Septuagesima II 
Prædiken til søndag sept. 2. tekstr. (Matt. 25, 14-30) 
7 - 348 - 675 // 600 - 431 - 414 
 
Hvor passer jeg ind i den her historie? Er jeg den 
uduelige tjener, som blot fortjener at blive kastet ud 
i mørket udenfor, eller kan jeg på nogen måde betragtes 
som en tjener, der er tro i det små og kan have udsigt 
til at gå ind til min herres glæde? Hvordan er mit 
regnskab med Gud?  En talent er en umådelig stor sum 
penge, men det er ikke blot penge, som denne lignelse 
om de betroede talenter handler om. Havde historien kun 
handlet om penge og økonomi, burde der jo have været 
tre udgange på historien, nemlig at man enten får 
pengene til at yngle - det er det, som de to gode 
tjenere gør -, at man bevarer pengenes værdi - det er 
det, som den sidste tjener gør ved at grave pengene 
ned, eller - og den mulighed mangler - at man lader 
pengene gå tabt. Havde historien handlet om penge, så 
var det vel ikke så slemt at grave pengene ned som at 
miste dem; så havde det vel ikke været så galt at sikre 
sig? Nu handler lignelsen om de betroede talenter ikke 
om økonomi i almindelig forstand, men den handler 
alligevel om økonomi, nemlig om Guds Riges økonomi. Den 
handler om overskud og underskud. 
Overskuddet er Guds umådelige store gaver til os 
mennesker, at Gud har skabt os og sat os til at leve i 
verden med hinanden. Overskuddet er, at Guds ord ikke 
vil vende tomt tilbage, og overskuddet er, at Guds 
kærlighed ikke bliver mindre ved blive delt, men 
større. Guds kærlighed er ikke blot en gave, men også 
en opgave: vi er Guds hænder i verden, som det engang 
er blevet sagt. Derfor er det, at tjenerne med 
talenterne kun har to muligheder: at tjene og lade Guds 
ord vokse eller at grave ned og lade det gå til spilde. 
Hvordan skal vi tjene Gud, og hvad er det for en slags 
talenter, som Gud betror os med? Talenter kan være alt 
muligt. I børnebogen Gummitarzan er det et gennemgående 
tema, at alle har talent, at alle kan noget. Drengen, 
som er hovedperson i historien, får igen og igen at 
vide: "Der er altid noget, som man er god til. Man skal 
bare finde ud af, hvad det er!" Og det finder drengen 
da også ud af til sidst i bogen.  Paulus taler om 
menigheden som et legeme og de enkelte 
menighedsmedlemmer som lemmer på dette legeme. Hver har 
de fået forskellige opgaver af Gud -store opgaver, små 
opgaver eller blot forskellige opgaver, for alle 
opgaver er vigtige, og ingen del af legemet kan 
undværes. Også her i menigheden i Markus' sogn er der 
forskellige opgaver, som skal løses af forskellige 
mennesker med forskellige evner. Og udenfor menigheden, 
overalt i livet er der forskellige opgaver, som 
mennesker bliver betroet. Store og små opgaver. Og det 
er ikke nødvendigvis sådan, at de berømte er de 
vigtigste, for en Mother Teresa ville ikke kunne have 
udført sit store arbejde, uden at mange gode, men 
ukendte mennesker havde ydet økonomisk hjælp til det. 
Nogle gange er det en meget vigtig opgave at lytte til, 
at bede for eller at opmuntre et andet menneske. Måske 
har vi selv oplevet opmuntringer, som betød meget for 
os i en vanskelig tid, men den, som havde opgaven at 
hjælpe os, fik ikke at vide, hvor meget det hjalp, 
eller regnede det ikke for noget særligt. 
