19. s. e. trinitatis d. 13.10.96 Fredenskirken kl. 8.30 og
10.00

Salmer: 4, 854, 488v1-2+7, 267, 477, 387, 357.
Tekster: Lissner, 1.Mos.28,10-18; Johs.1,35-51.


At rejse er at leve sagde H.C Andersen, og tænkte på hvor
livsbekræftende og opløftende det er at se nyt, at møde
nye mennesker og at få udvidet sin horisont. Og mange vil
give ham ret, når de tænker på de mange gode og
livsbekræftende rejser de har foretaget.

Men, der er også mange der må sige, "at rejse er at
overleve." Kun hvis man rejser, - forlader, hus, hjem og
måske familie og venner - har man en chance for at
overleve. Der er i dag mange der må flygte, som Jakob
gjorde det for at overleve. Han flygtede fra sin brors vrede
og hævn. Han forlod familie og hjemstavn for at redde
livet. Han rejste ensom og usikker afsted mod fjerne mål,
som han ikke kendte og som han ikke vidste hvad ville
byde ham. Han rejste afsted med alle de farer som en
rejse nu medfører - ikke fordi han gerne ville det, men
fordi han var nødt til det. 

Inden flugten og under flugten ser alt håbløst og umuligt
ud. Intet er sikkert ud over at forude venter lidelser og
strabadser. Ja måske også døden. At være på flugt er altid
en forbandelse. - Også selv om det at flygte, det at rejse er
den eneste mulighed man har for at overleve. - Også selv
om flugten kan give anledning til mange drømme og
forhåbninger.

Sådan er det også når man flygter i en anden forstand. Når
man flygter fra sig selv, fra sit ansvar og fra de krav livet
stiller for fra sin egn dårlige samvittighed. Det er en form
for flugt som vi alle kender i større eller mindre grad. Vi
har alle prøvet at flygte - som Adam gjorde det, da Gud
Herren i Edens have spurgte ham om han havde spist af
kundskabens frugter. Adam skød ansvaret fra sig og sagde
at det var den kvindes skyld som Gud selv havde givet
ham og kvinden sagde, at det var slangens skyld. Hverken
Adam eller Eva ville være ved eller være det bekendt,
som de havde gjort. De flygtede og de havde det rigtig
skidt med det. Ganske ligesom vi har det skidt med det,
når det er os, der har svært ved at se os selv i øjnene og
mest har lyst til lade som om, det hele bare ikke var sket. 

At være på flugt fra sit ansvar og sin samvittighed er også
en forbandelse. For det at blive og se sig selv i øjnene kan
være endnu værre. Undskyldning og fortrængninger kan
være nødvendige for at man kan overleve menneskeligt
set. 

At rejse er at leve. At flygte kan være en mulighed for liv.
Men i begge tilfælde begiver man sig ind i et ukendt land,
hvor man ikke ved, hvad fremtiden vil bringe. 

I Jakobs tilfælde blev fremtiden god, for det var tydeligt at
han ikke rejste alene. Drømmen om himmelstigen viste
ham at Gud var med ham og at Gud ville vende hans
ulykke, så den blev til velsignelse.

I dagens evangelietekst hører vi om Jesus, der begynder
på sin rejse. Rejsen var ikke en flugt, men det var en rejse
ind i en svær og usikker fremtid, som han vidste ville
bringe mange svære dage med sig. Han var lige blevet
døbt af Johannes i Jordanfloden, og Johannes havde
udpeget ham som værende Guds søn, den Messias, som
de alle ventede på med længsel. - Det er derfor, at de to
første disciple begynder at følge efter Jesus, uden at han
har gjort noget for det. De følger ham næsten som et tegn
til ham om at han skal vide, at han ikke er alene på den
rejse de nu skal ud på sammen. Eller måske er det fordi
de i ham billedligt talt kan se himmelstige i deres eget livs
rejse. 

