488,366,398,445,727 
 
     Der er en præst, som har skrevet om børn: Alle 
forældre ved, at de små engle også kan være små djævle. De 
kære små sparker og bider hinanden, er totalt døve for 
andres gråd og ligeglade med andres behov." Præsten 
skriver det for at vise, at vi ikke skal gøre børn bedre 
end de er. Han mener ikke, at Jesus roser børnene, fordi 
de er bedre mennesker end os andre. 
     Helt ret har præsten nu ikke. Børn skal ikke være ret 
store for at de af sig selv går hen og omfavner et andet 
barn. Eller de kan være så interesseret i babyer, at de 
hele tiden vil være nær ved det mindre barn og kærtegne 
det.  Og hvor forældrene tænker: Det har vi ikke opdraget 
vores barn til, at det skal holde så meget af babyer. Men 
præsten har ret i, at børn kan være meget onde og 
ligeglade med andre og kun tænke på sig selv. Så føler vi 
som voksne, at det er opdragelsen der skal gøre barnet til 
et færdigt og godt menneske. 
     Det er her Jesus siger noget nyt. Barnet er ikke et 
halvt menneske, som vi skal opdrage til at blive helt og 
færdigt. Barnet er sig selv på godt og ondt. Barnet er 
ærligt, ja, kan ikke være andet. Barnet forstiller sig 
ikke for at fremstå bedre end det. Sådan siger Jesus, at 
vi må være over for Gud.  Vi må være os selv på godt og 
ondt.  Hvor tit må vi ikke indrømme , at opdragelsen har 
gjort os til pæne mennesker i det ydre, men indvendig er 
vi ikke bedre end uopdragne børn.  Eller hvad der er lige 
så slemt: vores pæne opdragelse er sommetider en mur, der 
standser spontan godhed. Inderst inde mærker vi, at vi 
egentlig havde lyst til øjeblikkelig at sige eller gøre 
noget rigtig godt mod et menneske, vi er sammen med. Men 
vores pæne opdragelse siger: det kan du da ikke. Hvor et 
barn er mere ærligt både i sin selviskhed og i sin 
overstrømmende glæde. 
     Hvis I ikke vender om og bliver som børn kommer I 
slet ikke ind i Himmeriget. Mon ikke det betyder, at vi 
over for Gud må lægge al vores pæne opdragelse væk og være 
helt os selv. Tænk at være sig selv. Tør vi det. Tør vi 
lade være, når vi hører, at vi slet ikke kommer ind i 
Himmeriget, hvis vi ikke bliver som børn. 
     Jesus er ikke en, der vil opdrage os til at være pæne 
mennesker. Han giver os ikke bud for at vi skal handle 
efter dem og gøre os fortjent til at komme ind i Guds 
rige. Man kan oversætte Jesu bud i dag: Bliv som børn. Det 
kan man oversætte sådan: bliv som nogle, der ikke tænker 
på at gøre sig fortjent til at komme ind i Guds rige. 
     Jesus giver os ikke bud, for at vi så selv kan 
opfylde disse bud eller lade være. Nej, Jesus giver bud og 
stiller krav, der gør noget ved os. Vi mærker det måske 
ikke så klart ved budet: Bliv som børn. Men det bud er 
lige mærkeligt som det næste bud vi hører i dag: hug din 
hånd eller din fod af og kast den fra dig, Riv dit øje ud. 
Jesus taler igen om det at komme ind i Himmeriget, og hvis 
der er noget, der bringer os til fald eller hindrer os i 
at komme ind til Gud, så skal vi skille os af med det og 
kaste det væk.  Hug din hånd af. Hvem kunne dog gøre det 
mod sig selv. Bliv som børn. Hvem kunne dog gøre det mod 
sig selv, det er jo at hugge al sin gode opdragelse væk. 
Det er at stå som et ufærdigt, et halvt menneske. 