Før reformationen betragtede man kirkelige opgaver, 
især at være munk eller præst som noget særligt fint, 
som den bedste måde at tjene Gud på. Men reformatoren 
Martin Luther havde en anden opfattelse: man skulle 
tjene Gud d r, hvor man var sat i verden. Gøre sit 
bedste, ligegyldigt hvad opgaven var, eller hvem man 
var.  Det skal man også i dag. Hvis man er landmand, 
skal man passe jorden godt uden at udpine den eller 
forurene den, passe dyrene, så de har det godt, og 
skaffe et stort udbytte, så mange mennesker kan blive 
mætte. Hvis man arbejder på en fabrik, skal man være en 
god kollega og medarbejder og producere gode varer. 
Hvis man går i skole eller er under uddannelse, skal 
man sørge for at få lært noget. Også hvis man er i en 
stand, som ikke kan kaldes et arbejde, hvis man er 
arbejdsløs eller pensionist, skal man være det så godt 
som muligt. Det skal man også være som mor, far, søn 
eller datter, som bror eller søster, som ven, kollega, 
klassekammerat eller som medmenneske i det hele taget. 
Vi er Guds kærligheds hænder i verden. Vi er sat til at 
forvalte overskuddet.  Underskuddet kommer, når vi ikke 
lader det, som vi har modtaget gå videre; når vi ikke 
tager de pålagte opgaver på os; når vi ikke lader 
stafetten gå videre. Så knækker kæden. 
Vi kender det alle: alt det, som vi burde have gjort, 
men som vi ikke fik tid til. Alt det, som vi kunne have 
gjort, men som vi ikke turde. Det var jo mere bekvemt 
og mere sikkert at lade være, at lade stå til. Vi 
gravede vore talenter ned. Vi skuffede dem, som regnede 
med os. Vi svigtede.  Undskyldninger er der nok af: Vi 
ville jo ikke løbe nogen unødig risiko; vi ville passe 
på det, som vi allerede havde; holde på det sikre. Men 
Gud er ikke nogen bankrådgiver. Gud er Gud. Gud er den, 
som høster, hvor han ikke har sået, og samler, hvor han 
ikke har spredt. Guds ord vil ikke vende tomt tilbage. 
Hvordan er mit regnskab med Gud? Har jeg ladet 
overskuddet fra Gud vokse, eller har jeg hindret dets 
vækst? Undskyldninger er der nok af. Der er sikkert 
også formildende omstændigheder, noget godt har jeg vel 
gjort, noget fik jeg gjort rigtigt. Men regnskabet, 
hvad med det? Det er jo det, som står på bundlinien, 
som tæller! Her er der røde tal! Sådan passer jeg ind i 
historien om de betroede talenter: røde tal - ud i 
mørket!  Men Gud er ikke nogen bankrådgiver. Når Gud 
vejer vore liv og finder os for lette, alt for lette, 
lægger han en finger på vægten - til vores fordel.  Det 
kan ses på et kalkmaleri, som findes i Domkirken. Her 
står Skt. Peter med en vægt i hånden. I den ene 
vægtskål er der fyldt med små djævle, som kravler op og 
haver sig fast. De forestiller alle menneskets synder, 
alt det, som vi gjorde forkert, eller alt det, som vi 
burde have gjort, men ikke fik gjort. I den anden 
vægtskål er mennesket, du og jeg, nøgent står det der 
med alle sine talenter alt for let til at tynge 
vægtskålen ned.  Heldigvis sætter Skt. Peter sin stav 
på vægten, heldigvis har Gud en finger på vægten, så 
den tipper over og kommer til at stå i vores favør. 
Hvad er det, som Gud lægger på vægten? Hvad vejer så 
tungt, at det kan opveje alle vore synder? Det gør han, 
som fortæller os historien om de betroede talenter, han 
uden hvem denne historie ville være alt for slem, Jesus 
Kristus. Ham blev alt betroet på korset. Han risikerede 
alt. Han led og døde og genopstod. Han tjente nok til 
at slette de røde tal i vores regnskab med Gud, således 
at vi, som ellers blot fortjener at blive kastet ud i 
mørket udenfor, alligevel kan gå ind til vor Herres 
glæde.