Jesus taler til jødernes ledere. De har sagt ja 
til Gud, men de gør ikke Guds vilje. De har overtaget 
ledelsen af Guds folk, ledelsen af vingården, men det 
er ikke til Guds ære. De vil selv have fortjenesten. 
     Jesus taler strengt til jødernes ledere og slutter 
endda med at sige, at de får et ondt endeligt. 
     Er der noget evangelium, nogle gode ord, til os i 
prædikestykket i dag?  Jo, det er en helt utrolig god 
og mild far vi hører om. Det er en utrolig tålmodig 
vingårdsejer vi hører om. Hvis vi havde en søn og vi 
venligt bad om noget og sønnen svarede: Nej, jeg vil 
ikke. Så ville vi blive vrede. Det hører vi ikke, at 
faderen i Jesu lignelse bliver. Han går bare til sin 
anden søn.  Den søn var også fræk. Han sagde ja, men 
gjorde ikke efter det.  Måske kan vi slutte, at faderen 
heller ikke bliver rasende vred på denne søn.  Det er 
næsten som om Gud er alt for god. 
     Det samme hører vi om vingårdsejeren. Han sender 
først nogle folk, som skal hente hans del af høsten. De 
bliver dræbt. Så sendte ejeren igen folk, flere end 
første gang. Også de bliver dræbt. Til sidst sender han 
endda sin søn. Det er at være dumgod. Der var da dræbt 
tilstrækkeligt. Det er at være for tålmodig. Efter det 
andet hold udsendinge måtte ejeren da vide, hvordan 
hans forpagtere var og hvilken straf de skulle have. 
Ja, et mord havde været tilstrækkeligt. Sådan er det i 
vores verden. Ejeren af vingården er overnaturlig 
tålmodig. 
     Og sådan er Gud ikke kun over for jøderne og deres 
ledere. Sådan er Gud over for os. Vi er alle syndere. 
Paulus skriver det så tydeligt: Gud har indesluttet 
alle i ulydighed for at vise alle barmhjertighed. 
     Selv om Jesus slutter med at tale om det onde 
endeligt, som forpagterne får, så skal vi lægge mærke 
til de ord ved den første lignelse: Toldere skal gå ind 
i Guds rige før jer. Det betyder, at selv de hovmodige 
jøder ikke er udelukket fra Gud. De går ikke først ind. 
Men døren står dog også åben for dem. Vi kan også høre 
det af Jesu ord på korset, da han bad for sine fjender: 
Far, tilgiv dem. 
     Det er evangeliet til os, at Gud er overnaturlig 
tåmodig mod os. Vi kunne jo let tænke, at vi er som den 
søn, der siger ja, men ikke handler efter det. Og det 
skal lære os to ting, dels at vores eneste chance er 
netop Guds tålmodighed og barmhjertighed. For vi er 
syndere. Det skal dels lære os, at vi aldrig dømmer 
dem, der taler frækt mod Gud og om Gud. I det skjulte 
kan det være, at de lever mere efter Guds vilje end vi. 
Jesus vil ophæve alle skel mellem os. Blandt os 
mennesker er der ingen idealer, som både siger ja og 
handler derefter. Vi er alle på samme hold, og hvis vi 
absolut vil dele mennesker op, så er det ikke artige og 
moralske, som går først ind i Guds rige, men tolderne 
og skøgerne. 
     Jeg læste om en præst, som skulle med toget. Han 
stod på perronen og ventede. Toget kunne komme hvert 
øjeblik. Det regnede. Op af trappen fra tunnelen under 
skinnerne kom en beruset mand. Han havde en ølflaske i 
hånden. Han gik og talte med sig selv. Han vaklede hen 
mod præsten, stod foran ham. Med ølflasken prikkede han 
præsten på brystet og spurgte: " Tror du på Gud?" 
Præsten blev helt overrasket. En eftermiddag kl. 17.10 
på en regnvåd perron. Toget kunne komme hvert øjeblik. 
Præsten havde ikke lyst til at tale med en beruset. Og 
det spørgsmål, var det ment som en vittighed.  Præsten 
havde ikke lyst til at svare. Men den berusede holdt 
sit ansigt tæt op til præstens, så han måtte sige 
noget. Han svarede kort: " Ja." Egentlig ville præsten 
fortsætte og forklare, men var også bange for at den 
berusede så ville sige: " Vis mig Gud." Men drankeren 
ønskede ingen forklaring. Han sagde kort og det var den 
anden overraskelse for præsten: " Mand, du har det 
godt." Og først i det øjeblik så præsten rigtig den 
person han stod over for, et menneske med et træt og 
ødelagt ansigt. Da kørte toget ind på stationen, 
perronen blev fyldt med mennesker og de to, som havde 
stået over for hinanden, blev trængt fra hinanden. 
