Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes! Joh. 12, 23-33 ------
prædiken:
Underholdningsindustrien er de seneste årtier blevet en afgørende faktor. Den ekspanderer og den drives yderst professionelt. Den kan levere den ønskede vare, og den kan tillige afdække, hvilke behov der måtte være for hurtigt at kunne mætte et hungrende publikum. Sådan gælder det ikke mindre for sensationspressen. Dens hunger og ustyrlige vilje var i forbindelse med Dianas uhyggelige død oppe til diskussion verden over og nu er det så tilfældet igen: der rodes rundt i
Clintons sexliv. Om der er hold i rygterne og påstandene eller ej, det tillægges mindre betydning, for her er en sællert indenfor rækkevidde, og den slags lader vi rangere meget højt koste hvad det kost vil for de berørte. Vi lever i nuet, vi vil underholdes, vi vil nyde. Fremtid og konsekvenser er det reelt kun “de frelste”, der bekymrer sig om. Vi vil have fastfood. Men ønsket om fastfood udvisker ikke blot forskellene mellem sandhed og
løgn, det medfører tillige, at den konkrete, synlige og forunderlige virkelighed holdes på afstand, ligesom muligheden for fordybelse og sammenhæng tilsidesættes. Underholdning rimer på drømme og de er som bekendt gjort af et flygtigt stof. Billeder og populær musik kommer uafladeligt med nye tilbud, som straks oplsuges, for kort tid efter at være glemt igen. Der er noget flygtigt og overfladisk i denne i flere henseender fattige kultur, som er druknet i underholdende materialisme. Det gælder om at få øjeblikkelig tilfredsstillelse, at tømme køleskabet her og nu.
De såkaldt moderne menneskes liv består af - eller holdes hen med ”fastfood”, den øjeblikkelige adspredelse, som dybest set er banal og kedsommelig. Hvedekornet sluges her og nu. Eftertiden eller morgendagen er ligegyldig. Nuvel, nogle grønne økologer forsøger sig med en vis fremtidstænkning, men filmen har det med at knække. Hvedekornets evne til at skabe nye muligheder fortrænges. ------
Det centrale i evangeliet, beretningen om korsfæstelsen og opstandelsen, er i dagens prædiketekst tolket med et billede fra Guds skaberværk: naturen. Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold.
Det er ikke svært at forstå Jesu billedtale, i hvert fald ikke nu, hvor vi befinder os efter Jesu død og opstandelse og kan læse teksten i bagspejlet herfra: Jesus er hvedekornet, som blot ville være forblevet “et eneste korn”, hvis han ikke var gået i døden. Men han blev lagt i graven og bærer nu megen frugt.
Så dødssprængende - og underfuldt er Gudsriget og dets vækst! Her er ikke take om noget hokus-pokus, ikke tale om noget mennesker håndterer. Derimod er her en virkelighed, som Gud styrer - styrer mod det mål, han ønsker. Trygheden i forholdet er, at Guds håb er kærlighedens sejr og Satans nederlag. Gud er ikke fastfood-forbruger. Gud tænker i sammenhænge og evighedsperspektiv. Det kendetegner hans mægtige og nærværende rige. Gudsriget er dødssprængende, underfuldt og stort. ------
I hvedekornets skæbne skildres tanken om lydighed. Det lægges i jorden, der spørges ikke om dets mening. Tilsvarende med Jesus: Han blev ikke spurgt, om han ville og slet ikke om han havde lyst. Nok var han Gud, men ligefuldt menneske. Han var angst i Getsemane, følte sig forladt, men var lydig og accepterede meningsløsheden. Sådan blev korset til evangelium - en god nyhed til mennesker - menneskers sidste og afgørende håb. ------
Det er hvedekornets skæbne at falde i jorden og dø. Sådan adlyder det. Opstandelsen eller frugten kommer på den anden side af døden, og er ikke udtænkt af kornet og heller ikke en slags belønning eller gengæld. Sådan må det ikke forstås som en urealistisk, livsfjendsk romantisk tale om døden. Døden er og bliver fjenden. Døden er den levende magt, som stedse truer skabelsen med tilintetgørelse. Det livsødelæggende er ikke “godt” for noget, men man kan med hvedekornet, med Kristus, søge at tyde døden - finde håbet, som bærer igennem døden: Påskemorgen forkyndes det, at den tomme grav ligger i forlængelse af skabelsen eller rettere er den en del af Guds skabelse. ------
Den opstandne var forvandlet, men genkendelig for vennerne, i hvert fald genkender de ham, da han bryder brødet for de to, han havde slået følgeskab med på vejen til Emmaus og hvor han møder op i vennernes midte. Vennerne tror godt nok i første omgang, at det var en ånd, de så, men de bliver klogere. I og for sig er dette også ligegyldige overvejelser, ét er vigtigt her: nemlig, at der råder kontinuitet mellem den korsfæstede og den opstandne, en kontinuitet tilsvarende den, som råder mellem sæd og afgrøde.
Sådan skimtes hvedekornet - Jesus - som var lydig og som blev sået og som kendte angsten i Getsemane og skriget på korset. Evangeliet vil videregive, at han nu lever blandt dem, som tror på ham. Og ikke bare lever, men virker med hele den gudgivne kraft og styrke, han med sit liv repræsenterede. ------
For troen lever Jesus efter opstandelsen sejren over synd og død ud - som han gjorde det i sit menneskeliv, sådan tager han som opstanden, levende og nærværende Gud livtag med vores død og evangeliet forkynder, at han på forhånd er kåret som vinderen i den kamp. Det er stødende for fornuften, at alles redning alene skal finde sted ved det, som sker ved et eneste menneske, Jesus. Det ene menneske, Jesus Kristus, er til alle tider og på alle steder nærværende, med tilbudet og løftet om sin sejr. Magtsfæren som det ene menneske repræsenterer, møder vi i særlig konkret form ved gudstjenesten i sakramenterne: dåb og nadver. I dåben tager Kristus os i hånden og han slipper os aldrig - i nadveren afslører han på ny sit væsen og sin vilje med os. Dåb og nadver lader sig ikke sammenligne med fastfood! ------
Jesus sagde kort før sin død til disciplene: Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Naturen forkynder, at underet er naturligt. Det er selve den skabte virkelighed, der er underet. Underet er, at en skabende magt giver sig til kende uden at være i vor magt. Underets kræfter råder og åbner en større virkelighed, end vi normalt ser og regner med.
Dagens tekst i særdeleshed - og Jesu liv generelt vil åbne vore øje, give os troens briller på, så vi ikke længere kun undres og forundres over vore egne frembringelser og det, der i øvrigt har et særegent udseende, men i langt højere grad undres og forundres over Guds kærlighed til os - hans vilje til at værne os i såvel liv som død - undres og forundres over Gud kærlige ønske: at ethvert af hans menneskebørn igen skal dele livet med ham og med hinanden i Paradis. Amen. ------
salmer: 350: Himlene herre, fortælle din ære 26: Til himlene rækker din miskundhed Dåb: 402: Herren strækker ud sin arm 642: Her vil ties ------ 31: Befal du dine veje Nadver: 48 v.1: Jesus! Frelser og befrier 296: Behold os, Herre! ved dit ord