Hvor interesseret mon Jesus var i de pengebeløb, som 
blev lagt i templets indsamlingsbøsse? Der står ikke, at 
han var den første til at lægge et stort beløb i. Nej, han 
sad og så på, at de andre lagde penge i. I øvrigt havde 
Jesus nok slet ikke penge på sig. I samme kapitel, som 
vores prædikestykke er fra, står den historie  
hvor Jesu modstandere spørger ham, om de skal 
betale skat, og han siger til dem: ræk mig en denar, så 
jeg kan se den. Og det tyder jo på, at Jesus ikke gik 
rundt med penge på lommen.  Jesus var ikke interesseret i 
penge. Det er som om han holder sig på afstand af alt 
dette pengegiveri.  Ellers ville han have rost alle de 
mange som gav meget og samtidig kunne han have rost den 
fattige enke fordi hun overhovedet gav noget. Hun var jo 
så dårlig stillet, at hun var berettiget til fattighjælp, 
som nogle af tempelpengene netop gik til. 
     Nej, når Jesus roser kvinden fremfor alle de andre, 
så er det netop fordi han ikke er interesseret i penge, 
men i noget andet, i noget vigtigere.  Derfor stiller 
Jesus de rige og den fattige kvinde over for hinanden. Vi 
hører, at mange rige lagde mange penge i tempelblokken. 
Det var fromme mennesker, som ikke var bange for at give. 
De fleste trossamfund ønsker sig at have mange rige og 
gavmilde medlemmer. Og det havde templet. Vi skal ikke 
lede efter noget forkert hos disse velstående jøder. De 
gav af ægte fromhed, uden praleri. De ville takke Gud for 
al deres lykke. De vidst godt, at det altsammen var Guds 
gave til dem. Derfor kunne de glæde sig over rigdommen med 
en god samvittighed. De var veltilfredse med deres liv, 
fordi Gud åbenbart havde et godt øje til dem. Han sørgede 
for dem. Så vidste de også, det var deres pligt, at give 
af deres rigdom, dels for at tempeltjenesten kunne 
fortsætte til Guds ære, del for at de fattige kunne 
hjælpes. Mange rige lagde meget i tempelblokken. De 
handlede efter Guds bud, ja, de gav måske endda rigeligt. 
     Om de første står der altså, at de er mange, at de er 
rige, at de gav meget. Om enken står der, at hun er ene, 
hun er fattig, og hun lægger kun lidt i tempelblokken. Det 
er modsætninger, som er stillet over for hinanden.  Ved 
enken skal vi ikke lede efter noget godt, at hun 
udstrålede mildhed eller godhed. Det er den yderste 
fattigdom og usselhed vi træffer hos enken. Hvis nogen den 
dag i templet så hende, tænkte de, at skæbnen havde været 
hård ved hende, eller dvs. de tænkte, at Gud havde været 
hård ved hende, måske straffet hende for et eller andet, 
eller i hvert fald glemt hende. Hun kunne ikke forsørge 
sig selv. Hun havde intet ud af livet. Alt var taget fra 
hende: hendes kære, som hun havde været sammen med og 
levet for. Nu var hun alene.  Og dengang havde enker det 
meget dårligt. 
     Den fattige enke lagde to småmønter i tempelblokken. 
Hvorfor gjorde hun det? Hvad havde hun at takke Gud for? 
Man kan forstå, at de rige gav meget.  De var glade og 
havde meget at takke Gud for. Men enken, som intet har, og 
som er frataget alt, det er uforståeligt, at hun giver 
noget, og så giver hun endda alt, hvad hun ejer, som om 
hun har endnu mere at takke Gud for end de rige. Det er 
meningsløst. Normalt der det de fattige, som får hjælp. 
Dem, samler man ind til. Men her giver den fattige alt, 
hvad hun ejer. 
     De to småmønter hedder på græsk " lepta". Der skulle 
128 lepta til en dagløn. Og det kunne kan kun lige leve 
for. Enken havde kun to lepta. Hun havde ikke penge nok 
til at købe mad den dag. På en måde er det let for hende 
at give disse to småmønter. De betyder hverken fra eller 
til. Så langt er hun ude. Hun er lige dårligt stillet med 
de to mønter, som uden dem. Det er egentlig ikke særlig 
prisværdigt, det som hun gør. Og det gavner heller ingen 
steder. I templets store budget er det intet. Der er 
ingen, som ville savne hendes småmønter. 
     Så er det Jesus siger: Denne fattige enke har lagt 
mere i end alle de andre tilsammen. Han roser hende, for 
hun gav af sin fattigdom alt, hvad hun ejede, mens de 
andre gav af deres overflod. 
