Efterår og høst



Salmer: DDS 677, 44/45/46, 11/12/111

Forslag til GT-læsninger: Uddrag fra Salme 90 eller 103.

NT-læsning: Math. 6,25-27



"Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget 

at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen.

Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end

klæderne? 

Se til himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler

ikke i lade, og jeres Fader giver dem (dog) føden.

Er I ikke langt mere værd end de?"                      



Amen.



Når året går på held og dagene bliver kortere, 

sker det ikke sjældent, at vi længselsfuldt tænker tilbage

på sommeren, som nu er forbi.

Vel ved vi, at det måtte ske, og alligevel er det med

vemod, vi giver slip på de varme og lyse timer.



Det kan også ske, at vi pludseligt stopper op og begynder 

at gøre status over det, som året bragte os.

Da fyldes vi forhåbentligt ikke blot af vemod, men også af

glæde over alt det gode, vi fik givet at leve videre på.

For status er jo ikke et spørgsmål om at glemme fortiden

eller skjule sig for fremtiden, men det er en grundlæg-

gende forudsætning for med frimodighed at gå ind i den

fremtid, vi endnu ikke kender, og at kunne gøre det med

glæde og taknemmelighed for alt det, vi allerede har fået

givet.

Sådanne tanker er selvfølgelig nærværende i dag, 

hvor I skal tage afsked med NN, som gennem et langt liv

har givet jer meget.Også i den situation er det godt at

stoppe op og gøre en slags status over, hvad

menneskelivet er og bringer.



I salmen, vi sang til indledning, skildres menneskets liv i

lyset af årets og årstidernes vekslen - fra vugge til grav i

billederne af våren, over sommer til høst, efterår og

vinter.

Salmen er en høstsalme, og selvom Grundtvig ikke var

landmand, så vidste han godt, at en god høst er

grundlaget for det kommende års velsignelse og velfærd.

Men fremfor alt vidste han noget om at sætte poetiske

billeder sammen, så de fik overraskende perspektiver.

Når Grundtvig  her digter om skoven og de bare marker, 

gør  han mere end at tegne et smukt romantisk billede. 

Han ikke blot udfolder den almene erfaring af menneskeli-

vets fælles vilkår med naturen, men han peger tillige på de

håb, der peger ud over årets naturlige vekslen. 

Netop derfor egner salmen sig så godt til i dag. 

For ligesom indeværende år nok ender i kulde og mørke,

men dog snart afløses af et nyt, sådan vil salmen pege 

videre ud mod en fremtid i Guds hånd.

Ikke en fremtid, som er underlagt den vekslen, vi ser for

vore øjne i denne tid - en vekslen mellem liv og død, hvor

døden og mørket som oftest synes at sejre over livet,

- men derimod den fremtid, som Gud i sin kærlighed 

skænker den, der har tillid til ham og hans skabermagt.



Læst som en kristen tydning af livet under dødens 

foreløbige herredømme, fastholder Grundtvig, 

at der i et menneskes liv altid er og vil være et udbytte, 

som andre kan se tilbage på med glæde og

taknemmelighed. Og dette gælder også, når den, der har

sået, ikke selv får lov til at bjerge høsten i hus. 

Netop sådan kan I måske godt føle det i dag nu, hvor din

mor, svigermor og jeres søster ikke længere er hos jer og

sætter sit livsbekræftende præg på jeres samvær.



Det vil sige - væk, det er hun jo netop ikke. 

NN er død, men hun er jo stadigt nærværende for jer.

Og derved viser det sig, at alt det gode, vi mennesker 

giver hinanden, det kan ikke bare viskes bort. 

Vores indbyrdes kærlighed skaber og nærer de bånd, 

som får os til at føle smerte og sorg, når de rives over.

Som digteren Kingo skriver det i en salmer: 

“Sorrig og glæde, de vandre til hobe,

lykke, ulykke de gange på rad”

Eller som en nulevende præst og psykolog udtrykker det, 

så er enhver glæde, vi skænker hinanden, samtidig også

“en endnu ikke indtruffet sorg”.



Derfor græder vi naturligvis også tårer, 

tårer, som både er smertefulde og lægende. 

Bag tårerne viser sorgen jo, at kærligheden ikke er fortid,

men er levende og fortsat binder os sammen. 

Og gennem tårerne vil sorgen gradvist give plads for 

glæden over det, som NN vedvarende betyder for jer.

Ikke mindst tror jeg, at jeres sidste oplevelse med

hinanden vil komme til at stå som et godt minde, nemlig

jeres fælles kroferie i det efterårsskønne jydske natur

forrige weekend. At være sammen for blot at være

sammen og for hinanden - at glæde sig med hinanden og

blot være fælles om det.



Det er godt og det er smukt.

God og smuk er også den tanke, at NN nu forenes med

sin elskede XX, hvis gravsted hun trofast har besøgt

gennem alle de 12 år, hvor hun har været alene.

Og smuk er endelig også den tanke, at datoen for hendes

død skulle gå hen og blive den samme som hans.



Til indledning hørte vi nogle ord fra Jesu Bjergprædiken,

ord, der opfordrer os til ikke at bekymre os for livet 

- hverken det, der er og var, eller det, der kommer.

Selvom nogen måske ville kunne misforstå dette derhen, 

at vi intet skal foretage os, men blot sætte os ned og vente

på at alle behov bliver opfyldt og alle problemer løst, 

så er det næppe det, Jesus vil have os til.

Hvad han taler om, er derimod at få sat livet og forholdet

til livets fornødenheder ind i det rette perspektiv. 

Om livet lykkes eller ej er nemlig aldrig et spørgsmål om,

hvor langt det blev eller hvor mange goder, vi høstede,

mens vi levede. 

Livet er ikke en konto, det gælder om at få fyldt op, 

med mindre kontoens indhold er taknemmelighed for det,

som vi får givet. 

En sådan indstilling er ikke selvfølgelig, men vokser ud af

troen på den Gud, der allerede har givet os livet og derfor

også vil sørge for alt nødvendigt.



Men vigtigere end troen på, at Gud vil skænke os det dag-

lige brød mens vi lever, er dog troen på, at han også vil

tage sig af os, når vi dør.  

Netop dette skal i særlig grad lyde i dag, hvor Jesus trods

det årets og livets forfald, vi erfarer omkring os, alligevel

taler om tro og tillid til Gud.

At det overhovedet giver mening at tro på Guds omsorg i

døden, det ved vi ikke fra naturen, men fra Ham der i dag

opfordrer os til ikke at bekymre os. 

Han er ikke hvem som helst, men netop den eneste, om

hvem vi tror, at han ikke blev fastholdt i døden, men

sprængte den og åbnede vejen ind til et nyt liv hos Gud.

 

Om dette sang vi for et øjeblik siden med Grundtvigs

smukke billede af den evige sommer, hvor vi hverken skal

pløje, så og høste med møje. 

At synge sådan, mens mørket bliver tættere, kulden

trænger sig på, og I tager afsked med jeres NN, 

det er både vemodigt, taknemmeligt og håbefuldt:

- Vemodigt, fordi hun nu er udenfor jeres rækkevidde,

- taknemmligt, fordi I fik givet hinanden så meget.

- og håbefuldt, fordi vi tror, at hun er i Guds hænder. 



Og netop til jer lyder det da:

“Se til himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler

ikke i lade, og jeres Fader giver dem (dog) føden.

Er I ikke langt mere værd end de?".                     



Amen.