Tekst: Joh. 1,35-51

Salmer:
1. 686 (370) – Rind nu op i Jesu navn
2. 257 (222) – Ånd over ånder
3. (2 dåb) – 696 v. 3-5
4. 276 (270) – Stiftet Guds søn har på jorden
------
5. 351 (362) – Fra Himmelen hid til os ned
6. 528 (164) – Herrens røst, som aldrig brister
7. 373 (223) – Nu står sjælen op af døde

Det kan sommetider være svært at bestemme sig.
Forfatteren David Lodge fortæller i bogen Terapi, at han
ikke kan bestemme sig angående noget som helst.
"I morges kunne jeg ikke bestemme mig til, hvad slips jeg
skulle tage på. Jeg stod så længe og tøvede foran
garderobestangen med mine slips, at jeg nær var kommet
for sent til en samtale. Jeg kunne ikke vælge mellem et
mørkt, konservativt og ét, der var lyst og spraglet. Til
sidst stod valget mellem et marineblåt, strikket slips fra
Marks & Spencer og et italiensk, håndmalet silkeslips i
orange, brunt og rødt. Men ingen af dem passede faktisk
til den skjorte, jeg havde taget på, så jeg måtte også skifte
skjorten. Der var ikke megen tid tilbage, så jeg bandt
silkeslipset om halsen og stak det uldne i jakkelommen for
det tilfælde, at jeg skiftede mening på vejen. Og det
gjorde jeg da også, så et sted, hvor jeg måtte sidde og
vente på grønt lys, skiftede jeg til det strikkede."
Det er ikke altid nemt at bestemme sig. Selv småting kan
være svære at bestemme sig for: Hvad for noget pålæg,
skal man tage på sit rugbrød? Skal man tage en kop kaffe
mere? Skal man rejse sig eller blive siddende lidt endnu?
Johannes er netop begyndt på sin fortælling. Jesus finder
disciple. Og de første disciple havde tilsyneladende ikke
problemer med at bestemme sig, da de traf denne Jesus
fra Nazareth. Der lød en kort opfordring. Tre variationer
fik vi den i: "Se, det Guds lam," "Kom og se," eller "Følg
mig!" Mere skulle der ikke til, – og de havde bestemt sig.

Man kan søge efter tilhængere på mange måder.
I en kontaktannonce stod der: "Ønskes: Pige med traktor.
Svar med foto af traktoren."
Man skal have en udviklet humoristisk sans for at svare på
den.

Politikere søger tilhængere ved gyldne løfter, ved at
optræde med myndighed, landsfaderligt, frækt, kvikt,
folkeligt eller hvad ved jeg. Måske charmerende.

Hvis charme er den egenskab, der fremkalder svaret ja,
før spørgsmålet overhovedet bliver stillet, så har Jesus
været særdeles charmerende, da han søgte sine tilhængere.
Svaret til hans korte opfordring kom så aldeles omgående,
at man skulle tro, at han selv blev overrasket. Der var
ingen overvejelser, ingen behov for betænkningstid. De
fulgte bare efter. Først to af Johannes Døberens disciple,
den ene hed Andreas, derpå Simon, så Filip og til sidst
Natanael.

Vi hører om det i begyndelsen af Johannesevangeliet, og
vi, som véd, hvordan hele historien ender, kan da godt få
den tanke, at disse første disciples umiddelbare reaktion –
bare sådan følge efter – langt fra var fornuftig. Men
fornuften styrer sjældent viljen. Vi opdager det ofte først
bagefter: "Jeg burde have taget mig tid til at snakke med
den stressede kollega. Jeg burde have taget min søn ud at
kælke, når jeg nu havde lovet ham det. Jeg burde have
været der som min vens støtte, da kæresten skred."
Fornuften får os til at indse noget, som vi egentlig godt
kan se, – og måske endda godt kunne se i forvejen.
Vi kan da godt se, at det ikke er fornuftigt at ryge, men vi
ryger alligevel.
Vi kan sagtens se, at det ikke altid er fornuftigt at elske,
men vi elsker alligevel.
Vi ser tydeligt, at det ikke er fornuftigt at gå ud i de kolde
efterårsdage uden godt med tøj på, – alligevel render vi
rundt i skjorteærmer.
Vores viden styrer nemlig ikke altid vores handlinger.
Fornuften styrer ikke viljen.