     Vi kan sammenligne de to med de to sønner i Jesu 
lignelse i dag, som siger ja og nej. Det lyder som om 
drankeren siger nej til Gud, men dels synes han det er 
meget vigtigt at tro på Gud, det er det gode i livet. 
Dels gør han en anden opmærksom på det.  Han mener nok, 
at han har det så elendigt, at han har mistet troen på 
Gud og er bitter på Gud, men alligevel gør han Guds 
vilje og taler til et andet menneske om Gud. 
     Hvad med præsten, han siger: "Ja jeg tror." Men 
hjælper han drankeren?  Nej, han skynder sig videre. 
     Hvad mener drankeren, når han siger: "Du har det 
godt". Præsten er sikkert almindeligt pænt klædt på, en 
god borger, men drankeren synes ikke det er det 
vigtige, nej det er troen der gør vores liv godt. Vi 
kan have det elendigt eller vi kan have det materielt 
godt, det betyder ikke så meget, bare vi tror på Gud. 
Det er som om drankeren ønsker sig tro mere end noget 
andet, ikke penge til at drikke, ikke redning fra 
alkoholen, ikke ydre lykke, men derimod tro.  Drankeren 
bærer Guds rigets frugter. Det viser at vi skal 
respektere selv de mindste mennesker, endda nogle gange 
se op til dem, være fælles med dem i dette, at tro på 
Gud og have vores lykke i det. 
     Præsten skriver, at han senere kom til at tænke 
på, at det var Gud selv, som var tilstede, ikke kun i 
præstens svar: Jeg tror, men også i drankerens 
spørgsmål: Tror du. Det er Guds stemme vi hører når vi 
står ansigt til ansigt med et andet menneske og må åbne 
os. Præsten tænkte også over dette at livet er godt for 
os, når vi tror på Gud. Måske havde drankeren ment, at 
det han selv manglede, det var mod til at leve, et 
grundlag, som kan bærer os, når livet er gået i stykker 
for os. Præsten slutter med at skrive: " Jeg kunne ikke 
hjælpe ham. Men han har påny gjort mig bevidst om, hvad 
vi så let glemmer, at det ikke er selvfølgeligt, når vi 
har det godt, og at det betyder meget, når vi kan tro." 
     Egentlig skulle præsten have skrevet, at han ikke 
kunne hjælpe drankeren, men det var drankeren, så sølle 
han var, der hjalp præsten og pegede hen på Gud, som er 
Far for os alle, og som kalder på os, hvad enten vi 
siger ja eller nej. 
     Møllehave skriver i et digt til Jesus: Du ved, bag 
mit ja/ er der altid et nej./ Du kender min falskhed,/ 
du kender jo mig./ Du ved, at jeg går/ ad fortabelsens 
vej,/ hvor et rungende ja/ er et svigfuldt nej./ - Din 
kærlighed bryder/ hvert skel og hver streg./ Du gi'r os 
dit ja/ trods hvert menneskes nej./ Din kærlighed 
visker/ fornægtelsen ud,/ således er verden/ elsket af 
Gud,/ at vi trods vores nej/ må beholde dit ja,/ og 
leve af nåde/ i glæde endda. 
 
 
ny prædiken 
 
 
     Der er mange, som mener, at værdierne er ved at 
smuldre i vores tid. Vi kan se det i øst. Der er 
landene ved at forlade de kommunistiske ideer, som 
landene er opbygget på. Og her i vest er der også ved 
at ske en ændring, så vi er ved at forlade den trygge 
velfærdsstat, som vi har opbygget. Selv Sverige, som er 
nået længst med den menneskelige kapitalisme, er rystet 
og bliver nødt til at forlade de værdier, som har været 
grundliggende indtil nu.  Jeg læste om en bog, der 
fortæller om, at værdierne i vores tid er i opløsning. 
