Vores prædikestykket i dag er de første ord Zakarias siger, efter at hans barn er født og navngivet Johannes.
Egentlig er det smukt, at Gud kan gøre så store undere, at selv en præst har svært ved at følge med. Zakarias kan ikke fatte, at hans kone kan føde et barn, når hun er så gammel. Kort tid før Johannes fødsel bliver englen Gabriel igen sendt med et budskab til et menneske, nemlig Maria, og hun kan heller ikke forstå, hvordan hun kan få et barn, når hun ikke har været sammen med en mand. Da forklarer englen det sådan: Også din slægtning Elisabeth venter en søn, nu i sin alderdom. Hun, som siges ikke at kunne få børn, er i 6 måned, for intet er umuligt for Gud. Selv for en præst som Zakarias kan det være for meget, at intet er umuligt for Gud. Zakarias bliver stum af forbavselse. Men da han ser det er rigtigt, og han står med sit lille barn i armene, da bryder han ud i sang og lovpriser Gud.
Og da kan man måske se, at han er en præst, for han takker slet ikke for det smukke og sunde barn, som han holder i sine arme. Han ser noget endnu større i sit barn, en forløber for frelseren. Og frelsen forstår Zakarias sådan, at Gud skænker sit folk befrielse fra fjenderne, så folket kan tjene Gud uden frygt. Det viser, at Zakarias har forstået frelsen rigtigt, og at han alligevel er en god præst.
I evangelierne hører vi mange gange at frelsen er frihed fra frygt. Julenat siger englen til hyrderne: frygt ikke, jeg forkynder jer en stor glæde. Påskedag siger englen til kvinderne, som stod ude ved den tomme grav: Frygt ikke. I søger Jesus fra Nazaret, den korfæstede. Han er opstanden.
Jesus sagde det selv mange gange: Frygt ikke. Han sagde det, da han kom vandrende hen over vandet, og disciplene troede det var et spøgelse, da sagde Jesus: Det er mig, frygt ikke. mt 14,27. Til en mand, som kom og bad Jesus om hjælp fordi hans datter var syg, sagde Jesus: Frygt ikke, tro kun. Jesus sagde det til Peter første gang han mødte ham, hvor Peter, som var fisker, fangede en stor mængde fisk, fordi Jesus havde befalet ham at kaste garnene ud. Og Peter følte det som så stort et under, at han faldt på knæ foran Jesus og sagde: Gå bort fra mig Herre, for jeg er en syndig mand. Men Jesus svarede: Frygt ikke. Fra nu af skal du fange mennesker. Og Jesus sagde det engang til alle sine disciple: frygt ikke, du lille flok. For jeres himmelske far har besluttet at give jer himmeriget.
Hvorfor består frelsen i befrielse fra frygt. Det er fordi vi let bliver bange. Der er jo både ydre og indre fjender. De ydre fjender er alt det som med et slag kan ændre vores liv, sygdom, trafikulykker, arbejdsløshed. De indre fjender er vores bekymring. Når vi har det godt, kan vi være bekymrede for at der vil komme situationer, som vi ikke kan klare. Uden ydre grund kan vi være bekymrede og bange. Det er fordi vi holder af livet. Vi holder af hinanden. Vi bliver bange for at miste alt det. Af os selv kan vi kun slippe frygten, hvis vi holder op med at elske livet og elske vores kære.
Men det er meningen med livet, at elske de mennesker, vi er bundet til. Og jo mere vi gør det, desto mere bange bliver vi for at miste alt det, som er os kært. Det er en modsætning: jo mere glade vi er for livet og for vores kære, desto mere bange bliver vi.
