Finn Feilan 

Helligtrekongers søndag

Kling klong, kling klong.
Et par bjælder ringler svagt;
ellers høres kun sandets knasen under kamelernes klove.
En lille karavane bevæger sig gennem den natsorte
ørken.  De fleste af mændene sidder og småblunder i
sadlerne.  Men tre af dem stirrer ufravendt op mod en
særlig klar stjerne, mens de rider.

Hvad mon det er for en stjerne?
Ja, en ukyndig iagttager ville måske påstå, at så stærk
en stjerne havde han aldrig set før. Mens den
sagkyndige astronom - ville granske sin hjerne for at
prøve at huske, hvilken konstellation han havde glemt i
sit stor himmelatlas - for det her lignede ikke noget,
han nogen sinde havde set før. Men han ville næppe sige
det højt til hvem som helst - man skulle jo nødig
afsløre, at der var huller i ens viden. de tre ranke
mænd red da også videre i dyb tavshed, mens de stirrede
op mod nattehimlen. Men de vidste, at de to andre
tænkte det samme. Derfor var det jo også, at de havde
fundet sammen og var taget afsted. De var på vej til et
topmøde på højt plan. De tre repræsenterede den gamle
orientalske orden.  De personificerede menneskehedens
ældste visdom. de skulle møde Israels konge. Han havde
ganske vidst ingen politisk indflydelse mere - var
vasal under den primitive men militært mægtige romerske
kejser. Men Israels konge var stadig et vægtigt
religiøst symbol.

Og denne symbolkraft havde fået fornyet vægt i den nye
stjerne.  De tre ranke mænd havde en anelse om, at den
nye konge i Israel ikke mere "kun" ville være et
symbol, men at han ville blive verdenshersker. De kom
trods alt fra en kultur, som regnede stjernerne for at
være guddommelige. Og genfødslen af Israel skulle have
fundet sted under stjernen.

Hen under morgenen bliver stjernen blegere, i takt med
at dagen bryder frem. Men så ser de Jerusalems tage i
morgenlyset. kort efter meldes deres ankomst hos Kong
Herodes. Kong Herodes kom noget i vildrede; for han
vidste ikke noget om nogen ny tronprætendent. Men hans
skriftlærde fandt svaret hos Profeten Mika:  Det var i
Betlehem.  - Og de kunne nok have haft lyst til en
nøjere samtale med de tre vise.
De kunne have haft meget at drøfte.

Men de hellige tre konger drog videre og opsøgte
stjernens sted i Betlehem. Her mødte de et anderledes
syn, end de havde forventet.  (Uden spir og kongetrone
/ de kun fandt en fattig kone)

Det er ikke kun mennesket, Gud har skabt i sit billede.
Guds virkelighed er nedlagt i hele skaberværket.
Fra verdens begyndelse har man kunnet se noget af Guds
storhed og vælde i universet. Guds uudgrundelige dybder
kan ses i naturens mangfoldighed og ødselhed. Guds
mildhed og hellighed kan ses i naturens skønhed. Guds
visdom binder det hele sammen.

Men hvordan kan det være, at vi kun kan aflæse en lille
del af Guds væsen i naturen? Det er nok, fordi vi ikke
har de rette øjne at se med. De hellige tre konger
havde modet og visionerne til at turde tro på, at denne
nye stjerne på himlen, den betød også noget på jorden.
Men selv de måtte indrømme, at de ikke helt kunne
forudsige hvad.

Det har noget at gøre med, at vi skal "kende koden" for
at kunne få øje på skaberen i det skabte. Vi skal have
denne forudviden for rigtigt at kunne se og forstå. Med
sine forestillinger om menneskelig og militær magt, der
kunne Kong Herodes kun forestille sig, at der var tale
om en politisk rival;  han måtte udryddes. De hellige
tre Konger kunne udpege steder under stjernen som den
nye konges fødested.  Om de har tænkt på politik,
astrologisk mystik, jødedommens fornyelse eller en helt
ny religiøs verdensorden, der får vi aldrig at vide.
For det er der ikke overleveret noget om.  Men hvor de
så vidste det fra, så viste deres gaver, at de har haft
nogle profetiske  anelser:  Guld....  Røgelse....
Myrra.... Men de har næppe haft fantasi til at gætte
sig til, hvorledes disse tre symboler skulle forenes
til en tro, som ville leve i flere astrologiske
tidsaldre - ja helt til verdens ende.  Egentlig
forståelse eller ej, så var deres glæde stor, da de så
barnet.  De tilbad.  For når man står overfor Gud, så
kan man mærke det.  Og sådan som Gud var til stede i
det nyfødte Jesusbarn, så var det mildhed og kærlighed,
der strålede om ham.  rædslen og frygten for de gamle
guder eller Abrahams Skræk og Isaks rædsel, den var her
opløst i kærlighedens stråleglans.

Menneskelig visdom kan være stor og værdifuld.
Universets dybder er større.
Guds visdom overgår alt.
Og selv om lille barn overstrålede Jesus både blomsten
af jordisk visdom - De hellige tre Konger - og han
overgik universets grandiositet - stjernen.  Da
vismændene så barnet, var deres glæde meget stor.  De
faldt ned og tilbade det.  De gav gaver - og de fik en
åbenbaring.

