Trinitatis 15 II 
Prædiken til 15. s.e.trinitatis II ('Martha og Maria'), 
Høstgudstjeneste (Holdt i Kollund kirke) 
677 - 268 - (31) 678 // 278 - 431 - 432 - 675 
 
Mens de var på vandring, kom Jesus engang ind i en 
landsby, og en kvinde ved navn Martha tog imod ham. Hun 
havde en søster, som hed Maria; hun satte sig ved 
Herrens fødder og lyttede til hans ord. Men Martha var 
travlt optaget af at sørge for ham. Hun kom hen og 
sagde: "Herre, er du ligeglad med, at min søster lader 
mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, 
at hun skal hjælpe mig." Men Herren svarede hende: 
"Martha, Martha!  Du gør dig bekymringer og er urolig 
for mange ting. Men  t er fornødent.  Maria har valgt 
den gode del, og den skal ikke tages fra hende." 
 
De havde nok glædet sig i mange dage, Martha og Maria, 
for rygtet var sikkert løbet i forvejen: Jesus og hans 
disciple var på vandring, og nu nærmede de sig byen. 
Martha og Maria havde måske allerede nået at forberede 
sig. De havde fået ryddet op, flyttet om på møblerne, 
tilberedt festmad og pyntet med blomster. Alt var 
klappet og klar. Og nu var han her, Jesus, Herren. Det 
skulle vel nok blive en dejlig dag; hvor ville de nyde 
hans besøg. 
Så kommer han, den længe ventede gæst, og Martha byder 
ham indenfor. De er gode værtinder, de to søstre. Maria 
sætter sig hos gæsten og lytter opmærksomt, imens 
Martha varter op. På hver sin måde giver de gæsten hele 
deres opmærksomhed; den ene lytter og den anden tjener. 
Alt er, som det skal være. 
Og så er der alligevel noget i vejen. Martha går og 
ruger over det, det gnaver inden i hende, hun synes, at 
det er for galt. Og så tar' hun mod til sig og står 
frem og siger: "Herre, er du ligeglad med, at min 
søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig 
dog til hende, at hun skal hjælpe mig!" Så kom det ud - 
som en hel eksplosion, for ærgrelsen havde ligget og 
gæret, og nu var der tryk på. Og både gæsten og 
søsteren får læst og påskrevet. 
Hvad er det, som får Martha til at hidse sig sådan op? 
Hvad er der galt?  Det, der er galt, er bekymringer og 
uro for mange ting. Sådan er det for Martha, og sådan 
er det for os. 
Vi kan måske grine lidt af Martha og tænke, at hun da 
også er latterlig. At hun er en af flinkeskolens piger, 
som går alt for meget op i ydre ting, alle de småting, 
som i grunden ikke betyder noget. At det kunne være 
Martha, som Rachel Rastenni sang om: "Se her kommer 
mutter med kost og spand, med skrubbe og klude og 
sæbevand, nu bli'r der en plasken, en sjasken og 
tørren, for påske og pinse og jul står for døren." Det 
er den ene side af Martha. 
Men er det hele sandheden om Martha? Nej, det er det 
ikke. Martha er også et ansvarligt menneske, et 
menneske, som passer sit arbejde, en som svarer enhver 
sit. Uden mennesker som Martha ville ingenting fungere. 
Det er den anden side af Martha. 
Hvordan har vi det selv med bekymringer? Kan vi sige os 
fri for dem? Nej, det kan vi ikke. Vi kender alle 
bekymringer som noget, der trykker, noget, som vi kan 
gå rundt med som en besværlig og uvelkommen gæst. Når 
vi prøver at smyge bekymringerne af os, sidder de desto 
bedre fast. Bekymringerne burde ikke ha' den plads i 
vore liv, som de har. De kommer nemlig ikke altid af 
det, som er sket, af noget konkret, håndgribeligt. Nej, 
bekymringer lever nærmest af luft, for de har rødder i 
fremtiden, i det, som måske kan ske, eller i det, som 
jeg måske ikke når at få gjort. Således nasser de på 
fremtiden, fylder nutiden og truer med at lamme 
handlingen.  Og så på den anden side: der er jo ting, 
som vi skal bekymre os for. Vi er jo ansvarlige 
mennesker. Vi skal bekymre os og sørge for det og for 
dem, som vi har fået betroet. Vi skal passe vort 
arbejde og tage vare om vore medmennesker: vores 
familie, venner og bekendte, kolleger og hvem vi nu 
møder på vores vej. 