     Der er sommetider diskussion om barnedåben stammer 
fra Jesus. I den første kristne tid var det voksne, som 
blev døbt. Nogle gange høre vi dog, at det er et ægtepar 
og hele deres husstand med børn og slaver, som bliver 
døbt.  Jesus har ikke direkte talt om at døbe børn. Men 
jeg synes, at han har sagt det endnu stærkere.  Hvis voksne 
ikke bliver som børn kan de slet ikke døbes.  Stærkere 
begrundelse for barnedåben findes ikke. Jesus siger jo, at 
selv dåb af voksne er barnedåb. 
     Kan vi voksne og velopdragne mennesker forstå det. 
Nej. På Jesu tid mente man ikke, at børn var religiøst 
modne. Derfor var Jesu bud: bliv som børn, det bud var et 
chock. Og lige siden har der været folk, som har prøvet at 
svække Jesu ord, fordi man har ment, at børn ikke kan tro. 
De mangler det væsentligste, troen, for at være kristne. 
Det er ikke nok at være som børn for at være en hel 
kristen. Men det er at modsige Jesu ord. 
     Jamen, er det ikke forældrene, som ved dåben siger ja 
på deres barns vegne. Og så når barnet er vokset op og 
skal konfirmeres, så siger barnet selv ja og så gælder 
dåben først rigtigt. Det er en almindelig opfattelse af 
konfirmationen. Konfirmanden siger ja. Det passer. Men 
konfirmanden siger ja til Jesu bud: bliv som børn. Hvis 
man overhovedet kan sige, at konfirmanden bekræfter noget, 
så er det ikke sin egen tro han eller hun bekræfter. Det 
er barnedåben, som bekræftes, at vi er Guds børn og at vi 
har været det lige siden vores dåb og at det er Gud som 
har gjort os til det. Det tror vi på.  Den tro må vi leve 
trygt i, for Gud gør ingenting halvt. Dåben er ikke halv, 
så vi ved vores tro eller vores omvendelse skal gøre den 
hel. 
     Der er en præstesag for tiden, hvor en præst vil 
ændre dåbsritualet, så han siger, at vi døbes til 
faderens, sønnens og helligåndens navn, i stedet for at vi 
døbes i faderens navn. Præsten mener, at dåben ikke gælder 
helt fra begyndelsen, vi skal først være voksne og troende 
og omvendte før dåben gælder. Præsten mener ikke, at vi 
som børn er i Guds hånd, men at vi er på vej til den. Og 
når vi så beslutter os til at være hos Gud, så er vi i 
Guds hånd.  Det er en modsigelse af Jesu bud: bliv som 
børn. 
     Vi er små børn, når Gud tager imod os. Så vokser vi 
op og er på vej til at blive voksne og velopdragne 
mennesker. Men Jesus siger: I skal vende om, I skal vende 
tilbage og blive som børn. 
     Hvorfor er det så svært for os? Det er nok fordi vi 
ikke vil være hjælpeløse. Vi vil selv have kontrollen. For 
jøderne på Jesu tid var det et stort chock, når han sagde: 
Hug din hånd af og kast den bort, for det er bedre, at du 
går lemlæstet ind i Guds rige. Jøderne mente nemlig om 
handicappede, at de var halve, ufærdige og hjælpeløse 
mennesker, som ikke kunne komme ind hos Gud. Jøderne 
mente, at det kun var rigtige og retfærdige mennesker, som 
Gud ville frelse. Men Jesus siger: Menneskesønnen er 
kommet for at frelse det fortabte, frelse de små, frelse 
alle dem, der er som børn. 
     Vi har så svært ved Jesu ord, fordi vi gør alt for 
ikke at være fortabt.  Det gør vi alt for at undgå.  Det 
er en ubehagelig situation, at være fortabt og hjælpeløs. 
Det gør vi meget for at undgå. Nogle går på kursus og 
betaler penge for at slippe af med den følelse at være 
fortabt.  Men rigtig hjælp får vi først, når vi åbner 
vores bibel.  For Jesus siger, at han er kommet for at 
frelse fortabte.  Vi må gerne være hjælpeløse, for Jesus 
er kommet for at frelse os.  Han siger endda, at det er 
vores himmelske Fars vilje, at ikke en af os går fortabt. 
