Prædiken til Alle Helgens Dag
 af Susanne Fabritius de Tengnagel
 Tekst: Matt. 5,13-16
 Salmer: 277 - 655 - 661 / 623 - 642
 -----
 Bøn: Du kærlighedens Gud! Giv os at længes efter dig
 af hele vort hjerte.  Og når vi længes, da lad os søge
 dig og finde dig. Og når vi finder dig,da  må vi elske 
 dig og vende ryggen til alt ondt, som du har frelst os 
 fra for Jesu Kristi skyld. Amen.

 Hvor er det nemt at gøre glade mennesker bange og
 fulde af sorg. Især når det gælder familien, for vi
 kender hinandens svage punkter og ved, hvor vi
 skal bore i såret. Hvor er det nemt at gøre frugtbare
 marker og skove øde.
 En enkelt cigaret kan sætte en skov i brand.
 Hvor er det nemt at ødelægge et menneskeliv, som det
 tager ni måneder at få  født. På et sekund er det væk 
 med en kniv i brystet.
 Menneskelivet er underligt, og ikke kun underligt i
 betydningen forunderligt og vidunderligt, men også i
 betydningen sært og uberegneligt.
 Vi lever med visheden om, at vi går til grunde, vi
 dør, selv om den tanke ikke så meget går på os selv,
 som på de andre.  Alting forgår, vi ved det, og
 samtidig kæmper vi for, at det ikke skal forgå. Og
 somme tider ser det ud til, vi kæmper med ryggen mod
 muren. For vi er selv med til at lægge livet øde i og
 med vi lever.  Vi indånder den dyrebare ilt og udånder
 kultveilte, som vi kan dø af.  Forunderligt, at vi
 stadig kan trække vejret.
 Vi kan ødelægge vort liv med druk og narko, bilkørsel
 og onde tanker, samtidig med at vi længes efter det,
 som skildres i denne dags læsninger fra Bibelen. Her
 tales om livet i al sin fuldkommenhed, livet i al sin
 fylde: De øde jordlodder skal skabes til frugtbart
 land, fangerne i fængslerne skal ud af deres mørke,
 sult og tørst skal forsvinde, døden skal  ikke være 
 mere, ej heller sorg, ej heller skrig eller  pine 
 skal være mere.
 Ordene fra Bibelen fortæller os, at vor længsel skal
 blive til virkelighed.
 Det vi aner, det vi længes efter, det, vi håber på, er
 på vej.  Ordene er troværdige. Det, som skal komme, er
 sket. Det er lige her i troens land, som vi bor i.
 Men mismodet kan nemt ændre tro til vantro, når vi i
 utålmodighed ikke kan  mærke eller med egne øjne se, 
 at der er sket noget  nyt.  For vi må nøjes og vente 
 tålmodigt.
 Og det er nok det sidste, man skal sige til os
 mennesker. Drømmen om en ny  himmel og en ny jord 
 overlader vi ikke sådan til Gud.
 Det tager for lang tid. Vi, der har tiden imod os, som
 ikke har nok af den eller ikke kan få den til at gå.
 Vi ødelægger Gudstroen i den tro, at vi selv kan
 skabe, selv gå i gang med  at opfylde vor drøm.
 I stedet for at vente på drømmen fra himlen, der
 kommer som en brud, smykket for sin brudgom, sætter
 mennesket sat sig selv på tronen for at bygge op
 nedefra, voldtager bruden og æder sine børn.  Det
 største fordærv er, at mennesket sætter sig på Guds-
 troen og Guds trone. Så er det, at evangeliet om Guds
 kærlighed til os svier til marv og  ben. Så er evangeliet 
 saltet, der gør alting øde. For vi vil ikke høre Gud.
 Det er ikke for intet, at Salthavet mellem Israel og
 Jordan også kaldes det  Døde hav. For intet kan leve 
 i dette hav med dets store koncentration af salt.
 Evangeliet fra Gud, budskabet om at en ny himmel og en
 ny jord er virkelighed, bliver som lyset, når vi tør
 vente på godt nyt fra himlen og ikke går Gud i bedene.
 Og så siger Jesus: I er jordens salt, I er verdens
 lys.  Her bliver saltet det, der skal bevare maden fra
 at fordærves. Og Jesus må  mene, at verden trænger til 
 at bevares, hvis den ikke  skal gå i fordærv.  Jesu ord 
 til disciplene bliver i  dag ord til os om, at vi er 
 jordens salt og verdens lys.
 Vi skal som salt ikke bevare os selv, men bevare andre
 og verden. Saltet kan ikke salte sig selv, men noget
 andet. Det er det gode ved saltet. Vi skal ikke tænke
 på os selv, men på andre, deri er det gode ved os.
 Som lys skal vi heller ikke lyse for os selv, men for
 dem, der er sammen med os i huset, i verden, i livet.
 Vi er salt og lys, ikke for vor egen skyld, men for
 verdens skyld. Vi skal  sørge for, at verden ikke går 
 i fordærv og lægges øde  i mørke. Det skal være vore 
 gode gerninger, dog ikke i  den tro, at vi så kan træde 
 i Guds sted, men i den tro og tålmodighed, at længslen 
 efter en ny himmel og en ny jord ligger i Guds hånd. 
 Vi skal som jordens salt og verdens lys bane vejen
 for at verden tør håbet og og vente med længsel efter
 det, som kommer fra Gud.
 Som salt og lys skal vi ikke bare følge fremskridtet,
 men tale imod det for at bremse fordærv.
 Hvad der er tidens trend, tidens mode, tidens luner
 skal forgå. Men Guds ord skal i al evighed ikke forgå.

 Og så fejrer vi Alle Helgens Dag i dag. Den har en
 lang og mærkelig tradition bag sig som fejring af
 særlig fromme og gode navngivne personer i  kirkens historie.
 Nutildags fejrer vi dagen som mindedag for dem, vi har
 mistet.  Om de har været gode og fromme i sig selv,
 ved kun Gud. Men vi ved, hvad vi  har modtaget af godt fra dem.
 Det er en underlig dag, forunderlig og sær. Jeg bliver
 selv så mærkelig til  mode. Ofte en glædelig sørgmodighed 
 i hjertet. Savnet  af dem, jeg har mistet og som stod mig 
 nær giver mig et tungt hjerte. Og selvfølgelig fokuserer jeg 
 på mig selv med hensyn til det gode, jeg stadig kunne
 modtage fra de døde, hvis de var levende. Men samtidig fyldes
 jeg af taknemmelighed over, at de døde også levede for 
 min skyld og ikke kun for deres egen. At de var salt 
 og lys i mit liv, og at jeg bærer det gode, de gjorde 
 for min skyld, til velsignelse i for mig i dag. Og det 
 er der grund til at sige Gud tak for i Jesu navn.