Jeg havde engang en dansklærer. Han var ganske ny på
gymnasiet, kom vist lige fra universitetet, fuld af initiativ
og gode ideer, som man jo er, når man lige er blevet
færdig med en uddannelse, som sikkert har været både
lang og vanskelig. Så står man dér med en hel livsfase bag
sig, med al sin opmærksomhed rettet imod det nye og
spændende, der åbner sig foran een. Står måske, som min
dansklærer gjorde det, med sin første ansættelse og skal
nu i gang med det virkelige liv. Bruge sig selv på en helt
anden måde, end man har været vant til.
Det er forresten sært, som vi ustandselig mener at stå
overfor det egentlige. Altid er der noget, vi har travlt med
at lægge bag os, for nu, lige om lidt, skal vi så i gang med
det, det egentlig drejer sig om. Når vi forlader skolen, ser
vi med gru eller glæde tilbage på en periode, en livsfase,
som er tilendebragt. Og hvad enten minderne fra
skolegården og klasseværelset er glædelige eller grufulde,
er vi glade i sindet, måske ligefrem lidt højtideligt stemt.
For nu kommer jo det virkelige liv. En læreplads, en
gymnasieuddannelse, hvad det nu er, vi skal i gang med.
Og når vi så er færdige med uddannelsen det ene eller det
andet sted, oplever vi igen det samme. Det gamle er lagt
bag os, nu kommer det rigtige liv. Hele tiden er vi på vej
mod noget, som vi bestemt regner med bliver bedre. Det
gælder jo også i vores private liv. Når vi bliver gift - og
for den sags skyld, hvis det skulle komme dertil: Når vi
bliver skilt. Når vi får børn, når børnene flytter hjemmefra.
Alle disse overgangsfaser er i vores bevidsthed overgange
til en ny og anderledes tilværelse, hvor vi lægger det
gamle bag os, og hvor vi siger til os selv, at nu skal vi
rigtig til at leve. Aldrig falder vi rigtig til ro, der, hvor vi
nu engang er. Altid drømmer og stræber vi imod noget
bedre, større, friere, rigere. Det egentlige ligger altid
forude, aldrig bag os eller dér, hvor vi er. Det er en
mærkelig drift. Man kan måske nok sige, at det er denne
evige stræben, der driver os fremad, hindrer os i at gå i
stå. Men måske risikerer vi samtidig at gå glip af lykken
her og nu, hvis vi hele tiden tror, at den eneste sande
lykke har vi endnu til gode.
Nå, men min dansklærer var altså kommet til et af de
tilværelsens knudepunkter, hvor det gamle var overstået,
og noget nyt og større skulle til at tage sin begyndelse. Og
han kastede sig ud i det med den største begejstring. Han
havde meget på hjerte, og vi var en ganske almindelig
gymnasieklasse. Ikke specielt kloge eller særligt
velbevandrede i dansk litteratur og sprog. Men heller ikke
- det var vi ganske enige om - påfaldende ubegavede.
Vores dansklærer havde således udmærkede chancer for
at få os i tale, og han havde bestemt meget at give os.
Nu kom han som sagt lige fra universitetet. Han var uden
konkurrence den yngste af vores lærere, hvis
gennemsnitsalder var foruroligende høj. Han var også
uden konkurrence den af vores lærere, som havde de mest
avancerede forestillinger om, hvilke pædagogiske
metoder, man kunne tage i brug over for sådan nogle som
os. Det var faktisk lidt af et kulturchok at få sådan en
lærer i et så stort og vigtigt fag som lige netop dansk.
Måske var det derfor, jeg ikke brød mig om ham. Det er
muligt, at der også var en del af pigerne, der faldt i svime
over dette unge menneske med de smarte ideer. Det
husker jeg ikke så nøje, men jeg er sikker på, at det ikke
havde nogen indflydelse på min vurdering. Men jeg blev
nok lidt utryg ved dette mit første møde med en
pædagogik, som trådte uden for rammerne af den sorte
skole, som dengang, for forbavsende få år siden, var
nærmest enerådende i det danske skolesystem. Så jeg
kunne simpelt hen ikke fordrage denne person, som kom
der og troede, at han kunne lære os noget uden terperi, og
som endda mente, at vi skulle diskutere det, vi læste, i en
åben debat. Havde man nu hørt mage.
Det hele endte såmænd med, at manden blev min
yndlingslærer. Jeg blev så gode venner med ham, at jeg
fik en invitation til at bo hos ham et par dage i den
landsby i Jylland, han var flyttet til nogle år senere. Det
var en dejlig oplevelse, fordi han faktisk blev den af alle
de lærere, jeg nogensinde har haft, som har betydet mest
for mig siden hen. Men ikke mindst var det en dejlig
oplevelse, fordi jeg igennem hele den proces, som mit
bekendtskab med læreren var, virkelig på min egen krop
erfarede, hvor man dog kan tage fejl af mennesker.
Det er blandt andet det, Jesu historier om vingården
handler om. Om den sortering, vi hele vort liv igennem
foretager af dem, der krydser vores vej. Ingen kan
undslippe denne kategorisering. Alle bliver nådesløst
klassificeret. Nogle er sympatiske, andre bryder vi os ikke
om. Nogle betragter vi som dumme, andres intellektuelle
kapaciteter nærer vi den største agtelse for. Nogle er
smukke, andre vil vi nødig ses offentligt sammen med.
Altid er der en eller anden kategori til rådighed.