     Netop det er frelsen, at vi må være som børn, at vi 
må være svage. For vi kan alligevel aldrig få kontrollen 
over livet og hvis vi skulle få det, så blev det til et 
sølle liv. Nej, vi skal juble over, at vi må være de 
svage, og at Gud er den stærke, som er os nær. 
     Paulus siger det sådan: Jeg kender til at have ringe 
kår og jeg kender til overflod. Alt formår jeg i ham, der 
giver mig kraft. Og Paulus siger et andet sted: Vi skal 
ikke stole på os selv, men på Gud, som oprejser de døde. 
Ham var det, der friede os fra fare, og vi har det håb, at 
han også i fremtiden vil fri os. 
     Og i prædikestykket i dag hører vi, at det er et 
sikkert håb, når vi er de små og svage og hjælpeløse, så 
går Jesus ud som den gode hyrde og han leder indtil han 
finder os og han bærer os hjem til Gud. Den sikre tro, den 
sikre frelse må vi leve i. 
 
ny prædiken 
 
     Sidste søndag sagde Jesus, hvordan vi kristne er over 
for mennesker uden for kirken. Der er vi jordens salt og 
verdens lys. Jesus sagde: lad jeres lys skinne for 
menneskene så de ser jeres gode gerninger og priser jeres 
Far, som er i himlen. I dag taler Jesus om, hvordan vi 
kristne skal være over for hinanden og hvem der er de 
bedste kristne. Og der skulle vi jo forvente, at det er 
dem, der gør strålende gerninger og har en strålende tro. 
I en gruppe er der jo altid nogle stærke og nogle svage. 
De stærke er dem, der fysisk eller intelligensmæssigt kan 
mere end andre. De stærke er dem, der udretter mest. I 
vores land er det folk med de højeste stillinger eller 
dem, der har været i et bestemt job i flest år, som får 
fortjenstmedaljer. Men sådan er det ikke i den kristne 
menighed. Sådan er det ikke hos Gud. Dér er det de små og 
svage, vi skal se op til. Ja, dér skal vi blive som de små 
for overhovedet at komme ind. Jesus siger: hvis I ikke 
vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i 
Himmeriget. 
     For det første har vi svært ved at forstå det. Hvad 
stort er der i at være som et barn. Selv vores børn har 
den tankegang. De skal ikke være ret gamle, før de ønsker 
sig at være voksne og selv at kunne bestemme, selv at 
tjene penge. Hvad godt er der ved at være som et barn. Et 
barn er jo helt ufærdigt og skal først opdrages for at 
blive et ordentligt menneske. 
     Vi har svært ved at forstå, at Jesus stiller et barn 
op som forbillede for os ordentlige mennesker. Men vi har 
også svært ved at gøre som han siger.  Vi kan ikke opgive 
alt det vi har lært og alt det vi ved. Vi kan ikke springe 
tilbage og blive som vi var i vores barndom. Det er et 
umuligt krav Jesus stiller. Det ligner engang hvor der kom 
en farisæer ved navn Nikodemus til Jesus og hvor Jesus 
sagde til ham: den, der ikke bliver født påny, kan ikke se 
Guds rige. Og Nikodemus svarede: hvordan kan et menneske 
fødes, når det er gammelt. Og Jesus sagde: Den, der ikke 
bliver født af vand og Ånd, kan ikke ikke komme ind i Guds 
rige. 
     Vi synes som Nikodemus, at det er umuligt at blive 
som nyfødte børn.  Men Jesus siger det netop for at stille 
os i en situation, hvor vi intet selv kan gøre. Det er 
Guds ånd, som skal gøre det.  Det gode ved et barn er 
netop, at det intet kan selv, men må modtage alt af Guds 
nåde.  Det skal vi lære.  Det må vi hele tiden opdrage os 
selv til, ikke at blive voksne, men at blive som børn. Det 
gode ved et barn er, at det siger Far. Det skal vi lære, 
at sige Far til Gud og stole på ham og vente os alt fra 
ham.  Hvorfor mon de spurgte: er nogle bedre end andre. 
