Fortællingen i dag handler om den første tid, da 
Jesus begyndte sit virke. Vi hører, at han ikke gjorde 
opmærksom på sig selv. Det var Johannes Døberen, som 
gjorde sine disciple opmærksom på Jesus, viste dem hen 
til ham. Johannes sagde: " Se Guds lam. " Der var nu 
ikke meget at se. Jesus kom jo bare gående. Udadtil var 
der ikke noget særligt at bemærke. 
     Men Johannes siger: " Se Guds lam." Ordet lam er 
mættet af betydning.  Det henviser til jødernes påske, 
hvor der i hver familie blev slagtet et lam til minde 
om dengang, da jøderne blev Guds folk og Gud frelste 
dem fra slaveriet i Ægypten. Ordet lam henviser også 
til et sted hos profeten Esaja.  Profeten forudsiger, 
at der engang skal komme et mennesker, som bærer al 
straf og skyld. Profeten Esaja siger om den, som skal 
komme: " Han blev knust og bar det stille. Han oplod 
ikke sin mund som et lam, der føres hen at slagtes." 
Når Johannes Døberen kalder Jesus Guds lam, betyder 
det, at Jesus er frelseren, der vil bære vores skyld og 
befri os fra slaveriet under dødens magter. 
     Johannes disciple hørte hans ord og to af dem 
fulgte efter Jesus. De ville med egne øjne se, om 
ordene var rigtige. Jesus vender sig så og siger: " 
Hvad vil I?" Det må have gjort dem lidt pinligt berørt. 
De er gennemskuet.  De fulgte efter Jesus for at se 
hvor han gik hen og hvad han gjorde. Nu spørger han, 
hvad de vil. De kan da ikke sige til ham, som de ikke 
kender, at de vil bedømme ham, om han er frelseren. 
     Men de to er ikke sådan at slå ud. De svarer 
høfligt: " Rabbi." Det er titlen på lærerne, dem, der 
har viden, de fornemste på den tid. " Hvor bor du?" 
Hvis de får hans adresse, behøver de ikke gå efter ham. 
Så kan de en anden gang gå til Jesu hus og se om der er 
sket noget særligt der. 
     Det ved Jesus og han synes de lige så godt kan få 
det overstået med det samme. Så han siger: Kom og se. 
Og de gik med og så hvor han boede. Men det var jo 
Jesus, der var interesseret i. Og de blev da også hos 
ham den dag. 
     Nu tier fortællingen. Vi hører intet om, hvad der 
skete for dem den dag.  Men vi kender jo Jesus. Han har 
talt til dem. Han har ikke med rene ord sagt, hvem han 
var. Med lignelser har han fortalt, at Guds rige er 
nær. Nu griber Gud ind. 
     Måske var det med ordene: Nu går dette i 
opfyldelse, at der kommer glædesbud til fattige, frihed 
til fanger, de blinde får deres syn, fortrykte sættes i 
frihed. Der udråbes et nådeår fra Herren. Sådan var 
Jesus første prædiken i Nazareth i følge evangelisten 
Lukas. 
     Jesu ord har i hvert fald grebet de to Johannes- 
disciple så meget, at den ene af dem, Andreas, opsøger 
sin bror, Simon, og siger: Vi har fundet Messias. I 
dette ord Messias er alle jødernes gode drømme om 
fremtiden indeholdt. Der skulle komme en stor og mægtig 
konge, som med magt ville føre det lille jødefolk til 
sejre og hævne alle de uretfærdigheder, som var 
overgået dem. Andreas har været begejstret. " Nu skal 
du bare komme og se," har han sagt til Simon. 
     Men det sker ikke på den måde. Det bliver ikke 
Simon, der ser, hvem Jesus er. Det er Jesus, der ser, 
hvem Simon er. " Du er Johannes' søn. Du skal hedde 
Kefas, dvs. Peter." Det må have gjort Peter målløs. Her 
kom han for at se, om han kunne bruge navnet Messias på 
Jesus, og så bliver det ham selv, der får et nyt navn. 
Jesus kender ham og kender ham ved navn.  Og netop det 
viser, at der noget særligt ved Jesus. Han kender os og 
kan se ind i os og kalder os ved navn. 
     De første disciple kommer for at se, hvem Jesus 
er, for at lære ham at kende og forstå ham. Men Jesus 
kommer dem i forkøbet. Han er ikke til at gribe og 
fatte. I stedet bliver de grebet af ham. Over for Jesus 
får de slet ikke tid til at bedømme og se, hvad de skal 
kalde ham. Jesus kalder dem. 
