetgjort af det.
Ufatteligt meget kan vi selv, men virkeligheden og
sandheden er, at skilt fra Kristus kan vi slet intet gøre eller
skabe af det, der i sidste ende skal bære. 
------ 

Tråden ovenfra
af Johannes Jørgensen
Det var en skøn septembermorgen. Alle enge glimtede af
dug, og gennem luften sejlede den flyvende sommers
silkeskinnende tråde. Langt fra kom de, langt hen drev de. 
 En af disse tråde strandede i toppen af et træ, og
luftskipperen, en lille gul- og sortbroget edderkop, forlod
sit lette fartøj og betrådte løvets fastere grund. 
 Men stedet behagede den ikke rigtigt, og med en rask
beslutning spandt den sig en ny tråd og firede sig lige ned
i en stor tjørnehæk. 
 Her var der nok af strittende skud og kviste, hvorimellem
et net kunne udspindes. Og edderkoppen gav sig til
arbejdet, idet den lod tråden ovenfra, ad hvilken den var
kommet ned, bære nettets øverste hjørne. 
 Det blev et stort smukt væv. Og der kom noget særligt
over det, derved at det ligesom stod ret op i den tomme
luft, uden at man kunne se, hvad der bar dets øverste
rand. Thi der skal gode øjne til for at opfange sådan en
lille, fin edderkoppetråd. 
 Dage kom, dage gik. Det begyndte at blive småt med
fluefangsten, og edderkoppen måtte spinde sit net større,
så det kunne favne videre, fange mere. Og takket være
tråden ovenfra, lykkedes denne udvidelse over al
forventning. Edderkoppen byggede sit væv højere og
højere op i luften og mere og mere ud til siderne. Nettet
spændte over hele hækkens bredde, og når det i de våde
oktobermorgener hang fuldt af funklende dråber, var det
at se som et perlestukket slør. 
 Edderkoppen var stolt af sit værk. Den var ikke længer
den lille tingest, der var kommet sejlende på et spind
gennem luften uden en skilling i lommen - og uden anden
formue end sine spindekirtler. Den var nu en stor, svær,
velstående edderkop og havde det største net langs hele
hækken. 
 En morgen vågnede den i usædvanlig dårligt humør. Den
havde frosset lidt om natten, og nu var der ikke et
solglimt at øjne, og ikke en flue summede gennem luften.
Sulten og ledig sad edderkoppen hele den lange, grå
efterårsdag. 
 For at slå tiden ihjel begyndte den en rundgang i sit net
for at se, om det ikke trængte til at bødes her eller der.
Den rykkede i alle trådene for at mærke, om de var godt
fæstnede. Men skønt den ingen fejl fandt, vedblev den at
være utålelig gnaven. 
 I vævets yderste udkant kom den så til en tråd, som den
lige med ét syntes, den ikke kendte. Alle de andre gik
enten derhen eller didhen - edderkoppen vidste hver kvist,
de var gjort fast ved. 
 Men denne ganske ubegribelige tråd gik ingen steder hen
- det vil sige, den løb ret op i luften. Edderkoppen rejste
sig på bagbenene og kiggede opad med alle sine mange
øjne. Men den kunne ikke se, hvor tråden gik hen. Det så
ud, som den førte lige op i skyerne. 
 Edderkoppen blev mere og mere ærgerlig, jo længere den
sad og stirrede til ingen nytte. Den huskede slet ikke
mere, at den selv en gang på en klar septemberdag var
kommet ned ad denne tråd. Den huskede heller ikke, hvor
stor nytte netop denne tråd havde ydet, da vævet skulle
bygges og udvides. 
 Edderkoppen havde glemt det altsammen - den så blot, at
her var der en dum, unyttig tråd, som ingen rimelige
steder gik hen, men bare op i den tomme luft... 
 "Væk med dig", sagde edderkoppen, og i et eneste bid
knækkede den tråden midt over. 
 I det samme gav vævet efter - hele det kunstfærdige
netværk styrtede sammen - og da edderkoppen kom til sig
selv, lå den mellem tjørnebladene med nettet som en lille,
våd klud over hovedet. I et eneste øjeblik havde den
tilintetgjort hele sin herlighed - fordi den ikke forstod
nytten af tråden ovenfra. 
------ 
 Håb kan på en måde sammenlignes med motorens
brændstof. Uden benzin i bilens tank vil motoren ikke
køre - løber tanken tør, dør motoren ud. Tilsvarende er
det med mennesker og deres håb: Uden håb for en mere
eller mindre kendt fremtid, går livets kvaliteter tabt - det
dør ud. Mennesker, der intet håb ser for - og i deres liv,
kan komme så langt ud, at de bringer livet til ophør - "de
tager deres eget liv", siger vi! Men mennesker i den
situation er meget langt ude. Vi er nemlig udstyret med en
ganske forunderlig evne til at håbe på en bedre fremtid
næsten uanset, hvor grusom og kummerlig end nutiden
tager sig ud. For en anden kan håbet om en bedre og mere
værdig fremtid gerne tage sig både vanvittig og urealistisk
ud - alligevel kan håbet for den håbefulde være hele livet -
livsfundamentet og drivkraften, som bevirker, at
mennesket fortsætter. 
 Måske så du det ikke i første omgang, men dagens
evangelium handler også fra ende til anden om håb. Ikke
om håbet, der ved trussel vil tvinge mennesker; og ikke
håbet, som dækker mere eller mindre åbenlyst over
beskyttelse af egne interesser. Håbet, som det findes i
dagens tekst, er derimod håbet, som af nogle mennesker
vurderes både som vanvittigt og fuldstændig urealistisk,
men som for den håbefulde er blevet hele livsfundamentet
og livets drivkraft - for den, som håber, er netop det håb
blevet alt afgørende ~ det livsskabende og det
livsformende. 
------ 
"Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, 
hvad I vil, og I skal få det.", siger Jesus. 
I Jesu ord findes sandheden om livet og Gud. Sandheden
om livet er, at det er en gave fra Gud. Det er hverken
menneskers værk eller fortjeneste. Livet var fra ende til
andet skabt godt, men mennesker forplumrede det med
nød og død til følge. De mente, de frit og kvit kunne
kappe tråden til Gud. Men sandheden om livet er, at uden
den forbindelse lader det sig ikke opretholde. 
 Sandheden om Gud er, at han over alt andet elsker
mennesker. Derfor forblev han ikke som en skuffet, vred
og arrogant hersker i sin himmel, men i Jesus Kristus blev
han menneske for derved at komme mennesker i møde og
lære dem sit væsen at kende - han ville lære mennesker
den ægte kærlighed, Guds kærlighed, at kende. Guds
kærlighed er det evige livs kilde. Når ordet fra Gud
kommer til, er dåbsvandet vand, som hentes lige fra Livets
kilde og det er af livets kilde, vi drikker, når vi ved
nadverbordet drikker vinen, som er indstiftet efter Jesu
forskrift. For det analyserende øje - og den analyserende
tunge er det blot almindeligt postevand og vin, men for
troens øje er det det altafgørende håbs bedste tegn. Dét
ser den, som erkender sin egen magtesløshed, sin
afhængighed af Gud, den, som ikke vil slippe tråden til
Gud. Det er ét med tilhørsforhold til Gud og i det forhold
er der ikke plads for den endelige ensomhed og død. 
------ 
O kærlighed selv! 
du rolige kilde for kræfternes elv! 
du fylder med Frelserens gavmilde ord 
velsignelsens kalk på det kristne Guds-bord; 
o, vær du vor livdrik på jorden og bliv 
vort evige liv! (DDS 279,6) 
Amen. 
------