To prædikener til juleaftensdag
 af Susanne Fabritius de Tengnagel

 Prædiken til Juleaftensdag
 Det er godt, det er Jul en gang om året.
 Og det er godt, det kun er Jul en gang om året.  Måske
 tænker I på alt det, der skal gøres og købes og bliver
 trætte ved tanken med jul flere gange om året.
 Men jeg tror desværre ikke, vi kan bære mere af al den
 godhed og omsorg og  fællesskab med vore nærmeste og 
 for andre mere end  en gang om året. Julen siges at 
 være hjerternes fest.
 Jamen det er da ikke til at holde ud.  Det er godt, vi
 kun har Jul een gang om året. Men så er der også drøn
 på.
 Og vi kan endda finde os selv i at være milde og
 hjertelige overfor mennesker,  vi ikke kender, eller 
 som vi måske slet ikke bryder os om til daglig. Og 
 det er fint nok, at det er sådan.
 Er det mon en paradistilstand vi søger i Julen?
 Et paradis med harmoni, glæde, fællesskab, godhed,
 kærlighed.  Det tror jeg, det er. Men for os er det
 endnu kun forundt at opleve det i glimt.
 Og vi voksne ved også, at paradistilstanden ikke varer
 ved. Der er jo en slange i paradiset, som lurer med at
 friste os til at søge vort eget til fordel for andres
 lykke. Og derfor kan vi blive så trætte, når juleaften
 er forbi. Det var så det. Så fik vi julen på plads og
 overstået. Og det er godt at begynde hverdagen igen.
 For Julen er fuld af modsætninger. Vi kan blive trætte
 af al det gode, vi oplever, og trætte af at have givet
 lidt af  os selv til andre. Det er nemmere at være god, 
 når vi er helt alene, som Benny Andersen siger i sit digt om
 godhed.
 Om vi som børn har oplevet dette glimt af en paradistilstand 
 eller ikke, så har vi længslen i os alligevel, og derfor 
 er det godt at fejre jul engang om året. Og derfor bliver 
 julen så  hård for dem blandt os, som ikke har nære
 familiemedlemmer eller venner at dele julen med.
 Længslen efter paradiset tror jeg, Gud har nedlagt i
 os. Den længsel har vi  til forskel fra dyrene.
 Jeg tror, at alle mennesker, uanset tro, har denne
 længsel i sig.  Når vi er samlet her i kirken denne
 juleaftensdag er beskrivelsen af paradiset sat ind i
 en ganske bestemt sammenhæng med en ganske bestemt
 person, som vi ikke kan komme uden om, fordi denne
 person med sin død og opstandelse har banet vejen til
 paradiset og lukket haven op for os. Det kristne
 budskab er eneste af alle budskaber på jorden, som
 fortæller, at en anden end os selv har åbnet paradiset 
 for mennesket uden at vi skal gøre os fortjent til det.
 Vi har billeder af denne person her i kirken. Mange
 billeder.  Vi har billeder af ham som et lille nyfødt
 barn, som voksen mand, som på vor flotte altertavle
 sidder tilbords med sine elever, de 12 disciple og
 rækker dem brød og vin. Billeder af ham på et kors,
 hvor han hænger død.  Og så er der billedet af ham,
 hvor han står levende op af graven.  En mærkelig mand,
 denne frelser.
 Ikke mindst dér på korset. Et makabert billede.
 Størknet blod er aftegnet fra sår i hans ene side,
 hænder og fødder.
 Billedet af manden på korset har på den ene side givet
 mange mennesker kuldegysninger, på den anden side har
 det givet mange mennesker håb.  Men der er jo
 umiddelbart ikke megen juleglæde i en død mand. Der er
 heller  ikke megen harmoni i en død mand.
 Men det er altså ham, som blev født i en stald i
 Betlehem. Og han vil huske  os på, dér på korset, 
 at vi alle spiller fallit i livets cirkus, og at det
 er dér han er, sammen med os på fallittens rand, og
 når vi falder ned i fallittens sorte hul. Med ham
 vendes vor fallit og nederlag til sejr, for Paradiset
 er skjult tilstede i ham, denne nederlagets Guds-mand,
 Jesus Kristus.
