Det skal vi også høre med i Jesu lignelse, som jo har nøjagtig de samme ord om, at fuglene skal bygge i skyggen af træet. I Jesu lignelse skal vi derfor høre det andet med, nemlig at Gud har talt og grebet ind. Og hvor Gud handler, der bliver resultatet det helt umulige og uventede, at en kvist eller et frø, som ikke ser ud af noget, bliver et højt træ, som kan give beskyttelse til mange.
Gud gør det uventede og umulige. Gud nedbøjer det høje træ og ophøjer det lave. Det peger hen på Jesu fødsel, hvor Jesu mor i sin lovsang til Gud - da hun har fået at vide, at hun skal føde Guds søn, synger hun af glæde til Gud og siger bl.a.: Hans barmhjertighed varer fra slægt til slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, han har stødt herskere fra deres troner og ophøjet undertrykte. Sultne har han mættet med gode gaver og sendt rige tomhændede bort.
Det er altså tegn på Guds barmhjertighed, Guds kraft og Guds hjælp, at han tager sig af dem, som intet er og intet har. Og Gud viste det allerede fra begyndelsen, fra Jesu fødsel. Det var en mor, som ingen regnede med, der fødte barnet. Og barnet var så lille og nøgent, at alle onde magter let kunne have dræbt barnet. Det er for at Guds magt og Guds nåde skal stå så meget tydeligere, når det svage opløftes til herlighed. I julen sang vi derfor: blomstre som en rosengård skal de øde vange. Det er ikke det frugtbare land som blomstrer men ørkenen, og det er for at Guds underkraft kan stå så meget tydeligere. Som Ezekiel siger: Gud udtørrer det friske træ og ladet det tørre træ blomstre. Det er for at vise, hvor store undere, der sker, når Gud har talt og grebet ind.
Da Jesus blev voksen, har vi måske sværere ved at se, at han er som et lille frø eller som et lavt træ. Da Jesus gik rundt og prædikede, så det snarere meget lykkeligt ud, det som skete. Der var mange, som lyttede til Jesus. Der var mange som kom for at blive helbredt. Og Jesus havde altid et ord til dem. Han havde altid hjælp til dem. Aldrig var han i tvivl. Det virkede som en succes. Men det er som om Jesus ikke regnede det for noget. På højdepunktet af hans karriere begyndte han at tale om det som han mente var højdepunktet, nemlig at han skulle op til Jerusalem og dø og opstå fra de døde.
Jesus mente selv, at hans prædikener og undere var forretten, hovedretten og højdepunktet er langfredag og påskedag. Det, som vi synes, ser så stort ud, alle Jesu taler og undere og kraftgerninger, det regner Jesus som småt, og sammenligner det med et frø, der først skal vokse sig stort, og at det vil ske ved Guds hjælp.
Jesus fik jo også ret. Han så ud i fremtiden. Han kom til verden som Guds søn for at frelse hele verden, og så gik han rundt i en lille egn af Israel, Jesus gik rundt i Galilæa og helbredte nogle jødiske spedalske. I verdens sammenhæng så det ikke ud af noget. Det var et frø, og det frø har vokset til et stort træ. Nu er mange lande i verden kristne. Stadig udbreder kristendommen sig. Det er et under, som er sket. At de taler, som Jesus holdt for nogle tusinde mennesker, er blevet fortalt for millioner.
Jesus eller hans disciple kunne let have tænkt, at de spildte tiden ved at gå rundt ude i provinsen og hjælpe mennesker, som ingen regnede med. Skulle de ikke skynde sig ind til hovedstaden eller måske endnu bedre ud i den store verden. Men Jesus er som manden, der tilsår sin jord og sover og står op nat og dag og kornet spirer og bliver højt. Med stor ro gjorde Jesus sin pligt i Galilæa, sagde budskabet fra Gud og rakte Guds hånd til de galilæere han mødte. Han gjorde det i den bevidsthed, at det, som han her såede ville blive stort.
I Betlehem ser vi tydeligt at Gud ophøjer det lave og det, som ingenting er. I Galilæa har vi sværere ved at se det. Men i Jeursalem i påsken ser vi det igen tydeligt, at lignelsen i dag er rigtig: det som ingenting er bliver højt, at det lave bliver ophøjet, og det på grund af Guds ord og Guds indgriben. Jesus døde på et kors som en forbryder. Det er som frøet, hvor man intet liv kan se. Ja, frøet dør og forsvinder, og alligevel kommer der en blomst op. Jesus dør, men op blomstrer et træ, et højt træ, der når til himlen, og som kan give os beskyttelse mod alle de storme, der vil vælte os omkuld.