Får man pladser efter, hvad man har gjort.  Bagsiden ved  
det spørgsmål, eller konsekvensen af det er jo at nogle er 
så dårlige, har udrettet lidt, at de slet ikke kan være med. 
Der er en stor tryghed i at Jesus afviser spørgsmålet og 
dets konsekvenser. 
     Når disciplene spørger: hvem er den største i 
Himmeriget, så er det fordi de selv er sikre på at de 
kommer der og de håber at få en af de bedste pladser, 
fordi de er voksne og har gjort meget for Gud. Den falske 
sikkerhed tager Jesus fra dem og han giver dem i stedet en 
sand sikkerhed, som intet kan rokke: at selv den mindste 
og svageste må være med i himmeriget, ja, er den største i 
himmeriget.  Jesus tager en forkert sikkerhed fra os, når 
vi de mener vi har udrettet meget, og giver os i stedet en 
ægte sikkerhed, der består i, at Gud vil frelse selv de 
mindste af os. 
     Vi har svært ved at se væk fra alt det vi selv har 
nået og udrettet, og helt overgive os til Gud og helt 
enkelt sige Far til ham. Men det er det vi skal stræbe 
efter. Vi skal ikke stræbe opad men nedad. Jesus stiller 
et barn som det ideal vi skal søge mod. Han stiller endda 
sig selv lige med de små og siger: den, som tager imod et 
sådant barn, tager imod mig. Der har ikke levet noget 
bedre menneske end Jesus. Ham ser mange op til som et 
forbillede.  Men han ligestiller altså børnene med sig 
selv. Vi skal regne børnene lige så højt som vi regner 
Jesus. 
     Og når man overfører det på den kristne menighed så 
betyder det, at de største i kirken det er børnene, de små 
og svage i troen, hvilken alder de end har. Dem skal man 
ære og dem må man endelig ikke gøre noget ondt. Ja, den 
som gør noget ondt eller tager troen fra en af de små 
kristne, for ham var det bedre at få en møllesten hængt om 
halsen og blive sænket i havets dyb.  Så vigtigt er det 
altså at tage sig af de små og ære dem. Så højt regner 
Jesus dem, at han taler om den værste straf, hvis man er 
hånlig over for eller foragter de små og svage i troen. 
     I kirken må vi altså ikke sige noget nedsættende om 
dem, der har en lille tro eller som ikke kan forklare 
meget om deres kristendom. Ingen af dem må vi fordømme. Og 
hvis vi skulle få lyst til med vores hånd at skubbe til 
nogen, som er ved at falde, så var det bedre at vi huggede 
vores hånd af.  Hvis vi med vores fod fik lyst til at 
træde på de små eller dem, der allerede er faldet, så var 
det bedre at vi huggede den af. 
     Det er et af de mest mærkeligste ord, Jesus har sagt, 
dette med at hugge hånde eller foden af. Men måske letter 
det lidt på forståelsen, når vi tænker på, hvad der står i 
Det gamle Testmente.  I Femte Mose bog står der, at 
jøderne skal udrydde det onde fra folket. Alle dem, der 
har gjort noget forkert, skal man ikke skåne. Hvis nogen 
har tilføjet sin næste en legemsskade, skal der handles 
med ham som han har handlet: liv for liv, øje for  øje, 
tand for tand, hånd for hånd, fod for fod. Så streng er 
Moseloven.  Jesus siger derimod i bjergprædikenen: I har 
hørt, at der er sagt: øje for øje, og tand for tand.  Men 
jeg siger jer: gør ikke modstand mod det onde.  Slår nogen 
dig på din højre kind, så vend også den anden til. Og det 
er jo det samme Jesus siger i prædikestykket i dag. Vi 
skal ikke være så ivrige efter at dømme andre og straffe 
dem og hugge deres hænder af. Vi har nok i at se efter 
vores egne hænder hvad de gør.  Og hvis vi bruger vores 
hænder til at skubbe andre ud eller bruger vores fødder 
til at træde på andre, hvor god grund vi end har til det, 
så har vi lukket os selv ude af nådens rige, himmeriget. 