Grundlaget, som vi har bygget på både i øst og vest er 
ved at smuldre.  Vi står ved kanten af en afgrund.  Og 
vi har svært ved at se, hvad der kommer efter.  I går 
stod vi ved afgrundens rand. I dag er vi kommet et 
skridt videre. Vi kan ane, at der er nye værdier som er 
ved at tage form.  Efter kommunisme og kapitalisme, 
efter materialisme og velfærdsstat er der ved at dukke 
noget nyt frem.  Og forfatteren til den omtalte bog 
skriver, at det bliver religionen som kommer til at 
spille en afgørende rolle for skabelsen af den nye 
kultur.  Styrken ved religionen at den fortolker 
grundvilkår, som man ikke kan sætte sig ud over.  Liv 
og død, godt og ondt, glæde og sorg.  I virkeligheden 
er det altså ikke en ny kultur, som kommer, men vi er 
ved at finde tilbage til det grundlag som hele tiden 
har været. 
     Når vi i vores tid spørger, hvad livet er værd, så 
er svaret, som det hele tiden har været, at Gud har 
givet os livet som en gave og en opgave.  Jesus siger 
det ved, at faderen i den første lignelse beder begge 
sine sønner: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i 
dag. Det siger Gud til hver af os: Mit barn, gå ud og 
lev livet i dag. Det giver os 3 værdier at bygge på. 
Det fortæller 3 grundliggende ting om vores liv. For 
det første siger Gud " mit barn" til os. Det betyder, 
at vi har så nært et forhold til Gud som mellem far og 
søn; så højt regner Gud os. Og der er vel jordiske 
forældre, som ikke har tid og overskud til at deres 
børn, men bare lader dem passe sig selv. Vores 
himmelske Far lader os ikke gå vores egne veje. Gud har 
brug for os, at vi arbejder i hans vingård, at vi 
arbejder sammen med ham i vingården.  Det fortæller os 
det andet, som er værdifuldt for os, at vores verden er 
som en vingård, Gud har skabt. En vingård er som en 
smuk have, hvor alt er plejet omhyggeligt. For to 
søndage siden sagde Jesus, at Gud selv er 
vingårdsmanden, som har beskåret og renset vinstokkene, 
så de kan bære megen frugt. Vores verden er altså ikke 
et værdiløst kaos. Vores verden er ikke et usikkert 
rod, hvor alt kan ske. Nej, det er en vingård, en smuk 
have, hvor Gud arbejder.  Gud passer og plejer verden 
og renser den, for at den kan bringe god frugt.  Når vi 
synes, at det hele hviler på os, hvad der skal ske med 
verden og med os selv, så påtager vi os for stort et 
ansvar, en knusende ansvar. Det må vi trygt lægge fra 
os. Verden er Guds vingård, som han selv vil passe 
omhyggeligt. " Mit barn, gå ud i vingården og arbejd i 
dag." Det fortæller en 3.  ting, som er værdifuld for 
os.  Gud siger: i dag.  Det betyder jo, at Gud giver os 
en dag ad gangen.  Vi synes måske, at vores liv kun er 
værdifuldt, hvis vores dage hænger sammen og vi har et 
stort mål at arbejde os hen i mod.  Men vi får at vide, 
at vi skal tage en dag ad gangen.  Det er nok. Den 
enkelte dag har uendelig betydning for Gud og skal have 
det for os.  Større mål skal vi ikke sætte os: lev dit 
liv i dag.  Og vi kan gøre det i den trygge forvisning, 
at Gud også har brug for os i morgen og siger " mit 
barn" til os. 
     Det er de 3 grundliggende værdier, at Gud siger 
mit barn til os, at vores liv er Guds vingård, og at 
det gælder i dag. Det kan vi have svært ved at se. Og 
vi ser det kun, når vi tror på Jesus. Det er jo ham, 
der fortæller os det. Og når vi tror ham, så ser vi, 
hvor værdifuldt vores liv er. Jesus er den grundsten vi 
skal bygge vores liv på, så vi finder de sande værdier 
og der kommer et frugtbart resultat ud af vores liv. 
Vi kristne ved på hvem vi bygger  og vi ved, at hvem der fast 
består. Det er Jesus. Han er den hånd, der ej vil 
slippe. Han er den faste stjerne på tankens vilde sø, 
sådan som vi skal synge her efter prædikenen. 