I påsken ser vi tydeligt, hvordan Guds ord og Guds indgriben er, at Gud hjælper de svage, de som er døde. Gud støder herskere fra deres troner og ophøjer undertrykte. Sultne har han mættet med gode gaver og sendt rige tomhændede bort.
I Jesu person ser vi altså klart lignelsen om frøet som vokser sig stort. De, som er blinde for undere, siger at det går naturligt til. De ser ikke at gudommelige kræfter er på spil. Men både ved Jesu fødsel, i Jesu forkyndelse og i hans død og opstandelse er det Gud som taler og griber ind. Derfor bliver resultatet så stort.
Ja, vi må også overføre lignelsen om frøet, der vokser af sig selv og vokser frem mod høsten, det må vi også overføre på os selv, Guds menighed, Guds folk. Vi har svært ved at se, hvordan der kan komme et stort resultat ud det som sker hos os. Vi ved ikke, hvor det ender. Det ser ikke ud til at vi er kommet særlig højt op. Det ser ikke særlig frugtbart ud, det som kommer fra os. Det ser snarere lidt tørt og vissent ud.
Men Jesus siger, at der bliver en høst, en stor høst. Andet kan ikke ske, når det er Gud, som taler og griber ind. Ja, det er Gud, som vi skal stole på. Også når det ser ud som om ingenting sker, så skal vi gøre som landmanden, der sover og står op, nat og dag, i troen på, at frøet gror. Gud vil gøre det under, at ud af alt det vi synes er så umuligt og ufrugtbart, vil der blomstre et træ, livets træ.
Det er som om Jesus fortæller os ind i en anden slags verden, hvor der ikke er mismod og fortvivlelse. Der sker det hele med en naturlighed og selvfølgelighed. Det hele sker så stilfærdigt og roligt i Jesu lignelse. Kornet spirer og bliver højt, uden at landmanden ved hvordan. Det er Guds rige, Jesus fortæller om. Dér gror ordet på markerne uden at vi skal vide hvordan. Vi vil jo så gerne gennemskue alting og forstå, hvordan noget fungere og hvordan man kan ændre på det, så det gror på en bedre måde og giver den bedste høst. Jeg hørte, at man sprøjter kornet, som gror på vores marker, så det får korte strå, der kan stå selv i de værste storme, men man har så fundet ud af, at det man sprøjter med, bliver siddende i frøene, der høstes, og det måske kan skade dyrene, når de får det som foder. Det skal ikke få os fra at bruge al vores fantasi og evner til at forbedre tingene. Det er jo derfor vi har fået vores forstand og evner for at vi skal bruge dem.
Men måske er det godt at der også er områder, som vi ikke kan gennemskue og ændre på. Og det gælder blandt andet Guds rige. Og det er en lykke, at der er sådan et område, et rige, hvor vi ikke skal bruge al vores hektiske aktivitet, men hvor vi må sove og stå op, nat og dag, i troen på, at det virkelig vokser, det ord, som er sået. Det vokser, fordi det er Gud, som har talt og det er Gudsom griber ind. Det er ikke noget lille område, Guds rige. Det er snarere et område, et rige, som vi skal lære af, at vi også her i vores verden sørger vi at det ikke kun er gift og ødelæggelse der kommer ud af alle vores ændringer og aktiviteter. Vi skal lære af Guds rige, at bruge vores evner med ydmyghed, så vi ikke tror, at vi er Guder.
Det vil Jesus lære os med sine lignelser i dag. Hvor meget vi må stole på Gud, også når vi synes det ser helt umuligt ud hos os. Gud vil sørge for, at der kommer en god høst, at der vokser et blomstrende træ op, hvor vi kun kan se en vissen stup og en kvist uden liv.
Alle vores spørgsmål og al vores bekymring må vi lægge til side. Når vi ser på os selv og vores land, tænker vi måske: " Hvor er den kristne tro henne. Går det frem eller tilbage for kristendommen?" Men Jesus vil lære os med sine lignelser, at Guds ord ikke kan gro nedad. Det vil spire. Det vil blive højt. Hvor småt Guds ord end ser ud, må vi leve vores liv i deres skygge.