     I fortættet form sker det samme, da Jesus møder 
Filip og siger til ham: Følg mig. Her er ingen 
betænkningstid, for det er Jesus, som vælger Filip og 
ikke omvendt. 
     Derefter opsøger Filip Natanael og siger til ham: 
Ham, som Moses har srkevet om i loven, og ligeså 
profeterne, ham har vi mødt, Jesus fra Nazaret.  Filip 
undgår at bruge de store ord. Han kalder ikke Jesus 
Messias eller ngoet andet stort. Han siger bare: Ham, 
som alle har ventet på, ham har vi fundet.  Men 
egentlig løber munden over på Filip, da han siger: Ham 
har vi fundet. For det var jo Jesus, der fandt Filip og 
ikke omvendt. 
     Natanael udtrykker som den først den tvivl, som de 
alle havde haft: Kan det nu også være rigtigt. Men han 
får det ubekymrede svar: Kom og se. Og han følger 
modvilligt med. Hvad er det nu, de har fundet på, 
tænker han. Jeg er ikke så let at narre som de andre, 
har han tænkt. 
     Men igen griber Jesus ind. Jesus ser Natanael 
komme og siger om ham: Se, dèr er sandelig en israelit, 
som er uden svig. Natanael kommer for at se og bedømme 
Jesus. Og så kender Jesus ham allerede og har bedømt 
ham til at være end mand, der ikke narrer andre og ikke 
lader sig selv narre. 
     Natanael er helt overrasket. Han glemmer helt, 
hvorfor han er kommet. " Hvorfra kender du mig?" og 
Jesus siger: "Jeg så dig, før Filip kaldte på dig, mens 
du var under figentræet." 
     Hvad betyder det, at Natanael var under 
figentræet. Måske var han gået derhen for at bede til 
Gud. Måske havde Natanael et problem, som han bad Gud 
hjælpe ham med. I hvert fald må han havde været helt 
alene, så han føler det er et under, at Jesus vidste om 
den situation, hvor han var under figentræet.  Dertil 
kommer, at Jesus ikke udleverer Natanael. De andre 
disciple kan ikke regne ud, hvad Jesus henviser til. 
Det er en hemmelighed mellem Natanel og Jesus. Natanael 
føler, at Jesus har Guds øjne og kan se ind i 
menneskers inderste og hemmeligste tanker, og at Jesus 
samtidig har Guds kærlige sind og accepterer os helt og 
fuldt med alt hvad vi rummer. 
     Jo, Natanael, som ellers var meget kritisk og svær 
at narre, han måtte helt overgive sig. Ordene slipper 
ud af hans mund: Rabbi, du er Guds søn, du er Israels 
konge." Som den første siger han det direkte til Jesus. 
Det havde de andre ikke turde. 
     Og Jesus svarer: Jamen, hvad er det du har set. 
Det var mig, der så dig under figentræet. Nej, det du 
får at se er noget andet og større. Sandelig, Sandelig 
siger jeg jer: I skal se himlen åben og Guds engle 
stige op og stige ned over Menneskesønnen. 
     Der sker meget i prædikestykket i dag. De mange 
personer, som er med. De mange navne, de giver 
hinanden.  Men midt i forvirringen går Jesus roligt. 
Han tager det, som sker, ganske selvfølgeligt. Han 
kender dem på forhånd og ved, at det hele sker efter 
Guds vilje. Netop det viser, at Jesus er Messias, hans 
ubetingede tro på Gud. 
     Det kan vi også høre i hans sidste ord, ordene om 
at himlen er åben, og Guds engle stiger op og stiger 
ned over Menneskesønnen. Den drøm havde det jødiske 
folks stamfar, Jakob. Det hørte vi fra alteret. Jakob 
drømte, at der stod en stige på jorden, og dens top 
nåede helt op til himlen, og engle steg op og ned ad 
den. Og Gud stod foran Jakob og sagde: Et stort folk 
skal udgå fra dig og brede sig ud over hele jorden. Gud 
sagde: Jeg vil være med dig og bevare dig overalt, hvor 
du går. Jeg vil ikke svigte dig, men gøre, hvad jeg har 
lovet dig. 