 I gammel tid kaldte man et menneske for en Gudsmand,
 når han havde heldet med sig og levede i velstand og
 sundhed. Det var en lykkens mand, for Gud måtte være
 med ham, når det gik ham godt, mente man.  Anderledes
 var det med det menneske, som ikke havde heldet med
 sig, som ikke var rask, som ikke var rig på gods og
 mange børn. Man mente, at Gud ikke var med et
 menneske, som levede i et fallitbo.  Denne opfattelse
 lever i bedste velgående i dag. For man er lykkens
 pamfilius, når livet går godt, og det er ærgerligt,
 når det går skidt. I dag er Gud i almindelighed ikke
 med i vor hverdag, og vi må selv være vor egen lykkes
 smed. Vi tager helst selv æren for vor lykke og
 fremgang, og så  kan vi lægge skylden på korsmanden, 
 når det godt ad  helvedet til.  Men det er ikke tilfældigt, 
 at Jesu  fødsel beskrives som den gør, at den foregår i en
 stald, og at det er fattige hyrder, der er de første,
 der hører budskabet om hans fødsel. Med ham lærer vi
 sandheden at kende om vort liv.
 For det, der gælder og det, der tæller er hverken
 velstand, sundhed eller lykke, men at vi kan forlade
 os på Gud, når livet går fallit,  - at korsmanden er
 med os netop dér i livets nederlag for at rejse os op
 til fornyet håb, nye muligheder, nyt liv.
 Og derfor bærer vi søndag efter søndag året rundt de
 små børn til dåb, fordi Gud ikke først binder sig til
 et menneske, når det har vist, hvad det  kan, men 
 netop før vi viser os gode nok.
 Og det er den omvendte verden. Det er Guds verden. Og
 med Jesu fødsel gør Gud vor verden til sin verden.
 Han stiger til lave hytter ned, hvor hans lys tændes i
 skyggers land. Det er i de små, de elendige og syge, i
 dem, der har spillet fallit, i de fremmede, i de
 sultne og tørstige, i de forfulgte vi finder Jesus.
 Der er ikke plads til manden på korset i vort liv, når
 vi er optagede af alt vort eget, alt det, vi hænger
 ved af fremgang og lykke, hvad enten det  nu er af 
 materiel eller åndelig art.
 Og vi skal ikke tro, at vi kan finde livets sandhed
 ved at søge fallitten, søge sygdom eller fattigdom for 
 på den måde vi er stadig optagede af os selv.
 Men vi skal tømme os selv for alt det, vi hænger ved
 for at give plads til det himmelske, til livets mysterium, 
 paradiset, som korsets mand med sit nederlag, sin død 
 har lukket op for os.
 Men det er lettere for et menneske at holde op med at
 ryge og drikke, lettere at være økologisk og
 miljøbevidst og gøre godt end at tage imod Guds rige.
 Vi vil så gerne gøre noget godt, for at fortjene det
 gode. Men med Guds paradis er det den omvendte verden.
 Her gælder det om at give det onde i os bort til Gud, 
 vor onde samvittighed og vor selvtilstrækkelighed for 
 at modtage det gode fra Gud.
 ----
 Verdens største blev født for ca. 1996 år siden. Han
 lærte mennesket at være menneske - ikke som over-
 eller undermenneske, men som med-menneske.  Og
 mennesket forstod sig selv som tilgivet og velsignet.
 Og mennesket erfarede, at hovmod står for fald. Det
 havde ellers drevet det vidt. Det havde bygget
 Babelstårne ind i himlen. Det havde skabt
 supermennesker og supermaskiner og udråbt sig selv til
 verdens skaber. Magtens tinde var nået  med mottoet: 
 Hensigten helliger midlet!
 Men på magtens tinde var der kun een vej frem, og den
 gik nedad. Men hvem har format til at gå ned?
 Verdens mindste blev født for ca. 2000 år siden.
 Han rækker mennesket himlens lys og går os i møde, når
 vi går ned med flaget og har spillet fallit. På hans
 skulder hviler herredømmet, og hans navn er: Underfuld
 rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste. Han
 taler sit ord til os i dag og lærer os, at livet gror
 frem af det, som intet er. At det mindste bliver det
 største i det mindste.




