19. s. e. trin 1998

Der findes visse kategorier  af stillinger i samfundet,
som man med et lidt gammeldags udtryk benævner  kald.
Præstestillingen er een af dem, lægens gerning en
anden. Om de stillinger findes der navnlig i
pietistiske kredse en bevidsthed om, at mennesker der
bestrider disse kald er særligt kaldede af Gud til at
udføre dem, og af den grund er de lidt finere og bedre
end andre former for beskæftigelse. Efter min bedste
mening og iøvrigt også efter Martin Luthers, så er den
opfattelse i værste  fald noget ugudeligt vrøvl, i
bedste fald blot udtryk for fromt føleri. Ethvert
menneske er nemlig kaldet, ingen er i kraft af sin
stilling bedre kvalificeret overfor Gud end nogen anden
er det.  Og Gud ske tak og lov for det!  En præst er en
bonde, som de andre bønder har sat til at læse teksten,
sådan sagde Luther - vi må nok omformulere det til, at
præsten er den lønmodtager som de andre lønmodtagere
har sat til at læse teksten; lægen må vi så have for
vore andre svagheders skyld.

Vi er alle kaldede, ligesom de disciple vi hører om i
teksten. Måske har kaldet en anden valeur for os, fordi
vi ikke på samme konkrete facon har mødt den kaldende.
Men kaldede er vi lige godt, det blev vi i dåben.  Det
der så til tider kan virke svært, det er at hitte ud af
hvad vi egentligt er kaldede til. Vi er kaldede til at
være  mennesker og medmennesker, det burde egentligt
ikke være særligt svært at indse det, men det er noget
af det vanskeligste af alt. For  hvad er et menneske?
Ja vel kan det defineres med de kendetegn som ethvert
individ af arten homo sapiens er i besidelse af:  opret
gang, tænkeevne, sprog etc.  Men den definition er ikke
dækkende. Den mangler noget særdeles vigtigt. Den
mangler at sige, at mennesket også er mulighed. Det er
det ganske enkelt fordi det kan  møde kærlighed. Det er
den, der gør menneskelivet muligt.  I sin gendigtning,
af patriarkfortællingerne i Bibelen sætter Møllehave
den sag på spidsen, hvor han fortæller om Jakobs møde
med sin kusine Rachel:

Han kom til en brønd, hvor der lå en sten,
men det var en af de svære.
Den kunne umuligt løftes af en,
over ti sku´ der gerne være.

Når stenen var væltet fik fårene vand,
de drak og blev ved med at drikke.
Så løfted de stenen de mange mand,
men mindre end ti kunne ikke,

Men hvis man bliver rigtig forelsket og glad
kan man løfte de fleste stene.
Der så han en pige - og ved du hvad:
Så løfted´ han stenen alene.

Hun var så smuk, og hun var så ung
med ansigtstræk så fine,
- og så var stenen ikke så tung!
- Det var Rachel, hans kønne kusine.

Historiens fortsættelse husker vi nok, hvorledes hans
morbror Laban forlangte, at han skulle slide og slæbe
for hende i  7 år før han måtte få hende;  da de syv år
så var gået blev han snydt af den Laban, der gav ham
den mindre attråværdige Lea. Altså måtte han slide 7 år
til for endelig at blive gift med Rachel. Med kærlighed
kan man drive det vidt, for den holder  muligheden
åben. Omvendt gælder det, at det kærlighedsløse
menneske, af hvad grund det så end er uelsket og
uønsket, at det  er uden muligheder for ikke at sige
umuligt .  At være et umuligt menneske, det er næsten
det værste, der kan siges om nogen -idetmindste hvis
alle, der kender vedkommende siger det. I eventyret om
skyggen fortæller H.C. Andersen om en lærd mand, som
studerer det gode og det smukke og det sande. Han
mister sin skygge; den keder sig bravt over al den
godhed og skønhed, hvorfor den hellere vil ud og
studere skyggesiderne. Den lærer nu alt det at kende,
som manden ikke ville vide af og kommer sandelig også
velbeslået tilbage. Den kender nu alt det man ikke bør
have kendskab til - og det kan man blive rig af  - i
form af bestikkelser. Den tilbyder at tage Herren med
ud på en rejse. Den tilbyder endvidere at de skal være
halvdus. Skyggen siger Du til Herren, men Herren må
sige De til skyggen. Det er ganske konsekvent i
eventyrets sprog. Skyggen er jo nemlig dus med herren
på en helt anden måde end han er dus med den. Han vil
ikke vide af sin skygge. I eventyret hævner det sig så
voldsomt, at den stakkels mand tilsidst bliver
henrettet, og skyggen bliver gift med prinsessen og
herre i landet. Det menneske der fortvivlet  ikke  vil
være sig selv og dermed også sig selv bekendt overlader
skyggen herredømmet og bliver derved både ulykkeligt og
umuligt, for det ikke kan se sine muligheder! Manden
uden skygge kunne ikke se den farisæiske eller
dobbeltmoralske fare som han også blev offer for. Det
samme gælder de menneker - de findes - der vælger at
være fornærmede og også fremturer heri; de lukker af
for nye muligheder, nye perspektiver. At gøre det er
både ukærligt og faktisk også ukristeligt.  Sand
kristendom lukker nemlig aldrig i, den lukker altid op;
den vil altid indsætte mennesket i deres muligheders
vold, det vil den fordi den først og sidst er
kærlighed. At være kaldet er som sagt at være kaldet
til at være både menneske og medmenneske, begge dele
kan man kun være i total åbenhed, det går  ikke at
lukke i - fordi der er nogle, der i kraft af andre
grundholdninger kommer til at trampe på ens fordomme og
yndlingsaversioner. Når man lader sig fornærme af
sligt, så svigter man også sit kald til at være både
menneske og medmenmneske, fordi man så lukker sig inde
i både bedrevidenhed og farisæisme - kort sagt man
bliver til “modmenneske”.  Det er der kun een vej ud
af, og det er den: På ny at åbne sig for den kærlighed,
der kommer udefra, den der møder os hovne og
selvoptagne mennesker med syndernes forladelse. Den
omfatter naturligvis også de fornærmede; men også de må
åbne sig og give sig kærligheden i vold og tro den, for
at blive deres fornærmelse kvit.

Vi har talt om det at være kaldet, vi har berørt, at
det betyder at være åben overfor livets mulighed, som
kærligheden er den uomgængelige forudsætning for - det
gælder både fysisk og åndeligt! Kærlighed har en
ejendommelig og forsåvidt menneskeligt set uacceptabel
egenskab; den vil og skal opstå uden for os selv -
ellers er der tale om egenkærlighed og selvglæde - og
den åbner for vist ikke for nye muligheder - tværtimod!
Dette forhold at kærligheden skal opstå uden for os
selv - hos en anden - det rummer sådan set den
dimension, som vi traditionelt kalder Gud og som vi
ikke kan forstå. Det skal vi heller ikke, vi skal nøjes
med at tage imod den på en sådan måde at vi giver os i
vore muligheders vold, for det er det vi er kaldede
til, og det er også det som  tro  ret beset betyder. Vi
er som sagt kaldede til både at være medmennesker og
mennesker. Vi er dermed kaldede til at overvinde al
småligheds og skråsikkerheds hovmod, for kun derved
lægges det liv frit, som vi i så rigt mål har fået
skænket, derved gives vi påny i vore muligheders vold,
så vi frit, kan gå
enhver til sit
og stole på Guds nåde
Han give os lyst og lykke til
at gøre gavn, som han det vil
på allerbedste måde.


AMEN