     I Jesus går Guds løfter i opfyldelse. Guds folk 
breder sig over hele jorden. Derfor kan Jesus være så 
rolig midt i al forvirringen. Han ved, at Gud holder 
sine løfter, at Gud ikke svigter. Jesus udstråler en ro 
og en tillid til Gud, så vi ser himlen åben. Jesu tro 
stråler så langt ud, at den når til os. Det, som 
begyndte dengang, og som så ud til at være ren 
forvirring, det har bredt sig til os. Jesu ord kalder 
os ind i Guds himmerige, ind i Guds folk. Han kender os 
og vælger os. Jesus har Guds øjne og kan se ind i vores 
inderste og hemmeligste tanker, og at Jesus samtidig 
har Guds kærlige sind og accepterer os helt og fuldt 
med alt hvad vi rummer. 
 
ny prædiken 
 
 
Der sker meget. Der er mange personer i
det stykke vi har hørt. Der er forvirring og
opstandelse. Men der er også noget som går igen
i stykket. F,eks. står ordet se 13 gange. Og de
giver også hele tiden hinanden navne. Men det
passer ikke sammen det de ser og de navne som
de giver hinanden. Johannes Døberen ser Jesus
komme gående og kalder ham Guds lam. De to
første disciple ser, hvor Jesus bor og de kalder
ham Messias. Det er ikke fordi det en mærkelig
måde Jesus går på, Døberen ser ham komme
gående, men det er ikke af Jesus gangart at
Døberen slutter det er Guds lam. Det er en
bekendelse, som slår ned i Johannes og han ved
vel ikke selv, hvorfor han pludselig er så sikker
på, at stå over for jødernes frelser.
Det er heller ikke et ualmindeligt sted,
Jesus bor. Det er ikke derfor de kalder Messias,
fordi Jesus boede et helligt sted. Nej, det var et
helt almindeligt hus og Jesus talte ganske
almindeligt. Men de bruger det største ord i det
jødiske sprog Messias om Jesus. Det har vel
undret dem selv, at de pludselig ved noget så
usædvanligt om Jesus. 
Det passer ikke sammen, de som de ser og
de navne som de giver hinanden. Det forklares
ikke, hvorfor det sker, at de pludselig er så sikre
og kalder Jesus: Guds lam, Rabbi, Messias, Guds
søn, Israels konge. De har ikke dybe samtaler
med hinanden. De taler ikke i timevis og prøver
Jesus af. Det sker på en øjeblik, at de er
overbevist. Uden store overvejelser kommer det
til dem udefra, at de kan kalde Jesus med de
største navne.
Jesus kalder også dem ved navn. Men
hvordan kan han det? Hvordan kender han dem,
når han aldrig har mødt dem før. Til én siger han:
Du er Simon. Og til Natanael siger han, at han har
set ham under figentræet. Hvem er det, som først
ser hvem? Skal de ikke lære hinanden at kende,
som mennnesker normalt gør ved lidt	efter lidt at
nå ind til hinanden?
Det er ualmindeligt, det de siger til
hinanden. Også det sidste, som Jesus siger, at de
skal se himlen åben og Guds engle stige op og
stige ned over Menneskes¢nnen. Vi hører ikke
senere i evangelierne, at det gik i opfyldelse. Det
kan ikke være, da Jesus blev korsfæstet, ikke da
han opstod fra de døde eller da han for til
himmels. Vi hører ikke om, at himlen er åben og
engle stiger op og ned over Jesus. 
Det er ikke let at forstå, hverken det som
Jesus siger, eller det som disciplene gør og siger.
De lærer ikke hinanden at kende, som mennesker
normalt gør. 
Når mennesker ellers oplever en
omvendelse, så sker der det, at de taler om deres
egen synd og fortæller hvor stor en tro de har til
Jesus. Der er også mennesker, som kan sige
hvilken dag og hvilke klokkeslet det skete, at
Jesus pludselig fik altafgørende betydning.
Mennesker, som har haft en sådan stor
oplevelse, mener samtidig, at de selv har besluttet
at tro, selv har afgjort sig for Jesus, at følge ham.
Og i de lande hvor kristendommen stadig er ung,
der ser det stadig ud til at foregå sådan. 
I et missionsblad læste jeg om en egn i
Afrika: Der kommer mange unge. Der er masser
af sang og musik og mange personlige
vidnesbyrd. Da er det skønt at være vidne til, at
den ene efter den anden kommer frem og
bekender for hele flokken, at nu vil jeg følge
Jesus, han er min frelser.	
Det betyder, at omvendelsen opfattes som
den enkeltes beslutning og afgørelse. En
personlige bekendelse og vidnesbyrd.
Men hvad hører vi i prædikestykket i dag.