 Prædiken til Juleaftensdag
 "Tider skal komme, tider skal henrulle, slægt skal
 følge slægters gang; aldrig forstummer tonen fra
 himlen i sjælens glade pilgrimssang." Den sidste
 salme, jeg har bestemt, vi skal synge sammen i dag, er
 Dejlig er  jorden. - Og i andet vers lyder de kendte ord 
 om tider og slægter, og tonen fra himlen.
 Tonen fra himlen er ikke en ensformig lyd, men
 englenes sang. Og englenes sang er ikke en hvilken som
 helst sang, engle nu kan finde på, men en ganske
 bestemt sang om et ganske bestemt budskab, der i al
 sin enkelthed lyder: Fred over jorden! Menneske fryd
 dig, os er en evig frelser fød!  Ind i tiden og hver
 menneskeslægt lyder dette budskab, som det har lydt i
 2000 år.
 Men mon vi stadig er i stand til at høre det, lytte
 til det og tage det til hjertet. Så mange andre toner 
 og budskaber strømmer ind over os, overdøver
 og modsiger det gamle, men stadig nye budskab: Os er
 en evig frelser fød.  Andre budskaber modsiger det.
 Andre budskaber kildrer vore øren og klapper  os på 
 skuldrene, så vi let kan fristes til at fornægte
 det budskab, vi ikke kan sige os selv.
 Et andet budskab om at Gud er død og mennesket lever,
 som det lød i slutningen af forrige århundrede har sat
 sig grundigt fast i vort århundrede.
 Tider og slægters gang er udtryk for historie,
 menneskets historie, verdens historie, Guds historie med os.
 Historie betyder egentlig viden. Historie er så det,
 vi ved om dagen i går og forgårs og for 100 år siden 
 og 1000 år siden og for 6000 år siden.  Historie bliver 
 denne dag i morgen. Vi ved ikke, hvad resten af denne 
 dag byder på. Vi kan gætte os til det, ja, vi har sågar 
 sat den i system, og mange af os regner med, at resten 
 af dagen har noget med juletræ og god mad  og gaver 
 at byde på. Vi har forberedt os på det. Men først i 
 morgen ved vi, om det var det, dagen i dag bød på.
 Slægters gang er udtryk for det, vi helst ikke bryder
 os om at tænke på, og som kan være en dyb sorg for os: 
 at vi er dødelige. At tiden en dag er forbi, at 
 der er familiemedlemmer, slægt og venner, vi ikke 
 mere kan tale med, ikke mere kan se og omfavne. 
 Vi kender hver især deres historie, som er et 
 afsluttet kapitel.
 I begyndelsen af vort århundrede opstod en ideologi,
 som fornægtede historien. Nu skulle noget nyt
 indtræde, det gamle var forbi, ubrugeligt og
 uden værdi. Alle autoriteter blev forkastet. Mennesket
 blev sat kraftigt i centrum. Og siden har vi levet 
 med den historieløse tid, som passer godt til 
 den nye åndelighed i tiden, hvor mennesket er i 
 centrum, hvor det drejer sig om  mig og mit indre liv, 
 min indre udvikling. “Verden  kommer ikke mig ved”, sagde 
 sneglen i H.C. Andersens  eventyr om Sneglen og rosenhækken. 
 Verden kommer ikke mig ved, jeg har nok med mig selv og i
 mig selv, og så krøb den ind i sig selv.  Tiden og slægten, 
 historien med kultur og samfund og fællesskabet mellem 
 mennesker, alt det er betydningsløst i forhold til mig 
 med stor M. Det store budskab i den historieløse tid 
 er, at det er mig, det hele drejer sig  om. Og det 
 er et budskab, vi kan sige os selv, i
 modsætning til budskabet fra himlen.

 Har vi ikke set hinanden før, spurgte den ene mand den
 anden.  Jo, det kan da godt være, svarede den anden.
 Hvad var du?  Jeg var engel over Betlehem, svarede den
 første.
 Jeg tænkte det nok, sagde den anden. Jeg var stjernen!
