20. søndag efter trinitatis



GT-læsning: Es. 5,1-7

Evangelium: Matt. 21,28-44

Salmer       : 690, 327 - 167 og 389.



Prædiken



Hvis vi i første omgang holder os til den læsning, vi hørte

fra profeten Esajas bog, til lignelsen om vingårdsbonden

og hans ufrugtbare vingård, så kan det meget vel være, 

at den bekræfter os i vore værste fordomme om Gud.



Ganske vist er lignelsen i sig selv ganske indlysende.

Også vi accepterer ikke, at et frugttræ ikke bærer frugt.

Enten beskærer vi det eller også hugger vi det om og

planter et andet i stedet, for frugt, det vil vi have!

Men ved slutningen bliver det dog klart, at det nok ikke er

hvilken som helst vinbonde, Esajas beretter om. 

Det er jo - endnu da - de færreste forundt at forbyde

skyerne at give regn, hvorfor pointen her er, at profetens

ven, hans elskede, ingen ringere er end Gud Herren,

himlens og jordens skaber.

Og lignelsen selv er i sin konkrete situation en fortælling,

der skal tale dunder og dom over Israels folk, der ikke

bærer den frugt, som deres Gud venter af dem.

Hvis vi så i næste omgang inddrager evangeliets lignelse

om vingårdsejeren, der bortforpagter sin vingård til folk,

der uretmæssigt bemægtiger sig hans ejendom, så

bekræfter også denne lignelses pointe - idet mindste sådan

som den kommer til udtryk i tilhørernes tolkning - at Gud

skal man ikke spøge med på den måde! Gud hævner sig

naturligvis:

“Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingår-

den til andre vinbønder... ”.



Med andre ord: Er man af den mening, at Gud er en hård

Herre, der kræve lydighed og som en sygelig jaloux ægte-

mand er parat til at hævne sig, ikke blot på misdæderne,

men endog på deres børn, børnebørn oldebørn - sådan

som det frygtindgydende er udtryk i indledningen til de ti

bud, der jo om noget står som udtryk for Guds krav til

mennesker - så er der her tilsyneladende masser af stof til

at begrunde dette gudsbillede 

- og derefter afvise Gud som en tyrannisk despot! 

At dette billede vitterligt findes udtrykt, ikke blot i GT, 

men også visse steder i NT, skal ikke afvises.

Men det står ikke alene og behøver derfor heller ikke

være det sidste, der kan siges om bibelens og kristen-

dommens billede af Gud. Tværtimod!

For taler vi om bibelen eller kristendommens gudsbillede,

så skylder vi at tage det hele med og ikke bare de sider, 

som passer til og bekræfter vore værste fordomme. 

I den forbindelse kan man pege på en af de store

skikkelser i GT, nemlig Abraham.

Abraham var nomade, og som nomade uden varigt op-

holdssted lærer man nok at gebærde sig blandt fremmede.

Abraham var således snu og god for en handel - også når

det gjaldt Gud Herren, da denne havde bestemt sig for at

hævne sig på de ugudelige byer, Sodoma og Gomorra,

hvor Abrahams bror Lot og familie boede.

På vej til det endelige opgør om byen begynder Abraham

forsigtigt at spørge til Guds hensigt, hvis synden skulle

være så stor, som han vel godt et eller andet sted selv

vidste tilfældet var. 

Men i stedet for at spørge til de uretfærdige, så spørger

han, om Gud virkeligt ville ødelægge byen, hvis der på

overraskende vis skulle vise sig at være bare 50 retfærdige

i byen?

Men selvfølgelig ville Gud ikke ofre 50 uskyldige menne-

sker, hvis de skulle være i Sodoma og Gomorra. 

Straks drister Abraham sig til at spørge, om det samme

gjaldt, hvis der kun var 45 retfærdige?

Jo, det ville være det samme, svarer Gud.

Og så fremdeles lykkedes det den snu Abraham som en

anden kræmmer at forhandle tallet ned fra de indledende

50 til bare 10 retfærdige, for hvis skyld Gud trods alt ville

skåne hele byen og alle dens indbyggere fra døden.



Pointen er naturligvis, at Gud lader sig bevæge og skifte

sind. Gud er ikke døv for bønnen om barmhjertighed. 

Og viser han sig i GT´s og NT´s fortællinger grusom, 

da er det som oftest et svar eller måske en direkte spejling

af vores egen grusomhed. 

Så er det, fordi vi mennesker mener, at han kun kan

handle som os, som de, der altid hævner uretfærdighed

ved at give de onde et såre velfortjent endeligt, sådan som

tilhørerne jo indlysende nok konkludere det på Jesu

lignelse om de utro vingårdsbønner.



Men er sådanne handlinger logiske og ganske i overens-

stemmelse med den retfærdighedens logik, vi bygger på, 

så er der også træk, der modsiger, at alt dermed er sagt. 



For det første er både GT´s og NT´s lignelser og

fortællinger om Gud og forholdet til ham som regel altid

forbundet med forståelse af, at det, der binder dem

sammen, er kærlighed. Og det skulle dog være en

mærkelig og perverteret kærlig, der ender med at slå den

elskede ihjel.

