18.s.e.trinitatis, 2. tekstrække - 1998
Salme 121 - 1. Joh. 4,12-16a - Joh. 15,1-11
Salmer 690 - 858 - 249/ 910 - 698 v4 - 679
______________________________________

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Dette hellige evangelium til 18. søndag efter
trinitatis står skrevet hos evangelisten
Johannes...............

Jesus sagde: Jeg er det sande vintræ, og min fader er
vingårdsmanden.  Hver gren på mig, som ikke bærer
frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt,
den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er
allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til
jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren
ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver
på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke
bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der
bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for
skilt fra mig kan I slet intet gøre. Den, der ikke
bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man
samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver
brændt. Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer,
så bed om hvad I vil, og I skal få det. Derved
herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver
mine disciple.
Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer;
bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I
blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders
bud og bliver i hans kærlighed. Sådan har jeg talt til
jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde
blive fuldkommen.

Amen.

Nogle gange kan man blive voldsomt grebet af et eller
andet. Og sådan har jeg det med den beretning, som
Morten Boje for tiden er fremme med -

hans beretning om færgen Estonias forlis for godt 4 år
siden. Og om hans egen rolle i den forbindelse. Hvad
han gjorde og ikke gjorde. Og hvorfor - eller hvorfor
ikke.
__________________

Jeg tror, vi er mange for hvem de dage dengang i
september 1994 stadigvæk står tydeligt, når vi tænker
efter. Billederne af redningsbåde i vandet - alt for
ofte tomme - billeder af de få overlevende.

Det var svært at fatte, at sådan en ulykke kunne ske -
her i nærheden af os. Det var svært at fatte, at så
mange mennesker - over tusind - døde den nat, da færgen
forliste.

Og i dagene derefter gjorde det et stort indtryk på mig
- og sikkert også på mange andre,- der gjorde det stort
indtryk at se interviews med netop Morten Boje - hvor
han fortalte om hvordan det havde været - hvor koldt og
ensomt -

og om hvordan han måtte klamre sig til troen på, at han
nok skulle overleve - for det ville han - han ville
hjem til sin kæreste, sådan fortalte han det, og det
var tanken om hende, der holdt ham i gang.

Nu er der så gået fire år - og Morten Boje har haft tid
til at tænke over tingene, og han udgiver nu - her een
af dagene - en bog, der har titlen "Jeg ville
overleve". En bog om hvordan den nat har forandret hans
liv for altid.
________________

Det er som allerede sagt gribende - både at høre ham
fortælle og at læse om det - læse uddrag fra bogen.
Og det er det ikke mindst fordi han fortæller så
hudløst ærligt som han gør.

Der bliver ikke gemt noget væk. Heller ikke det, som
han bestemt ikke er stolt over. Ja, det er vel i
virkeligheden det, som han ikke er stolt over, men
derimod føler skam og skyld over, som er det
væsentligste i hans anliggende.

Det, som han med bogen forsøger, om ikke at skrive sig
ud af, så dog komme frem med,- for da at kunne stå for
sig selv og andre som et ærligt menneske - et menneske,
som man måske vil vove at stole på som medmenneske.

I et citat fra bogen skriver han om sig selv:

"Det lyder banalt, når jeg kalder Estonia en skuffelse,
men det dækker meget godt.

Jeg er opdraget til at tro på sammenhold og fællesskab,
og her var så den ypperste chance for at leve op til de
idealer og hjælpe andre - men jeg lod være. Jeg stak
af.

Det er det, der siden har været det sværeste at leve
med, og denne sandhed må jeg se i øjnene for at kunne
leve videre."

Morten Boje fortæller også helt konkret om hvad der
skete den aften -hvordan han nærmest havde tunnelsyn -
han så og hørte intet omkring sig, eller ignorerede det
nok nærmere -

og han fortæller om hvordan han siden har haft svært
ved at møde de pårørende til de, der omkom - for hvad
hvis nu det var lige deres familiemedlem, som han bare
stak af fra.

Han har meget svært ved at leve med tanken om at have
svigtet de andre mennesker, der var der,- derfor gør
han alt for at overbevise sig selv om, at han en anden
gang ikke vil svigte.

Som det hedder - igen i et citat fra bogen:

"Jeg er helt afklaret. Jeg vil ikke overleve en gang
til i vished om, at jeg svigtede andre og bare var den,
der stak af.

Når det sker igen, vil jeg helst være en helt og redde
andre, men lykkes det ikke, så hellere dø. Misforstå
mig ikke; jeg har ikke noget ønske om at dø, slet ikke,
men svigter jeg, så vil jeg ikke overleve."

Det er stærke ord, man kan læse her - at fællesskabet
er det mest værdifulde af alt, også vigtigere end at
hytte sit eget skind. Man må ikke svigte fællesskabet -
så hellere kæmpe for det, selvom konsekvensen er døden.

Og Morten Boje, som siger det, han har, om jeg så må
sige, noget at have det i, han har gjort sig den
erfaring på sin egen krop og i sit eget sind.

Han har gjort sig nogle erfaringer, som faktisk passer
som hånd i handske med det billede, som bruges i
evangeliet til i dag.  ______________________

Jesus sagde: Jeg er det sande vintræ og min fader er
vingårdsmanden. Og han sagde også: Jeg er vintræet, I
er grenene. Og det billede passer. Så tæt er vi
mennesker knyttet til hinanden, som var vi grene på det
samme træ.

