Hvem? - spørger vi måske vantro. Det kan da umulig
være os, Jesus sigter til. Skulle vi virkelig være jordens
salt og verdens lys. Ja han kalder os ikke bare til det. Han
siger rent ud: I er jordens salt og verdens lys. I er det salt,
som tjener til at bevare jorden for Guds dom; I er det lys,
som leder verdens børn til Gud. Vi krymper os måske lidt
ved så store og stærke ord, og tænker uvilkårligt på det
salt, som vi synes var fugtigt og som klumpede, så det
ikke kunne komme ud af de små huller, og hvordan
hullerne blev fyldte af det fugtige salt, så resten ikke kom
ud. Kender du til det? Eller vort blafrende lys, der ikke
rigtig er noget gang i. Det ligner allermest et fyrfadslys,
der er ved at brænde ud, og hvor aluhuset skærmer, så
ingen ser det.

Men vi kan spare os alle bekymringer og de unyttige
skrupler. Mon ikke Jesus ved, hvad han taler om? Hvis I
omvender jer og bliver som børn, kommer i ind i
himmeriget (Mt. 18,3 lidt omskrevet for forståelsens
skyld). Hvad der måske falder os svært falder sjældent
børne svært. De hører tilskyndelsen og lever sig ofte helt
ind i den. Når det i legen hedder: Du er konge, så er
barnet virkelig konge, også selv om barnet ikke helt fatter
det af bare glæde. For barnet er det nemlig ikke en leg.
Når det har kongedragten på, er det konge og handler
som konge. Det går helt op i den opgave, der er lagt hen
til det.

Lidt det samme kender vi det, når et menneske får kasket
på, en uniform på osv. Det ændrer pludselig en person. En
person, der i den henseende faldt mig i øjnene er Keld i
Olsenbanden. Han får i en af Olsenbandenfilmene en
politiuniform på og en knippel, og pludselig kan Egon
Olsen ikke styre Keld længere. Uniformen tog styringen
fra Keld.

Vi skal blot høre Jesu ord og tage det til os, som en
uniform på en måde. Her er det ikke noget, vi skal
anstrenge os på at blive, men noget, som Jesus tilsiger os,
at vi er, nemlig i hans kraft, i ham selv, hans ord, hans
løfte. Overladt til os selv er vi hverken salt eller lys.
Opgaven beror helt på Jesu ord. Men når så hans ord har
slået rod i vore hjerter, kan det ikke være andet, end at
hans bestemmelse med os må træde stadig klarere frem
for os og tage form i vores måde, at leve på. Det er en
proces, som går for sig i det stille, helt ubemærket, og
dog således, at det sætter spor.

I er jordens salt.

Tænk blot på, hvor betydningsfuldt dette billige
husholdningsmiddel er, og se, hvad der ville ske, hvis ikke
det var der, både til maden, men så sandelig også til vores
krop, for ikke at tale om Vesterhavet. Blot et lille drys i
husmoderens hånd, og uhm.

I er verdens lys.

Det er så selvfølgeligt for os, at vi først tænker på det, når
det ikke er der, og Peter Schindler siger det ret så
rammende i sin NToversættelse fra 1948: Uden jer ligger
verden i mørke.

Fælles for salt og lys er, at de gør sin virkning uden at vi
rigtig ved af det. Sådan vil Jesus også, at vi skal leve og
virke som hans - ubemærket, men ikke umærkeligt.
Ubemærket, fordi det ikke er vores ære vi søger, men
hans ære og hans evangelium, men samtidig, så det kan
både mærkes og spores, at vi var der - og det som lys og
salt.

Alle helgens dag minder os om dem, der var villige til at
gå videre med det, som de havde fået fra Herren. De
kæmpede formodentlig også med noget af den
blufærdighed, travlhed og træthed, som vi kan kæmpe
med, men tilbage står dette saltende og lysende, at de var
vor verdens salt og lys, og uden deres liv og virke havde
mørket haft større mulighed for at opsluge os. Jeg tænker
tit på Ruben har skrevet på en skreensaver på min
computer, og i pauser skriver den: Hvem ka´Gud ka` - og
den holdning skal vi have, når Jesus inviterer os til at være
salt og lys.

God salt og lys. 

Amen.