     Men Jesus taler i dag til farisæerne, hans 
modstandere. Og det kunne vi misforstå, så vi bliver 
bange for, at vi ligner dem. Vi kunne blive bange for, 
at det hele er ved at smuldre, fordi vi ligesom 
farisæerne vægrer os ved at tage imod livet som Guds 
gave og opgave, at vi vægrer os ved at arbejde i 
vingården. Vi kunne være bange for, at den usikkerhed 
vi føler stammer fra den mulighed, at vingården er 
taget fra os og givet til nogle andre. Vi kunne blive 
bange, når Jesus siger om sig selv: den, der falder 
over denne sten, bliver kvæstet, og den, som stenen 
falder på, bliver knust. 
     Hvis det var svært for farisæerne at tro på Jesus, 
er det så endnu sværere for os, der ikke kan se og høre 
ham direkte. Hvis de faldt over hans ord og ikke kunne 
godtage dem, hvor meget mere så ikke os, som har et 
helt andet sprog og tænker på en anden måde end Jesu 
tid. Har vi ikke endnu sværere ved at forstå og tro 
ham.  Farisæerene var Jesu modstandere, fordi han 
ændrede de værdier, som de levede på. Han gjorde og 
sagde noget nyt, som oprørte dem.  Han tog imod usle 
mennesker, toldere og syndere, og sagde at de gjorde 
Guds vilje, selv om enhver kunne se, at de havde levet 
et mislykket og dårligt liv. Og farisæerne spurgte: 
hvem regner Jesus sig for. Kan han virkelig handle 
sådan på Guds vegne.  Det er vel netop anstødstenen 
også for mange i dag, at man tænker, om Jesus virkelig 
handler på Guds vegne og om Jesus ikke regner sig for 
højt, når han mener, at han er det eneste sikre 
grundlag man kan bygge sit liv på, og at man ikke kan 
komme uden om at tage stilling til ham. Man slipper 
ikke godt fra at forkaste den grundsten, som Jesus er. 
Det siger han selv.  Men det går vel meget godt for 
dem, der er ligeglade med Jesus og som hverken siger ja 
til ham eller senere fortryder og så alligevel tror. En 
stor sten, som kan falde ned og knuse os, den er til at 
se og den må man tage alvorligt, men hvordan kan Jesus 
tiltage sig en sådan betydning, når vi ikke kan se ham. 
Der er sikkert mange, som indvendig er imod den tanke, 
at Jesus er opstanden og er levende og er en hersker, 
som det er afgørende for os, at tage stilling til. 
     Den tanke eller den tvivl kan opstå i os, om vi 
ligner farisæerne, om vi inderst inde slet ikke bygger 
på ham, men har forkastet ham som vores grundsten, og 
om det er derfor alle værdier smuldre for os. 
     Men det mærkelige er, at netop de ord, som var 
truende for farisæerne og som vi kan føle på samme 
måde, at den grundsten vi forkaster vil falde på os og 
knuse os.  De ord er i virkeligheden fulde af håb. 
Ordene stammer fra en salme i Det gamle Testamente. Og 
når Jesus citerer fra den salme, så er meningen jo, at 
man skal huske, hvad der står andre steder i salmen. 
Der står bl.a. : i min trængsel råbte jeg på Herren, 
han svarede og førte mig ud i det åbne land. Når Herren 
er hos mig, frygter jeg ikke, hvad kan mennesker gøre 
mig? Og der står: hårdt blev jeg trængt, var nær ved at 
falde, men Herren kom mig til hjælp. Herrens hånd 
bringer sejr. Jeg skal ikke dø, men leve og fortælle om 
Herrens gerninger. Og så er det der står: Den sten, 
håndværkerne forkastede, er blevet hovedhjørnesten. Det 
er Herrens eget værk. Det er et under. 
     Det er om sig selv Jesus bruger salmen i Det gamle 
Testamente. Han ved jo, hvad hans modstandere har 
planer om. De vil dræbe ham. Ligesom de onde 
vingårdsbønder gjorde, da ejeren sendte sin søn. Men 
der slutter historien ikke. Så at Gud må give fortabt, 
fordi mennesker afviser Jesus. Nej, som der står i 
salmen, så frygter Jesus ikke, hvad mennesker skal gøre 
mod ham, for han ved at selv om han dør, så vil han 
opstå fra døden og leve, og han vil leve og fortælle om 
Herrens gerninger. Deri består sejren, at selv om 
håndværkerne forkaster grundstenen og smider den ud, 
sådan som de onde vingårdsbønder smed sønnen uden for 
vingården, selv om mennesker afviser Guds søn, så 
ophøjer Gud ham til hovedhjørnesten. Det er Guds eget 
værk. Og en hovedhjørnesten, det var den sten, som sad 
øverst i kuplen på et hus. I virkeligheden er det den 
vigtigste sten i huset, lige så vigtig som grundstenen, 
for hovedhjørnestenen sad i spænd med de andre sten, og 
hvis hovedhjørnestenen faldt ned, så vil hele husets 
tag falde ned. Jesus, som er den grundsten mennesker 
ikke vil bygge på, har Gud selv ophøjet til en 
hovedhjørnesten.  Gud har ophøjet Jesus påskedag, da 
Gud oprejste Jesus fra døden. Da satte Gud Jesus som 
kronen på værket, som hovedhjørnestenen, som vi må se 
op til og som holder det hele sammen. 