Jeg havde en anden lærer - det var i kirkehistorie - som
havde et glimrende udtryk for det: Vi er
SKUFFEDISTER. Alt og alle vil vi putte i skuffer. Vi har
et skuffedarium i vores baghovede, og dér kan vi altid
finde en skuffe, der lige passer. Som jeg lige havde
skuffen parat til min dansklærer. Men af og til hænder det
så, at der er en og anden, der springer op af skuffen.
Modstræbende må vi erkende, at vi havde trukket den
forkerte skuffe ud - eller endnu værre: At vores
kategoriseringssystem simpelt hen ikke kan rumme de
levende mennesker, vi så gerne vil tvinge ind i det.
I Jesu første vingårdshistorie er der en mand, der beder
sine to sønner om at arbejde i vingården. Den ene siger
nej, den anden bukker pænt og siger "Javel". Ingen tvivl
om, hvem af de to, der skal i hvilke skuffer. Men se, om
ikke knægtene snyder den gamle. De gør begge to lige det
modsatte af, hvad de sagde, og vips! må der byttes rundt
på skufferne.
I virkelighedens verden bar skufferne hos Jesu tilhørere
etiketter som "Tolder" og "Skøge". Selv var de
selvfølgelig i den skuffe, der bar skiltet "Retfærdige".
Men det kan man overhovedet ikke regne med, siger
Jesus. Toldere og skøger skal gå ind i Guds Rige før jer.
Så kan jeres skuffedisme have det så godt. For måske er
det helt andre værdier, der virkelig tæller. Egenskaber,
som I slet ikke har navn for i jeres skuffedarium.
Den anden vingårdshistorie handler også om at anbringe
mennesker i de forkerte skuffer. En mand gjorde simpelt
hen alt, hvad han kunne for at sikre sin vingård. Mure og
vagttårne og jeg ved ikke hvad. Og så nogle gode
forpagtere, som han stolede på. Men forpagterne var
mildest talt kommet i den forkerte skuffe. De var ikke
mandens tillid værdige, de myrdede og hærgede, selv
mandens egen søn slog de ihjel.
Jesu skepsis over for skuffedismen går altså begge veje.
En ting er jo, at man skal være forsigtig med at dømme
folk. Som jeg havde voldsomt travlt med at dømme min
dansklærer, og som jøderne alt for hurtigt dømte tolderne
og skøgerne. I begge tilfælde var dommen forhastet. Men
den anden af de to vingårdshistorier viser, at det ikke er så
enkelt endda. Man kunne jo fristes til at mene, at så
gælder det jo bare om at tænke positivt. Altid lede efter de
gode sider ved mennesker. Altid at lade tilliden og
åbenheden sætte sig igennem. Og det lyder jo meget fint.
Men Jesus var ikke bare endnu en naiv humanist, som
bare ville lære os at omgås lidt kærligere med hinanden.
Derfor fortalte han også den anden historie, ovenikøbet
langt mere udførligt end den første. Den anden historie,
som jo netop handler om sådan en humanist, som ud over
enhver rimelighed tænker positivt om sine medmennesker.
Som hinsides al fornuft bliver ved med at give slynglerne
en chance til. Som endda sætter sin egen søns liv på spil
for at give dem en sidste chance. Og det viser sig
desværre, at tilliden ikke blev mødt med andet end mere
vold, flere mord. Desværre for manden, desværre for hans
søn, men også desværre for os, som hører historien. For vi
ser med al ønskelig tydelighed, at den glade humanisme
spiller fallit.
Jesu to historier er altså ikke en appel til den, som hører,
om at tænke positivt og vise tillid og åbenhed i enhver
situation. For det går jo forfærdelig galt. Omvendt kan det
heller ikke være en opfordring til at være evigt skeptiske
og nære en principiel mistillid overfor alt og alle. For den
første historie viser jo, at deri kan man også tage fejl.
Jesu historier er med andre ord ikke fortalt for at få os til
at reducere antallet af skuffer i vores skuffedarium, hvad
enten det er de skuffer med tillid eller dem med skepsis,
vi vil tage ud af drift. Det er snarere en fundamental kritik
af skuffedismen i det hele taget. For det er givet, at der er
forskel på folk. Men det er ikke sikkert, at vi er i stand til
at vurdere disse forskelle. Jesus giver et sidste eksempel,
som for de første kristne må have været afgørende. Der
var nogle bygmestre. Folk, hvis evner til at bygge huse,
man ikke kunne betvivle. De vragede en sten, som trods
deres rutinerede dom over stenen skulle ende som
hovedhjørnesten. Der er jo ingen tvivl om, hvem Jesus
sigter til. Det er sig selv, han taler om. Også ham blev der
jo taget grundigt fejl af, fordi mennesker var for hurtige til
at trække skuffer ud.
Et menneskes virkelige værdi og betydning afgøres ikke
af den placering, vi i vores visdom tildeler det i vores lille
kommode. Ofte vil dem, vi har lagt i den nederste skuffe,
vise sig at høre til i den øverste. Og det hænder vel også,
at vi har fået lagt nogle øverst, som burde have været
længere nede i systemet. Måske skulle vi tage og slå alle
skufferne sammen til een stor rodebunke. Og så overlade
det til højere instanser at sortere det, der skal sorteres. Til
syvende og sidst er der vel ikke noget menneske, som er
mere eller mindre værdifuldt end andre. Vi kan i hvert
fald ikke vurdere det. Så det er nok klogest at lade være.

PS. Som sikkert ikke så få i det pastorale cyberspace nok
allerede har gættet, er den kirkehistoriske lærer, som jeg
henviser til som ophavsmanden til det udmærkede
skuffedisme-begreb professor (nu emeritus) Leif Grane.
Æres den, der æres bør.