Spændingen mellem ansvarlighed og unødige bekymringer 
kender vi godt: I dag fejrer vi høstgudstjeneste. Vi 
har forberedt os; vi har pyntet med blomster. Også før 
høsten forberedte vi os. Vore forfædre ryddede marken 
for stene engang. De sled og slæbte, de byggede og 
forædlede, de lod det vokse i generationer og overlod 
os et rigt land. I foråret såede vi -landmændene i 
hvert fald og de, som dyrker deres have, - og så 
ventede vi.  Så var der i grunden ikke så meget at 
gøre, andet end at lade regnen regne og solen skinne. 
Det havde vi slet ingen indflydelse på, og enhver 
bekymring var unødvendig. Så kom høsten, og den blev 
god. Det kan vi sige nu, hvor det meste er i hus; kun 
mangler der at blive høstet majs, og hyldebær er der 
stadig på træerne. Vi høstede meget mere end vi såede, 
og takken tilkommer Gud, for hvad magted vi vel, om du 
ej gav held? Det vokser jo, medens vi sove. 
Nu må man ikke tro, at det bare gælder om at skelne 
mellem de dårlige og de gode bekymringer, at vælge de 
dårlige fra og bekymre sig om det, som virkelig er 
vigtigt, det som virkelig tæller. At være ansvarlig. At 
kende sin plads. Også det kan gå galt. Ansvarlig det er 
faktisk, hvad Martha er.  "Hun gnider panelet med 
vaskeskind, med rumpen i vejret og knæene ind, for den, 
som vil ligge lidt foran sin næste, må styrte omkring 
som en hvirvelvind." Martha er meget ansvarlig, så 
ansvarlig, at hun synes, at hun er foran sin dovne 
søster. Det må da give point hos Jesus; det kan han da 
ikke bare være ligeglad med. Han må da lægge mærke til, 
at hun er på førstepladsen. Han må da sætte Maria på 
plads. Nu, med det samme: "For tiden er så kort, og det 
ku hænde, hun kom for sent, for sent til verdens ende." 
Under dække af ansvarlighed lader Martha sig gribe af 
misundelse.  Det er næsten, som når der kommer et lille 
nyt barn i en familie. Så er det ikke let for 
storesøster at finde ud af, hvordan hun skal forholde 
sig. Den lille får så meget opmærksomhed, og er der nu 
plads til mig? En kort tid forsøger den ældre søster at 
møve sig op på mors skød og skubbe den lille væk. En 
kort tid er hun misundelig - en kort tid - indtil hun 
erfarer, hvem mor er: At mor har kærlighed nok til dem 
begge, både til den store pige, som kan noget, og til 
den lille spæde, som slet ingenting kan selv.  "Martha, 
Martha, du gør dig bekymringer, men det er slet ikke 
nødvendig: der er kærlighed nok til jer begge. Der er 
også tid til dig." Maria sætter sig ved Herrens fødder 
og lytter til hans ord. Maria har ikke meget at komme 
med, men hun kommer med sig selv, så ringe, som hun nu 
er.  Som et lille barn, der ved, at det er helt 
afhængig af sin mor, således er Marias sindelag, 
således er Marias hjerte. Det er det ene fornødne. Det 
er den gode del. Det er nok. 
Nu står vi her med alle vores dårlige og gode 
bekymringer, og så får vi besøg. Ligesom Martha og 
Maria får vi besøg af Herren, Jesus Kristus. Vi får 
besøg af ham nu. Det lovede han, da han sagde: "hvor to 
eller tre er forsamlet i mit navn, d r er jeg midt 
iblandt dem." Han kommer til os nu.  Han kom til os 
første gang, da vi blev døbt. Da lød ordene: "lad de 
små børn komme til mig, dem må I ikke hindre; thi Guds 
rige hører sådanne til".  Da tog han os i favn og lagde 
hænderne på os og velsignede os. Og han er selv 
tilstede ved nadveren, hvor han er både vært og gæst. 
Når vi får besøg af Jesus Kristus, så kan vi kun bede: 
Giv os Marias hjerte og Marthas hænder, så vi kan sige: 
Herre, jeg vil gerne tjene, 
tjene dig og dig alene, 
tag og brug mig, som du vil! 
Hvad jeg ejer, har du givet, 
hver en evne, selve livet, 
dig det hele hører til. 
Amen.