I dag ville vi kunne udlede endnu mere om Gud af vores
viden om verden, end De hellige tre Konger kunne.
Vores viden om universet er kolossal - selvom
astrofysikerne siger, at vores viden i forhold til hele
universet er umådelig lille - og at den altid vil være
det.  Alligevel ved vi meget mere, end De hellige tre
Konger gjorde.  Der var en tid, hvor naturvidenskaben
forsøgte at udkonkurrere troen.  Det var dengang Yuri
Gagarin hånligt vendte hjem fra "verdensrummet" med en
kommentar om, at han havde da ikke fået øje på nogen
gud.  Og så havde hans rumskib endda ikke fløjet
særligt højt efter vore dages målestok.  Men de tider
er forlængst forbi.  I dag står mange
naturvidenskabsfolk med en langt støre ydmyghed overfor
både deres egen viden og overfor det, de ikke ved.
Stjernerne opfattes selvfølgelig ikke som guder mere.
Ja, det er endda sådan, at hele universet omfattes af
en naturvidenskabelig teori om verdens tilblivelse.
Man har regnet og teoretiseret sig frem til, at den
mest sandsynlige begyndelse er en enorm eksplosion,
hvor alt stof i rummet er blevet slynget ud fra eet
bestemt sted med kolossal kraft.  Den såkaldte
urekslposion - eller the big bang. Og så kommer vi til
det spændende.  Nogle af disse naturvidenskabsfolk har
sagt til sig selv: Hvor er det da heldigt, at denne
galaksedannelse har ført til dannelsen af den grønne
planet, hvor der kan leve mennesker.  Og de har gjort
mere end det.  De har opstillet EDB-beregnede modeller
af hele dette forløb.  og her har de fundet ud af, at
hvis eksplosionen havde været blot en lille smule
mindre, så var det hele klappet sammen til et sort hul
igen.  Havde eksplosionskraften været blot en anelse
større, så var alt det stof og stråling blot blevet
slynget langt ud i tomrummet - og havde ikke fortættet
sig til galakser og solsystemer.  -  Og så var livet
heller ikke blevet til. De har også prøvet at regne på,
hvad der ville være sket, hvis naturlovene havde været
blot en lille smule anderledes.  Og det er forsvindende
små ændringer, der skulle til, så kunne det
menneskelige liv slet ikke eksistere - og selvfølgelig
heller ikke opstå. Disse højtbegavede
naturvidenskabsfolk har stillet sig det spørgsmål, som
også ville brænde på vores læber: - Det skulle da
aldrig være sådan, at der helt fra begyndelsen stod en
skabende intelligent kraft bag dette?  Kunne universet
i det hele taget opstå og kunne her leve mennesker,
hvis ikke Gud havde stået bag det og havde tilrettelagt
denne udvikling?  Selvfølgelig ikke!

De hellige tre Konger var på jesu tid noget af det
ypperste, som menneskelig visdom kunne drive det til.
Og de fulgte stjernen hen til Jesus.

I dag er naturvidenskaben og på en særlig måde
astrofysikken noget af det mest fantastiske, som
menneskelig ånd kan frembringe.  Og så fremstår
spørgsmålet, om de - som de vise mænd - kan finde frem
til Jesus ved at følge deres ledestjerne.  Nogle af dem
går vild og finder nogle buddhistiske læresætninger fra
sten. Men andre af dem har i hvert fald kunnet finde
frem til Det gamle Testamentes Skabergud.  Og det er
smukt i sig selv.

Men hvor meget af Guds væsen kan vi finde frem til ved
at studere den skabte verden?  Der er noget med, at vi
skal kende koden for at kunne finde tegnene og tyde dem
rigtigt.  Hvis vi nu går til den allernærmeste stjerne
- Solen - så kan vi se noget spændende:  Hvert sekund
smelter 597 milliarder tons brintatomer sammen til 593
milliarder tons heliumatomer.  De resterende 4
milliarder tons stråler ud som energirigt lys.  en
ganske lille del af dette rammer jorden -og udgør den
fysiske forudsætning for alt liv på jorden - også
menneskelivet.  Vores liv er kun muligt, fordi solen
beredvilligt brænder sig selv op.  Det går langsomt.
Solen brænder ikke op inden for en historisk
tidshorisont - men den brænder sig selv op til sidst.

Denne selvhengivelse giver os livet.
Måske kan vi bruge solens selvhengivelse for vores liv
som et billede på jesu selvhengivelse på korset.  Han
gav også sit liv væk, for at vi kunne få liv - Det
evige Liv. Måske naturvidenskaben kan følge sin
ledestjerne så langt, at den føres til barnet i krybben
- måske er det for spekulativt.  Men i hvert fald kan
vi bruge vores kræfter og evner til at styrke vores tro
på Jesus Kristus - og til at finde ham, hvis vi er
blevet borte.  Lad os gøre det.  For han har brugt sin
milde styrke og sin magtfulde kærlighed til at give os
opstandelse og evigt Liv. Lad os så gøre som De hellige
tre Konger:   Tilbede ham.  Give ham det bedste, vi
har.  Og lytte til det, Gud siger til os i drømme.

                                   AMEN