     Og på grund af Jesu ord bliver vores bedømmelse af 
rigdom og fattigdom pludselig forandret.  Efter Jesu ord 
er det som om der kommer noget usselt og mislykket over de 
rige givere. Det har ikke den store betydning alt det de 
giver. Vi tænker, at deres liv er tomt. Mens det, som 
enken gør og er, stiger i værdi.  Gud ser hende frem for 
alle de andre. Hun er ikke glemt af Gud, tværtimod.  Hun 
bliver billedet på den ægte troende. Hun bliver sat frem 
som et forbillede for os.  Hendes liv er fyldt med en 
godhed, en overstrømmende godhed, der ligner Gud. Det som 
hun gør viser, at hun har fået mere fra Gud end alle de 
andre tilsammen. 
     Hvad er det så, som hæver enken over de andre. Det er 
at hun ikke kun giver en del af sit liv, hun giver ikke 
kun det hun kan undvære og beholder resten for sig selv, 
så hun ikke mærker i sit dagligliv det, som hun har givet 
til Gud.  Nej, hun giver sig selv, hele sit liv. Det er 
fattigt det som hun giver, men det var alt hvad hun havde. 
     Netop i den historie, som står i sammen kapitel som 
vores prædikestykke, og som handler om at give skat, hvor 
Jesus får en denar og se på den. Dér ser vi pointen i 
vores prædikestykke. Jesus ser nemlig på denaren og 
spørger: Hvis billede og indskrift er det, som er på 
mønten? Og de svarer: Kejserens.  Og Jesus fortsætter: Så 
giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud hvad Guds er.  Og 
det betyder jo, at det ikke er penge vi skal give til Gud, 
det er ikke skinnende metal, vi skal skænke til Gud, hvor 
meget det end betyder for os.  Nej, vi skal give Gud det, 
som bærer hans indskrift og billede. Og det er os selv. 
     I første Mosebog i kapitel 1 står der: Gud skabte 
mennesket i sit billede. I Guds billede skabte han det, 
som mand og kvinde skabte han dem.  Det er en af de gåder, 
som er i biblen, og som vi aldrig når til bunds i.  Skabte 
Gud os i sit billede, fordi han gerne ville se sig selv. 
Eller kunne han så godt lide os, at han ville vi skulle 
ligne ham. Eller er det for at sige, at Gud er vores Far 
og vi er hans børn, så tæt er vi hinanden, Gud og 
mennesker, at vi ligner hinanden. Eller var det ligesom 
kejseren, der udstedte mønter, så satte han sit billede på 
dem, for at vise, hvad der var hans. Var det derfor Gud 
satte sit billede på os, for at vise, at vi tilhører ham. 
Var det for at vi skal tænke på Guds godhed og magt, når 
vi ser på hinanden. Var det for at vi skal dyrke Gud, bare 
ved at være os selv. 
     Alt det som ingen værdi har, penge, stilling, 
ejendom, det hører verden til, men alt det som virkelig 
har værdi, vores person, vores liv og lykke, det skal vi 
overlade til Gud, for det tilhører ham. 
     Giv Gud, hvad Guds er. Det kunne lyde som om det er 
os, der skal give Gud alt hvad vi er og har. Men først 
betyder ordene, at Gud har givet os alt.  Det ligger der 
jo i, at Gud har skabt os i sit billede. Så høj en 
værdighed har Gud givet hvert enkelt menneske, mand og 
kvinde, sit eget stempel har Gud sat på os. Når en konge 
satte sit billede på en mønt var det for at vise, at han 
stod inde for værdien af den mønt. Så var der nogle 
konger, som man stolede mere på end andre, og deres mønter 
var så mere værd. Kejser Augustus' mønter var meget værd, 
fordi han var en stærk kejser. Lige som der også nu om 
dage er valutaer, som er hårde. 
     Men vi mennesker er endnu mere hård valuta. Det er 
Gud selv, der har sat sit stempel på os, og som står inde 
for vores værdi. Og Gud er så stærk, at vi aldrig vil 
falde i værdi. Hver enkelt menneskes værdi bliver ved med 
at være himmelhøj, fordi det er Himlens Gud, som står inde 
for hver af os, også selv om vi kun er som en fattig enke. 
     Om vi så falder og forsvinder i gadens snavs, som en 
mønt, der bliver trådt ned. Så bliver dog Guds billede på 
os, og han leder efter os, til han finder os, og så siger 
han: Du er min. Det står på dig. I skabelsen satte Gud sit 
billede på os. I dåben satte Gud sit navn på os. Begge 
dele viser, at vi tilhører Gud, er Guds børn. 
     Giv Gud, hvad Guds er. Det lyder som et hårdt krav, 
at vi skal opgive alt, hvad der er vores og at vi ikke 
ejer os selv. Men i virkeligheden er den gave vi får, at 
vi altid tilhører Gud. Vi er hans. Det har Gud gjort ved 
at give os livet og dåben. Det står alt urokkelig fast. Og 
vi bliver først os selv, i den tro og erkendelse. Vi 
dyrker Gud ved at være os selv, nemlig Guds børn.