ny prædiken
Jeg hørte om firmaer, som bruger edb, at de kan få virus ind i deres edbmaskiner, så alle oplysninger bliver slettet. Det sker, hvis edbamatører trænger ind ved at ringe over telefonen og planter et program, som sletter alt i firmaets maskiner. Jeg tænkte på om det også er sådan med mennesker, at vi kan få et virus ind i vores tanker og om bekymringer er et sådant virus. Ved at læse i avisen og se på fjernsynet kan vi fyldes med bekymringer, så vi ikke kan tænke klart. Det er ikke kun det, som sker ude i verden, som kan gøre os bange, men endnu mere måden vi får det at vide på. Når vi hører om et ozonhul og at det kan blive så stort at vi ikke må opholde os udendørs, så bliver vi bange. Men når vi så hører, at vi ville få endnu mere sol, hvis vi tog 14 dage til syden, så viser det, at vi selfølgelig skal lade være med at forurene atsmosfæren, men vi skal ikke blive så bange, at vi ikke kan tænke eller leve. Vi skal være opmærksomme mod den virus, som nogle nyhedsfolk vil plante i os. Det er som om de kun er ude på at skabe sensationer, og helst negative sensationer. De skaber unødvendig bekymring.
Det samme gælder kirken. Vi hører tit, at det står dårligt til med kirken. Sådan har det været i mange hundrede år. Der har altid været nogle, som spåede kirkens undergang. De ord skal vi ikke holde os til eller blive syge af. Derimod skal vi holde os til Jesus. Og hos ham er der ingen tvivl om, at Guds ord vil bære frugt. Guds ord visner ikke. Guds ord forsvinder ikke. Guds ord gror og vil give stor høst.
Men Jesus giver os ret i, at kirken og troen gror i det skjulte. Vi kan ikke se det gro. Det er som en landmand, der tilsår sin jord, og så lader han dagene gå. Han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og gror og bliver højt. Han kan ikke se kornet gro. Man kan ganske vist tage en film af et strå eller af en blomst, og hvis man tager billederne med bestemte mellemrum og kører filmen, så ser det ud som om strået vokser eller blomsten folder sig ud. Men billederne viser kun de enkelte stadier. Billederne viser kun at strået er vokset, eller blomsten er blevet større. Man ser ikke selve det, at kornet gror. Selve væksten er usynlig for os. Vi kan kun se resultatet af den, at spiren er kommet op af jorden, at spiren er blevet et strå, at strået har fået et aks.
Derfor siger Jesus, at vi ikke skal bekymre os om væksten. Vi skal være som landmanden, der ubekymret sover og står op, for han ved at han intet kan gøre til selve væksten. Han kan gøde og vande og sprøjte, men selve væksten kommer ikke fra hans hånd. Af sig selv giver jorden afgrøde. Jeg tror også, at landmænd kan få en virus, så de bliver bange og ikke kan tænke. Hvis de hører at der ikke falder nok regn eller at der er kornsygdomme på vej, så er der sikkert landmænd, som glemmer, at det har givet høst hvert år og det vil det også i år.
Nu bruger Jesus landbruget som en lignelse. Og det er rigtigt, at der er lande, hvor høsten kan slå fuldstændig fejl. Men Jesus bruger lignelsen om Guds rige, og Jesus vil sige, at det kan ikke slå fejl. Over for Guds rige må vi være helt ubekymret. Det vil vokse, også selv om vi ikke kan forstå hvordan. Ligesom kornet spirer og gror, uden at landmanden ved hvordan. Selvfølgelig må kristne gerne finde på nye gudstjenester eller nye måder at prædike evangeliet. Det har Jesus sat os til, at sprede Guds ord til alle. Men vi skal gøre det af lyst, ikke af bekymring. Paulus skriver det sådan til korinterne, at enhver skal tjene, sådan som Jesus har givet ham at tjene. Og hos korintierne har Paulus fået den opgave at plante, en anden apostel førte hans gerning videre og vandede. Men det Gud, som gav væksten. Og så skriver Paulus de stærke ord: Så kommer det da hverken an på den, der planter eller på den, der vander, men på Gud, der giver vækst. Selvfølgelig må vi finde på mange aktiviteter for at bringe kristendommen ud til alle, men det er ikke os, som skal frelse kirken eller andre mennesker. Det kommer alene fra Gud. Det er Gud, som giver væksten. Det er fra Gud frelsen kommer. Og Jesus siger, at det må vi ikke tvivle på et øjeblik. Dér må vi være helt ubekymret.
Tænk at der er et område, hvor vi må slippe alle vores bekymringer. Over for kirken må vi have det som landmanden, som sover og står op, nat og dag, og kornet gror af sig selv. Han bruger sine dage til noget. Og sådan må vi gerne fylde vores dage med mange gøremål. Men Guds rige må vi lade gro af sig selv. Gud vil lade det lykkes, at det engang bliver høst og den himmelske festsal bliver fyldt med frelste syndere. Det må vi holde os til over for alt og alle, som vil plante bekymringer i os.
