På alle helgens søndag ser vi både frem og 
tilbage.  Ja, alle helgen søndag er en mindedag, hvor 
vi tænker på de af vores kære, som er døde. Vi må tænke 
på de gode minder, som de har givet os. Også for dem 
gælder jo Jesu ord, at de var lys for os. Så meget 
betød vores kære for os, at vi kan tænke, at det var 
Guds gave at vi måtte være sammen med dem. Og Jesus 
giver os det håb og den gave, at vi engang igen skal 
være sammen med vores kære hos Gud. 
     Der er jo en grund til at Jesus taler om lys netop 
i prædikestykket til Alle helgen søndag. Døden er som 
et tæt mørke for os. Men Jesus taler om lys. 
     Vi er lys for hinanden og for verden. Det siger 
Jesus. Vi kan godtage om vores kære, at de har givet os 
strålende minder. Men hvordan kan Jesus sige det så 
sikkert om os. Det er fordi han giver os Guds ord. 
     Det fortælles om Moses i GT, da han kom ned fra 
Sinajs bjerg med de to stentavler i hånden, da strålede 
hans ansigt, fordi Gud havde talt med ham.  Moses 
vidste det ikke, men israeliterne blev bange for at 
komme ham nær. Men Moses kaldte på dem og gav dem 
besked om alt det, som Gud havde sagt til ham.  Og da 
Moses var færdig med at tale med dem, lagde han et slør 
over sit hoved. Men hver gang Moses gik ind for Guds 
ansigt for at tale med ham, tog han sløret af. Så gik 
han ud og fortalte israelitterne, hvad han havde fået 
befaling om. Og hver gang strålede hans ansigt. Men når 
Moses havde talt, tog han igen sløret over sit hoved. 
     Hvornår stråler et ansigt. Det er, når man har 
oplevet noget stort, som man ikke kan lade være at 
fortælle om. Det er når man har oplevet noget meget 
glædeligt, som man gerne vil give videre til andre. 
     Guds ansigt må være meget lysende, for kort før 
fortællingen om Moses på bjerget dér beder Moses til 
Gud: Lad mig dog se din herlighed." Gud svarer: Jeg vil 
lade al min skønhed gå forbi dig. Men du får ikke lov 
til at se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og 
beholde livet. Og Gud sagde: stil dig på klippen. Når 
min herlighed går forbi, stiller jeg dig i 
klippespalten og dækker med hånden for dig, til jeg er 
kommet forbi. Derefter tager jeg min hånd væk, så du 
får mig at se fra ryggen. Mit ansigt må ingen se." 
     Så når der står senere, at Moses gik ind for Guds 
ansigt, så betyder det ikke, at Moses så Gud direkte. 
Det kan intet menneske her på jorden tåle.  Nej, det 
betød, at han hørte Guds ord. 
     Hvorfor kan Jesus sige: I er verdens lys. Det er 
fordi vi har hørt Guds ord. Det er grunden til at vi 
stråler.  Vi stråler ikke på samme måde, som Moses, så 
folk kan se det på os og ikke tør være nær ved os. Men 
vi stråler på en langt herligere måde. Når vi fortæller 
om det Guds ord vi har modtaget, så er det glæde der 
stråler ud fra os, en smittende glæde. Det, som Moses 
kom med, det var den gamle pagt, og det lys, som kom 
fra den, det er blandet, det er både lys og mørke, liv 
og død.  Moses stillede nemlig folket over for et valg. 
Han sagde: Jeg har stillet jer over for livet og døden, 
velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet. 
Jøderne skulle gøre det ved at overholde Guds bud til 
punkt og prikke. 
     Den nye pagt er ikke blandet. Den er kun glæde og 
liv. Jesus siger engang til sine disciple: Det er ikke 
jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer. 
Jeg kalder jer venner. Jesus har oprettet et venskab 
mellem os og ham og dermed også med Gud. I det venskab 
er der kun tryghed og tillid og glæde. Der er ingen 
frygt. Det hører vi gang på gang i Det nye Testamente. 
I det gamle Testamente var der megen frygt. 
     Paulus skriver i sit andet brev til korinterne, at 
vi har stor tillid til Gud, og at det netop beror på, 
at den nye pagt ikke står og falder med om vi 
overholder Guds bud til punkt og prikke. Den nye pagt 
beror på det, som Gud gør. Paulus skriver: Ikke at vi 
af os selv duer til at udtænke noget, som kom det fra 
os selv. At vi duer til noget, skyldes Gud, som også 
har gjort os duelige til at være tjenere for en ny 
pagt, ikke bogstavens, men Åndens. For bogstavens slår 
ihjel, men Ånden gør levende. 