Andreas siger ikke til Simon: Jeg har fundet min
frelser. Ham vil jeg følge. Nej, han siger ikke jeg
og min. Han siger: Vi har fundet Messias. Han
behøver slet ikke at sige, hvad han selv vil. Og
det er ikke kun hans egen frelser, han har fundet.
Det er hele verdens frelser. 
Filip siger heller ikke til Jesus. Jeg vil følge
dig. Det er Jesus, som siger: Følg mig. Og så
hører vi ikke engang, hvad Filip beslutter sig til.
Ja, han følger faktisk ikke straks Jesus. Han går
sin vej og finder Natanael og det må jo betyde, at
han ikke går efter Jesus med det samme.
Ved ingen af omvendelserne, ved ingen af
de første disciple hører vi, hvad de beslutter. Det
er som om det er sprunget over. De to første ser,
hvor Jesus bor og bliver hos ham den dag. Men vi
hører ikker, at de siger til ham, at de aldrig vil
slippe ham af syne. Vi hører ikke deres personlige
beslutning.
Det samme, da Jesus siger til Simon:	Du
er Simon. Du skal hedde Peter. - Så er der
sprunget over, hvad Peter siger og gør. Der står
ikke, hvad han beslutter sig til.
Efter prædikestykket hører ikke om dem
alle, hvad de bestemte. De stod ikke frem den ene
efter den anden og bekendte for hele folkken: Nu
vil jeg følge Jesus. I Johannesevangeliet er der
ingen personlige vidnesbyrd i den forstand, at de
siger, hvad de selv har afgjort sig for, og hvad de
selv vil.
Deres måde at vidne på er også ret
ualmindelige. Den er meget let og ubesværet. De
er meget glade og siger: Vi har fundet Messias,
den, som vil frelse både dig og mig.
Senere da disciplene blev sendt ud to og to,
da stillede de ikke spørgsmål til folk. Nej, de
sagde ubekymret og ligetil: Guds rige er kommet
nær .. til os alle.
Til alle mennesker og hvordan de end tager
imod det lyder det glade budskab: Ham, som der
er skrevet om og som er verdens frelser, ham har
vi fundet. 
Natanael tror ikke på budskabet. Han er
kritisk: Kan noget godt komme fra Nazaret. - Det
er meget frækt. Natanael omtaler Jesus, frelseren,
som en ting. Kan noget.. Men Filip bliver ikke
alvorlig og bekymret. Han fortsætter glad: Kom
og se.
Disciplene bliver omvendt let og ubesværet
og de er glade og ivrige efter at fortælle deres
bedste venner om Jesus. Når det hele er så let, er
det på grund af Jesu ord. De udstråler tro og tillid
og ro.
Til de to første disciple siger han: Kom og
se. Til simon siger Han: Du skal hedde Peter. Til
Filip siger han: Følg mig. Til den kritiske natanael
siger han, at han har set ham og kender ham og
ikke er det mindste kritisk over for natanael. Og
det havde Jesus da al god grund til, når Natanel
havde været så kritisk og negativ over for Jesus.
Der sker meget i stykket i dag. Mange
personer er med. De giver hinanden navne. Men
midt i det hele går Jesus roligt. Han tager det,
som sker, ganske selvfølgeligt. Han kender dem
på forhånd og ved, at det hele sker efter Guds
vilje. Jesus stoler ubetinget på Gud.
De sidste ord, at himlen skal stå åben. Det
er en drøm, som jødernes stamfar Jakob havde.
Han drømte, at der stod en stige på jorden og
dens top nåede helt op til himlen og engle steg op
og ned ad den. Og Gud stod foran ham og sagde,
at et stort folk skulle udgå fra Jakob og brede sig
ud over hele jorden. Og Gud sagde: Jeg vil være
med dig og vogte dig og opfylde alt, hvad jeg har
lovet dig.
Med Jesus går Guds løfter i opfyldelse.
Guds folk breder sig over hele jorden. Derfor kan
Jesus være så roligt midt i alt det som sker. Han
ved, at Gud holder sine løfter.
Jesus udstråler en ro og tillid til Gud. Det
fremkalder tro hos disciplene og gør, at de bliver
glade og ivrige efter at fortælle om frelseren. Ja,
Jesu tro stråler så langt ud, at den når helt ud til
os. Det, som begyndte dengang har bredt sig til
os. Jesu ord har kaldet os ind i Guds irge, ind i
Guds folk, så vi må være lige så ubekymrede og
glade som de første disciple.