 Det er ikke en vits om at have levet før, selv om det
 kunne lyde sådan.  De to mænd spillede i deres barndom
 krybbespil i den lokale kirke.  Det havde gjort
 indtryk, dengang fortiden blev nutid.

 Det med engle og stjernen og et barn er født i
 Betlehem. Er det fortid?  Eller er det bare en god
 historie, som kan gribe barnesjæle?  Jeg tror på Gud,
 sagde en lille pige, der blev intervieuwet i radioen.
 Men det gør min mor ikke mere. Det er hun blevet for
 gammel til, siger hun!  Fortid om Guds fødsel - eller
 bare en god historie.  Juleevangeliets forfatter Lukas
 har haft travlt med at sætte
 julehistorien om engle og hyrder ind i en historisk 
 sammenhæng, som er vores fortid.  Vi hører jo en længere historisk
 redegørelse som indledning til juleevangeliet.
 Vi befinder os i fortidens historie, da den romerske
 kejser Augustus sad på tronen, dyrkede sig selv som 
 solgud og havde udvidet sin magt til at dække  hele 
 middelhavsområdet.
 En magtfuld kejser, som havde placeret sine
 statholdere rundt om i de besatte områder. Kvirinius
 var altså statholder i Syrien dengang.  Effektivt og
 velovervejet, som enhver magthaver gjorde det og gør
 det den dag i dag.
 Historien om Josef og Maria og englen og Kristus,
 verdens frelser, får ikke lov til at forblive en 
 god historie eller legende, som en slags sutteklud 
 for dem, som vil i julestemning.
 Indflettet i den historiske sammenhæng med den
 historiske kejser og hans hof og diktatur vil Lukas
 fortælle os, at Gud er historiens Gud, menneskets
 Gud. Han er Kristus, Herren, som bliver født som
 ethvert menneske bliver det.
 Det mest almindelige, som tænkes kan: Et barn fødes!
 Det er der intet overnaturligt i. Men det er et under.
 Noget, vi ikke kan sige os selv. Det er Helligånden,
 den åndelige energi fra Gud, som lader barnet blive
 til.
 Et barn, som skulle vokse op og give udtryk for sin
 vilje. Men selv om dette barn havde en vilje, så ville
 det ikke kunne leve op til den nye åndeligheds
 fordring: Du kan, hvad du vil, eller du kan, hvad du
 tænker.  Djævelen satte det voksne barn, Jesus
 Kristus, på netop den prøve at friste ham til at 
 gøre det, han selv ville. Da Kristus havde
 sultet og tørstet i ørkenen i 40 dage og nætter, tog
 Djævelen en sten og sagde: Hvis du er Guds
 søn, kan du skabe denne sten om til brød. Du kan, hvad
 du vil.  Men Kristus ville kun det, Gud ville, og
 derfor forbandede han djævelen langt væk. For
 mennesket lever ikke af brød alene, men af hvert ord,
 der udgår af Guds mund. Sådan sagde han, som er
 verdens frelser.  Ske ikke min, men din vilje, Herre!
 For han vidste, at hans vilje kun rakte til ham selv.
 Viljen kan være god nok, men den rækker ikke særlig
 langt. Det kender jeg mig selv alt for godt  til.
 For jeg tænker ikke altid godt om verden og  menneskene. 
 Jeg gør ikke altid  det bedste for andre, selv om jeg ville.
 Men Gud har sat al sin kærligheds-energi ind på os,
 for at hans vilje skal ske med os. Det er det, barnet 
 i krybben vil fortælle os.  Noget nyt er sket. Den nye 
 tidsalder begyndte, da kejser Augustus sad på tronen. 
 Vor tid bliver fortsat ny hver dag, fordi Gud sætter al sin
 energi ind på os for at frelse os fra os selv og al det
 djævelske i verden.  Den nye tidsalder begynder, hver
 gang tonen fra himlen lyder til mennesket  om, at vi ikke 
 skal rejse fra jord til himmel for at møde underet, men Gud
 er kommet til os fra himmel til jord og har givet sig
 i menneskets vold, for at vi skal kunne se, at vort
 ganske almindelige liv er et under hver dag.  Det er
 derfor, vi fejrer jul.