     Paulus fortsætter med at forklare forskellen 
mellem den gamle pagt og den nye. Vi lever under en 
langt større herlighed end Moses. Vores ansigt stråler 
måske ikke på samme måde som hans, men det lys vi lever 
i er dog langt mere strålendes end Moses. 
     Paulus skriver: Når dødens tjeneste, indhugget i 
sten med bogstaver, havde sin herlighed, så at Israels 
børn ikke kunne se på Moses' ansigt på grund af hans 
ansigts stråleglans, der dog forsvandt, hvor meget mere 
vil så ikke Åndens tjeneste have sin herlighed. Et 
sådant håb har vi og går derfor åbent til værks og gør 
ikke som Moses, der lagde et slør over sit ansigt, for 
at Israels børn ikke skulle se, at det, der forsvandt, 
hørte op. Alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl 
skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, 
vi skuer, fra herlighed til herlighed. 
     I Jesus ser vi Gud ansigt til ansigt. Derfor må vi 
gå åbent tilværks.  Derfor forvandles vi efter det 
billede vi ser. Derfor er vi verdens lys. Og det lys 
skal vi ikke sætte under en skæppe. Vi skal ikke 
tilsløre det lys.  Heller ikke af falsk beskedenhed. 
Det er jo ikke os selv vi stiller frem, men vi viser 
alle hen til Gud, vores himmelske Far. 
     Netop her allehelgen søndag er det godt at tænke 
på det lys og den herlighed, som kom til os i Jesus. 
Det er et lys, som ikke slukkes. Det er et lys, som vi 
alle skal mødes i, når vi samles med vores kære og Gud 
i Himmerigets gyldne sale. 
     Det levende håb og den lyse tro, som Jesus har 
givet os, kan ikke andet end påvirke os, så det stråler 
ud fra os. Sådan er det i hvert fald i julen.  Da 
stråler ansigterne af al den virksomhed og løben 
omkring, som vi har for at gøre juleaften god. Men 
ansigterne stråler også af den glæde, som vi får fra 
Jesu komme. Profeten forudsiger om Jesu fødsel: Det 
folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset 
skinner for dem, der bor i mørkets land.  Du gør 
jubelen stærk, du gør glæden stor.  Og det er jo netop, 
hvad den lysende engel siger juleaften: Frygt ikke, se 
jeg forkynder jer en stor glæde. Det er ikke os, der 
med vores løben omkring skal skabe glæden. Gud giver 
den. Gud gør glæden stor. Den bliver forkyndt os. 
     Her på allehelgen søndag taler Jesus om lys og 
lovprisning af Gud. Det samme hører vi juleaften. De 
lysende engle lovpriste Gud. Hyrderne lovpriste Gud. 
Men juleaften er jo den aften på året, som i særlig 
grad er knyttet til familien, til hygge og glæde og 
tryghed. Ja, Jesus siger, at vi her på allehelgen 
søndag må have samme følelser, når vi tænker på vores 
kære, som er døde. Hos Gud, i Guds lyse himmerige, er 
der bedre end selv den bedste juleaften her på jorden. 
Dér er vores kære. Dér skal vi være. Dér hvor Gud selv 
tørre hver tåre af vores øjne, og døden skal ikke være 
mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine 
skal være mere. 
     Når vi fejrer alle helgen søndag, er det ikke 
fordi vi dyrker nogle særlig hellige personer. Nej, vi 
mindes alle dem, vi fik at leve sammen med, mennesker, 
som er døde. De hører stadig med til vores liv. 
Kærligheden til vore kære er stadig levende. Nu har den 
skikkelse af sorg og savn. Men i dag hører vi, som alle 
andre søndage, at selv ikke døden kan skille os fra 
Gud.  Hos ham er vi bundet sammen, levende som døde. 
Derfor kan vi bære blus med glæde. Skyerne gråner, og 
løvet falder, fuglene synger ej mer, vinteren truer og 
natten kalder, blomsterne sukker: det sner. Og dog bære 
blus vi med glæde. 
