19.s.e.trin. - d.18.oktober 1998 kl.10.00

Salmer: 699, 21, 276 -649, nadver, 360

Nåde være med jer... amen

Vrrr....! En arrig, utålmodig lyd på en råkold, mørk og
diset oktobermorgen. Vækkeurets skratten afbryder
drømmen. Klik! Bare fem minutter til... Man trækker
dynen godt op over hovedet og lukker øjnene for at det
igen kan blive lyst og forsøger at finde ind i drømmen
igen. Prøver at kalde billederne tilbage og den lyse, varme
trygge fornemmelse.. ; men inden det rigtig lykkes
repeterer vækkeuret sin utålmodige kalden og man står op
endnu med resterne af drømmen i kroppen, men uden at
kunne erindre dens billeder...

Der er nogle mennesker, der er fantastisk gode til at huske
deres drømme og kan fortælle om dem.

Når jeg vågner, kan jeg som regel aldrig huske, hvad det
er, jeg har drømt.

Den eneste drøm, jeg kan huske er en tilbagevendende
mareridtsagtig drøm, jeg havde engang, som dreng - Om
ligesom Kejseren i H.C.Andersens eventyr, at være
kommet ud på byens gader uden noget på, og ligesom
Adam og Eva, da de havde spist af den forbudne frugt, at
forsøge at skjule sig og sin nøgenhed af frygt for at blive
opdaget og afsløret, gennemskuet og peget fingre af:
"Han har jo ikke noget på!"

-En rigtig væmmelig, ubehagelig drøm - som jeg
imidlertid ikke tror er så usædvanlig igen. Tvært imod, så
tror jeg, vi er mange, der kender den drøm - også i vågen
tilstand...

Den hel - eller halvdårlige samvittigheds mareridt -
ænstelsen for ikke at slå til og være god nok - ikke at du
til sit embede. Og vi søger at skjule og gemme os bag
travle miner og pligtopfyldenhed - eller blaserthed og
dumsmarte bemærkninger, som Natanaels: "Kan noget
godt være fra Nasaret!?" - For tænk om det kom frem,
hvordan man i virkeligheden er...

Usikker og måske knap så respektabel -eller naiv og lidt
uforstandig....

Tænk, om det kom frem i lyset og man blev afsløret og
gennemskuet og set på, som Gud har skabt os: "In puris
naturalibus".

Senere har jeg lært mig,at netop det er evangeliet.

Det er dommen: "Og dette er dommen:" siger Johannes et
sted, "At lyset er kommet til verden og menneskene
elskede mørket frem for lyset" Ikke kommer frem i lyset
for ikke at afsløres..

Men det er evangeliet: Lyset er kommet til verden og får
alle knaster og uregelmæssigheder til at træde frem og
kaste skygger... Sådan som vi helst vil gemme os, står vi
belyst som af solen under en åben himmel - Og det gør
ikke noget!! - Thi således elskede Gud verden... Det er
evangeliet, at vi er set og afsløret og gennemskuet og
genkendt, som Natanael i evangeliet - selv, når vi i
hemmelighed gemmer os under figentræets blade.... Men
der er ingen, der peger fingre og siger : "SE!" - Men
"Kom og se!" : Kom og vær med. Du er accepteret, som
du er.

Du bliver aldrig god nok, hvis du skulle gøre dig fortjent
til det; men du er holdt af og elsket, går an og kan
bruges..

Apostlen Paulus var fuldt bevidst om sin egen
uværdighed: "Verdens fejeskarn er vi" kan han sige.. Vi er
blevet som affald i verden, et udskud i alles øjne...

Men var aldrig et øjeblik i tvivl om sin egen betydning i
Guds kærlighed.

Når den lave efterårssol skinner ind gennem ruderne
afslører den ubarmhjertigt støvet, der lysende danser i
solstriben og ligesom danner en bro, en Jakobsstige lige
ind i lysets kilde, siger digteren:

I lys og lystig lue

danser støvet i min stue

Se, der står en Jakobsstige

lige ind i solens rige...

Jakobsstigen, det er den stige, patriarken Jakob så i sin
drøm, dengang han var på flugt til sin onkel Laban efter at
have snydt og bedraget sin far og sin bror. Jakob lagde sig
til at sove ved Beth-el og drømte, at der stod en stige, hvis
top nåede himlen "og Guds engle gik op og gik ned ad
stigen. v13 Med ét stod Herren foran ham og sagde: »Jeg
er Herren, din fader Abrahams Gud og Isaks Gud. Den
jord, du ligger på, vil jeg give dig og dine efterkommere.
v14 Dine efterkommere skal blive som jordens støv, og
du skal brede dig mod vest og øst, mod nord og syd. I dig
og i dit afkom skal alle jordens slægter velsignes. v15 Jeg
vil være med dig og bevare dig overalt, hvor du går. Og
jeg vil føre dig tilbage til dette land; jeg vil ikke svigte
dig, men gøre, hvad jeg har lovet dig.«

Og da Jakob vågnede af sin søvn huskede han sin drøm
og sagde: »Herren er i sandhed på dette sted, og jeg vidste
det ikke!« v17 Og han blev grebet af frygt og sagde:
»Hvor er dette sted frygtindgydende! Det er jo selve Guds
hus, det er himlens port!«

At skue himlen åben og Guds engle stige op og ned over
menneskesønnen. Det er den forfærdelige velsignelse,
Jesus lover sine disciple og sin menighed.

Forfærdelig, for i lyset fra den åbne himmel afsløres vi
som jordens støv ....; men støvpartiklerne, der dansende
med hinanden reflekterer lyset, danner tilsammen en bro -
lige ind til lysets kilde...

Lyset kan vi ikke se - og støvet ser vi ikke uden lys; men
vi ser både støv og lys, hvor de to forbinder sig med
hinanden..

I epistel-teksten siger Paulus noget lignende med billedet
af menigheden som et legeme, hvor de enkelte lemmer
hver for sig er uundværlige og supplerer hinanden, men
dog ikke er noget uden de andre og hele legemet. Sådan
er I nu Kristi legeme og hver for sig hans lemmer, siger
Paulus til Korintherne. - For det er nu engang
konsekvensen af det evangelium, han forkynder: At Gud
ved Jesu Kristi død og opstandelse har erklæret
mennesker sin kærlighed, for at vi skulle få mod til at
sætte os ud over den usikkerhed og frygt, der skiller os fra
andre og bruge os selv og vort liv sammen med dem.

I samme grad, som det virkelig går op for os, at Gud
holder af os, at han har accepteret os, som dem vi er, med
både de åbenlyse fejl og dem, vi så ihærdigt prøver at
skjule, i samme grad bliver vi istand til at åbne os, og se
bort fra os selv, til at finde hinanden i et fællesskab med
ham.

Det er det, der sker i dagens evangelietekst fra
Johannesevangeliet.

Det begynder med, at der peges på Jesus som den, der
bærer alverdens synd. "Se Guds lam", siger Johannes
døber og evangeliet igennem stiger antallet af titler og
bekendelser - til Jesus selv lader himlen stå åben og
englene stige op og ned over menneskesønnen - og alt
imens gør mennesker deres erfaringer og fortæller om
dem, begynder mennesker at finde hinanden og følges ad i
bekendelsen til ham. 

Og fra gudstjenestens lyse, varme og trygge rum kan vi
gå ud i den råkolde oktoberrusk med resterne af den
fælles drøm i behold om det sande lys, som oplyser hvert
menneske.....