Det gælder også for vores egen frelse. Også den må vi trygt overlade til Gud. Hvis vi ser efter Guds ord i os selv, så har vi måske svært ved at finde det. Og vi kan måske slet ikke se, at troen vokser i os. Vi kan blive bange for, at vi falder ud af troen. Mærkeligt nok er det tit de mest troende, som kan blive mest bange for, om de har begået en synd, som er utilgivelig. Det er kristne, som har levet et godt kristent liv i mange år, som er mest bange for det skriftsted, hvor Jesus taler om synden mod Helligånden, og at den synd ikke kan tilgives. Og disse kristne tænker, om de måske uden af vide det har begået den synd. Og de bliver fyldt med bekymring, så de ikke kan tænke klart. For på det sted i bibelen taler Jesus til farisæererne, som kort forinden havde beskyldt Jesus for at være i ledtog med djævelen. Farisæererne kendte Guds ord og de dømte bevidst og velovervejet Jesus til at være djævelsk. Det har ingen af de kristne gjort som er bekymrede for om de har gjort den utilgivelige synd. Og vi skal endda lægge mærke til, at på korset bad Jesus netop for jøderne, som havde dømt ham. Jesus bad: Far, tilgiv dem.
Også når vi synes, at vores tro er lille, så skal vi ikke være det mindste bekymrede, for det er Gud, som giver væksten. Vi kan og skal ikke selv. Og jo mindre vores tro er, desto større kraft bruger Gud på at holde os fast. Når vi føler os fortabt, så sender Gud en engel, en af de højeste engle, til at passe på os. Det siger Jesus engang: Se til, at I ikke ringeagter en af disse små troende. For jeg siger jer: Deres engle i himlen ser altid min himmelske Fars ansigt. For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte.
Det er ikke kun kirken som vi ikke skal være bekymret for, men også vores egen frelse. Og det er jo fordi det ikke er os selv vi skal stole på, men Gud, som vi må stole på. Og ligesom der sker undere i naturen, så kornet gror, sådan gør Gud undere med os lidettroende syndere, så vores tro vokser ind i himlen.
Med sin lignelse taler Jesus os ind i en anden slags verden, hvor der ikke er mismod og fortvivlelse. Der sker det hele med en naturlighed og selvfølgelighed. Det hele sker så stilfærdigt og roligt i Jesu lignelse. Landmanden i Jesu lignelse har ikke svært ved at falde i søvn om aftenen. Han står ikke op om morgenen træt og uoplagt. Og hans gode samvittighed skyldes ikke at han har lagt en plan for sit liv og følger den omhyggeligt. Nej, kornet spirer og bliver højt. Han ved ej selv hvorledes. Sådan er Guds rige en helt anden verden.
Også i den anden lignelse som Jesus fortæller, er der en ro og en ubekymrethed, som er et helt under. Himlens fugle gør jo heller ikke noget. De venter bare på, at frøet, det lille sennepsfrø vokser og bliver til en stor urt, en busk, hvor de kan bygge rede. Fuglene gør intet til det. Men frøet vokser og bliver så stort, at fuglene kan finde læ og beskyttelse i dets skygge. Vi skal ikke gøre så meget. Vi skal ikke forstå så meget. Vi skal være rolige og ubekymrede. Det er jo ikke os selv, vi skal tro på. Det er Guds kraft.
Jesus vil vise os, hvor meget vi må stole på Gud. Vi må være de samme over for Gud. Vi skal ikke hele tiden finde på noget nyt. Vi skal ikke gøre os interessante. Over for Gud skal vi ikke føle stress og jag. Over for Gud er vi i en anden verden, hvor vi må hvile. Guds rige er præget af ro og sorgsløshed, fordi vi helt må stole på Gud.
Gud må vi stole på, også selv om vi ikke kan forstå hvordan og hvorfor. Guds rige virker i det skjulte. Guds rige vokser i det stille. Uden at vi ved hvordan. Kornet kan ikke gro nedad. Det spirer og bliver højt. Ja, selv sennepsfrøet, som er mindre end alt andet frø på jorden bliver større end de andre urter og himlens fugle bygger rede i det skygge.
Guds ord kan se nok så nøgent ud. Guds ord kan se ud til at være mindre end alt andet på jorden, og dog må vi leve i dets skyge. I skyggen af Guds ord kommer det hele af sig selv. Sådan siger Jesus jo:" Af sig selv giver jorden frugt." Det lyder så let. I vores verden, den vi har skabt, der går intet af sig selv. Men i Guds rige sørger Gud for at der kommer frugt, først strå, så aks, så fuld kerne i akset, en kerne, som giver liv, evigt liv. Det sker af sig selv. Nemmere kan det ikke være. I troen på Gud må vi hvile. I troen på Gud skal vi ikke være bange for det som kommer.