 
 
ny prædiken 
 
 
     Vi bruger ikke ordet " Helgen" elle " hellig" til 
daglig. Hvis vi en enkelt gang bruger det, mener vi 
noget dårligt med det. Med helgen mener vi som regel 
én, som regner sig selv for god uden at være det. En 
helgen er én, som holder sig for sig selv og ikke tager 
del i det almindelige liv. En helgen er én, som er 
meget alvorlig og ikke tager del i andres fornøjelser. 
     Men helgen er noget helt andet. Det betyder 
helsebringende. Det betyder én, som bringer sundhed, 
lindring, helbredelse til andre. Hellig er ikke noget 
man kan være, men derimod en virkning, at give gode 
ting til andre, netop at give glæde og livslyst til 
andre. 
     Ligesom det at være bager er et arbejde, som 
kommer andre til gode, også selv om bageren ikke er god 
som person. På samme måde er det at være helgen.  Det 
er noget man er sat til at være over for andre. Det er 
ikke noget man er i sig selv og for sig selv. Man er 
sat til at bringe andre livet og lyset. 
     Sådan er den rigtige brug af ordet. Helgen er som 
et hverv eller et arbejde, hvor man selv som person 
træder i baggrunden. Men den brug af ordet er fremmed 
for os, så det er godt, at ordet ikke bliver brugt så 
tit, undtagen på alle helgen søndag. I evangelierne 
brugte Jesus heller ikke ordet, og det er nok, fordi de 
kan misforstås. 
     Jesus taler ganske vist om det, som ordet helgen 
dækker, men han kalder aldrig nogen for hellig, og 
måske er det for ikke at friste dem til at tænke på sig 
selv, regne sig selv for højt. Men Jesus berører ofte 
sagen, og det gør han også i vores prædikestykke. Han 
siger: I er jordens salt. I er verdens lys. 
     Både for salt og lys gælder det, at de kun kan 
kendes på det, som de gør. Saltet i en skål kan se ud 
som sukker, men når man smager på det, er det ikke til 
at tage fejl af. Det er, når saltet virker - i maden - 
at det er salt. På samme måde med lyset. Det er lys, 
når det oplyser vores hjem, når det hjælper os til at 
se, hvor der er mørkt. 
     Både for saltet og lyset gælder det, at de kun er 
virkelige, fordi de får noget til at ske. Maden bliver 
krydre og får smag, så vi gerne vil spise.  Mørket 
bliver brudt, så vi kan se. 
     Fælles for både salt og lys er, at de tjener et 
formål. Lyset hjælper os, så vi kan finde vej. Saltet 
hjælper os, så vi kan smage. 
     Jesus siger: I er jordens salt. I er verdens lys. 
Og det er til os kristne, Jesus taler. Lige før vores 
prædikestykke kalder han os kristne de fattige i ånden, 
de, som sørger, de sagtmodige, de, som hungrer og 
tørster efter retfæridghed, de barmhjertige, de rene af 
hjertet. 
     Selv om vi ikke er alt det, som man ellers ville 
forstå ved helgener. Vi er ikke rige i ånden. Vi har 
ikke det store mod. Vi er ikke altid i godt humør. Vi 
vinder ikke sejrer, men tørster efter at freden må 
sejre. Selv om vi slet ikke ser ud til at være 
helgener, så er vi jordens salt og verdens lys. Det har 
Jesus sat os til at være. 
     Både saltet og lyset har en kraftig virkning. De 
er skarpe.  De skærer på tungen og skærer i øjnene. Men 
samtidig virker de kun i det skjulte. I maden virker 
saltet skjult, opløst, ikke til at pege på.  Og lyset 
er rettet mod noget uden for sig selv. Hvis lyset 
tiltrækker opmærksomheden til sig selv, så blændes 
vores øjne af lyset, så vi ikke kan se. 
     På samme måde er det med den kristne menighed, 
siger Jesus. De kristne har en kraftig virkning i 
verden, selv om de virker i det skjulte. De henleder 
ikke opmærksomheden på sig selv, men på det, som 
mennesker lever af, det som er livsvigtigt for os. De 
kristne er helsebringende, bringer sundhed, lindring og 
helbredelse. 
     Og vel at mærke siger Jesus: I er jordens salt. I 
er verdens lys. Han siger ikke: I skal være det eller I 
skal stræbe efter at være det. Det beror altså ikke på 
vores foretagsomhed, eller virkelyst eller arbejdsomhed 
-ikke fordi det er forkert at være energisk  -  men vi 
skal ikke gøre noget ekstra ud over det, som Jesus har 
gjort os til. Saltet virker, fordi det er salt. Lyset 
skinner, fordi det er lys. 
