ny prædiken 
 
 
     På alle helgens søndag ser vi både frem og 
tilbage.  Når vi ser tilbage, er der ikke ret mange af 
os, der har noget at prale af. Det er måske endda 
sådan, at dem der har meget at prale af, at de måske 
inderst inde føler, at de har spildt deres liv med 
forkerte ting. Og når vi ser frem, er det heller ikke 
sikkert ret mange af os kan se guld og grønne skove i 
horisonten. Dels er der jo økonomien. Den er 
begrænset.Det hører vi hele tiden. Dels er der luften, 
som vi lever af, luftlagene omkring jorden, ozonlaget. 
Der er noget i vejen. Det siger de i hvert fald, 
eksperterne. Der er god grund til, at danskerne er lidt 
mismodige. Det kunne vi høre en sige i tv-avisen 
forleden dag. Både når vi ser frem og tilbage, er det 
ikke guld og grønne skove vi ser.  Førhen brugte man 
også Alle helgens søndag til at tænke på de af vores 
kære og familie, som var døde i året, som er gået. Også 
det gav mismod og en stemning af sorg og savn over 
denne søndag. 
     Men det er forkert, at vi har det sådan. 
Læsestykkerne på denne søndag siger, at vi skal se lys, 
både når vi ser tilbage og frem.  Vi skal se det lys, 
som menneskene før os sender til os. Vi skal se dem som 
lysbringere. Det er smukt her få søndage inden advent 
at høre om lysbringere. Når der holdes olympiade, 
bliver flammen bragt fra grækenland og til det land, 
hvor sportsfesten skal være. Det er mange sportsfolk, 
som bærer flammen afsted.  På samme måde kan man sige, 
at der blev tændt en flamme, da Jesus kom til jorden, 
og den flamme er bragt videre fra Israel, fra fortiden, 
til os, for at bringe fest og højtid til os. Og der er 
mange, som har været med til at bære flammen videre, 
også selv om de ikke vidste det af det selv eller 
stræbte efter det. De var verdens lys. Uden dem kunne 
vi ikke prise Gud. Når vi ser tilbage, må vi se lys, så 
vi priser GUd. Det hører vi i læsestykkerne i dag. 
     Og når vi ser frem, skal vi heller ikke se en tom 
og mørk verden, hvor ingen kan leve. Nej, vi må se en 
ny jord og en ny himmel, hvor Gud har gjort alting nyt, 
så der ingen tårer er mere, ingen død, ingen sorg, 
skrig og pine.  Også når vi tænker på fremtiden, skal 
det fremkalde glæde i os. " Se, da er Guds bolig hos 
menneskene. Gud skal selv være hos dem." Det vi skal se 
frem til er altså ikke ensomhed og adskillelse, men 
tværtimod samvær, at vi skal være sammen på en helt ny 
måde. Fællesskaber kan ja være på mange måder.  Nogle 
tætte fællesskaber kan være være tyraniske, fordi de 
tager viljen fra den enkelte. Men det varme fællesskab, 
som vi må se frem til, er det tætteste, der findes, og 
dog får vi allesammen lov til at være os selv. Det er 
sådan Gud vil være sammen med os. 
     Men hvor mange vil nu komme med til lysfesten, 
komme ind i Guds lysende rige. Og når vi ser tilbage, 
hvormange af de mennesker, som har levet, var 
lysbringere. For slet ikke at tale om helgener. Her 
fornylig blev en danske videnskabsmand udnævnt til 
helgen af den katolske kirke. I 15 år havde man 
gennemgået hele hans liv, alt hvad der var skrevet om 
ham. Det hele blev undersøgt meget grundigt.  Ikke nok 
med at han var meget klog, han havde også gjort nogle 
undere. Efter mange overvejelser blev det besluttet, at 
kåre ham til helgen. Hvis det er sådan det skal foregå, 
er der ikke mange af de mennesker, som har levet før 
os, der har været verdens lys. Ved olympiaden er det 
vel også sådan, at det er særlig udvalgte sportsfolk, 
der bringer flammen videre. I hvert land er det de 
moralsk bedste og mest populære sportsfolk, som får den 
ære at løbe afsted med flammen. Mon det er sådan Jesus 
forstår det, når han siger: " I er verdens lys." Mener 
han også, at det er nogle ganske få. 
     Nej, hvis vi tager nogle vers før vores 
prædikestykket i dag, så siger Jesus, hvem det er han 
taler om. Det er de fattige i ånden, de som sørger, de 
sagtmodige, de som hungrer og tørster efter 
retfærdighed, de rene af hjertet, dem, der er forfulgt. 