De første disciple har næppe lyttet til fornuften.
De handlede bare, fulgte efter. Hvorfor dog det?
Velsagtens på grund af en instinktiv tillid. De blev
charmeret og tryllebundet, lod sig medrive og forføre.
Men ville de nu også virkelig det, de gjorde?
Sådan kan man godt spørge, for når man sådan lader sig
forføre, bare følger efter uden overvejelser, så véd vi
godt, at fornuften og overvejelser nok skal melde sig
siden hen. Måske endda fortrydelsen, – som kvinden, der
efter års ægteskab fik sin vielsesring lavet om til en
guldtand, så hun rigtig kunne bide tænderne sammen om
sin skuffelse. For hende startede det med forelskelse, der
som bekendt aldrig er et resultat af fornuftige
overvejelser, og det endte med skuffelse og fortrydelse.

Filip, Andreas, Peter, Natanael, fortrød de, at de denne
dag havde ladet hånt om fornuften?
Var det bare en dille? Ville de egentlig det, de havde
gjort, da de var fulgt efter denne mand fra Nazareth?
Bare hans ophav skulle have været rigeligt til at få dem til
at tænke sig om en ekstra gang.
Nazareth var en lille ubetydelig flække, 3-400 m. over
havet helt mod syd i det galilæiske bjergland. For
israelitten en overflødig by. Hvad provinsen er for en
københavner. Man kan huske det fra dengang for mere
end 10 år siden, da TV2-debatten var på sit højeste, og
man fremlagde planerne om, at den nye TV-station skulle
ligge i Odense. "Jamen, kan noget godt komme fra
Odense?" blev der spurgt. Naturligvis af dem uden svig.
Men Nazareth viste sig at være leveringsdygtig i den
slags, som folk gider at rejse sig og gå efter. Selv
Natanael gik med Filip, og hans provinsielle
betænkeligheder blev hurtigt fejet af bordet, da han først
mødte manden fra Nazareth.
Jesus mødte Natanael med ros: "Der er sandelig en israelit
i hvem, der ikke er svig." Og hvem kan stå for den slags?
At være svigefuld betyder, at man undertrykker
sandheden, er utroværdig. Natanael derimod, han var
uden svig. Og Natanaels svar på Jesu ros kommer
prompte: "Her er Israels Konge!"
Og med den begrundelse fulgte Natanael efter Jesus
sammen med de andre ovenud begejstrede. De troede vel,
at nu stod befrielsen fra romernes overherredømme for
døren. Her var Israels konge. Derfor ville de være med i
forreste geled.

Og så er Johannes' fortælling begyndt.
Men det blev en trist fortælling om skuffede drømme og
om bristede forventninger. Det blev en fortælling om de
svigefulde, om disciplene, der lod hånt om fornuften og i
en begejstringsrus fulgte ham, som de siden skulle skuffes
så meget over, at de både forrådte og svigtede ham.
Der finder svigefuldheden nemlig så ofte sin næring: I
skuffelsen.

Og svigefulde var de, Andreas, Filip og de andre, som
siden kom til. Mærkværdigt nok hører vi allermest om
Peter, ham, som fik det næsten ironiske tilnavn, klippen, –
den mest svigefulde af dem allesammen.
Natanael, ham uden svig, hører vi derimod ikke mere til.
Det kan godt undre. Men hvis han virkelig var uden svig,
har Johannes så ikke skånet os? Savner du at høre om
ham? Ville du måske kunne spejle dig i ham uden svig?
Eller kan du bedre spejle dig i de svigefulde, dem, som
blev skuffet over livet, over sig selv, – i dem, som fortrød,
hvad de gjorde, og som bagefter sagtens kunne se, at de
gjorde galt.
De svigefulde, som lod sig rive med og gjorde
opmærksom på egen kærlighed og trofasthed, så længe alt
gik godt, for siden at trække sig skyndsomt tilbage, da alt
gik ned ad bakke.
De svigefulde, som fornuften aldrig fik fat i, - eller de
svigefulde, som lod sig råde af fornuften, og som derfor
aldrig lod sig begejstre, som aldrig slap glæden løs.
Hvis du på nogen måde kan spejle dig i dem, skal du få
større ting at se. Og høre. Evangeliet nemlig, om ham, der
aldrig svigtede dem, der svigtede.
For dem er himlen altid åben.
Det er akkurat det evangelium, som Johannes også er
begyndt at skrive – parallelt med sin fortælling om de
svigefulde: Om Gud, der elskede verden, verden af
svigefulde og mislykkede. Om Gud, som aldrig lader de
svigefulde i stikken.
Amen.