     Der skal ikke noget ekstra til for at 
kristendommen virker. Det er nok at vi er kristne. Det 
har Jesus gjort os til. Lyset skinner, når det er tændt. 
Saltet virker, når det er blandet i maden. Jesus har 
tændt os og blandet os ud i verden. Det var med sine 
ord, som han gav os, at han tændte os.  Det har store 
virkninger i verden. 
     I den forstand står vores gerninger som kristne i 
skarp og skærende kontrast til verden, og samtidig er 
gerningerne skjult. De virker kun, fordi de er opløst; 
de er ikke til at pege på og de tiltrækker ikke 
opmærksomheden til sig selv. Det er vigtigt. Jesus 
slutter i dag med at sige: Således skal jeres lys 
skinne for menneskene, at de må se jeres gode gerninger 
og prise jeres Far, som er himlen. 
     Vi skal ikke samle vores tanker og energi om at 
gøre gode gerninger. Det er slet ikke så vanskeligt at 
finde på dem og gøre dem. Nej, det vanskelige er at 
gøre de gode gerninger, uden at vi får æren og rosen 
for dem, men tværtimod så de peger hen på Gud. Det skal 
vi bruge vores fantasi og energi på at gøre vores gode 
gerninger, så de fremhæver Gud og fører mennesker til 
Gud. Det er ham vi lever af. Det må vi huske på, når vi 
taler om helgener og hellige, at det ikke er dem, som 
er gode, men det er Gud, vores Far, som er i himlen. 
     Netop i vor tid ser vi hvor vigtigt det er at der 
er nogen, som bringer Guds ord til mennesker. Det er 
vigtigt, at lyset kommer til os.  Der er meget som 
viser, at mennesker i dag søger noget, som kan fylde 
deres liv. De søger noget, som kan give deres liv smag. 
Det er lys og salt, som skal til for at vores liv kan 
lykkes. Man kan også sige det sådan, at mange mennesker 
mangler sammenhæng, mangler et ståsted og en grundlag 
at leve på. Ja, man kan også sige et grundlagt som står 
fast selv over for døden. Hvis man spørger mennesker i 
dag: hvor vi du begraves. Så er der mange, som svarer 
tøvende.  Det har de ikke bestemt. Det har de svært ved 
at bestemme. De er måske født i en landsdel og har 
levet nogle år i en anden og bor nu i en tredje. Hvis 
man i gamle dage spurgte: Hvor vil du begraves. Så 
ville de slet ikke kunne forstå spørgsmålet. Der var da 
kun et sted, hvor de skulle begraves, nemlig oppe på 
kirkegården ved deres kirke, som de kendte så godt. 
Netop her på alle helgen søndag hvor vi tænker på vores 
kære, som er døde og som hviler ude på kirkegården, der 
ved vi at det er en tryghed at kende den sammenhæng, 
som vi kan leve på og som vi kan dø på. 
     Når folk er så søgende i vore dage, er det så 
fordi vi kristne har svigtet, fordi lyset og saltet har 
mistet sin kraft.  Nej, det er fordi mennesker søger 
andre steder, hvor de tror det er lettere at finde, 
hvor virkningerne ser større ud. Hvor det ser lettere 
ud hurtigt at få resultat.  Men de opdager jo, at der 
ingen virkelig kraft er i de nyreligiøse bevægelser. 
De orientalske religioner og de nyreligiøse bevægelser 
har medvind i disse år, siges det. Men det er ikke Gud, 
man finder i al denne søgen. Det er højst ens egne 
følelser eller en selv. 
     I kirken derimod finder vi saltet og lyset. Der 
var engang en ung student, som sagde: Gud findes ikke. 
Gud finder sted. Gud fandt sted, fandt stedet i Jesus 
af Nazareth. Gud blev menneske i Jesus og døde og 
opstod i vores sted. 
     Og Gud finder stadig sted i gudstjenesten, i 
sakramenter, dåb og nadver.  Gud finder sted i 
tilgivelsen: Din synder er tilgivet. Og i velsignelsen: 
Herren velsigne dig og bevare dig. 
     I kirken finder vi lyset og saltet, som giver smag 
til vores liv og fylder os med en lysende sammenhæng, 
så vi kan finde vej, selv i dødens mørke. 