Der er et gammelt eventyr, som netop handler om, at angst og kærlighed hører sammen. Det var to forældre, som havde en dreng, der ikke kendte til at være bange. Det var forældrene kede af. Så de sendte ham til degnen, men han kunne ikke gøre drengen bange. Så sendte forældrene drengen til præsten. Men ham lykkedes det heller ikke for. Så drog drengen ud i den store verden, og han så mange uhyggelige og forfærdelige væsener, der ville få andre til at ryste af skræk, men han blev stadig ikke bange. Med sit mod blev han endda en helt; og ved en heltegerning vandt en prinsesse og det halve kongerige. Men stadigvæk havde han ikke lært at være bange. Det måtte hans kone lære ham. En nat hældte hun en spand vand med levende fisk ned over ham, mens han sov, og da blev han bange. Og mon det ikke netop var fordi han havde fundet kærligheden i sin prinsesse og var bange for at miste hende.
Der er megen sandhed i det eventyr, at det måske netop er kærligheden, som fremkalder angsten. Den angst hjælper Jesus os ud af. Jesus er frelseren. Han bringer frihed fra frygt, fordi han fortæller, at GUd er vores himmelske far, som elsker os. Jesus siger, at vi ikke skal frygte; Gud er vores himmelske Far. F.eks. siger Jesus det et sted i Mattæusevangeliet: " Sælges ikke to spurve for et par småmønter? og ikke én af dem falder til jorden uden jeres Far. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke. I er mere værd end mange spurve." Gud er ikke spurvenes far, og alligevel lægger Gud mærke til den mindste spurv. Hvor meget mere så ikke med os, for Gud er vores himmelske Far. Ja, hos os lægger Gud mærke til og har omsorg for selv det vi måske kunne føle ligegyldigt. At miste et hår det regner vi ikke for så meget. Men selv om det kun er så lidt vi mister, så lægger Gud mærke til det. Det mindste, der sker med os, har Guds opmærksomhed og omsorg. Så meget er vi værd for ham. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.
Jesus kalder Gud ved navn, nemlig vores Far, vores himmelske Far, som elsker os og vil frelse os, fordi Gud ikke vil miste os. Skulle det ikke kunne ophæve vores angst for at miste, at vi er omgivet af en endnu større kærlighed. Gud vil ikke miste os.
Den frelse, den tro giver os frihed til på én gang at være bundet til livet og til andre mennesker, og samtidig være løst fra frygtens snærende bånd.
Jesus siger ganske vist ikke, at det altid vil gå os godt, at vi aldrig vil miste noget af det vi holder af. Han siger ikke, at der aldrig vil blive krummet et hår på vores hoved. Men intet af det onde skal få os til at tvivle på det gode og kærligheden og Gud. Intet af det onde skal få os til at gå under i frygt.
Jesus er frelseren, fordi han hjælper os ud af den ødelæggende modsætning, at jo mere vi elsker, desto mere bange bliver vi for at miste. Jesus hjælper os, ved at give os troen på, at vi er omgivet af Guds kærlighed både i livet og i døden. Hvor stor en kærlighed vi end oplever her i vores liv, når vi vinder prinsen eller prinsessen og det halve kongerige, og hvor meget ondt vi end kan være bange for, så skal vi ikke lade frygten ødelægge vores liv. Vi må tro på Guds kærlighed, som er stærkere end alt andet, Når vi lever i troen på Gud, gælder de fantastiske ord, som står i 1. Johannesbrev: Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldkomne kærlighed fordriver frygten.
Der er nogle religioner, som prøver at frelse mennesker ved at løse dem fra alle bånd. Det gælder også mange af de nyreligiøse bevægelser. Deres tilhængere må ikke længere se deres egen familie. De må ikke leve et almindeligt liv. For dem bliver verden og livet et helvede, som de skal prøve at slippe ud af og holde sig fra. Den frelse som Jesus bringer er lige modsat. Han knytter os endnu tættere til livet og til hinanden og til vores medmenneske. Han leder os ind i den fuldkomne kærlighed, som driver frygten ud.
Derfor kan vi også lovprise Gud sammen med præsten
Zakarias og takke for frelsen, som befrier os fra vores
fjender, så vi må leve vores liv og tjene Gud uden frygt.
Som vi skal synge om lidt:
Skulle jeg dog være bange
Kristus hel
er min del
kan jeg mer forlange?
Hvem kan mig den himmel røve,
som Guds søn
gav i løn
dem, der hos ham
tøve.