Selve ordet har sin rod i opfattelsen af Gud - det er et ord, der betegner Guds pragt og ære. Man kunne måske sige det med et moderne ord, at Guds herlighed er hans udstråling.
GT er fuld af den slags udtryk. Fx. når det mange steder hedder, at jorden er fuld af hans herlighed. Dermed menes, at selvom Gud måske ikke er synlig, så virker han dog i verden. Hans udstråling kaster glans over jorden.
Lad os nu forestille os, at dronningen var til gudstjeneste her i kirken. Det kan godt være hun sad heroppe i koret i en særlig stol skjult for jer i kirken, men alene bevidstheden om hendes tilstedeværelse ville afgjort kaste glans over gudstjenesten. Dronningens herlighed smitter af og stråler ud i rummet om omfatter os, der er til stede.
Nogenlunde sådan forholder det sig også med Guds herlighed. Hans herlighed kaster glans over jorden - ja over gudstjenesten. Men det er klart, at er man ikke bevidst om hans tilstedeværelse, har man heller ikke øje for hans herlighed.
Når vi bevæger os op i NT, sker der noget mærkeligt med brugen af ordet ‘herlighed'. Det findes naturligvis stadigvæk, men ofte føres et udsagnsord på. Nu tales der ikke længere blot om Guds herlighed, men også om at mennesker kan herliggøres. Særligt i Johs. ev. findes denne brug. Det betyder ikke guddommeliggørelse, ligeså lidt som en kongelig tjener bliver konge af at færdes i kongens nærhed. Men kongens glans smitter alligevel af på tjeneren, der så kan smykke sig med titlen ‘kammerherre' el.lign. Sådan med herliggørelse: det er herrens herlighed, der så at sige smitter af.
I dagens tekst er der altså tale om, at det er Jesus, der skal herliggøres. Men her er det værd at lægge mærke til, at den skæbne, han opridser, jo ikke kan siges i almindelig forstand at være en herliggørelse, men tværtimod en fornedrelse. Og det hænger netop sammen med, at den herliggjorte Jesus ikke er et ophøjet menneske i gængs forstand, men at herliggørelsen så at sige sker på et andet plan. For herliggørelsen ligger i hans overgiven sig til døden og den deraf følgende opstandelse.
Det er det, billedet om hvedekornet illustrerer. Hvedekornet herliggøres i den proces, der består i såning, spiring og frugtsætning. Hvedekornet ses ikke længere -er gået til i processen, men lever på den måde videre i en anden skikkelse og som altså ikke længere kendes som det oprindelige hvedekorn. Således herliggøres Jesus. Hans død er at ligne med en såning og hans opstandelse med frugtsætningen. Derfor dette svar på forespørgslen om at måtte se Jesus: Det kunne godt lade sig gøre at se Jesus, men hvad der lå bag spørgsmålet var at måtte se Jesus som Guds søn. Og det kunne altså ikke lade sig gøre, fordi dette syn er en hemmelighed, der kræver åbenbaring - dvs. synliggørelse for troen.
Tilbage til hvedekornet. Billedet får Jesus til at uddrage moralen: Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Denne udtalelse har fået nogle til at udlægge det således, at en sand kristen er livs- og verdensforsagende - at det sande kristenliv består i at fornægte sit jordiske liv og regne det for syndigt. Dette syn fik de kirkehistoriske konsekvenser, vi kender i munkelivet.
Men det er bare ikke det, Jesus siger. Han siger ikke, vi skal hade livet, men ‘sit liv'. Og det er ganske godt illustreret med hvedekornet. Kunne et sådant hvedekorn elske sit liv, ville det betyde, at det nægtede at lade sig så og hvis det alligevel lykkedes at putte det ned i jorden, ville det nægte at spire, fordi det netop kun elskede sit liv som hvedekorn. Et hvedekorn, der derimod elsker livet, opgiver gerne sit liv, for at nyt og mere mangfoldigt liv kan spire frem.
Igen er hvedekornet et billede på Jesus. Havde Jesus elsket sit liv, havde han aldrig givet sig hen til sine fjender, men stædigt kæmpet for at beskytte det. Det ville sikkert have indebåret, at han nedtonede sin rolle som Guds søn, for det var netop udtalelserne om dette, der gav næring til dødsdommen. Han ville heller ikke have ofret så meget tid på syndere og fortabte, for det var dén forargelse, der bar ved til bålet. Mao.: havde Jesus elsket sit liv, ville han ikke have været Kristus. Og selvom han var blevet henrettet alligevel, havde det ikke gjort nogen forskel for os. For så havde såningen af hans legeme intet nyt liv ført med.
Men Jesus elskede Livet og var parat til at sætte sit eget på spil for dette langt mere overordnede princip. Ganske som et hvedekorn elsker Livet og derfor er villig til at opgive sig selv for at Livet kan fortsætte.
Når Jesus så siger: "Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være", så er det jo en proklamation af, at både vort liv og vor død er forbundet med Jesu liv og død. Det er det, paulus skriver i Rom 6: Eller ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død. Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv.
Det kan man da kalde fællesskab med Kristus! Og netop i dette fællesskab, hvor Livet tages af Guds hånd - ikke som mit, men som hans - dér har døden ikke for alvor magt. Som Kristus opstod, skal også vi opstå og fortsætte det fællesskab, der begyndtes ved dåben. Og da vil vi i sandhed skue Guds herlighed og se, at det er samme herlighed, vi har kunnet ane på denne side af døden. Amen.