Vi kender godt det billede med træet,- vi kender det
fra det som vi kalder et stamtræ,- en fortegnelse over
en familie med alle dens mange forgreninger.

Men billedet rækker her langt videre end som så. For
når vi er grene på det sande vintræ - det træ som
Kristus er - for at sige det med billedets sprog -

ja, så er familien meget, meget stor, og at vi er med,-
det rækker langt ud og har nogle vidtrækkende
konsekvenser.

Og vi kan da også gå ud over billedets sprog, og sige
det med mere almindelig ord: Når vi er sat ind i et
fællesskab med hinanden,-

så er det vores opgave at vedkende os dette fællesskab
og forblive i det. Vedkende os det fællesskab, som vi
ikke selv har bedt om, og hvor vi ikke selv definerer,
hvem der er med.

Også når det viser sig, at dette fællesskab er langt
større og langt dybere end vi måske umiddelbart tror -

det er et fællesskab som omfatter mennesker, som vi
kender men også dem, som vi ikke kender - unge og
gamle, rask og syge, succesfulde og de, som er nærmest
er udstødt af samfundet.

Ja, et fællesskab, som rummer disse modsætninger og
alle de andre par af  modsætning, som vi kan finde i
vores hoveder.

Fællesskabet og ansvaret og forpligtelserne rækker
simpelthen så langt, at det er umuligt at sætte nogen
grænse,- det er umuligt at sige, at det kun er hertil
og ikke længere. Den går simpelthen ikke.

Og som Morten Boje har set det i øjnene, så pådrager
man sig skyld, når man svigter dette fællesskab. Så
forpligtende er det nemlig.  ___________________

Jeg vil her gerne bruge et udtryk, der på sin vis
passer med billedet med træet - et ordsprog, som siger
- at man skal ikke save den gren over, som man selv
sidder på.

Ja, nu ved jeg godt, at det umiddelbart lyder molbo-
agtigt og morsomt, og det er det da også, hvis vi
tænker helt konkret og ser det for os,-men det skal jo
netop ikke forståes bogstaveligt.

Og man kan godt sige, at det var det Morten Boje gjorde
den nat, som han beretter om.

Han savede den gren over, som han selv sad på. Han
satte hensynet til sig selv højest og han satte sig
selv uden for fællesskabet på den måde,- det har haft
en høj pris for ham. For det får livet til at visne.

Men det er jo ikke kun sådan for ham. Hvem af os har i
virkeligheden ikke prøvet det,- at save den gren over,
som vi selv sad på?

Det er da heldigvis de færreste, der møder så store
udfordringer og krav, som Morten Boje gjorde det. Men
hvis ikke vi møder det i det store, så gør vi det i
hvert fald alle i det små.

Vi oplever det når vi i egoisme og selvhævdelse skubber
hensynet til andre til side til fordel for os selv.

Og vi oplever alle som een, at når vi svigter, så
visner livet væk mellem hænderne på os. For livet
ligger i fællesskabet.  ______________________

Det er lige nøjagtig her, at det afgørende bliver for
os hvad det er for en stamme, som vi er grene på. Og
det er her vi kommer ind til det centrale i evangeliet.

Morten Bojes beretning, vore egne tanker om de gange,
hvor vi har savet den gren over, som vi selv sad på -
det leder os frem dertil - til det centrale. Det der
gør, at livet alligevel kan leves.

For det centrale, det vigtigste, som vi hører i
evangeliet til i dag -det er at den stamme, som vi er
podet ind på er Jesus Kristus.

"Jeg er vintræet, I er grenene; den, der bliver i mig,
han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet
intet gøre." Sådan lyder det i evangeliet.
"Skilt fra mig kan I slet intet gøre". Det lyder
drastisk, og det er det måske også.

Men det betyder simpelthen, at skilt fra Gud og Guds
kærlighed og tilgivelse i Jesus Kristus, da må og vil
vi forblive i vores skyld. Da er der ingen mulighed for
at lægge det visnede til side - og igen bære frugt.

Da er der ingen tilgivelse mulig og derfor ingen
mulighed for igen at være et fuldgyldigt medlem af
fællesskabet. At være god nok - på trods af alt det,
der taler imod.

Men sådan er det netop ikke - vi er ikke skilt fra Gud
og Guds kærlighed og tilgivelse,- og derfor er
tilgivelsen mulig, derfor kan vi leve og bære frugt.
______________

For nu at sige det samme, men med poesiens ord, vil jeg
slutte med et par vers af den salme, som vi skal synge
om lidt, og hvor der står:

Kun Kristus løser - fra død til liv med - sit
almagtsord -

så tro og lovsang - i hårde hjerter - af dåben gror.

Som vintræsgrene - til Kristus bundet, -af Kristus
brugt -skal vi i hverdagens - nærkamp bære - Guds nådes
frugt. (Tillægget 910) ________________

Livet er alvor - fællesskabet er alvor - men muligheden
for eller chancen for at bære frugt er der altid, som
både en gave og en opgave til os.

Det er på een gang en gave OG en opgave at tage imod -
at være en del af fællesskabet mennesker imellem og Gud
og mennesker imellem - det vil billedet i dagens
evangelium - billedet med træet - det vil det billede
sige os.

Amen