     Og vi skal ikke være bange for at den sten falder 
ned og knuser os. Når Jesus siger om sig selv, at den, 
der falder over denne sten, bliver kvæstet, og den, som 
stenen falder på, bliver knust, så taler Jesus først om 
farisæerne og os. Der er fare for, at vi falder over 
ham og ikke kan tro på ham. Dels fordi han siger 
uventede og nye ting, som vender op og ned på de 
værdier, vi regner højt. Det følte farisæerne, fordi 
Jesus tog imod dem, der havde levet et værdiløst liv, 
de fattige og mislykkede, tolderne og synderne.  Og 
vores forstand kan også snuble over, at Jesus blev født 
i en fattig stald uden nogen jordisk herlighed og 
levede et fattigt liv og levede en dag ad gangen og 
mødte mennesker en ad gangen og ikke efterlod sig en 
stor organisation. Han døde den fattigste død, der kan 
tænkes. På et kors. Og vores forstand kan også snuble 
over den tanke, at Jesus skulle være opstået fra de 
døde. Jesus siger selv et sted: Salig er den, som ikke 
forarges på mig. Det betyder, at der er al mulig grund 
til at forarges over Jesus, at vægre sig ved at tro på 
ham. Men hvis vi gør det, så falder vi og kvæstes.  Når 
vi tror på ham, så bliver vi rejst op. Vi bliver 
frelst.  Vi kan rette os og se op på hovedhjørnestenen, 
kronen på værket, den opstandne Jesus, som er vores 
herre. 
     Det mener Jesus, når han taler om den, der falder 
og bliver kvæstet. Så advarer han os mod at snuble. Men 
når han siger, at den, som stenen falder på, han bliver 
knust.  Så taler Jesus ikke om os. Så taler han om 
djævelen og det onde og døden. I begyndelsen af vores 
bibel hører vi, at Gud sagde til slangen: Jeg sætter 
fjendskab mellem dig og kvinden; mellem dit afkom og 
hendes afkom; hendes afkom skal knuse dit hoved og du 
skal hugge kvindes afkom i hælen. Det handler 
selvfølgelig om menneskeslægtens forhold til slangen, 
til det onde. Men der er kristne fortolkere, som har 
set dybere, at Guds ord til slangen handler om Jesus. 
Han er den afkommer af Adam og Eva, som slangen huggede 
i hælen, så han døde på korset, men Jesus knuste 
slangens hoved, da han opstod fra de døde. Det er 
slangen, djævelen, døden og mørket, som Jesus taler om, 
når han siger, at han, Jesus, er den sten, som falder 
ned og knuser det onde. Jesu tro på Gud og kærlighed 
til både Gud og os er så stor og tung, at den har knust 
slangens hoved. På grund af Jesu død og opstandelse er 
slangens hoved knust. Slangen vrider sig stadig, og vi 
kan være bange for den, men dens hoved er knust. Derfor 
er Jesus grundstene, som vi kan bygge på. Derfor kan vi 
finde de sande værdier hos ham, fordi han har knust det 
onde og døden. I en af vores ældste salmer i salmebogen 
står der om Jesus: Offerlam med korsets stav, skyldfri 
dybt i pinen sænket, du besejred død og grav, ved den 
kraft, som Gud dig skænked; helveds vælde, dødens magt 
knust du har i støvet lagt. Derfor blev Jesus ophøjet 
til hovedhjørnestenen, som vi må se op til og hente håb 
hos, fordi han holder hele bygningen sammen og fordi 
det hele peger op mod ham. Når vi står under ham, er vi 
beskyttet mod det onde.