Trinitatis 22 II 
Prædiken til 22.s.e.trinitatis (II) Matt.18,1-14. Holdt 
i Bov kirke 350 - 402,?;488,2+7 - 437 // 246 - 432 - 
476 
 
"På den tid kom disciplene hen til Jesus og spurgte: 
"Hvem er den største i Himmeriget?" Han kaldte et lille 
barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem og 
sagde: "Sandelig, si'r jeg jer: Hvis I ikke vender om 
og bli'r som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. 
Den, der ydmyger sig og bli'r som dette barn er den 
største i Himmeriget; og den, der ta'r imod sådan et 
barn i mit navn, ta'r imod mig. 
Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, 
til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt 
om halsen, og bli'e sænket i havets dyb.  Ve verden for 
det, der bringer til fald. Vel må der komme fald, men 
ve det menneske, som bli'r årsag til fald. Hvis din 
hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af og 
kast den fra dig; du er bedre tjent med at gå lemlæstet 
eller vanfør ind til livet end med begge hænder eller 
fødder i behold at kastes i den evige ild. Og hvis dit 
øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra 
dig; du er bedre tjent med at gå ind til livet med  t 
øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvedes 
ild. Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For 
jeg si'r jer: Deres engle i himlene ser altid min 
himmelske fa'rs ansigt. For Menneskesønnen er kommet 
for at frelse det fortabte. 
Hva' mener I? Hvis en mand har hundrede får, og  t af 
dem farer vild, la'r han så ikke de nioghalvfems bli'e 
i bjergene og går ud og leder efter det vildfarne? Og 
lykkes det ham at finde det, sandelig, jeg si'r jer, 
han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, 
der ikke fór vild.  Således er det min himmelske fa'rs 
vilje, at ikke en eneste af disse små ska' gå fortabt." 
 
Hvem er størst? Hvem betyder mest her? Hvem ved mest? 
Hvem har flest penge?  Hvem har mest magt? Sådanne 
spørgsmål stiller vi os selv indimellem, for vi lever i 
en tid, hvor disse spørgsmål har betydning. Vi vil 
gerne ligge forrest på alle områder, og ka' vi ikke 
det, vil vi i hvert fald gerne ligge godt fremme, være 
med i førerfeltet eller i det mindste i hovedfeltet. Vi 
vil gerne kunne kigge bagud på dem, som kommer halsende 
bagefter, eller på dem, som allerede er stået af. Vi 
vil vide hvem, der kommer først, vi vil vide hvem, der 
er indenfor, og hvem, der er udenfor.  Disciplene 
stiller et lignende spørgsmål: "Hvem er den største i 
Himmeriget?" De tænker nok om sig selv: "Vi er de 
største, fordi vi tror mest. Vi er de største, fordi vi 
opfører os pænest. Og vi er de største, fordi vi går 
mest i kirke." Og der er noget om det; det er da gode 
kvaliteter, som er værd at stræbe efter. 
Hvilket svar kan de så regne med? Jo, efter vor 
menneskelige målestok er der to muligheder. Den ene er: 
"Ja, I er vel nok go'e! Værsgo at komme indenfor i 
Himmeriget, døren er åben!" Den anden mulighed er: 
"Nej, I er nogle hundeho'der. I ska' tro endnu mer', I 
ska' opføre jer endnu bedre, I ska' gå i kirke hele 
tiden!" 
Men det er ikke et svar efter vor målestok, som bliver 
gi'et disciplene.  Det drejer sig ikke om at gøre 
alting bedre, om at gøre alting godt nok.  Guds 
målestok er en anden: nemlig det lille barn, som Jesus 
kalder hen til sig. Et lille barn bliver eksempel på, 
hva' der ska' til for at være størst i Himmeriget. Her 
bli'r alting vendt på ho'det. Her bli'r disciplenes, 
vores, almindelige forventninger om hvem, der er størst 
og bedst gjort til skamme. Overfor Gud er der ingen 
rangorden, og er der en rangorden, så er det den 
omvendte, som gælder, at den lille er den største. 
Ska' vi så bli'e børn igen alle vi, som er her i dag? 
Ja, det ska' vi på en måde: Vi ska' bli'e mindre. Mit 
jeg, som fylder så meget i mig, ska' mindskes. Vi ska' 
gi' afkald på at tro, at vi ka' bero på os selv. Vi 
ska' la' vort eget jeg bli'e lille og stille, så vi kan 
høre og modta' og bli'e fyldt med det, som er større 
end os selv. 
Vi ska' ta' imod og ikke selv ta': Himmeriget er nemlig 
ingen tombola, hvor der er frit valg på alle hylder, og 
hvor det bare gælder om at komme til først. Man kan 
ikke storme Himmerigets porte og skubbe dem ind, for 
disse porte åbner ud ad, og de åbnes indefra af Gud, 
som kommer til os.  Man ska' heller ikke storme 
Himmerigets porte og skubbe dem væk, som er mindre end 
en selv, og som man synes står i vejen. Det advarer 
Jesus kraftigt imod: "Så er man bedre tjent med at få 
en møllesten hængt om halsen og bli'e sænket i havets 
dyb." Det er et barskt billede, som ganske svarer til 
det, som vi kender fra gangsterfilm, hvor forrædere og 
stikkere får cementsko på og bli'r smidt i havet. 