Næsten lige så let går det med de næste disciple. De
kommer bare fordi de hører om ham. Den eneste, der er
lidt skeptisk er Nathanael, for som han siger: Kan noget
godt være fra Nasaret. Men Nathanael overbevises let, da
Jesus på underfuld måde giver udtryk for at han så ham
før, da han stod under figentræet. 

Jeg ved ikke helt hvorfor det gik så let for Jesus at få sine
første disciple, men et godt gæt vil være at tiden var ladet
med opgør og med drømmen om en ny begyndelse. Jeg
tror, at disse første mænd var så fyldt med længsel efter
nye tider og et nyt liv, at de i virkeligheden allerede var på
flugt fra den ydmygende og barske hverdag, som de
levede under. De var flygtet ind i bønnens og drømmenes
verden, for at de kunne holde det hele ud. Og her kom så
tilsyneladende ham, der var svaret på deres bønner - og de
fulgte ham i den tro, at han var den, der kunne skabe deres
miserable nu om til en bedre fremtid. - Her kom han, der
kunne være himmelstigen for dem i deres liv. Her var han,
der kunne vise dem himlens dør og love dem, at Gud var
med dem alle dage indtil verdens ende. 

Og mødet med Jesus bliver på mange måder disse
disciples himmelstige. For som Jesus selv siger det: I skal
se himlen åben og guds engle stige op og stige ned over
menneskesønnen. 

Dagens evangelium er et ord til os om, at selv når vi er på
flugt - om det så er fra os selv, fra ydre fjender eller det er
fra sygdom og død, så behøver vi ikke at være så
ensomme og forladte som vi somme tider føler os. 

Med os og omkring os på vor vandring igennem livet er
den Gud, der troner for enden af himmelstigen. På
børnealtertavlen er han symboliseret ved et øje. Et øje, der
ser vores liv her på jorden med alt, hvad det indebærer.

Og så er symbolerne vist ved at være klare. At leve er at
rejse, at være på vej. Måske at være på flugt. At leve er at
have usikker grund under fødderne og at begive sig ind i
ukendt landt. Et land, der ofte fylder os med både angst,
drømme og forhåbninnger. 

Men midt i den rejse, som livet er, bliver vi mødt med
budskabet om, at der findes en stige, der går fra jord til
himmel og at der for enden af den stige findes en Gud, der
ser os, som vi er. For enden af den stige findes en Gud,
der kender vores historie og vores fremtid, han ved, hvad
vi kommer fra og hvor vi rejser hen. 

Han nøjes ikke med at se os og at kende os. Han taler
også til os og giver os et løfte om, at en dag er det os, der
må gå på stigen fra himmel til jord. 

Gud sagde til Jakob: Jeg vil være med dig og bevare dig
overalt, hvor du går, Og jeg vil føre dig tilbage til dette
land. Jeg vil ikke svigte dig, men gøre hvad jeg har lovet
dig.

Og Gud lader Jesus sige til os. Og se jeg er med jer alle
dage indtil verdens ende. Eller som det lød i evangeliet til
sidste søndag: Jeg er vintræet, I er grenene. Som Faderen
har elsket mig, har også jeg elsket jer, bliv i min
kærlighed. 

Et løfte til os om, at vi må se himlen åben. Et løfte om, at
uanset, hvor vi kommer fra, eller hvor vi er på vej hen, så
findes der på vejen en stige, der går fra jord til himmel. 

Det er ikke meningen, at vi på vores rejse i livet så bare
skal forholde os til himlen og glemme jorden. Tværtimod
- Jakob blev også sendt videre på sin rejse - men han
kunne rejse videre med den trygge overbevisning, at han
ikke rejste alene, og at hans flugt ikke var en flugt fra Gud
men meget snarere en rejse med Gud. En rejse, der når
tiden er inde ville forene ham med Gud for enden af
himmelstigen. 

Det er også løfterne til os i dag. At uanset, hvem vi er,
uanset, hvad vi flygter fra eller hvor vi rejser hen, så er vi
ikke alene. Gud er med os, og han har lovet os, at
himmelstigen også er vores mulighed. Amen!