Og dér kan de fleste af os være med. Det er de små 
Jesus taler om.  Derfor kalder han jo også Gud jeres 
far. Meningen er jo, at vi er hans børn, og børn er 
små. Verdens lys betyder altså nogle få, som er særlig 
modige og dygtige. Nej, verdens lys og Guds børn det er 
små mennesker.  Det er alle døbte. Læg mærke til det. 
Det tager ikke 15 år og mange undersøgelser og 
overvejelser før, et menneske kan døbes. Nej, nogle få 
måneder gammelt, endnu før barnet kan tale og vise, 
hvordan det, endnu før barnet selv ved, hvordan det er. 
Barnet kender ikke sig selv. Da bliver barnet døbt. Da 
bliver barnet Guds barn og verdens lys. 
     Det må være en særlig slags lys Jesus taler om. 
Det må være en slags lys, som man ikke selv kan se. 
Derfor bliver han jo også nødt til at sige det: " I er 
verdens lys." For vi har selv svært ved at se det. Vi 
lever jo ikke altid som Guds børn. Det er ikke mange 
gode gerninger, der kommer fra os. Vi er jo snarere 
lidt sagtmodige, mismodige, eller fattige på gode 
gerninger og på retfærdighed. Vi kan hungre og tørste 
efter at det skulle være anderledes, men selv gøre det 
kan vi ikke.  Det lyser ud af os. 
     Og så alligevel, er det ikke mærkeligt, når man 
hører om Danmark ude i verden, så er det et lille folk, 
der er meget socialt retfærdigt, og som andre lande kan 
lære meget af. Det er kristen tro og tankegang som har 
virket i vores folk, så lyset skinner fra Danmark ud i 
verden. 
     Hvor fattige i ånden og mismodige og sørgende vi 
end er, skal vi ikke mene, at det hele ser sort ud. 
Kristne værdier lyser ud fra vores folk. Det at vi er 
døbt, er ikke kun en engangsforestilling, nej, det er 
noget der præger os. Vand er rensende, dåbens vand gør 
os rene, rene af hjertet, fordi dåben betyder, at vi 
alle som en med den største selvfølgelig må sige, at vi 
er Guds børn. Det kan ingen tage fra os. Det er den 
renhed, som stråler ud fra os. Det er det særlige ved 
os kristne. I alle andre kulturer og religioner dér er 
helgener mænd, ja, læg mærke til for det første, at det 
er mænd, meget sjældent kvinder. Det er mænd, som gør 
noget ud over det almindelige. De gør noget meget 
synligt. Klipper håret af, eller lader håret vokse. 
Tager andet tøj på end almindelige mennesker. Og så gør 
de ting, som ingen andre ville gøre. De beder måske 
flere timer hver dag.  Andre ser op til dem som særlig 
hellig og særlig nær ved Gud. 
     Sådan er det ikke hos os. Her er det lige meget 
mænd og kvinder, som er Guds børn. Ja, her skal man 
ikke være mange måneder gammel, så bliver vi Guds børn. 
Den selvfølgelighed og naturlighed lyser ud af vores 
tro, at vi må kalde Gud Far. 
     Når vi ser tilbage gælder det altså, at der mange 
som er helgener og verdens lys. Det er alle døbte. På 
samme måde når vi ser frem. Ved en olympiade er det kun 
de dygtigste sportsfolk som er med, og det er kun de 
dygtigste af dem, som kommer på sejrsskamlen. Der 
falder altså hele tiden nogle fra, for at det kan være 
den dygtigste som står tilbage til sidst.  Paulus har 
også nogle steder sammenlignet os med sportsfolk. Han 
siger: " Ved I ikke, at de, der løber på 
væddeløbsbanen, ganske vist alle løber, men kun én får 
sejrsprisen. Løb således, at I kan vinde den. Og lige 
før har han fortalt, hvordan et sådant løb er. Han 
siger: for de svage er jeg blevet svag for at kunne 
vinde de svage, for alle er jeg blevet alt for at kunne 
frelse nogle. Og alt dette gør jeg for evangeliets 
skyld, for at også jeg kan få del deri." Det er altså 
ikke enerne, de udvalgte, de dygtigste, som kommer ind 
i Guds lyse rige, nej, det dem, der er sammen med 
andre, ikke dem der skiller sig ud, det er dem, som 
allerede nu er præget af det varme fællesskab, som 
engang skal komme. Dem, der er svag med de svage, der 
er glade med de glade og græder med de grædende. 
     Det er jo sådan vi overhovedet kan frelse nogle og 
bringe evangeliets flamme videre, at vi er sammen med 
fortabte og viser, at vi selv er fortabte og små 
mennesker, men at vi alligevel kan være helt trygge 
over for Gud og kalde ham vores far, ja, kalde på ham 
som børn kalder på deres far, at vi kan gøre det som 
noget helt naturlig og selvfølgeligt.