Det er altså forræderi at bringe et lille menneske til 
fald. At skubbe til den, som vakler, eller at sparke 
til den, som allerede ligger ned. Vi kender det godt 
det her: Når tingene bli'r sat på spidsen, ved vi, hva' 
vi ska' gøre. Så ka' vi sige: "Jeg vil hellere dø end 
at gøre et barn fortræd." Så ved vi, at der er ting, 
som vi ikke ka' gøre med vor menneskelighed i behold. 
Også når tingene ikke er sat helt så stærkt på spidsen, 
bør vi sige: "Jeg gi'r afkald på mit eget, jeg vil ikke 
være vred og forbitret på dig -heller ikke selv om du 
har fortjent det." I musicalen "Les Miserables" -"De 
Elendige" er der et smukt eksempel på dette: 
Hovedpersonen, den fattige Jean Beljean, har siddet 19 
år i fængsel for en ganske lille forbrydelse, for at 
stjæle to brød til sin søsters sultne barn. Han har 
slidt og slæbt i fængslet, udført slavearbejde, måttet 
undvære frisk luft og næppe set dagens lys. Han har i 
al den tid ikke haft et navn, men kun været et nummer. 
Så kommer Jean ud, han er prøveløsladt. Han ser lyset 
igen og indånder den friske luft. En ny dag venter. En 
ny chance har han fået, men den chance forspilder han, 
for han bli'r fristet til at stjæle fra en biskop, som 
giver ham mad og nattely. Om natten sniger han sig ud 
af biskoppens hus med et par kostbare sølvlysestager, 
men bli'r fanget af politiet. Jean siger, at biskoppen 
har givet ham lysestagerne, men det tror politiet ikke 
på, og man fører ham til biskoppen. 
Nu kunne biskoppen ha' fortalt sandheden, men han gi'r 
Jean mere sølv og siger: 
  "Men min ven, de gik så tidligt, at de sikkert må ha' 
  glemt, at jeg også gav dem disse, ta' dem, som det 
  var bestemt." 
Til politiet siger biskoppen: 
  "Denne mand er ingen løgner, skønt det kan se sådan 
  ud, de har gjort, som pligten bød dem, slip ham så og 
  gå med Gud." 
Og til sidst siger han til Jean: 
  "Men jeg siger dig min broder, skøn på Herrens 
  miskundhed.  Han var den, som ga' dig sølvet, bli' en 
  ærlig mand derved.  Ved vor Herre Jesus Kristus, ved 
  de pinsler, han holdt ud, Har han reddet dig fra 
  mørket, jeg har købt din sjæl for Gud." 
Som denne biskop skylder vi, at vi ikke ringeagter 
noget menneske, heller ikke det menneske, som agter sig 
selv ringe. Vi skylder ikke at bli'e irritable over de 
irriterende, ikke at bli'e utålmodige over de 
utålelige, og ikke at overse de undseelige. Vi skal 
vide, at vi i livets store løb ikke er stjerner, men 
hjælperyttere og vandbærere. 
Vi skylder meget, men det kniber med afdragene selv 
der, hvor vi ved, at vi gerne vil betale: "Har du 
snakket med dit barn i dag?", lyder et kendt slogan. Og 
hvilken mor eller far bli'r ikke ramt af disse ord, for 
det sker jo ind i mellem at arbejdet, karrieren, 
pengene og alt det, vi selv vil, stiller sig i vejen 
for kontakten med dem, som vi holder allermest af. 
"Plant et træ", lyder et andet slogan. Det betyder: ta' 
et ansvar for, hvad der sker i verden, gør noget, som 
rækker ud over dig selv, gør noget for dine 
medmennesker og dine efterkommere. Også disse ord må 
ramme os, for hvor ofte sker det ikke, at vi gør det 
modsatte, at vi træder ned eller rykker op med rode. 
I livets store løb trækker vi ikke altid der, hvor vi 
burde trække. Vi giver ikke altid læ der, hvor vi burde 
give læ. Vi bringer ikke altid vand til dem, som 
tørster. 
Ja, vi kan ikke engang altid selv hænge på. Vi ved 
godt, hvor let vi taber tråddet, at vi hurtigt mister 
pusten, og at vi måske selv skrider i svinget. Så står 
man der helt alene og har slet ikke nogen at støtte sig 
til. Alt håb er borte, alle har glemt mig, selv de 
allernærmeste, og måske råber jeg endda: "Gud har 
svigtet mig, Gud har glemt mig." Men Gud siger -sådan 
lød det i teksten, der blev læst fra alteret for lidt 
siden: "Selv om alle andre skulle glemme, glemmer jeg 
ikke dig. Se i mine hænder har jeg tegnet dig". 
Gud glemmer os ikke, han har skabt os, og ved dåben 
skriver han med korsets tegn sit navn i vore hjerter og 
vore navne i sine hænder. Det er et godt bytte, lad os 
holde fast på det, så kommer vi i mål alligevel.