Ikke engang den som er ond og grusom mod os må vi 
fordømme, Jesus siger jo: gør ikke modstand mod det onde. 
Slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden 
til. 
     Det er jo fordi vi ikke skal opstiller os til dommer 
over andre. Det er kun Gud der kan det. Men det er også 
fordi det måske kunne vise sig, at den vi foragtede eller 
fordømte i virkeligheden var én af de største i 
himmeriget, et barn i troen, en svag i troen. Jesus 
fortsætter nemlig: Se til, at I ikke ringeafter en af 
disse små. Vi må ikke gøre som det jødiske folk, der 
kaldte nogle for syndere og toldere og foragtede dem som 
bedragere og mislykkede. Netop de små, som ser ud til at 
klare deres liv så dårligt, de er under en særlig 
beskyttelse. Jesus siger: deres engle i himlen ser altid 
min himmelske Fars ansigt.  På Jesu tid mente man, at det 
kun var de højeste engle så Guds ansigt. Jesus siger 
altså, at det er de allerhøjeste engle, som beskytter de 
små blandt de kristne. Han siger endda, at han selv er 
kommet for at frelse dem og os, for vi kommer slet ikke 
ind i himmeriget, hvis vi ikke vender om og bliver små. 
Jesus ligestiller os alle. Og han siger, hvordan vi 
kristne skal være mod hinanden. Vi skal være milde. Her i 
kirken er det ikke dem, der er gode til at sige store ord 
eller gøre store gerninger, som har de bedste pladser. 
Nej, her i kirken er der god plads til os alle, og der er 
bedst plads til dem, der er allermindst. 
ny prædiken 
 
     Hvem skal vi se op til? Ja, det er jo forskelligt. 
Det kommer an på hvilke interesser vi har. Hvis man er 
ung, er det måske en popsanger, man ser op til. 
Popsangeren er smuk og aktiv og rig. Hvis man er 
interesseret i sport, er det måske en fodboldspiller, man 
har som ideal. Det er en af angriberne som regel, der er 
god til at lave mål, som samtidig er en god kammerat og 
hjælper de andre på holdet. Hvem er det største? Måske kan 
man måle det i, hvor meget de tjener, og da er det netop 
sådan at der er sangere og sportsstjerner som tjener mere 
end selv præsidenten for amerika. 
     Hvem skal vi se op til? Jesus svarer: " I skal se 
ned." Vores ideal skal være dem, der ingen penge tjener 
eller kan tjene, nemlig de små børn. Og ikke nok med det. 
Idealer er jo som regel nogle man aldrig kan nå. Man kan 
aldrig blive som dem. De er uopnåelige. Men Jesus siger: " 
Børnene er de største i Guds rige og hvis I ikke bliver 
som dem, kommer I slet ikke ind." Der må være et eller 
andet, som gør børnene til idealer. 
     Mon det er, at de er gode til at tage imod. De er 
tillidsfulde. 
     Hvem er den største? Det er meget almindeligt, at 
mennesker sammenligner sig selv med andre. Det kan man 
ikke undgå. I skolen er den største, den som får de 
højeste karakterer. Senerehen sammenligner man måske, hvem 
der får mest i løn. I alle forhold kan mennesker deles op 
i den største og den mindste. 
     Det er helt naturligt at man helst vil have gode 
karakterer i skolen og have en god løn, når man har fået 
et arbejde. Men alligevel kan vi ikke helt lide det 
spørgsmål: hvem er den største? Denne opdeling af 
mennesker kan man føle truende. De fleste af os har ikke 
et eneste felt, hvor vi er den største. Både med hensyn 
til karakterer og løn og dygtighed ser vi nogle andre, der 
er større end os. Der er en stemning af eksamen over det 
spørgsmål: hvem er den største? 