 
ny prædiken 
 
     Jesus siger, at vi kristne er helgener. Det er vi 
alle. Det siger Jesus i prædikestykket i dag. Derfor 
kaldes denne søndag Alle helgen. Jesus bruger ikke 
ordet helgen, men han siger: I er jordens salt. I er 
verdens lys. Salt blev dengang brugt til at bevare mad 
mod forrådnelse. Uden salt kunne man ikke opretholde 
livet. Om lys gælder det samme. Vi kan ikke leve i 
totalt mørke. Vi bliver syge i sindet, hvis vi opholdt 
os for lang tid i et fulstændig mørklagt rum. Og det 
gælder også i overført betydning. Hvis vi ikke kan se 
et eneste lys eller håb i vores liv, bliver vi syge i 
sindet og dør. Vi kristne har fået noget fra Jesus, som 
gør os til salt og lys, så vi bevarer menneskers liv 
fra forrådnelse og sindsyge og død.  Det er 
selvfølgelig først og fremmest evangeliet vi har fået, 
budskabet om Guds rige, som skinner ind i vores eget og 
andre menneskers liv, når vi giver det budskab videre. 
Men det er ikke kun vores ord, som lyser, når vi 
fortæller om Jesus. Det er også noget ved vores 
gerninger, som giver lys og håb til dem vi møder. Jesus 
siger jo: Således skal I lade jeres lys skinne for 
menneskene, så de ser jeres gode gerninger og priser 
jeres Far, som er i himlen. 
     Men hvad kan det være for gerninger, som vi gør, 
og som er så lysende og himmelske, at andre kommer til 
at tænke på Gud. Er det store og fremragende bedrifter, 
som er opsigtsvækkende og får folk til at spære øjenene 
op.  Skal vi gøre os meget bemærkede, så folk ser os og 
siger: Ja, kristendom er noget helt særligt. Skal vi 
hele tiden finde på noget nyt og uhørt, som ingen før 
har tænkt på, så de siger: Ja, de kristne kan noget, 
som ingen andre kan.  Nej, det vi kristne skal gøre er 
noget småt og almindeligt og stilfærdigt.  Det er at 
leve sømmeligt.  Sådan skriver Paulus det til sine 
menigheder. I sit 1 brev til tessalonikerne skriver 
han: I skal sætte en ære i at leve stille og passe 
jeres egne sager og arbejde med jeres hænder, for at I 
må vandre sømmeligt over for dem, der er udenfor og 
ikke trænge til hjælp af nogen. Til Timoteus skriver 
Paulus, at vi skal leve et roligt og stille liv, 
gudfrygtigt og sømmeligt i alle måder. I sit brev til 
romerne skriver han: Tragt ikke efter de høje ting, men 
hold jer til de ringe, vær ikke kloge i egne tanker; 
stræb efter det, der er godt i alle menneskers øjne om 
det er muligt. Hold fred med alle mennesker, så vidt 
det står til jer.  Paulus mener altså ikke, at vi 
kristne skal udmærke os og adskille os fra andre. Men 
tværtimod leve stilfærdigt og roligt og gøre, hvad der 
er sømmeligt i det samfund, hvor vi er. 
     Det vi skal stræbe efter at gøre er atså ikke 
noget strålende og heltemodigt, men noget 
hverdagsagtgit og småt. 
     Det samme siger Jesus i én af sine lignelser. Det 
er den, der handler om dommedag, hvor fårene bliver 
skilt fra bukkene. Der nævner Jesus de gerninger som de 
kristne har gjort. Vi kristne kunne jo få den tanke, at 
vi skulle være i stand til at revolutionere verden. Vi 
kunne tro, at vi skulle være som buldozere, der tromler 
frem og ryder al uretfærdighed væk og efterlader os et 
tydeligt spor. Men det er ikke meningen. De gerninger, 
som Jesus nævner i lignelsen om dommedag, er ganske 
små. Det er at give lidt mad til en, som sulter. Vi 
ville nok synes, at det var altfor lidt. Var det ikke 
bedre, både at give mad og give en bolig og et arbejde, 
så vedkommende ikke skulle sulte næste dag. Men så højt 
behøver vi ikke at stræbe, siger Jesus. Det er nok at 
give et stykke mad til den, som sulter. Det er nok, når 
vi kender en, der er syg, at bringe lidt lindring. Det 
er ikke meningen vi skal gøre store undere og helbrede 
hver syg vi møder. Nej, det er nok at lægge en kold 
klud på panden af en febersyg og tilkalde lægen. Eller 
når vi kender en, som er i fængsel, er det nok at 
besøge ham. Vi skal ikke sørge for, at fængslerne 
bliver nedlagt og de fangne bliver sat i frihed, så de 
kan lære at leve et ordentligt menneskeliv.  Det må vi 
selvfølgelig også arbejde på, at vores fængsler ikke er 
umenneskelige og vores sygehuse har midler nok til at 
gøre deres arbejde. Men først og umiddelbart kræves der 
ikke mere af os end noget ganske småt og beskedent, at 
besøge den syge og den fængslede, at sige et ord eller 
give et smil til flygtningen, som vi møder på gaden. 