Og for det andet, kan vi efter Jesu liv og død aldrig mere

læse eller høre en fortælling om Gud uden at forstå den i

lyset af, at Jesus forstod sig selv som Guds Søn, dvs. den,

der har det nærmeste og mest intime forhold til Gud 

- og som er knyttet til ham i kærlighedens fællesskab.



Netop dette sidste klinger jo med, når der i lignelsen om

de utro vingårdsmænd optræder en søn, som bliver sendt

for med det gode at overbevise vingårdsbønderne om

deres uretmæssige overgreb på sin Faders ejendom.

Og selvom det ikke lykkedes denne søn at vende dem fra

deres ondskab, så lykkedes det dog Jesus med samme

skæbne, at overbevise i det mindste nogen om, at der her

skete noget, som ingen nogensinde tidligere havde troet

muligt.



For da Jesus selv - i direkte konsekvens af sit budskab om

Guds uindskrænkede barmhjertighed og kærlighed mod

mennesker - ikke bad Gud sende legioner af engle eller en

regn af hagl og ild, som skulle dræbe alle mennesker 

- men da han i stedet bad om nåde og  tilgivelse for dem,

der piskede og korsfæstede ham,

da ændrede gudsbilledet for evigt karakter og kristendom-

men fik en ny og fast grund at eksistere på.



For det første sker der nemlig her det samme, som

Abraham viste, at man kan forhandle med Gud. Fordi Gud

ikke blot er den retfærdige, men også den barmhjertige,

hvis kærlighed og barmhjertighed i en vis forstand er

stærkere end hans trang efter retfærdighed, lader Gud sig

bevæge.



Men kristendommens hemmelighed, det dybe uudgrun-

delige syn, som vokser ud af påskens begivenheder, er

også, at når Gud ikke sendte en legion af hævnere for at

dræbe sin søns banemænd, var det netop fordi han gav

Jesus ret. 



Eller rettere; så var det fordi Jesus og Gud i sidste ende er

så forbundne i kærlighedens gåde, at Gud ikke kunne

handler anderledes end Jesus gjorde det, da han gav sig

hen for dem, han elskede.

Hvad der skete på Golgata, var ikke blot at Jesus blev af-

vist, men det var at kærligheden selv blev korsfæstet.

Vi kender udtrykket om, at alting har en pris.

Også kærligheden har en pris, som ikke kan gøre op i

hverken lydighed, retfærdighed eller for den sags skyld

penge. For hvad enten man køber sig til accept eller

kærlighed gennem moralsk lydighed, etisk korrekthed

eller ved enhver anden form for symbolsk mellemled, som

penge jo i virkeligheden blot et udtryk for, så er købt

kærlighed ikke det, vi stræber efter - købt kærlighed er

slet og ret prostitution og er i sidste ende stene for brød.

Men når Guds egen kærlighed blev korsfæstet uden at den

så at sige gik til modværge, så var det udtryk for at

kærligheden på en helt anden vis har en pris, som er

prøvestenen - eller om man vil “hovedhjørnestenen” - for

ægte kærlighed.

Gud kunne aldrig tvinge os til kærlighed - for kærlighed

er altid en reaktion ud af frihed - og ind i frihed!

I Jesus og gennem de begivenheder, som er blevet kristen-

dommens grundlag - hovedhjørnestenen - afsløres Guds

kærlighed som så grænseløs, at den endog tålte

afvisningen, 

ja, tog den på sig og til stadighed byde sig til 

- selv overfor de, der er den utro eller vil den til livs.



I den forstand har kærligheden en stor pris - en pris som

er selve kernen og prøvestenen for kærligheden.

For så længe de onde regerer - så længe vi mennesker har

frihed til at afvise eller tage imod den kærlighed fra Gud,

som er kristendommens budskab, 

så længe vil kærligheden og alle de, der lever i overens-

stemmelse med kærligheden være udsat for had, ondskab,

brutalitet og vold. 

Og kun den sande kærlighed består.



I den verden, vi kender, er dette altså vilkåret for at leve i

overenstemmelse med Guds vilje med os.

For kærlighed og lidelse hører uløseligt sammen, og den,

der virkeligt elsker, vil altid være nådesløst udleveret den,

som elskes - også og især, når kærligheden afvises. 

Og da kærligheden ikke kan gøre andet uden at opløse sig

selv, er det sande tegn på kærlighed i vor verden netop

villigheden til at gå ind i lidelsen og smerten for andre.



Den, der ikke accepterer det, er stadig under Guds nåde

og kærlighed, men en dag er der ikke længere mulighed

for at tage imod det, som Gud forsøger at nøde os på.

For nok er Gud og hans kærlighed evig, men det er vi

ikke.



Derfor indeholder de afsluttende ord i evangeliet trods al

anden tale også et advarende moment:

Er Kristi kærlighed blevet hovedhjørnestenen dvs. det

fundament, som Guds Rige bygger på, så er det ham og

hans kærlighed vi skal bygge videre på i den bolig, som

evangeliet indbyder os til.

Og som den indledende lignelse om det to sønner, der

ikke rigtigt kan bestemme sig for, om de vil eller ikke vil

gøre, som Faderen beder dem om, så er der mulighed for

at ombestemme sig, vende om og træde ind i faderens

vingård.



Amen.