     Det føles ikke så morsomt som i historien om 
provsten, der var på besøg i skolen og ville spørge 
børnene om første led i trosbekendelsen, det om Gud 
Skaberen. " Hvem tror I," spurgte provsten," som er både 
større og klogere og mægtigere end mig?" Lidt stille kom 
det fra bagest i klassen: " Provstinden." 
     Det kan vi smile af. Men der er megen alvor i det 
spørgsmål:" Hvem er den største?" For det er jo de største 
og klogeste og mægtigste, der kan klare sig. De er på den 
sikre side. De, som er i mesterklassen, de får de højeste 
karaktererm de får det bedste job, de bliver rost for 
deres dygtighed. Og så bliver spørgsmålet: Hvad med os i 
mellemklassen? Vi er ikke på sikre side. Vi kan føle det 
sådan, at hvis vi ikke passe på synker vi ned til taberne. 
     Den frygt ligger der også i spørgsmålet: " Hvem er 
den største i Himmeriget?" Kan vi overhovedet være med. 
Vil Gud vælge os eller vil han ikke vælge os? 
     Svaret giver Jesus i dag. Han giver et svar, som 
tager frygten fra os. Jesus siger, at Gud ikke sorterer 
menneskene efter, hvem der er bedst og dygtigst. Jesus 
viser, hvordan Gud er. Jesus kalder på et lille barn, 
stiller det midt blandt disciplene og siger: " Sandelig 
siger jeg jer: hvir I ikke vender om og bliver som børn, 
kommer I slet ikke ind i Himmeriget." 
     Når et barn må være sikker på at komme ind i 
Himmeriget, skulle vi så være bange for, om vi kan. Et 
barn har jo ikke lært meget om Gud eller gjort meget for 
Gud. Et barn har endnu ikke fået nogen karakterer eller 
tjent mange penge eller vist stor dygtighed. Over for Gud 
skal vi altså ikke føle os til eksamen. Vi skal ikke 
sammenligne os med andre og tænke, om vi har stor nok tro. 
Vi må lægge al vores frygt til side. Vi skal ikke være 
bange for, om vi har gjort nok. Tværtimod. 
     Jesus siger endda: " Hvis din hånd eller din fod 
forarger dig, så hug den af og kast den fra dig." Forarge 
betyder i bibelen at tage troen og modet fra nogen. Jesus 
siger altså, hvis et eller andet vil tage troen fra dig, 
fordi du ikke har gjort nok eller gået langt nok eller set 
klart nok, så hør ikke efter. Gud tager imod dig i himlen 
om du så ingen hænder har eller fødder eller øjne. 
     Hos Gud er det ikke dem, der er dygtigst til at 
bruge deres hænder og fødder og øjne, som vælges først, 
mens de står tilbage og ikke kan være med, som ikke kan gå 
endnu, og som ikke har lært at bruge deres hænder- 
Tværtimod er det netop børnene, som har førstepladsen i 
Guds rige. Derfor er det en glæde at holde dåb i kirken. 
Både for forældrene og for os andre og også senere for 
børnene selv. 
     For forældrene er dåben er glæde, fordi den betyder, 
at deres barn står under Guds helt særlige beskyttelse. 
Barnet er den største i Guds rige. 
     For os andre er det en glæde at se et lille barn 
blive døbt. Tydeligere kan det jo ikke siges, at vi alle må 
være med hos Gud. Her er det ikke de dygtigste og bedste, 
som får den største løn. Her er det de små og svage, som 
får førstepladsen. 
     For dåbsbarnet selv er det også en glæde at blive 
døbt. Det giver den tryghed, at vi døbte ikke skal bruge 
vores hænder og fødder og øjne til UG for at blive valgt 
af Gud og for at tælle med. Nej, Gud har allerede valgt 
os. 