Selv om vi er kristne må vi også indrømme, at vores 
muligheder er begrænsede. Vi kan ikke ændre verden 
totalt eller komme med nye løsninger på alle de 
indviklede problemer.  Det er nok at vi giver et stykke 
brød til den, som kommer til os og er sulten. 
     Men når det er så småt, det vi udretter, hvordan 
kan det så være jordens salt og verdens lys. Ja, det 
som stråler ud af os kristne, det er det stille og 
rolige, at vi indser, hvor små muligheder vi har, men 
vi udnytter dem, måske tit planløst og spontant. Men vi 
giver ikke op.  Vi sørger ikke kun for os selv, nej, vi 
gør det vi kan og hjælper andre, hvor småt det end er, 
et stykke brød, et glas vand, et besøg. Det er så småt 
så vi ikke engang selv lægger mærke til det vi 
udretter. Fordi vi ved, at Gud har taget imod os og 
gjort os til sine børn, fortvivler vi ikke, når vi ser 
hvor megen sult og sygdom der er i verden, og hvor 
mange flygtninge der er. Vi gør det vi kan, hvor lidt 
det end udretter, og vi gør det stille og roligt. 
     Jeg vil give et eksempel. Der er nogle kristne 
sygeplejersker, som har dannet en forening, som hedder 
Knas. Det står for Kontrast til New Age i sygeplejen. 
Det som de vil stå i kontrast til er den påvirkning, 
som kommer fra hinduismen i disse år. Mange af 
naturlægerne bruger nemlig ideer fra indisk religion, 
bl.a. tanken om genfødsel eller tanken om at vores krop 
er et fængsel, som sjælen er spærret inde i. Disse 
ideer har åbenbart også bredt sig til sygeplejen, for 
de kristne sygeplejersker, som har dannet den nye 
forening, kæmper for de kristne værdier. De siger, at 
et hinduistisk menneskesyn nedgør mennesket til kun at 
være et brudstykke af universet, hvor det kristne 
menneskesyn ser hver enkelt menneske, som en unik 
personlighed.  Foreløbig har den ny forening arrangeret 
nogle foredrag, for at gøre opmærksom på den skjulte 
fare, som kommer fra mange alternative 
behandlingsformer. 
     På et sygehus er det nok ikke til at se, hvilke 
sygeplejersker, som er kirkeligt interesserede og hvem 
der ikke er det. De udfører alle deres arbejde.  De 
kristne gør hvad der er sømmeligt, hvad der sømmer sig 
og passer sig på det sted, nemlig give en så god pleje 
som muligt, de arbejder almindeligt.  Men de har en 
anden baggrund og en anden holdning, som også skinner 
igennem, det som de gør. De ser i hver patient et 
meneske, som er skabt af Gud, og som er Guds barn, et 
uendeligt værdifuldt menneske. I den forstand er de 
kristne sygeplejersker saltet, som bevarer kernen i 
sygeplejen, nemlig næstekærligheden, som er Guds vilje 
med vores liv og derfor meningen med vores liv. Uden 
det salt vil omsorgen for medmennesket opløses. 
     De kristne sygeplejersker adskiller sig altså ikke 
meget fra de andre, og dog er de med til at bevare de 
værdier, som kan give lys og liv til mennesker.  I den 
forstand er de helgener. 
     På den plads, hvor vi hver især er sat og hvor vi 
arbejder, er vi kristne jordens salt og verdens lys, 
når vi lever på, at Gud er vores himmelske Far, der 
regner os for værdifulde mennesker, hvor små og 
almindelige vi end er.