     Vi må finde tryghed i den tanke, at vi tæller noget 
for Gud, ja, at vi er valgt  ud for længe siden, dengang 
da vi ikke havde gjort eller set eller troet endnu. Vores 
dåb skal gøre os trygge og sikre, så vi ikke er bange for 
døden eller noget efter døden. Vi må tro og være glade, 
fordi Gud har fjernet enhver tvivl om at han vil have os 
med. Gud er ikke ligeglad med en eneste. Gud står ikke 
ligeglad og kold og sorterer og smider væk. Nej, Gud har 
tal på os alle, og hvis der bare er en eneste, som 
mangler, så går han ud og leder til han finder os. 
     Jesus giver den mindste iblandt os tro og håb. Jesus 
siger nemlig, at det ikke er et mesterværk eller en 
verdensrekord vi skal præstere. Selv dem, som ingen fødder 
har eller hænder eller øjne kommer ind til Gud. Det er 
ikke et spørgsmål om hvor langt man har gået, eller hvor 
meget man har gjort. Også dem, der ikke selv kan noget, 
tager Gud imod i sin himmel. Ja, han tager imod dem, som 
de første. Netop dem tager Gud sig helt særligt af, de 
små. Jesus slutter i dag med ordene: " Således er det ikke 
jeres himmelske Fars vilje, at en eneste af disse små skal 
fortabes." Gud vil ikke, at en eneste går fortabt. Og Guds 
vilje er ikke slap og uden kraft. Det, som Gud vil, det 
sætter Gud hele sin magt in på. Derfor må vi vide os i 
sikre hænder.  Det er Jesu svar til os. 
     Det svar gav Jesus ikke kun i ord, han gav det også 
med sit liv. Han viste, at han er frelser for små og 
svage. Han vil bruge sin magt til at frelse de små. Ved 
Jesu fødsel var det et lille forsvarsløst barn, som blev 
født i Betlehem.  Det var ikke mange procent af den 
romerske befolkning, som anede noget om det, og dog havde 
det lille barn lige fra fødslen større magt end den 
romerske kejser Augustus.  Eller sagt på en anden måde, 
fortællingen om fødslen viser det centrale i hele Jesu 
liv, at hans magt var skjult i fattigdom og svaghed, 
fordi Jesus vil være frelser for os alle. 
     Jesu død på korset er på samme måde udtryk for 
svaghed. Jesus henrettes som en forbryder. Og dog er dette 
netop højdepunktet, hvor Gud viser sine sande frelsermagt: 
en blødende kærlighed.  Det er den kristne forkyndelse, at 
Jesu svaghed på korset er stærkere end Pontius Pilatus' og 
de romerske soldaters magt. Jesus bryder en vej gennem 
døden.  Han går midtigennem magtens og det ondes centrum; 
Jesus baner en vej og går foran os små og svage, så vi kan 
finde ind i lysets rige. 
     Det må være ret væsentligt, hvad vi hører om Jesus 
ved begyndelsen og ved slutningen af hans liv. Og der 
hører vi om en magt, som overgår alt hvad vi kender til af 
magt, en magt, som kan frelse hele verden, en magt, som 
kommer i svaghed, for at ingen skal føle sig udenfor eller 
glemt eller fortabt. 
     Et sted taler Jesus også om, at " de, der regnes for 
folkenes fyrster, er strenge herskere over dem, og de 
store iblandt dem lader dem føle deres magt.  Men således 
skal det ikke være iblandt jer; den, som vil være stor 
iblandt jer, skal være jeres tjener, og den, som vil være 
den første af jer, skal være alles slave." En tjener er 
den underste, en slave er svag.  Det er selvfølgelig 
kærlighedens styrke Jesus taler om.  Han havde den styrke, 
det var tydeligt både ved hans fødsel, i hans liv og i 
hans død. 
     Det er det kærlige svar Jesus giver, når vi spørger 
hvem er det største i Himmeriget. At Guds kærlige 
frelsermagt omfatter os alle, hvor små vi end føler os. 
 
                           Amen.